»Det her er ikke et religiøst ritual,« annoncerede Arooj Aftab midt i sin koncert, »vi er bare nogle idioter.« Det var heldigt, at Aftab selv rettede op på misforståelsen, for hun havde næsten formået at narre mig: Der hviler en religiøs – eller i hvert fald mytologisk – aura over den pakistanskfødte sangerinde – hendes sørgmodige, længselsfulde sange og hendes stemme: blid og porøs som slidt silke og fyldt til bristepunktet med billeder og fortællinger. Som den tætte, violette dis, der fyldte scenen og langsomt vældede ud over publikum, svævede hendes stemme søgende ind og ud af de repeterende og hypnotiserende arrangementer, som hendes to medmusikere – en guitarist og en kontrabassist – omhyggeligt byggede om omkring hende. 

Oplevelsen var nærmest uhørt stemningsfuld, om end det ærgrede mig en smule, at hendes koncert var placeret i et mørkt og helt aflukket telt frem for på en udendørs scene i solskin, hvor Aftabs støvede, sepiatonede, ørkenagtige lyd i endnu højere grad ville komme til sin ret. Aftab, der havde taget solbriller på til lejligheden, lod også i første omgang til at være overrasket over de fysiske omgivelser. Det var indtil hun begejstret udbrød: »Dark and smoky… just like my heart!«. 



Aftab virkede opsat på ikke udelukkende at lade sig definere af den dybe melankoli, der præger hendes sange: Især mindede hendes måde at kombinere sorte sange med lige så sort humor mig om Leonard Cohen. Som for eksempel da hun – som kommentar til den førnævnte melankoli – tørt bemærkede: »I'm happy with the return of emo«. 

Den oplagte feststarter havde jeg ikke spået CERN-forsker Dr Lawrence Lee til at være. Men på Roskilde Festival kan alting ske. Her er minimal techno og oscilloskoper lige så dansevenligt som Dua Lipa på en Soundboks. Hvis man har fået øl nok.

Min egen promille var nok for lav, da kittelklædte Lee indtog Flokkr-pavillonen med sit audio-visuelle projekt Colliderscope. Der var ikke meget andet at komme efter end gimmick – som et indslag til Niels Bohr Instituttets fredagsbar. Oscilloskopernes kurver var koblet på den elektroniske musik, men nogen medrivende eller indsigtsfuld sonifikation, var der absolut ikke tale om. 

Lydene var ligeså knastøre som en forelæsning i partikelfysik. Men publikum ville ikke sove i timen. Bassen fik fat, musikken blev mere house-klubbet, og der skulle ikke engang et »hvad-så-Roskilde!« til for at få folk i stødet. Festligt var det, men man fik hurtigt grint af, da musikken viste sig at være et stort formmæssigt rod, ufrivillig lo-fi, alt for spids i toppen. Da Lee til sidst hev den elektriske klarinet frem for syvende gang, var ideerne udspillede for længst. Bare en smule æstetisk resonans, havde gjort underværker. 

Tågen har lagt sig på andet album fra den elektroniske komponist og vokalist Francesca Burattelli: På Battle Fatigue damper en mystik fra de rumklangsmættede elektroniske lyde. Er det de katolske katedraler, vi hører? Eller et overjordisk spilunivers?

Burattelli søger ikke forløsningen, men dekonstruktionen. Korthusene bliver bygget med en drift mod kollapset – som om musikken allerede er væltet, når den går i gang. Det kan være frustrerende at gå i møde som lytter, fordi det føles som om, at indgangen til numrene er låst. Vi vil gerne lukkes ind. 

Accepterer man distancen, er der efter et par gennemlytninger meget at komme efter. Titelnummerets messende første halvdel føles æterisk som hellig røgelse. »Save your mana for the long run,« lyder det gamer-agtigt i en Kate Bush-poppet frase, inden musikken knækker over på midten og bliver til beat-fragmenter og spoken word. Det er musikalsk exodus – eksil fra de fasttømrede referencer og nedarvede former. 

Til tider tætner disen og bliver til tordenskyer. På »La Cura« sender Burattelli italiensk rappende lynild af sted oven på et tryksparkende minimalt beat. Den Arca-agtige »Giove« giver også gyngende smæk for skillingen. Blodtørsten skaber åbninger. Man forstår, at Burattellis musik ikke handler om virkelige verdener eller jordiske følelser. Alligevel kan de mærkes.