Støjflader fra Jørgen Tellers guitar og Ida Bach Jensens tordnende kontrabas danner, i bedste monotone syrerockstil, en bund, som Rehné Christensens fortællerstemme folder sig ud over, og hans vekslen mellem metaforiske refleksioner, new public management-lingo og maleriske beskrivelser af midaldrende mellemledere i kommunen fremstiller et genkendeligt univers af floskler.

Kombinationen af elektronisk syrerock og litteraturoplæsning er absurd, ligesom emnet: At kommuner flytter de syge til efteruddannelse – for så er de i statistikkerne ikke længere syge, men under uddannelse – er lige så håbløst, som det er tragikomisk.

Stemmen lægger kraftigt ud, men som musikken skrider frem, bliver den lavere, og som publikum fokuserer man langsomt på noget andet end ordene og fortaber sig i klangfladerne. Præcis som til et møde i kommunen, hvor alle har tabt fokus, indtil stemmen pludselig skærer igennem på ny og alle bliver lidt forlegne. Aldrig har jeg grint så meget af at høre en femårsplan læst højt!

Gísladóttir har selv beskrevet sit nye album, en komposition i otte satser for solobas og elektronik, som »en udforskning af tekstur og mørke«.

Og ganske rigtigt: Det mest slående ved albummet er dets teksturelle bredde. Viltre landskaber af lyse, metalliske overtoner kontrasteres hele tiden af bassens dybe, vibrerende summen og af mørk, uigennemtrængelig distortion.

Et perfekt eksempel er anden sats, Vēxō, hvor det sfæriske lydbillede får tilført en helt unik tyngde af en bas, der er forvrænget til at lyde som en elektrisk guitar. Det er dog en skam, at Vēxō – og i øvrigt også den afsluttende Fists Clenched – med sin meget beskedne længde slet ikke får tid nok til at forløse den storhed, der bliver antydet.

Albummets titel, der henviser til det latinske ord hībernus (vinterlig), er velvalgt til en udgivelse, hvor tætte laviner af støj konstant får modspil af passager, hvis spinkelhed minder mig om den sarte, men dog skingre lyd af sprød, nyfalden sne, der giver efter under éns fødder.

Trombonen truttede hårdt som et bor. Elguitaren (med diverse dimser) hakkede en lethjertet futuristisk tristesse af sig. Svenske Ola Rubin og Henrik Olssons freejazzede piblen kørte i samme rille i alt for lang tid, men vi vågnede ved de dvæjelsk labre Marc Ducret-riffs.

Videre til Ymse Impro, som også garderede sig med effektpedaler, der fik bas og guitar til at gungre tungt, mørkt og trashet. En liflig fløjte forsøgte at finde en retning, blandt andet med et touch af Mellemøsten. Det var eksperimentelt, langt fra programmusik, pop, pip og kompilationer. Det var Absolute Music, Blade Runner-versionen. Men også gennemtærsket og totalt gennemtygget.

Hvad ville de os? Der gik lab i begge koncerter. Ej synderligt inviterende. Når nu vi pjækkede fra fællessang på repeat og sad der i en tidligere kirke, med flade coronaører, kunne de godt have vækket os med noget, vi ikke havde hørt før. »Ordinary World« kender vi allerede fra #2’eren.

Andreas Høegh og Messell viste to sider af samme ambientmønt i overbevisende eksemplificering af genrens brede spændvidde.

Høegh var først på scenen og stod for koncertens mere farverige indslag. I løbet af sine cirka 30 minutter vævede han et kludetæppe af lyde, et virvar af samples fra nær og fjern, synths og en smule effekttung elguitar. Til tider boblede musikken, organisk, som et mylder af små, hyperaktive væsner. Andre gange lød den som universets uendelighed i lydform. Uanset hvorhen den bevægede sig, hang den altid sammen.

Messell entrerede scenen indhyllet i røgmaskinens tåger og stillede sig med sit langt mere monokrome udtryk i skarp kontrast til sin forgænger. Hans godt og vel halve time bød på vemodige synthflader, skurrende glitch og noise samt mere letgenkendelige horn-, stryger- og melankolske vokalsamples. Resultatet blev en form for støjende elektronisk messe over skønheden i det sørgmodige. Stilrent, gennemført og med lige præcis nok lys i mørket.