I en serie af mini-interviews spørger Seismograf/DMT forskellige aktører på musik- og lydkunstscenen til aktuelle anbefalinger af værker eller events. Se her komponist og lydkunstner Sandra Boss spændende anbefaling.
1a) Hvilket værk vil du gerne anbefale til andre?
Jeg vil anbefale at tage op og kigge på Compenius-orglet, der står oppe i Frederiksborg Slotskirke. Hver torsdag kl. 13.30 bliver orglet demonstreret, og det er en performance i sig selv: Det der ligner et stort, ornamentet træskab forvandles langsomt til et orgel ved at låger åbnes, der afslører 1001 piber, og skuffer med tastatur og pedaler trækkes ud. Herefter sættes kalikanten igang med at pumpe luft ind i bælgene, der herfra spreder sig ud i piberne. Det er en højst bemærkelsesværdi klang, instrument genererer, hvilket først og fremmest skyldes, at piberne alle er lavet i ædle træsorter, og dernæst at orglet spiller i sin originale middeltonestemning.
2) Hvorfor er dette værk/denne event særlig?
Det er en mulighed for at opleve et af verdens ældste orgler, der står i sin originale stand. Og en mulighed for at opleve en klang, som hører fortiden til, men som lyder som noget fra fremtiden.
3) Hvad arbejder du selv med lige nu?
Sjovt nok arbejder jeg med orgelmusik! Jeg har tidligere arbejdet med at skabe lydkunstværker for orgler, (senest i samarbejde med Jonas Olesen, hvor vi lavede en koncert for syv orgler i Sct. Andreas Kirken i København.) Nu har jeg imidlertid fået fingrene i et transportabelt midi-styret pipeorgel, der har 61 piper. Og det er det instrument, som jeg arbejder med for tiden, og som fik sin ilddåb med en performance forleden på Kunsthal Aarhus.
Derudover går jeg og venter på at min nye plade med titlen Perfekt Termisk snart kommer. Det er en plade bestående af udelukkende elektronisk musik, genereret via de mest opslidende gammeldags metoder, der har inkluderet brug af spolebåndoptagere, tonegeneratorer og gamle filterbokse. Man kan sige, at pladen afspejler en slags nørdet, mediearkæologisk udredning.
Læs mere om Sandra Boss’ projekter her.
Paradoksernes fest
Grandprix er paradoksets hjem. Et program om musiksmag, hvor ingen taler om musiksmag. En konkurrence, ingen, mindst af alle DR, ønsker at vinde. Et skindemokrati, hvor udvalget af deltagende sange er foretaget helt uden transparens.
Jeg ser grandprix af samme grund, som jeg ser »X Factor«: det spinkle, gennemtæskede håb om, at skønheden, midt i den evige skuffelse, dukker op i et glimt. Kun romantikere kan i dag se fjernsyn.
Og hvad så vi så i aftes? At Adorno havde ret: Vi elsker musik, alene fordi vi genkender den. Showet startede og sluttede med en gentagelse. Først Fyr og Flammes vindersang fra sidst, siden kvartetten Reddis »The Show«, en variation over rockteatralske Måneskin, Eurovisions regerende mestre.
Også på detaljeplan viste Danmarks tre mest statsstøttede minutter musik sig at være en labyrint af gentagelse. Et show i showet, der næsten kan læses som et metaværk over selve grandprixet som fænomen (men ikke her i kortformatet!).
Omkvædets klimaks er åbenlyst selvplagiat. En af de fem sangskrivere, Julia Fabrin, citerer tone for tone – a-h-a-g-e – sit eget fløjtetema fra Emmelie de Forests »Only Teardrops«. »I will never let it go,« synger Mathilde Savery, komponisten Bent Lorentzens barnebarn, imens. Det tror man på.
»The Show« er fyldt til randen med generiske elementer. Lige fra den harmoniske rundgang og de melodiske kvintfald til lyrikkens tomme floskler, springmodulationen og instrumenteringens pludselige overraskelsesrock. Om det fungerer? Jamen det kan ikke andet! Det er vel pointen.
Knusende fri
På debutalbummet Aeriform udfolder københavnske Crush String Collective en fri og legende tilgang til deres strygeinstrumenter, der tæller to violiner, to violaer og tre celloer. De tolv stykker, der alle er improvisationer (»Choral I« og »Choral II« er dog improviseret over en komponeret rytme), har en iørefaldende flad struktur. Sagt med andre ord, er det ikke tilfældet, at enkelte instrumenter har en hierarkisk højere placering end andre, at en eller enkelte af ensemblets medlemmer fører numrene i en retning, mens andre instrumenter blot følger med. Denne ligefordeling giver et nærmest kollektivistisk udtryk, idet alle elementer får lov at stå skiftevis i fokus, uden at det bliver på bekostning af andre. Alligevel bliver musikken aldrig kaotisk, selvom den er så fri, som jeg overhovedet kan forestille mig det muligt.
Ensemblet formår som hovedregel altid at give plads til stilheden i deres kompositioner, hvilket skærper min opmærksomhed på musikken yderligere. Men hvad er det, der nærmere præcist er spændende at lægge øre til ved musikken? Uden tvivl mere end ét aspekt – men noget, der især optager mig som lytter, er alle de måder, hvorpå lydenes teksturer undersøges. Hvor mangfoldige er mulighederne for, hvordan deres instrumenter kan lyde, ja nærmest føles? Svaret er knusende klart: så godt som utallige. Det formår strygerkollektivet kort og godt at cementere med deres pladedebut.
Fed Fungi
Med værkerne i udstillingen Fungal Network – der består af lydværker, tekstil, et videoværk, metal relieffer og tegninger – har Felia Gram-Hanssen og Jaleh Negari arbejdet med at oversætte henholdsvis lyd til billeder og billeder til lyd. Eksempelvis har Negari skabt en række tegninger, der er en fortolkning af feltoptagelser fra Indonesien, Iran og Danmark. Tegningerne har hun efterfølgende fortolket videre til elektroniske kompositioner, der også indgår i Fungal Network.
Under en koncert i udstillingen (23. februar) forsøgte de påny at aflæse de grafiske scores og oversætte dem til lyd. Her bevægede Gram-Hanssen sig langsomt til de elektroniske kompositioner, der lød som en gruppe syngende græshopper, mens hun var rettet mod de forskellige relieffer, som hænger i loftet. Det medførte, at jeg ikke alene oplevede musikken som manifesteret i de grafiske værker, men også i hendes bevægelser. Musikken fremstod tredimensionel – forankret i både grafik og skulpturer såvel som bevægelse. Efterfølgende begyndte de at spille på forskelligt slagtøj midt på gulvet – spinkle lyde, hvor hver rytme og tone fik lov at runge klart og tydeligt i O–Overgadens smukke rammer. Et særligt underholdende aspekt ved koncerten var den utilsigtede interaktion med de deltagende, især mange børn, der pludrede og småsnakkede undervejs og endte med at fremstå som en integreret del af den musikalske performance.
Idéen om tværmedielle oversættelser er både enormt interessant at forholde sig til og er flot udført i de forskellige værker, der udgør udstillingen. Koncerten udfoldede yderligere idéen bag udstillingen og var af den grund også en perfekt indgangsvinkel til den.
Med Bamse i »Black Mirror«
Man skal ikke langt ind i første værk på albummet, David Birds Atolls fra 2013, før fløjten viser sit bredspektrede potentiale som soloinstrument. Det begynder muntert med åndedræt og små stødpust, inden Laura Cocks tvinger værket for piccolofløjte og elektronik ud i en eskalerende fløjtestorm. Vi kommer godt rundt i temperamenterne.
Decideret omskifteligt bliver det med Bethany Younges ufokuserede Oxygen and Reality (2017), der zapper rundt mellem støj, nynnen, insektliv, ubåde og noget, der brænder. Og omvendt ensporet med Jessie Cox’ Spiritus (2018), der med lange, selvhøjtidelige halvgennemblæsninger saboterer sig selv for at understrege en programmatisk reference til »I Can’t Breathe«-bevægelsen.
Mest helstøbt fremstår DM R’s You’ll see me return to the city of fury (2017). I forgrunden folder Cocks sig ud med ekspressiv tværfløjte, mens baggrunden bygger et drama op af langsomt indtonende sampling, digitale overtoner og roterende støj. Ildevarslende!
Dristigst er dog Joan Arnau Pàmies’ teatralske stresstest Produktionsmittel I (2014). Her kæmpes virkelig, både for at frembringe lyd og med at overskue forløbet; solisten er fanget i et (kapitalistisk) system og må bryde ud. Forestil dig Bamse i et afsnit af Black Mirror. Fløjten har alle dage været et af de mest yndede instrumenter til at skrive mennesket ind i musikken, og Laura Cocks’ veludførte soloalbum viser, hvor meget drama de bøjede toner og aggressive pust kan sætte i gang.
Nu falder verden
Min fornemmelse, mens jeg står og lytter til Florian Heckers lydkunst i en gammel cykelkælder? At nu falder verden. Jeg hører skarpe melodiske sløjfer i højt tempo: syntetisk iskoreografi. En gryntende, famlende puls lyder som koordinerede WC-udtræk. Så følger pludselig en rolig, sækkepibenær klang og krystallinske ekkoer af bordtennisbolde. Det er kaotisk, skizofrent, men også drillesygt.
Rummet er adskilt af ni grønne plader, der skærer udstillingsstedet Simians kvadratiske beton over i to. På hver side hænger tre små højttalere, de ser næsten uskyldige ud. Det er de ikke. Bag værkets kaotiske ydre gemmer sig en stringent orden, men bag den stringente orden gemmer sig en maskinel vilje – algoritmer, der længes efter at gå i voldsomt udbrud.
Formulations As Texture, horizontal and vertical crossings har en fortællende karakter, selvom processen bag fortaber sig i dunkelt programmørsprog. Til tider hører man små urværk, elektroniske slørhaler, men på sit højeste overvælder værket med hjemsøgt tombolaorgel og intense, digitalsymfoniske eksplosioner. Fjendtligt? Bestemt. Uimodståeligt? Lige så bestemt.