Trance-torsdag
Hvorfor Gabber Modus Operandi fra Bali var booket til Roskildes »avantgarede-scene« Platform, som af min 20-årige søn blev kaldt for »boomer«-scenen, er et mysterium. De havde deres europæiske debut i 2018 på den toneangivende Berliner-festival CTM på klubben Berghain. Siden har de rejst verden rundt og var i efteråret 2022 featured på Björks nye album.
Musikken og trance-festen gik derimod lige ind – et mix af nye og tidligere udgivne numre, alle lavet af Kasimyn, som Ican Harem peppede op med sin vilde performance. Tracksene lægger grunden til trancen, men det er Harem, som styrer den med sang, recitation og growl og med en insisterende publikumshenvendelse primært på indonesisk.
Det var højt og intenst, og det trance-glade festival-publikum, der var mødt talstærkt op, fik rig lejlighed til at danse igennem. Numrenes individuelle karakter findes i prægnante og langsommere pentatone temaer spillet af samples, der lyder som slompret (javanesisk blæseinstrument, som i nummeret Sandikala), bonang (lille gong) og synth (Genduwuro), og indonesisk sang/tale (Hey Nafsu). Et lokalt indonesisk virvar vævet ind i en global grænseløs musikmaskine.
Jathilan er navnet på en Indonesisk rituel dans, hvor riddere på sivheste rejser ud for at forsvare sultanen, men undervejs besættes af skovens ånder. Jathilan er for tiden særligt populært på Java i lokale sammenhænge i by og land, hvor både dansere og publikum kan gå med i trancen, der ledes af et »fusions-gamelan« bestående af indonesisk gamelan, trommesæt, synthesizer og hvad der ellers er i nærheden. Alt er elektrisk forstærket og blæses ud gennem forvrængede højttalertårne – gerne med over 110 DB. Æstetikken er betagende og noget ganske særligt.
Gabber Modus Operandi finder netop, blandt mange andre on og off-line kuriositeter, inspiration i jathilan. Også de er rejst ud – uden sivheste, klassisk indonesiske dansekostumer og instrumenter, men med højtempo elektronisk dansemusik (EDM). Hårdt pumpende metallisk støjende beats nåede her op på 120 DB. Mod slutningen var vi også en tur på gulvet. Trancen tog nu form som bønnekald, meditation og indadvendthed.
Et cool kaninhul af fabriksstøj
Teleevangelism
Er man dreven ud i lockdown fever og eksistentielt buldermørke, vil man føle sig hjemme på Scorpionizer, der er fyldt med ensomhed, cravere af menneskelig kontakt, søgen efter frelse og surf på sinusbølger.
Hvem er de, stemmerne på albummet, som taler om kristendom og radioaktivitet i Kina? Det finder vi aldrig ud af. I stykker med titler som »They Came In« og »Static Sun« vokser den underlige følelse af at være lukket inde i et både cool og skørt kaninhul.
Men halleluja, dette album rummer lydguf for podcastfans af okkulte fortællinger om kældermennesker. Det er ganske uhyggeligt, du.
Ind og ud af drømmeland
Fandt mig ikke umiddelbart fanget af de første numres drømmende electronica. Men måske det netop var planen: at lulle mig ind i en form for indifferent tryghed i de elektroniske lyde, for pludselig blev jeg lysvågen og opmærksom, da en klarinets sprøde træklang på tracket »Delicate Memories« gav mig kuldegysninger.
Mønsteret fortsætter det meste af resten af albummet, et gennembehageligt og ufarligt univers af syntetiske lyde, der lejlighedsvis får besøg fra den organiske verden. Højdepunkterne er, foruden føromtalte track, »Fantasia Night«, hvor fuglekvidder spiller en birolle, og »Midnight Angel«, hvor englen med kvindestemmer synger til os.
Og så bliver der skruet op for tempo og intensitet på de sidste tre numre med energi til at skubbe os ud af den drømmetrance, resten af albummet forsøger at sætte os i. Ikke banebrydende, men helt igennem behageligt.
Kom ind i kampen, P2
Et af de ord, jeg lærte i 2020, var dydssignalering. At man udadtil bakker op om en aktivistisk sag, men i praksis fortsætter sit liv som hidtil. Og tak for det ord, 2020, for det beskriver fuldstændig P2’s føljeton om kvindelige komponister, som blev sendt i december.
Landets på papiret mest patriarkalske radiokanal portrætterede navne som Hildegard af Bingen, Else Marie Pade og Louise Alenius. Kvindelige komponister findes, var budskabet. De seks minutter lange montager lød imidlertid, som det ville lyde, hvis Wikipedia stod i spidsen for en folkeopstand.
Ud over en let indigneret intro blev en vigtig kulturpolitisk agenda renset for den mindste smule aktivisme og selvkritik. P2 spiller en nøglerolle i den ulige repræsentation, men tilrettelæggerne greb ikke chancen for at gå mere vovet og konfronterende til værks i serien.
Og effekten udeblev: Mens P2 signalerede fokus på kvindelige komponister, fortsatte kanalen hele december med at spille musik, der i mere end 90 procent af tilfældene var skrevet af mænd.
Men verden er blevet blød
Da verden skrumpede ind, gik kunstnerne ind på deres værelser. I denne samling tekster, grafik og lydkunst om pandemiens kunstneriske, eksistentielle og politiske perspektiver er der fadt føleri a la øget-afstand-binder-os-tættere-sammen.
Måske er det for tidligt at forstå et »nyt nærvær«, som Joalane Cecilie Laurberg Mohapeloa beskriver: »Jeg forsøgte, men mit liv kan ikke være på mit værelse, det er for stort. Vi har brug for hinanden på en anden måde nu.«
Men Giuseppe Pisano går direkte til det pessimistiske stål i essayet »Being an Artist Is Horrible«, og langtidsholdbart er også lydværket Italienske tilstande, hvor poeten Morten Søndergaard telefonerer fra Toscana, så vi fornemmer det kollektive Angsttjernobyls usynlige mælkede lydtåge, mærker Virustonen og Støjsenderen overtage alle frekvenser. Og vi erfarer til sidst, at »den bløde verden kan modelleres til en anden verden«. Præcis.
Usynlige smittedråber lyder ikke af sørgelig elegi i Astrid Sonnes Tread. Hun rapporterer elektronisk, så vi mindes alle de aflyste fester. Fest er denne samling ikke – nærmest sadcore. Men mindst lige så oplysende public service som fællessang hver for sig på DR1.
De mest mystisk dragende strygekvartetter
Siden jeg hørte Dead Wasps in the Jam Jar (iii) ved Gong Tomorrow i 2019, har Iannottas luftigt skrabende strygekvartet ligget og ulmet i min erindring som noget mystisk dragende.
Med de metalliske lyde og den svævende struktur er det som at være fanget på en hjemsøgt asfaltlegeplads en mørk vinteraften. At de her ekstremt detaljerede og nænsomt glitrende støjklange nu findes i en god indspilning med den ellers normalt lidt firkantede Jack Quartet, er tæt på genialt.
Det er længe siden, jeg har været lige så optaget af en strygekvartet. Iannotta er virkelig en af de mest delikat skrivende kammerkomponister i dag, når det gælder blandingen af subtil elektronisk ambiens og støjpotentialet i akustiske instrumenter. Og så er der altså også noget ved hendes uvaklende collageformer, der virker fængende selvsikkert og nutidigt.
Når jeg sidder og hører værkerne på albummet, glemmer jeg næsten, hvad vi overhovedet skal med traditionelle tonehøjder og klangidealer. Skibet er ligesom sejlet, og hvordan er det nu: If you jump, I jump?