I en serie af mini-interviews spørger Seismograf/DMT forskellige aktører på musik- og lydkunstscenen til aktuelle anbefalinger af værker eller events. Se her komponist og lydkunstner Sandra Boss spændende anbefaling.
1a) Hvilket værk vil du gerne anbefale til andre?
Jeg vil anbefale at tage op og kigge på Compenius-orglet, der står oppe i Frederiksborg Slotskirke. Hver torsdag kl. 13.30 bliver orglet demonstreret, og det er en performance i sig selv: Det der ligner et stort, ornamentet træskab forvandles langsomt til et orgel ved at låger åbnes, der afslører 1001 piber, og skuffer med tastatur og pedaler trækkes ud. Herefter sættes kalikanten igang med at pumpe luft ind i bælgene, der herfra spreder sig ud i piberne. Det er en højst bemærkelsesværdi klang, instrument genererer, hvilket først og fremmest skyldes, at piberne alle er lavet i ædle træsorter, og dernæst at orglet spiller i sin originale middeltonestemning.
2) Hvorfor er dette værk/denne event særlig?
Det er en mulighed for at opleve et af verdens ældste orgler, der står i sin originale stand. Og en mulighed for at opleve en klang, som hører fortiden til, men som lyder som noget fra fremtiden.
3) Hvad arbejder du selv med lige nu?
Sjovt nok arbejder jeg med orgelmusik! Jeg har tidligere arbejdet med at skabe lydkunstværker for orgler, (senest i samarbejde med Jonas Olesen, hvor vi lavede en koncert for syv orgler i Sct. Andreas Kirken i København.) Nu har jeg imidlertid fået fingrene i et transportabelt midi-styret pipeorgel, der har 61 piper. Og det er det instrument, som jeg arbejder med for tiden, og som fik sin ilddåb med en performance forleden på Kunsthal Aarhus.
Derudover går jeg og venter på at min nye plade med titlen Perfekt Termisk snart kommer. Det er en plade bestående af udelukkende elektronisk musik, genereret via de mest opslidende gammeldags metoder, der har inkluderet brug af spolebåndoptagere, tonegeneratorer og gamle filterbokse. Man kan sige, at pladen afspejler en slags nørdet, mediearkæologisk udredning.
Læs mere om Sandra Boss’ projekter her.
Symfonisk snigmord
Roligere indledning skal man lede længe efter i dansk orkestermusik. Men den afslappede horisontlinje i 1. sats af Steingrímur Rohloffs Concerto grosso, som året efter sin uropførelse allerede nu findes i en glimrende indspilning med Aalborg Symfoniorkester, er ren og skær lokkemad. Inden værket med de fire adrætte messingsolister er omme, har et voldsomt symfonisk jordskred splintret idyllen.
Lige organisk udvikler det musikalske forløb sig måske ikke gennem alle fire satser, men Rohloffs uforfærdede, ja til tider hårdhændede, ridt gennem store kontraster har en egensindig charme. Fisken begynder for alvor at sprælle med det alarmistiske valdhorn i 2. sats, og helt radbrækket falder trompetens linjer i sidste sats, inden de fire solister simpelthen stiller sig op og råber »åh!«.
I partituret opfordrer Rohloff til at spille »på kanten af det mulige«, og det bud følger de involverede så afgjort. Fra strygerne, der skifter buen ud med vistnok blyanter, til en vibrafonist bevæbnet med strikkepinde. Grossoen har en fræk og alsidig symfonisk klang, der er lige så fuld af påfund som værkets dramatiske kamp mellem tindrende ro og det store, growlende sammenbrud.
Meget mere behændigt løssluppent og klangligt årvågent kunne året ikke skydes i gang på orkesterfronten, og så er banen da ligesom kridtet op. Næste!
Pixeleret hyldest til barokdans
Ejnar Kandings værker kan være som nat og dag, nogle gange lifligt diskrete, næsten ambiente, andre gange sludrende pladderromantiske. Men på indspilningen her af Suite résonance, et syvdelt værk fra 2015 for guitar og elektronik, lyder den forvirrede komponist, som om han aldrig har skrevet andet end stilren, elegant konciperet musik.
De syv satser fremstår som fortryllede barokdanse, forsigtigt animeret af elektroniske forvrængninger, pulseringer og kontrastvæsker. I den første af dem hører man toner, der spaltes i to liv: en nobel atonalitet i nutid og en mikrotonal forsinkelse som et musikalsk genfærd, begge dele gennemløbet af et skælmsk gemyt.
Siden udvides klangrummet med en slags druknede overtoner, opklippede beats, fejende synth og, i den dramatiske bourrée mod slutningen, lyden af et snorkende elektronisk monster, der pacificeres af en fersk vuggevise spillet med lyse flageoletter på guitaren. Det hele holdt i kort snor af Kanding, som har fundet en pirrende balance mellem stilstand og bevægelse.
Suite résonance er et værk, der med sin pixelerede hommage til barokken tematiserer tidens gang, men det giver også plads til at sætte den i stå: Bulgarske George Vassilev, der slår guitarens strenge an, sanser sig med poetisk ømhed gennem de frie skalabølger i den yndige air-sats undervejs – og hans fine vandring mellem temperamenter er med til at gøre den korte udgivelse til en overraskende spændstig og forførende størrelse.
Oh, ve!
Fra bøgernes verden har vi de seneste år stiftet bekendtskab med begrebet fødselslitteratur: forfattere, der kort og godt og jo ganske relevant skriver om det at føde et barn. Nu er tendensen skvulpet over til lydens verden, for konceptet bag Katinka Fogh Vindelevs Gravitational Shift er, at de fødende furier er blevet transskriberet for kor.
Altså ikke bare en-til-en. Vindelev, der har udtænkt ideen sammen med billedkunstner Marie Kølbæk Iversen, æstetiserer fornøjeligt akten for et utal af stemmer og strækker de lydlige detaljer ud i herligt sadistisk slowmotion. Der er små tyngdefelter af tæt, sitrende klang og sirlige smertensskrig for sopran såvel som baryton – lidelsen har mange ansigter.
Vindelev zoomer ind og ud på de forskellige motiver af udstrakte støn, vejrtrækningsstød og maskinlyd, der tilsammen udgør et svært velklingende og faktisk langtfra uhumoristisk fødselsportræt: Værket er ordløst, men fornemmer man ikke lige, at barytonen synger sit »ah-ah« som et »aha« i en lille tertssløjfe efter det første af de otte veer?
En aha-oplevelse er der i hvert fald tale om med Gravitational Shift. Det kunne let være endt som en total fremmedgørelse af en urkropslig erfaring, men i mødet mellem værkets abstrakte udtryk og stemmernes intime, kropslige nærhed formår Vindelev faktisk at sætte den fødende fri som æstetisk objekt og invitere lytteren helt tæt på i billedskabelsen. Altså, det er jo næsten som at ligge der selv!
Mekaniske gys og flade palmer
Det må være sjovt at være Vinyl -terror & -horror. Jeg mener, skrivemåden alene! Men endnu sjovere er det heldigvis at være den, der, helst uforvarende, støder ind i lydkunstduoens hjemsøgte installationer.
Som nu her øverst oppe på Brandts i Odense, en etage over de surrealistiske åndsfæller i museets faste samling. Pludselig, inde i mørket, står man ansigt til ansigt med et filmlærred omringet af selvspillende harmonika, roterende panfløjte, snurrende stiletter, sækkepibe, fodpumper, et blafrende gardin og, gudhjælpemig, en mekanisk loftstrappe, der folder sig ud.
På lærredet kører små filmsekvenser, hvor lydsidens stemning er tekstet for hørehæmmede, deraf værkets titel, og den stemning opføres så af det mekaniske instrumentarium i kombination med båndet lyd af harpeklang, telefontoner, orkesterdyb og alskens effekter.
Vi ser skikkelser i mørket og hører et afløb gurgle. Bevæger os gennem mørk skov, mens et par støvler træder i et lille bjerg af båndstrimler og en tordenplade rumler. Holder vejret, da en underbo banker i loftet og bevæger sig ildevarslende langsomt op til støjsynderen, akkompagneret af de roterende stiletter, den mekaniske trappe og, ja, en bevægelig kost.
Midt i det hele ligger en flad plastikpalme i en skriggrøn badering. Vinyl -horror & -terror leger konstant med potentiel energi, ikke al suspense skal forløses, og sjovest af alt er måske, at palmen bare får lov at ligge der uden nogensinde at blive pustet op. Snydt!
Smarte telefoner synger
Sange fra i dag er en app udarbejdet af Anders Lauge Meldgaard og Aske Zidore bestående af ni sange. Med dette appformat har de skabt en – for mig – helt ny måde at co-write på. Komponisterne har udtænkt en metode, hvor de hver for sig skitserer de ni sange – så 18 skitser i alt. Disse skitser kan så sættes sammen på eksponentielt mange måder, og det er det, appen gør med en komponeret »tilfældighed«. Hver eneste afspilning er ny og kan overraske! Eller det er i hvert fald sådan, jeg har forstået det.
Sangene er afvæbnende og purt smukke at lytte til. De to drengesopraner, der bliver akkompagneret af klaver og fløjte, skaber en lyd, hvor højskolesangbogstraditioner smelter sammen med en skrøbelig minimalisme. En lyd, hvor man selv bliver sårbar og gennemsigtig. Mødet mellem musikken og digtene er kærligt og står krystalklart, og selv det knivskarpe visuelle udtryk gør én blød – instant love.
Jeg kan ikke blive enig med mig selv, om app-formatet står i vejen eller giver værket en ny værdi. Det er en unik måde at afspille musik på, som er skruet meget dygtigt sammen. På den anden side vil appen have, at man forstår mere af værkets struktur, end man gør (eller hvad jeg gør). Hvor meget skal jeg kunne følge med, og hvor meget skal jeg give slip og bare lytte? Bidrager denne tvivl, eller er det tilsvarende, at jeg fokuserer på materialet vinyl i en albumudgivelse? Er det godt, at værkets form og indhold gør to forskellige ting, eller burde førstnævnte være flyttet mere over til et seminar for fagfæller? Uanset lyder det virkelig godt.