I disse dage afholdes Organ Sound Art Festival i deres vante rammer i KoncertKirken, og i går løb festivalens dag to af stablen. Koncerten begyndte med genopførelser af Mads Emil Dreyer Vidder 1 og 4 samt et nyskrevet interlude for pumpeorgel, husorgel, keys og basfløjte – alle instrumenter var forstærket. Således tilslørede Dreyer, hvor lydene kom fra og fik skabt et smukt spil mellem det akustiske, det forstærkede og afspillede. Var det fløjten eller orglet, jeg hørte? Og kom lyden fra et instrument eller en højttaler? Musikken bar præg af dronemusik, med smukke dissonanser og en tonaludvikling, der lejlighedsvis tittede frem. Bedårende og dragende.



I den næste performance havde den tyske duo Gamut inc. udstyret kirkens orgel med to robotter, så en computer kunne styre instrumentet. Desværre var jeg i tvivl, om robotterne var ordentligt kalibreret, eller om musikken var skrevet til et kirkerum med betydeligt mere rumklang. Det lød i hvert fald »MIDI-dødt« – lidt som en fjollet »piano-roll«-video af et obskurt serielt værk



Duoen Aron Dahl & Mija Milovic sluttede med musik, der med sin ømhed og ærlighed kunne minde om The xx, hvis den britiske indierockgruppe altså spillede på ustemte husorgler. Dog blev musikken lidt ensformig, og deres set-up fremstod uudnyttet. 



Den lidt blandede oplevelse med aftenens program ændrer ikke ved, at Organ Sound Art Festival er en stemningsfuld, ambitiøs festival, der tør tage chancer, når de præsenterer os for nye værker for et instrument, som mange stadig forbinder med gamle dage. Denne københavnske festival er alt andet end støvet. 

Liebe er en forestilling, hvor alt går op i en højere enhed, på en måde man kun sjældent oplever. Selv krusningerne på scenens gulvtæppe, skabt af performernes aftryk, er ømt og elektrisk at se på. Musikken er sparsom, stilren, som moderniseret renæssance-vokalmusik, mens dansen har afsats i det traditionelle og er lige så nøgtern og afmålt.

De to performere, Alma Toaspern og Mathias Monrad Møller – der også er henholdsvis koreograf og komponist – synger og danser alene på scenen, imens uddrag af den franske forfatter Annie Ernaux’ erindringer om en altomsluttende forelskelse og ønsket om den »perfekte kærlighed« bliver projiceret på bagtæppet.

Skulle jeg beskrive Liebe med et ord, ville det være kontrapunktisk – en stram måde at skrive musik på med en særlig opmærksomhed på, hvordan melodier i flerstemmighed påvirker hinanden. Det er forbløffende, hvordan det er lykkedes at revitalisere denne ellers gamle idé så overbevisende. Materialet er nøje udvalgt og gennembehandlet – musikken, scenografien, lyset og kostumerne føltes som den blødeste overraskelse og største selvfølge. 



Møller og Toasperns minutiøse synkronisering uden nogen støtte udover hinanden er lige så forbløffende. Duoens stramme kompositionsstrategi og kompromisløse koreografi er mere end blot værktøjer i værktøjskassen. Det er en del af undersøgelsen af det erotiske og forelskede: At være underlagt, undersøgt og begæret. Liebe er en af de forestillinger, man er taknemmelig for at have oplevet.