17.01.2013

100 års musik

Dansk Komponistforening har 100 års jubilæum i år. Torsdag den 24. januar er det første arrangement i rækken af mange, for igennem hele 2013 vil foreningen fejre den ny klassiske musik og kunstmusikken i hele Danmark.

Den 24. kl. 21 åbner Komponistforeningen deres jubilæumsår med en fernisering i Skåret på Den Sorte Diamant. Til Skåret er der skrevet nye værker af Ane Østergaard, Søs Gunver Ryberg, Jonas Olesen, Jonas R. Kirkegaard, Morten Riis og Kristian Hverring. Til ferniseringen vil de seks værker blive spillet live for fuld styrke, herefter vil værkerne blive afspillet hver man-lør kl. 13 i Skåret indtil juni måned 2013, herefter præsenterer Dansk Komponistforening igen i samarbejde med Det Kongelige Bibliotek seks nye komponisters værker. 

Fra februar til og med juni vil der hver måned være mellem to og seks arrangementer, der involverer den nye musik i samarbejde med Komponistforeningen. Arrangementerne er planlagt i samarbejde med danske og udenlandske musik- og kulturaktører og har fokus på talentudvikling, nye koncertformer, publikumsengagement, børn og unges møde med musikken og internationalt samarbejde.

Fra den 1. marts kan man på Komponistforeningens hjemmeside downloade en app med kalender over arrangementer og info om program, værker og komponister. 

Læs om ferniseringen torsdag den 24. januar  
Læs om komponisterne og de nye værker
Se første halvårs kalender for fødselsdagskoncerterne
Programmet for sidste halvår af 2013 kan downloades på Komponistforeningens hjemmeside i juni. 

kortkritik
25.10.2020

Musikformidling med fikse idéer

DR2: »Her er dit hit«
Carsten Holm og L.O.C. © Thomas Behrndtz/DR
Carsten Holm og L.O.C. © Thomas Behrndtz/DR

Holdet bag DR’s nye musikprogram – der højst usædvanligt faktisk handler om musik – når lige at balancere på kanten af det fortænkte i første afsnit om L.O.C.-baskeren »Frk. Escobar« (2005).

Pligtskyldigt og overfortolkende analyseres temamelodien af en jazzkomponist ved flyglet, studentikost blæser vært Carsten Holm en skoleopgave om lyrikkens »dualitet« op på en containervæg, og fordi hjerneforskeren må være på hurtigkald hos alle kulturredaktioner, får Peter Vuust også lov at fortælle en anekdote om savlende hunde.

L.O.C. griner måbende hver gang, men bærer heldigvis over med redaktionens fikse idéer, tager engageret invitationen til musikalsk næranalyse op, og pludselig sidder rapperen og siger »crescendo« i bedste sendetid lørdag aften. Det er faktisk ret godt gået i sidste ende.

Lad dette være startskuddet til mere lydnær musikformidling på de store medier, også gerne af den mere kritiske slags end her.