Graver man i kulturformidlerens sædvanlige repertoire af tillægsmærkater, ville »svævende« nok være det første, man kunne klistre på Love in Exile. Men denne pakistanske trios første album går hinsides det statisk løftede. Æterismen hænger ikke blot i luften som noget, der er. Den sker. 

Fusionsdronning Arooj Aftab, komponist og professor Vijay Iyer og multiinstrumentalist og producer Shahzad Ismaily er en trio af talent, ja, og den etablerede pondus tager de hver især med sig ind i dette værk. Ismaily styrer fleksible rytmer med organisk dronebund og lejlighedsvise Moog; som en hånd på sine medmusikanters skuldre. Synthesizere og klaverer fletter sig løbende ind og ud af hinanden, mens Iyer bevæger sig fra inderlig hindustani til intens minimalisme og jazzede improvisationer. Overgangene er givetvis et resultat af en hvirvelvind af kolliderende indflydelser, men sammensmeltningen føles naturlig i hænderne på de tre temperamenter. 

»Jeg tror, der i de seneste år er sket en kollektiv bevægelse ind i et bedre rum, hvor musik kan forstås som ikke-binær. Folk fokuserer på, om det, de hører, bevæger dem eller ej,« forklarer Aftab i et interview. Hendes genfortolkede ghazal er rensende som altid, men nu endnu mere sart og umiddelbar end på hendes roste Vulture Prince. På Love in Exile udforskes og manifesteres et fælles indflydelses- og ophavsmæssigt grundlag, som unægteligt er eklektisk. Selvfølgelig. Følelsen af eksil – eller kunstnerisk hjemløshed – er rigtigt nok markant på dette album, men det er det ægte, følte og levende i den grad også. 

Nikki Martin og deres ensemble Blue Luminaire breder sig på tværs af stilarter og århundreder, fra tidlig musik til ambient musik via jazz og mere. Men der er et stærkt lydfingeraftryk på dette, deres første album for Bella Union.

Det er et album i ordets sandeste betydning. På tværs af ti tracks trækker Terroirs vejret stødt ind og ud, og man mærker smerten ved hver udånding. Det kræver et pund følelsesmæssigt kød fra lytteren: Hverken emnet eller optagelsens intime karakter tillader rent objektiv lytning. Martins rene kontratenorstemme er lige i dit øre.

Smerte, længsel og en vis følelse af katarsis er hjørnestenene på et album, der med vilje ligger i et slags følelsesmæssigt ingenmandsland – den stramme organisme af stemmer og instrumenter, der sidder fast og svinger mellem to uforpligtende akkorder (»Closeness Sighs«, »Feel Your Skin Against Mine«, »Tangled«), begrænset af febril homofoni (»Held«) eller styret af antydninger af gamle former som passacaglia (»Falling«). Et bagland af detaljer føjer til denne stemning: Rokoko-vrid, ømt gamba-spil, kurren som fra hængende fugle.

Alt dette tilknappede begær bryder til sidst ud i slutningen af ​​»Worlds«, en pæn kulmination efterfulgt af en rensende epilog »My«. Nogle gange prøver musikken at vride for mange tårer fra et enkelt ord eller gestus. Nogle gange længes man efter udvikling, der vil løsne en sang fra sin faste position (selvom det sandsynligvis ville besejre objektet). Nogle gange er det alt for tæt på at lyde helt slidt. Men med tiden afslører Terroir sig bestemt som et medrivende lyt.

Nikki Martin and their ensemble Blue Luminaire sprawl across styles and centuries from early music to ambient music via jazz and more. But there’s a strong sound fingerprint on this, their first album for Bella Union.

It is an album in the truest sense of the word. Across ten tracks, Terroirs breathes steadily in and out, aching with every exhalation. It demands a pound of emotional flesh from listeners: neither the subject matter nor the intimate nature of the recording allow for purely objective listening. Martin’s clean countertenor voice is right in your ear. 

Pain, longing and some sense of catharsis are cornerstones of an album intentionally marooned in a sort of emotional no-mans-land – the tight organism of voices and instruments stuck, oscillating between two noncommittal chords (»Closeness Sighs«, »Feel Your Skin Against Mine«, »Tangled«), constrained by febrile homophony (»Held«) or ruled by the hints of old forms like passacaglia (»Falling«). A hinterland of details adds to the ambience: Rococo twists and turns, tender gamba playing, drooping avian cooing. 

All this buttoned-up desire eventually blurts out at the end of »Worlds«, a neat culmination followed by a purifying epilogue »My«. Sometimes the music tries to wring too many tears from a single word or gesture. Sometimes you long for a development that will dislodge a song from its fixed position (though that would probably defeat the object). Sometimes it’s all too close to sounding entirely worn out. But over time, Terroir sure proves an engrossing listen.

En søgen efter mening gik igen i flere af de Wayne Siegel-værker, Athelas Sinfonietta lørdag opførte i Koncertkirken. Ikke mindst på et spirituelt plan, hvor særligt Hélène Navasses luftige solobasfløjte i Dive (2017) flugtede roligt med det meditative kirkerum.

Eller i den blanding af støjbrøl, glasklar thereminklang og intergalaktisk R2D2-rislen, der lød, når Siegels besjælede bevægelsessensorer gik i dialog med ensemblet i østligt influerede Shiva’s Dance (2019). Som om elektronmagikeren søgte svar i fjerne kulturer, og hvis de så udeblev: i verdensaltet.

Godmodig lød oftest denne søgen, ledsaget af venligsindede minimalistiske sløjfer, dansant valsende passager og afstemte gongslag. Men bag den imødekommende vilje lurede også sivende tuttibrøl og hektiske jagtmotiver, holdt i stram snor af strenge spejlstrukturer.

Hele tiden dette spil mellem nysgerrige spørgsmål, afklaret varme og varmblodet action, ikke mindst i den febrilsk omskiftelige strygekvartet Northern Shore (2014) med dagens hidsigste temperament.

Indtryk gjorde især uropførelsen af den lille basunkoncert Smooth Newt (2023), der lod Andras Olsens klagende messingmotiver ekkoe elegant gennem resten af det sværmende ensemble. Også her tegnede pludselig jagt og dans kontraster op, inden værket vendte tilbage til sit nænsomt glidende udgangspunkt.

Det var musik, man kunne finde rundt i, finde mening i og endda rocke med på: Westernhyldesten Reuben’s Train (2023) rundede festligt koncerten af med togrytmik og Siegel på banjo. Yee-hah!

Sommetider vælger en kunstner at sadle helt om og foretager en stilmæssig kovending. Som Rene Magritte, der pludselig begyndte at male surrealistisk, en bevidst og kreativ satsning, der gjorde ham til en af genrens bærende kræfter. Anders Skibsted, klassisk uddannet komponist og bandoneonist og altså udøver af musik langt fra lydgeneratorer, foretager netop sådan en satsning på secnerefer – hans første eksperimenter med et fuldt elektronisk lydbillede. 

Fuldstændig talentløst er det ej. Der løber en rød tråd gennem værkets syv numre – alle båret af samples – der lyder, som et pibende læhegn, kombineret med tunge forvrængede beats. Det er ikke dårligt udført, og det er tydeligt, at Skibsted bruger erfaringen som komponist i sit arbejde med elektronikken.

Men, som presseteksten også nævner, er inspirationen fra IDM og andet elektronik bare virkelig stærk, i så høj grad, at Skibsted tit og oftest ender med at lyde som musik udgivet på Warp Records i slutningen af 90’erne. Specifikt lyder secnerefer enormt meget som Autechres mere kryptiske hovedværker, helt ned til beat-produktionen, og titlerne låner vist fra Aphex Twin. Bedst er »Sqeiwz Tekyrguv«, hvor de distortede trommehug er erstattet af en cool ambience og leg med effektfiltre. 

Desværre lyder secnerefer som en lettere bedaget version af de britiske forbilleder. Albummet er ikke den succesfulde kunstneriske satsning, man kunne håbe på, men er dog interessant som et øjebliksbillede af en moderne eksperimentalists tur ind i en ny verden.