Xenakis for alle sanser
Ville fejringen af den græsk-franske komponist Iannis Xenakis’ 100 års fødselsdag blot fremstå som et spøjst kuriosum fra efterkrigstidens modernisme? Det nåede jeg lige at frygte i begyndelsen af koncerten med hans ikoniske lydværk Concert PH fra verdensudstillingen i 1958. Historisk vigtighed til trods, så lød det, som når man puster i en mikrofon og smadrer en kasse med ølflasker. Sådan skulle det heldigvis ikke gå! Straks efter opførte Jack Quartet, nu som trio, stykket Ikhoor. Især i stykkets senere passager brillerede musikerne. Konstante glissandi – som udgør i omegnen af 80 procent af Xenakis’ tonesprog for strygere – skabte et smukt dynamisk spil, der skiftevis spændte op i nu-skal-der-laves-mord-i-gamle-filmklange og fandt hinanden i afstemte smukke harmonier.
En helt anden oplevelse var det elektroakustiske værk Bohor – langsomme metalliske toner, gav modspil til mere støjende elementer. De var eminent designet i et smukt lydlandskab og lød helt friskt og overhovedet ikke bedaget. Til slut en mesterlig opførelse af Psappha, hvor Ying-Hsueh Chen i en cirkel af trommer både skabte små hektiske rytmer og dramatisk kommunikation mellem stortrommer og wood blocks, der italesatte rummet.
Xenakis’ musik er helt sikkert krævende at opføre, men Det Kongelige Biblioteks fejring af ham viste, at når Xenakis spilles så eminent, er det ikke udfordrende musik. Det er bare utroligt smukt og sanseligt.
Uventet transit mellem verdner
Jeg ville egentlig have forsvoret, at det var muligt. Men her er altså et album med kompositionsmusik for guitar, som rent faktisk er fremragende.
Instrumentet får ASMR-lignende kvaliteter i den nære optagelse, og især In-side-out-side-in folder guitarens dynamiske muligheder ud. Efter en indledning med insisterende gentagelser forvandler strengene sig fra noget endimensionelt til en sammensat personlighed med ydmyge åbninger i form af mikrotonale udsving og bløde glidninger.
På titelværket ledsages italienske Francesco Palmieris guitar af en vokal, der grynter, hvisker, fløjter og klaprer med tænderne. Sammen skaber de et hakkende, nedbrudt og intimt sprog, sådan som det må lyde, når man er i transit mellem forskellige verdner. Sælsomt.
De syv værker på albummet ender med at tegne et overraskende dækkende portræt af Steen-Andersen, lige fra hans optagethed af vokabularier til interessen for teknologi og musikhistorie. Mig: forbløffet.
Elektrolyd som digitalkunst
Også i sin opdaterede onlineversion er Szymulas elektroopera en interessant udforskning af underbevidsthedens manglende logik.
Værket, som er skrevet for to operasangere, en performer og et børnekor i gule regnfrakker, præsenterer os for forvrængede minder og drømmestrukturer, der altid hænger i tynde tråde. Meget giver ikke umiddelbart mening, og karaktererne står som mystiske, skræmmende symboler i den tætte, grænseløse skov.
Szymula undersøger lyd, sprog og stemme med en fragmenteret multilibretto på dansk, engelsk og polsk, mens sopranen bevæger sig fra operaklang til rå skrig og rene børnestemmer flænses op af elektrolyd.
Men kombinationen af gennemproducerede elementer fra den oprindelige version og en række rå liveoptagelser fra premieren får den nye udgave af Lapses til at virke mere som dokumentation end et stykke digitalkunst i egen ret. Eksperimentet lider i sidste ende under, at onlinemediet reducerer den immersive kvalitet; i stedet for at blive suget ind i drømmerens bevidsthed må vi iagttage udefra.
Knirkende morgenpastorale
På klaveret spiller et simpelt stykke, der med lange pauser giver tonerne plads til at ringe fuldstændigt ud, før de genoptages. Jeg kan høre en knirken. Er det et gammelt, næsten udtjent klaver, eller er det stolen, som pianisten sidder på? Det er, som om jeg er til stede i lokalet. Sofie Birch ved instrumentet, terrassedøren åben, morgenpastorale.
Selv når musikken ændrer karakter og tilføjer synths, droner, percussive vokaler og naturoptagelser, så mister den aldrig sit nærvær. Blandingsforholdene og stemningerne forandrer sig, men billederne står altid klart for det indre øje. Der sker altid nok til, at min interesse fastholdes, men aldrig så meget, at jeg ikke selv kan drømme med. Og heri ligger Birchs efter min mening største styrke. Som få andre formår hun at bruge lyd til at vække scenarier og følelser til live.
Albummet lakker mod enden, og den tidligere morgenstemning har nu ændret sig til noget mere natligt. Klaveret og den intime knirken er vendt tilbage for at ringe ud.
Mellem hæftemaskiner og orgelpassager
Første gang jeg lyttede til Condition, tænkte jeg, at det lød som en 2.0-version af den franske sangerinde Brigitte Fontaine og den lyd, hun i 70'erne skabte sammen med multiinstrumentalisten Areski Belkacem. De håndspillede rytmer er godt nok erstattet af trap-beats, og båndmanipulationen af diverse plugins, men den nysgerrige og legende tilgang er den samme.
Burattelli ser stort på traditionelle sangstrukturer. Ligesom Fontaine foretrækker hun at skabe et puslespil af små vignetter, hvor blandt andet a cappella-sang, field recordings og sfæriske synthflader vikler sig ind og ud af hinanden. Lyt blot til »Give It Another Try«, hvor et beat, der lyder, som om nogen leger med en hæftemaskine, fører lytteren direkte ind i en storslået orgelpassage.
Ikke alt fungerer: Det er for eksempel en skam, at den seks minutter lange titelsang stopper brat, før den når det klimaks, den ellers leder op til. Det ændrer dog ikke ved, at Condition er en af de mest ambitiøse debutplader, jeg har hørt længe.
Sensorisk lighedsværn
På det digitale cover ses et fotografi af en snegl, en pind og nogle sten. Fotografiet er indrammet af tynde, hvide streger – kruseduller i samme snoede form som sneglehuset samt fine, enkle linjer, der godt kunne ligne græsstrå – og belagt med et køligt, malakitgrønt filter. Ved første øjekast kan det være svært at se, hvor fotografiet slutter og tegningen begynder.
A Limb Between Two Greens er et samarbejde mellem det sfæriske folkprojekt E.O.M. og lydkollagekunstneren Alexander Holm. Og som med coveret er det svært at skelne Holms stærkt manipulerede reallyde fra E.O.M.s elektroakustiske instrumentering. Det er lighedsværn som kunstnerisk strategi, og resultatet er de mest spændende og rigt teksturerede lydbilleder, jeg længe har hørt.
Det er smukt, men nærmer sig også til tider den famøse ‘uncanny valley’, hvor sammensmeltningen af teknologi og natur føles ildevarslende og fremmedgørende i sin hyperrealisme. Ikke at værket bliver mindre spændende af den grund: tværtimod!