Uden filter i Tallinn
Fra filmens begyndelse kastes vi ind i øvelokalet. Den kompromisløse musiker, bandlederen – eller »chefen« som saxofonist Maria Faust selv kalder sig – har taget sit danske band med til Estland, hvor hun blev født, for at indspille albummet Organ i St. Nicholas' kirke i Tallinn. Udover at være en hyldest til orgelet, der er gennemgående på pladen, ser man Faust forklare bandet, at det også skal ses som en hyldest til det kvindelige organ: livmoderen. Hun slår ud med armene, da hun siger det og ler let for at tage brodden af den blodige alvor, hun præsenterer midt i dette mandefællesskab. For Faust har humor, og gennem hele filmen fremstår hun både uhøjtidelig, karismatisk og stærk, men snart finder vi ud af, at vi faktisk følger kunstneren midt i en form for livskrise.
Titlen på filmen, Machina Faust, er udover at være en reference til hendes album fra 2018, sigende for det menneske, den portrætterer – en skaberkraft med et overlevelsesinstinkt uden lige. På den ene side ruller hendes karriere endelig ud over stepperne, hvilket et helt bord fyldt af prisstatuetter vidner om. På den anden side sørger hun over at have fået konstateret, at hun ikke kan få børn, mens hendes ægteskab er i vanskeligheder. Faust er dog vant til at kunne arbejde sig ud af det meste: »Any kind of pressure from someone, makes me do the opposite,« siger hun. Men konfronteret med sin egen fortid som offer for et seksuelt overgreb, både i hendes helt nære relation, og i suiten, hun er ved at skrive om vold mod kvinder, Mass of Mary, oplever vi også hendes skrøbelighed.
Machina Faust fremstår som et ærligt og alsidigt portræt af en kvinde og kunstner, der gennemlever mange af livets paradokser. Politiske spørgsmål antydes, men filmen er hverken for privat, dømmende eller moraliserende. En vigtig og interessant dokumentarfilm, som giver lyst til selv at skabe.
Elegant Rosenhøj-hyldest
Smeltedigel er ikke et udbrændt ord, men netop smukt dækkende, når newyorkersaxofonisten Chris Speed møder Aarhus Jazz Orchestra og norske Helge Norbakkens globalt pulserende percussion, og når dansk-amerikanske Indra Rios-Moore kan få digte af sydafrikanske Iain S. Thomas til at gløde som senromantiske lieder.
Den menneskelige eksistens er et kaos, lyder det i det første af syv stykker. Umage musikalske traditioner og Simon Toldams space-klaver støder sammen og danner nye vidnesbyrd, der dunker med blueset nordisk vemod og Gil Evans-elegante arrangementer. Vildt overbevisende!
I Pt. 7 taler Rios-Moore om nattens regn som den store registrator af brudte løfter; men regnen bringer også nyt: »Drømte mig en drøm i nat« – de eneste ord på dansk – slutter dette prægtige værk af Buchanan, en mand med et flygelhorn, som engang har boet i ‘Rosenhill’.
Hauntologisk genistreg
Camilla Sørensen og Greta Christensen har længe gjort sig bemærket gennem deres koncerter og installationer med fokus på vinylformatet, som bliver behandlet på alle andre måder end den gængse afspilning.
Her hopper og danser pickupnålene mellem brudstykker af klassisk musik, schlager og filmlydseffekter. Døre knirker, ting smadrer, personer hoster, vinylen knitrer og støjer.
De første tre skæringer på The Sound Around You er fragmenterede kollager af mekaniske vinylmanipulationer. Lytteren suges ind i den hauntologiske malstrøm, som så ofte udgør Vinyl -terror & -horrors særegne udtryk.
Vender man pladen, finder man dens spejling: Violinisten George Kentros har transskriberet instrumentalversioner af pladens A-side. Væk er vinylstøjen og det maskinelle udtryk; tilbage står tre befriende, organiske indspilninger. Hermed hjemsøger de levende de døde.
Udgivelsen er enormt vellykket, og instrumentalversionerne er en genistreg, som ikke bare er en underfundig idé, men rent faktisk fungerer på egne musikalske præmisser.
Kroppen som levende instrument
A short, neat and sweet Klang double-bill pivoting on voice and movement. In Martin Stauning’s Gestures (2020) the soprano’s ghostly song was marinated in electroacoustics, as loose as our individual ideas of a story projected onto the visual clues we were given – flowers, water, a ceremonial table and Tran in an old wedding dress.
She moved from song to sung words to spoken words. When she finally floated off, she was back on song: ‘death in life, life in death.’
In Jeppe Ernst’s 3 Romantic Songs (2017) we heard the opposite: everything tightened up. Byron’s Farewell was squeaked-out by a motionless Tran, adopting the persona of a child unaware of the shape or meaning of its words – the poet’s billowing ego deflated.
Keats’s Ode on Melancholy was straightjacketed by strict rhythms stamped-out by Tran’s feet and Shelley’s The Waning Moon was staged as an ancient ceremony, its words elevated, sanctified but anaemic. As Tran said: ‘the singer’s instrument is a living body.’ It pursued its own agendas here.
Skrøbelig suite støjgendigtet
Da Isabel Mundrys lidt generiske, men flotte værker var overstået, kom aftenens egentlige hovedværk, Suite (2014-18) af Allan Gravgaard Madsen.
Hele værket arbejder på grænsen af, hvad der kan lade sig gøre på traditionelle instrumenter. Det var både interessant, skrøbeligt og vellydende, men de annoncerede »klingende dryp fra tidligere tiders musikalske mesterværker« og suiteform var svære at finde.
Som slående kontrast sad Morten Riis i et lille lydlaboratorium i siden af scenen og genafspillede hver sats i modificerede udgaver gennem højttalere, der blandt andet var dækket af bækkener – som en ekstra højttalermembran – og fra bunden af en snurrende projektør.
De støjende højttaleres og lyssætningens store potentiale i Suite for Electro Mechanical Loudspeaker Orchestra (2020) blev dog dæmpet af, at hele setuppet virkede lidt hjemmelavet og ufærdigt. Det var svært at høre Madsens værk i Riis’ parafraser, og jeg havde hellere oplevet dem hver for sig, hvor de helt sikkert har mere at byde på.
Effektiv slowmotion
Damkapellets mål om at nedbryde barrieren mellem publikum, musikere, komponist og værk åbnede med Alina Petrovas helt nye Cado, centreret om en nedadgående akkordprogression, hvor stemning og lydflade dominerede over ultrakorte melodiske udbrud.
Klimakset kom, da sopranen lavede et voldsomt vokalspring, som var hun trådt baglæns ud over en afgrund. Langsommeligheden gav en fornemmelse af, at det var mig, der faldt, og som i slowmotion opdagede jeg det først ved ‘skriget’. Barriere: nedbrudt!
I selskab med Kvinnoorkestern uropførte de også Lo Kristensons Sounds and Surroundings, der begyndte med musikernes kollektive åndedræt. Forskellige grupper skiftedes siden til at bryde ud af klangfladen: Violiner blev til en vred bisværm, sopranen sang på indåndinger – fokus var på instrumenternes materialitet og mødet mellem dissonanser og brudstykker af melodier og akkorder.
Skiftene i musikken var effektive, og som lytter blev man forløst, hver gang melodierne fuldendte dissonanserne. Et stærkt værk, der gav åndenød!