kortkritik
05.06.2022

Syntetisk citron i Aarhus

EMP Legacy – Music & Sound Art
© Julie Hugsted
© Julie Hugsted

Indvielsen af Else Marie Pades Plads ved Godsbanen i Aarhus skulle have fundet sted i august 2020, men blev pga. corona udskudt. Og 27. maj stod behagelige toner i flydende kontrast til den grå betonplads, da de elektroniske kunstnere Tobias Sejersdahl & Sophia Sagaradze (ALF) åbnede med mixede live optagelser, der sendte øregangene tilbage til 90’ernes konsolspil. Et syntetisk citronduftende pissior, toiletbåsene, foyeren og entréen på Radar udgjorde rammen for HAUMANS lydinstallation Creeper – syv minutters mix af reallyde fra spillestedet blandet med synth og vokal flød konstant frem og tilbage igennem rummenes højttalere i et varierende mønster programmeret af Sophia Sagaradze. Omend værket var spændende, havde det vundet ved individuelle lyde i de forskellige rum. 

Sophie Birch brillerede ved langsomt at forme sit blide soundscape af metalliske vindklokker og klarinet i live loops, klangflader og gæsteoptræden fra en saxofonist. Koncerten kulminerede med stærk vokal indhyllet i tunge rytmer a la Björk og Portishead. Intensiteten tog af, og hun sluttede med en enkelt drone og sang på knæ foran mixerpulten.

Men hvor var sammenhængen mellem det udmærkede – omend noget nedskalerede – arrangement og Else Marie Pade?

I anledning af Music City Aarhus 2022 bringer Seismograf en serie artikler om musik og lydkunst i Aarhus. 

kortkritik
19.08

På et snusket hotelværelse mødes liv, traumer og musik

Emma O’Halloran, Irish National Opera: »Trade« / »Mary Motorhead«
© Ros Kavanagh
© Ros Kavanagh

To kammeroperaer af den irske komponist Emma O’Halloran, begge baseret på skuespil af hendes onkel, Mark O’Halloran. Den første, Trade, er fuldstændig fængslende og dybt bevægende: historien om to mænd, der mødes for at have sex på et snusket hotelværelse, hvis sammenfiltrede liv er tynget af traumer og kærlighed. Komponisten taler om det »smukke økonomiske sprog« i sin onkels tekst, og det samme kan siges om hendes musik, der lader teksten opbygge mere og mere spænding og intensitet uden at klemme den – men lige så ofte nærmest trækker sig helt tilbage og lader teateret og fortællingen få overtaget. Den vokale skuespilpræstation er fremragende.

Den stilistiske opfindsomhed i Trade, hvor de to karakterer tegnes så levende, vender tilbage i monologen Mary Motorhead, men med mindre held. Her kan de musikalske samples komme til at stå i vejen for vores blik ind i fangen, der fortæller om sit hårde liv, inden hun splittede sin mands hoved med en kniv. Sammen med Trade understreger det dog kun O’Hallorans talent for teater og hendes sikre musikalske håndelag. Ville det være for meget at håbe på en eller to virkelig teatrale, fortællende operaer som disse i den avantgardistiske del af Copenhagen Opera Festival?

Dansk oversættelse: Andreo Michaelo Mielczarek

Rikke Frisk. © Ida Guldbæk Arentsen

»Musik er for mig et enestående paradoks. Det er både chancen for at give slip og glemme sig selv – og vejen til en ultimativ, ordløs forbundethed med andre. Ligesom i naturen, kan man blive fuldkommen væk og finde sig selv igen. Og så er de to ting i øvrigt noget af det, der kan gøre mig allermest spontant lykkelig.«

Rikke Frisk er festivalchef for Copenhagen Opera Festival og bestyrelsesleder for spillestede ALICE på Nørrebro. Hun har tidligere været med til at skabe blandt andet Strøm Festival, det danske værtskab for WOMEX og den feministiske samtalefestival Talk Town. Og så spillede hun engang dårlig bas i rockbandet Learning From Las Vegas.

© PR

»Musik for mig er tilstede i stort set alt, jeg beskæftiger mig med. Hvis det skal deles op i statisk og flydende kunst, hører jeg musik, når jeg kigger på malerier, bygninger, madretter, mennesker og landskaber. Musik er en flydende kunst, der ikke kender rammer og grænser, det flyder ind og ud af ting, ind og ud af bevidstheden. Det er her bare – til at blive lyttet til, ikke nødvendigvis altid forstået, men altid registreret og følt. Nu bliver jeg hængt på torvet på Djursland for sådanne filosofiske holdninger, men jeg har det også fint med at lade dette ovenstående postulat være min svanesang.«

Rasmus Bang er trommeslager og sanger i bandet KATLA, som spiller doom med dødsmetal- og blackmetalinspirationer. Han tatoverer til dagligt og bor på Christianshavn i København med sin kæreste Marie, deres søn Kaj Anker og hunden Frank. Oprindeligt fra Djursland. 

© PR

»Musik er for mig en drivkraft og et sted jeg altid kan høre til, både alene og med andre. Den er en invitation ind i andres virkeligheder og forbinder på tværs af identitet og kultur. Meget magisk!«

Julie Østengaard arbejder med elektronisk lyd og komposition i installatoriske og performative formater. Hendes tidligere værker har inkorporeret elementer som advarselssirener, trafikstøj, mobiltelefoner, hjerneimpulser og indholdet af et gammelt skibsværft. I de seneste år har hun beskæftiget sig med identitet og kollektive idealer i vestlig kultur og hvordan sociale, teknologiske og psykologiske forhold former vores liv. Julie er aktuel med udstillingen MADE TO BREAK på Regelbau 411. Udstillingen er en installatorisk fortolkning af hendes kommende album Slug Barbie, som hun også optræder med i koncertformat på Struer Tracks 2025.

kortkritikrelease
12.08

Modstandens trommer

Maria Faust Sacrum Facere: »Marches Rewound and Rewritten«
© PR

Med sit seneste album har saxofonisten og komponisten Maria Faust sat det politiske i centrum af jazzen – i den lange tradition efter Ornette Coleman, Miles Davis, Charlie Haden, Fred Frith og Tom Cora, for blot at nævne nogle få. Det overraskende er hendes valg af genre: marcher, som i sig selv ikke er en traditionel jazzform. Hvis Charles Mingus for eksempel hyldede New Orleans’ marching bands, er Fausts valg uden tvivl mere konfrontatorisk. De marcher, hun manipulerer og nedbryder indefra, er ikke af den underholdende slags – medmindre man er general – for de tilhører den militære og nationalistiske kategori.

Fausts musik ville passe perfekt til stykker som Alphonse Allais’ Père Ubu og Bertolt Brechts Den afviselige opstigning af Arturo Ui, i kraft af dens brug af det groteske som en kreativ drivkraft. Fausts geni ligger dog ikke i at forvandle disse marcher til fjollede cirkusfanfarer, men i at skabe et ægte truende rum i musikken – gennem kaos, men også gennem hjerteknusende dissonanser, som kan høres som et ekko af grådkvalte klagesange over de faldne i krig. Hendes relativt store ensemble – syv musikere plus hende selv – bestående af seks blæsere og to trommeslagere/percussionister, skaber et perfekt harmoni-disharmoni-univers, som hvis Charles Mingus og Sun Ra havde arbejdet sammen.

Marches Rewound and Rewritten er et skelsættende og vigtigt album, som lyser mørkt i disse svære tider og minder os om, at alt er politisk – især musik.