kortkritik
04.06.2021

Til rave med Teletubbies

Klang Festival: Alexandra Hallén & Krumbuktus
Alexandra Hallén og Krumbuktus. © Alexander Banck-Petersen
Alexandra Hallén og Krumbuktus opførte en række værker under overskriften »Alexandras Spectacle«. © Alexander Banck-Petersen

»Nu kan alt ske, lige om lidt kommer Alexandra flyvende gennem ruden.« Jeg overhørte denne kommentar, mens vi ventede på at blive lukket ind i Koncertkirken. Døren gik op, og fire væsener med kæmpe papmachéhoveder og tylskørt lukkede os ind. Til en scenografi, der bestod af et bur bygget af neonrør. Oh yes, alt kan ske nu, tænkte jeg og trådte ind i en verden af tyl, pap, neon og teletubbier fra mine dybeste mareridt.

Koncerten vekslede mellem kropsligt performanceteater, hvor lyden kom fra de mange mikrofoner, der var sat i neonburet, og ravemusik af den type, man går til klokken tre om natten på Roskilde. Fire sortklædte mænd i helt hvide høje hæle udførte to forskellige, velkoreograferede serier med hælene som percussion. Senere så vi fire hvidklædte kvinder, bundet sammen i et stort stykke stof, binde snore på kryds og tværs af buret for herved at skabe musik, når de kastede sig mod stoffet og kun blev holdt af de andre. Jeg sad på kanten af mit sæde, hver gang en af performerne var ved at falde, hvilken intensitet!

Men mest fascinerende var kontrasten, da ravemusikken begyndte at spille og de fire stagehands tilfældigt, men effektivt fjernede alle paprørene fra neonburet. Ravets uplanlagte koreografi af kroppe, der intuitivt vidste, hvor de skulle hen, til de elektroniske og prædefinerede rytmer, rundede fint aftenen af, da de nu otte mareridts-teletubbier dansede rundet i salen. Jeg er stadig ikke sikker på, hvad der skete – men nøj!

© Jesper Lidang

»Musik er for mig et håndværk, der kræver vedholdenhed og koncentration for at kunne vokse, men det er også et frit rum hvor mit eget lille jeg bliver ét med en verden af toner og stemmer. Når jeg skriver allerbedst, er det med en følelse af at have tilsidesat mig selv, for at noget andet kunne få plads. Det er en form for omsorgsproces, der giver så meget tilbage.«

Jesper Lidang er sangskriver og musiker med base i København. Han stiftede bandet The Rumour Said Fire i 2008 og brød igennem med debut EP'en The Life And Death Of A Male Body i 2009 ført an af kæmpehittet The Balcony. Sammen med sit band har han modtaget flere priser, blandt andet P3 Talentet, og han har efterfølgende udgivet flere albums. Senest er han med The Rumour Said Fire klar med første dansksprogede fuldlængde Lyset Mit Navn, der udkommer i november 2025 som opfølger til EP'en Det Nye Forår (2022).

© Mari Liis

»Musik og lyd er for mig et sprog – det mest nærværende og flygtige. Noget, der passerer gennem hjertet og bliver til fortid på et sekund. Musik forstærker enhver følelse – kærlighed, glæde, vrede, sorg – tusind gange og får mig til at føle alting dybere og mere sanseligt.«

Sophia Sagaradze er lydkunstner, komponist og performer fra Georgien med base i Danmark. Hun eksperimenterer med rum, multikanals elektronik og audiovisuelle installationer. Sagaradze er optaget af at skabe værker, der undersøger grænsefladen mellem ydre og indre rumoplevelser. Hun har en bachelorgrad i klassisk komposition fra Tbilisi State Conservatory og en kandidatgrad i elektronisk komposition fra DIEM, Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, Aarhus/Aalborg.

I 2022 modtog hun Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Talentpris i komposition. Sagaradze har optrådt i flere lande, modtaget bestillingsværker for ensembler, optrådt live og skabt audiovisuelle installationer. Hun er stifter og kunstnerisk leder af Aarhus Sound Association (Aarhus Lydforening), projektleder hos ROSA og underviser ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, Aarhus/Aalborg.

»Ligesom al kunst er musik et sprog for følelser, drømme og søgen efter mening – men for os er det lige så afgørende, at musikken er en vej til fællesskab.«

Girls in Airports er et dansk instrumentalband – med en palet, der især rummer jazz, elektronisk musik og klange fra fjerne himmelstrøg. Siden debutalbummet i 2010 har de skabt et lydunivers, hvor saxofoner, synths og pulserende grooves mødes i et kollektivt og drømmende udtryk. På det seneste har bandet fokuseret på kunstneriske samarbejder med bl.a. Teitur og Aarhus Jazz Orchestra og er nu på vej med et nyt album i samarbejde med strygertrioen Halvcirkel.  

© @joachimdabrowski

»Musik for mig er livlinen til verden, der mere end noget andet skaber følelsesklang, og fylder mit hoved med tankekonfetti.« 

Steen Andersen er kulturel iværksætter, festivalmanager og skribent. Han er medstifter af Lost Farm Festival og har koordineret projekter såsom Copenhagen og Odden Saunafestival, Arbejdsfællesskabet PB43, kulturhal BYGN 5 og Prags Have. Over en årrække har han skrevet bøger og artikler om urban aktivisme, iværksætteri og kultur, heriblandt Byen bliver til og Learning from Sierra Leone sammen med Arkitekter Uden Grænser, der vandt Arkitekturforeningens Initiativpris. For tiden opholder han sig i Ukraine for at koordinere Lost Farm Festivals Art Exchange Program, og har netop kurateret udstillingen HIDE and SEEK med unge ukrainske kunstnere i Kyiv.

kortkritiklive
29.10

Hvad skal de gale med et operahus?

OperaHole: »screen (mad scenes)«
© PR
© PR

Danmark mangler operahuse, lød et opråb for nylig i Politiken. Og ganske rigtigt: Det er ikke på den store scene, at vi – med kun et enkelt større, ret konservativt operahus – sætter vores præg. Til gengæld kan vi prale af et frodigt operaliv på de scener, der findes uden for de etablerede institutioner. Og med det københavnske musikkollektiv OperaHole har en ny spiller nu meldt sig på banen.

I sidste uge præsenterede de to sangere og kunstneriske ledere Litha Ashforth og Daniel Rosenberg, begge opvokset i USA, så OperaHoles første opsætning: et kinderæg af Rosenbergs eget karakterstudie recursion for to skuespillere, vanvidsscenen fra Donizettis Lucia di Lammermoor og Peter Maxwell Davies’ 8 Songs for a Mad King, alle tre opført ud i ét i et hvidt reklamefilmstudie.

Det interessante var selvfølgelig sammenstillingen af et kort skuespil, en klassisk scene og et af de sidste 60 års mest skurrende monodramaer. Tematisk var fællesnævneren galskab: Rosenberg, en såkaldt spieltenor med stort register og komisk talent, spiddede først djævelske variationer over latte-drikkende københavnere i sit skuespil, inden koloratursopranen Ashforth listede ind i en hvid underkjole gennemvædet af blod og sang Donizetti med adræt desperation og blød sødme akkompagneret af fløjte og klaver.

Til sidst fulgte så monodramaet med Rosenberg som den gale konge, iscenesat som et SoMe-værksted, hvor opførelsen blev kommenteret i et livestream (LeaHan1997: »Not this again«!), og screendumps klistredes sammen til memes i realtid. Det var veloplagt – også musikalsk – men indforstået, og værket forsvandt i processen.

Når kollektivets unge begejstring for new media engang har lagt sig, ligner OperaHole til gengæld et godt bud på at videreføre vores tradition for sprælsk omgang med undergrundsopera.