Kortkritik
04.06.2021

Til rave med Teletubbies

Klang Festival: Alexandra Hallén & Krumbuktus
Alexandra Hallén og Krumbuktus. © Alexander Banck-Petersen
Alexandra Hallén og Krumbuktus opførte en række værker under overskriften »Alexandras Spectacle«. © Alexander Banck-Petersen

»Nu kan alt ske, lige om lidt kommer Alexandra flyvende gennem ruden.« Jeg overhørte denne kommentar, mens vi ventede på at blive lukket ind i Koncertkirken. Døren gik op, og fire væsener med kæmpe papmachéhoveder og tylskørt lukkede os ind. Til en scenografi, der bestod af et bur bygget af neonrør. Oh yes, alt kan ske nu, tænkte jeg og trådte ind i en verden af tyl, pap, neon og teletubbier fra mine dybeste mareridt.

Koncerten vekslede mellem kropsligt performanceteater, hvor lyden kom fra de mange mikrofoner, der var sat i neonburet, og ravemusik af den type, man går til klokken tre om natten på Roskilde. Fire sortklædte mænd i helt hvide høje hæle udførte to forskellige, velkoreograferede serier med hælene som percussion. Senere så vi fire hvidklædte kvinder, bundet sammen i et stort stykke stof, binde snore på kryds og tværs af buret for herved at skabe musik, når de kastede sig mod stoffet og kun blev holdt af de andre. Jeg sad på kanten af mit sæde, hver gang en af performerne var ved at falde, hvilken intensitet!

Men mest fascinerende var kontrasten, da ravemusikken begyndte at spille og de fire stagehands tilfældigt, men effektivt fjernede alle paprørene fra neonburet. Ravets uplanlagte koreografi af kroppe, der intuitivt vidste, hvor de skulle hen, til de elektroniske og prædefinerede rytmer, rundede fint aftenen af, da de nu otte mareridts-teletubbier dansede rundet i salen. Jeg er stadig ikke sikker på, hvad der skete – men nøj!

© PR

Digter Victor Boy Lindholms forfatterskab behandler så forskelligt territorium som cykling, hykleri og natur, senest i Isbogen – hvordan isen har formet vores verden og kommer til at forandre alt skrevet sammen med professor i klimaforandringer Sebastian H. Mernild. Hans playliste har tilsvarende spændvidde. Fra bluegrass-fornyeren Billy Strings til Guldimund og Soleima, der begge synger drømmende om de ting, der er tættest på. Victor Boy Lindholm læser op til Deer Bodega-koncerten 20. juni i Byhaven i København sammen med blandt andre G.HO and Emma Lincoln fra DJ-kollektivet Future Female Sound. 

© Sigrun Gudbrandsdottir

Signe Høirup Wille-Jørgensen bærer – ud over branchens længste navn – også aliaset Jomi og Jomi Massage. Hun har en baggrund i den eksperimenterende støjrock og er stadig aktiv som guitarist og vokalist i orkestret Speaker Bite Me. Men allermest agerer hun som den genreflydende kunstner Jomi og har siden år 2000 arbejdet kompromisløst som komponist, musiker, forfatter, underviser og debattør. Jomi står bag en lang række albums, soundtracks, koncerter og performances, som alle skabes ud fra trangen til at udtrykke det voldsomme og omfavne det skrøbelige.

© Malthe Folke Ivarsson

Allan Gravgaard Madsen er dansk komponist med base i København. Blandt hans seneste værker er Träume nicht og Nachtmusik. Han forsøger at skabe en bedre version af sig selv i sin musik – hvor hans person har tendens til at være rastløs, plapre og have et aktivt indre liv, er hans musik kontrolleret, enkel og nådesløs i sit udtryk. Han er modtager af Carl Nielsen & Anne Marie Carl-Nielsens Hæderspris 2022.



 

Kortkritik
13.06.2023

03

© Øystein Nesheim
© Øystein Nesheim
Kortkritik
10.06.2023

Aphex Twin – byens vildeste wellness

Syd for Solen: Aphex Twin  
© Mathias Bak Larsen
© Mathias Bak Larsen

Man har et beat til man tager et nyt beat. I electronic dance music må man aldrig gro fast i standpunkter, men konstant dreje på nye knapper for at holde flowet i gang. Det er det, Richard D. James har foretaget sig siden 1991. Der var et flow her, den irsk-engelske musiker spillede ikke sine mest syrede, creepy og manisk opklippede stykker. Fordi han mest af alt er en dygtig kurator, satte han, beat for beat, eksperimenterende acid house, jungle og drill ‘n’ bass sammen, som en billedkunstner blander rød, blå og gul. Det sortnede for øjnene. Britisk ravekultur – især Aphex Twin – har lært os, at det er muligt at se mange farver på én gang. 

Men selv uden det imponerende lysshow havde man kunnet mærke, hvad hans musik handler om: En slags hurtigtvirkende, evigt sitrende og kun lidt smertende wellness for ørene. Aphex Twins koncert var som at sidde i et boblebad i en skov og opleve fluorescerende kunst. Elektro-pioneren mindede om, at lydkunst er fysisk, den kommer nedefra, som små rystelser fra et hårdt betongulv, eller som her, fra en blød, græsset mark. Lydkunst påvirker fysisk musklerne, ligesom laserlys helt konkret blænder øjnene. På et tidspunkt havde den polyrytmiske techno løsrevet sig fra maskinerne, som havde skabt den, og svævede som abstrakte bobler i luften.  

Aphex Twin er ikke færdig med at optræde. Med sit enkeltmandsfirma står han lyslevende på scenerne rundt omkring i verden denne sommer. Nu har man testet, at Deep Listening (på den hårde måde) for masserne er mulig selv i en crowded og varm park i København. Fænomenalt.