kortkritiklive

20.03.2025

Trancens kraft: En rejse fra Indonesien til Roskilde

Andreas Johnsen: »Cosmic Balance«

I 2022 vendte den Indonesiske trup Juarta Putra Roskilde Festival på hovedet og henførte et talstærkt publikum med en trancedans kaldet reak. I dokumentarfilmen Cosmic Balance fører instruktøren Andreas Johnsen os tilbage til tiden lige inden, til Putras hjemby Cinunuk på Vestjava i Indonesien, hvor vi gennem 24-årige Anggi Nugraha introduceres til reak, og til hvordan unge og gamle til lyden af dundrende trommer, forvrænget tarompet (rørbladsblæser, minder om en obo) og reciterende sang, hengives til de forfædre, der besøger dem i deres vilde trancer. Anggi selv, der netop er blevet leder af reak-gruppen, hjemsøges af sin bestemte bedstefar, der giver ordrer til, at traditionerne skal bevares og overholdes.

Anggi er dog usikker på sin nye rolle. Han er ikke i blodlinje med forgængeren Abah eller nogle af de andre i gruppen, men er vokset op i landsbyen blandt musikerne, efter hans forældre af uvisse grunde efterlod ham der. Vi møder også Anggis kæreste, som han gerne vil giftes med, men som han af samme grund ikke har fået forældrenes accept til. Anggi er en følsom og sympatisk ung mand, som man kun ønsker det bedste for. Han selv søger hjælp hos en sandsigerske, der giver ham styrke til at rejse til Danmark, og til at gennemføre et ægteskab med hans udkårne. Hvordan det går med giftemålet, vides ikke, men rejsen til Roskilde bliver en udpræget succes.

Filmens lydspor fungerer overvejende godt med feltoptagelser og truppens egen musik. Mindre velvalgte er passagerne med lyrisk klaver og strygere som ledsagelse til trance-scenerne fra Cinunuk, der kommer til at fremstå unødigt iscenesatte. Det ændrer ikke ved, at Cosmic Balance giver et sympatisk og fascinerende portræt af en musik, der på den ene side passer perfekt til Roskilde Festivals globale og mangfoldige profil, men som også stammer fra en verden så fjern fra Roskildes inferno, at man næppe kan se, hvor enderne mødes. Men det gør de, den nat på Roskilde.

playliste

02.01

Mit navn er Thomas Morgan – vil du se min playliste?

»Musik er hele livet i lyd.«

Thomas Morgan er en kontrabassist med base i New York. Han har indspillet og turneret over hele verden som medlem af Paul Motians bands, John Abercrombie Quartet, Steve Coleman and Five Elements, Tomasz Stańko New York Quartet, Bill Frisell Trio, Jakob Bro Trio med Joey Baron – blandt mange andre. Han har desuden samarbejdet med Dan Tepfer, Craig Taborn og Masabumi Kikuchi og udgivet album med Bill Frisell (Small Town), Maria Laurette Friis (Colors) samt med Jakob Bro/Joe Lovano (Once Around The Room).

I november 2025 debuterede han med sit første soloprojekt, Around You Is a Forest (Loveland Music). Albummet er bygget op omkring WOODS, et virtuelt strengeinstrument, som Morgan har designet i SuperCollider. Instrumentet fremkalder lyden af knipsede og anslåede strengeinstrumenter – vestafrikanske lute-harper, asiatiske zithere, den ungarske cimbalom, marimbaer – og fungerer samtidig ud fra generativ kode, som Morgan har formet til et levende, foranderligt instrument.

playliste

20.12

Mit navn er Lars Hannibal – vil du se min playliste?

Lars Hannibal. © Søren Solkær

»At lave en playliste ikke nogen nem opgave for mig. Musik er i mit liv det meste af døgnets vågne timer. Det er en tiltagende tilstand, som startede da jeg var teenager. Hvis jeg ikke selv spiller, eller arbejder med den musik, jeg udgiver eller komponerer, er musikken nærværende som noget, der griber ud efter mig. Jeg har altid haft svært ved at opleve musikken i kasser eller genrer, så jeg lytter meget bredt og finder glæde i alt musik, som jeg kan mærke, og som rører mig. Musikken er et vilkår i livet, og at udtrykke sig gennem musik er en gave – og kunne opleve musik med åbenhed er en næsten større gave. Jeg har valgt en liste, hvor guitaren indgår.«

Lars Hannibal begyndte – som mange andre i sin generation – at spille folk- og rockguitar som 15-årig. Men da han hørte den spanske guitarmester Andrés Segovia opføre gavotten fra Bachs Partita i E-dur, tog hans musikalske liv en ny retning, og han besluttede sig for at hellige sig den klassiske guitar.

Siden begyndelsen af 1970’erne har Lars Hannibal også komponeret sange og instrumentale værker. I dag optræder han primært som medlem af Petri/Hannibal Duoen og arbejder sideløbende som administrerende direktør for pladeselskabet OUR Recordings, som han grundlagde sammen med Michala Petri i 2006, samt som konsulent for Edition Borup-Jørgensen.

playliste

15.12

Mit navn er Shyka Paya – vil du se min playliste?

Freya Guillero

»Musik for mig er samlende, dannende og historiefortællende, men på samme tid også underholdende.«

Freya Guillero, der også går under artistnavnet Shyka Paya, laver musik inden for neo-soul-genren. Guillero kommer fra Aalborg-omegn, er 23 år gammel og studerer musik på Aalborg Universitet.

playliste

15.12

Mit navn er JOVE – vil du se min playliste?

»Musik er for mig en måde at forstå sig selv på. Gennem den møder man følelser og tanker, man ellers sjældent konfronteres med.«

Julius Mygind er sangskriver, producer og artist, der udgiver musik under navnet JOVE. Han vandt Talentprisen til Band Battle i Aalborg i 2023 og spillede samme år support for Rasmus Seebach og Thor Farlov til Skovrock samt delte scene med Carpark North og Danser Med Piger til Aalborg Regatta. I 2025 spillede han på SPOT Festival og arbejder nu på sin kommende EP. JOVEs musik giver stemme til de følelser, mange bærer på – men sjældent deler. I efteråret debuterede han med nummeret »Is it all a game?« hvor han reflekterer over sine relationer, og om hans kære blot møder ham med overfladisk kærlighed? Julius bor i Aalborg og studerer musik på Aalborg Universitet.

kortkritikrelease

15.12

Kompromisløse vignetter af stilhed og suk

Hildur Guðnadóttir: »Where to From«

Deutsche Grammophon, 31.10

Simon Heggum

Det syntes at komme som et lyn fra en klar himmel, da den islandske cellist og komponist Hildur Guðnadóttir brød lydmuren med en kompromisløs, indadvendt lyd i spændingsfeltet mellem moderne klassisk og eksperimentel musik – særligt kendt for sine knugende soundtracks til Chernobyl og Joker.

Men på sin Deutsche Grammophon-debut Where to From er det snarere de personlige rum, vi inviteres ind i. Instrumentationen er skrabet helt ned til kammerensemble, stemmer og lange passager med decideret stilhed. Og det er ofte gudesmukt og vedkommende.

Værket består af små vignetter, der sjældent varer mere end et par minutter, før vokalerne introduceres på pladens anden halvdel – blandt andet i »Make Space« og den underskønne a cappella-hymne »I Hold Close«. Den ligeledes skønne »Melody of Not Knowing« udforsker celloens mørke klange og rammer de blå midnatstoner i hjertets ekko, ikke mindst når den glider over i »All Along«, hvor stemme og strygere forenes.

Where to From er et stærkt stemningsmættet værk, der bevæger sig ubesværet mellem kammermusik og neoklassicisme og finder sin kompromisløshed i de helt stille, fortrolige suk mellem menneske og instrument. Det bliver hverken for lidt eller for meget – altid helt tilpas. Og netop derfor forbliver Guðnadóttir et så vedkommende musikalsk bekendtskab.