I en serie af mini-interviews spørger Seismograf/DMT forskellige aktører på musik- og lydkunstscenen til aktuelle anbefalinger af værker eller events. Se her denne anderledes og personlige værkanbefaling fra den ene af initiativtagerne til LYT TIL KBH og manden bag kunstnernavnet Krishve, Kristian Hverring.

1) Hvilket værk vil du gerne anbefale til andre?
Jeg bliver nok nødt til at vælge en drøm, jeg havde for noget tid siden. En koncert i et gammelt nedlagt biografkompleks i Bruxelles. På scenen var medlemmer af The Residents, Coil, Slayer, Velvet Underground, Guns N’ Roses og Einstürzende Neubauten. Cash, Bowie og Derbyshire gjorde også et eller andet. Arvo Pärt kom ind på scenen, men gik ud igen med det samme. Så Ligeti og Lemmy i baren. Over scenen svævede en sky af helikopterkatte. Lee Hazlewood, Scott Walker, Laurie Anderson og Ronettes sang kor. David Lynch dirigerede. Hans bidrag bestod i forundrede smil og flagrende håndbevægelser i retning af John Cage, der ved et komfur strøg en fjer mod en kogende kedel. Lars von Trier lavede lyd. Sublimt dårligt. Med vilje. Inger Christensen skammede sig bare. På alles vegne. Musikken var en kakofoni af knækket selvværd i HD. Uimodsigelig som en naturkraft, asiatisk i sin vælde, grum som et K-hole. Jeg vågnede med en underlig tilfredsstillelse i kroppen. 

2) Hvorfor er dette værk særligt?
Det er vigtigt at drømme. Og sove, hvis man kan. Det er godt for hørelsen. 

3) Hvad arbejder du selv med lige nu?
“1 + 1 = 3 [30 sekunder]” er en serie af improviserede 30 sekunders duetter med skiftende samarbejdspartnere. Det har stået på siden 2009 og viser ingen tegn på at gå væk. Kan opleves på film eller live. Er samtidig ved at tyde konturerne af to nye udgivelser. Den ene bliver en kortere ting, den anden længere, og på vinyl. Jeg glæder mig meget til at møde dem begge. Man kan se med på min hjemmeside www.krishve.com.

LYT TIL KBH er et samarbejde jeg har med arkitekten Jakob Oredsson. LYT TIL KBH bor på hjemmesiden www.lyttilkbh.dk og kan antydes med disse korte instrukser: 
 - Gå ud i byen
 - Placer dine hænder bag ørerne
 - Lyt til byens lyde

På hjemmesiden finder man en mere uddybende beskrivelse af intentionerne bag, samt binaurale optagelser fra forskellige steder i København. Vi arbejder i øjeblikket på næste trin. LYT TIL KBH er kun lige begyndt at vise sig, og vi planlægger en lang rejse.

Læs mere om Seismografs omtale af projektet.

Jeg er også involveret i et par nye projekter med Hotel Pro Forma, som jeg efterhånden har samarbejdet med i tre år. Derudover arbejder jeg på lydsiden til en udstilling på Nordatlantens Brygge til efteråret. Det lover godt for drømmene, men varsler ilde for søvnen.

kortkritik
09.01.2023

Pixeleret hyldest til barokdans

Ejnar Kanding: »Suite résonance«
© PR
© PR

Ejnar Kandings værker kan være som nat og dag, nogle gange lifligt diskrete, næsten ambiente, andre gange sludrende pladderromantiske. Men på indspilningen her af Suite résonance, et syvdelt værk fra 2015 for guitar og elektronik, lyder den forvirrede komponist, som om han aldrig har skrevet andet end stilren, elegant konciperet musik.

De syv satser fremstår som fortryllede barokdanse, forsigtigt animeret af elektroniske forvrængninger, pulseringer og kontrastvæsker. I den første af dem hører man toner, der spaltes i to liv: en nobel atonalitet i nutid og en mikrotonal forsinkelse som et musikalsk genfærd, begge dele gennemløbet af et skælmsk gemyt.

Siden udvides klangrummet med en slags druknede overtoner, opklippede beats, fejende synth og, i den dramatiske bourrée mod slutningen, lyden af et snorkende elektronisk monster, der pacificeres af en fersk vuggevise spillet med lyse flageoletter på guitaren. Det hele holdt i kort snor af Kanding, som har fundet en pirrende balance mellem stilstand og bevægelse.

Suite résonance er et værk, der med sin pixelerede hommage til barokken tematiserer tidens gang, men det giver også plads til at sætte den i stå: Bulgarske George Vassilev, der slår guitarens strenge an, sanser sig med poetisk ømhed gennem de frie skalabølger i den yndige air-sats undervejs – og hans fine vandring mellem temperamenter er med til at gøre den korte udgivelse til en overraskende spændstig og forførende størrelse.

kortkritik
05.01.2023

Oh, ve!

Katinka Fogh Vindelev: »Gravitational Shift«
© PR
© PR

Fra bøgernes verden har vi de seneste år stiftet bekendtskab med begrebet fødselslitteratur: forfattere, der kort og godt og jo ganske relevant skriver om det at føde et barn. Nu er tendensen skvulpet over til lydens verden, for konceptet bag Katinka Fogh Vindelevs Gravitational Shift er, at de fødende furier er blevet transskriberet for kor.

Altså ikke bare en-til-en. Vindelev, der har udtænkt ideen sammen med billedkunstner Marie Kølbæk Iversen, æstetiserer fornøjeligt akten for et utal af stemmer og strækker de lydlige detaljer ud i herligt sadistisk slowmotion. Der er små tyngdefelter af tæt, sitrende klang og sirlige smertensskrig for sopran såvel som baryton – lidelsen har mange ansigter.

Vindelev zoomer ind og ud på de forskellige motiver af udstrakte støn, vejrtrækningsstød og maskinlyd, der tilsammen udgør et svært velklingende og faktisk langtfra uhumoristisk fødselsportræt: Værket er ordløst, men fornemmer man ikke lige, at barytonen synger sit »ah-ah« som et »aha« i en lille tertssløjfe efter det første af de otte veer?

En aha-oplevelse er der i hvert fald tale om med Gravitational Shift. Det kunne let være endt som en total fremmedgørelse af en urkropslig erfaring, men i mødet mellem værkets abstrakte udtryk og stemmernes intime, kropslige nærhed formår Vindelev faktisk at sætte den fødende fri som æstetisk objekt og invitere lytteren helt tæt på i billedskabelsen. Altså, det er jo næsten som at ligge der selv!

kortkritik
21.12.2022

Mekaniske gys og flade palmer

Vinyl -terror & -horror: »[tense music swelling]«
© Kunstmuseum Brandts
© Kunstmuseum Brandts

Det må være sjovt at være Vinyl -terror & -horror. Jeg mener, skrivemåden alene! Men endnu sjovere er det heldigvis at være den, der, helst uforvarende, støder ind i lydkunstduoens hjemsøgte installationer.

Som nu her øverst oppe på Brandts i Odense, en etage over de surrealistiske åndsfæller i museets faste samling. Pludselig, inde i mørket, står man ansigt til ansigt med et filmlærred omringet af selvspillende harmonika, roterende panfløjte, snurrende stiletter, sækkepibe, fodpumper, et blafrende gardin og, gudhjælpemig, en mekanisk loftstrappe, der folder sig ud.

På lærredet kører små filmsekvenser, hvor lydsidens stemning er tekstet for hørehæmmede, deraf værkets titel, og den stemning opføres så af det mekaniske instrumentarium i kombination med båndet lyd af harpeklang, telefontoner, orkesterdyb og alskens effekter.

Vi ser skikkelser i mørket og hører et afløb gurgle. Bevæger os gennem mørk skov, mens et par støvler træder i et lille bjerg af båndstrimler og en tordenplade rumler. Holder vejret, da en underbo banker i loftet og bevæger sig ildevarslende langsomt op til støjsynderen, akkompagneret af de roterende stiletter, den mekaniske trappe og, ja, en bevægelig kost.

Midt i det hele ligger en flad plastikpalme i en skriggrøn badering. Vinyl -horror & -terror leger konstant med potentiel energi, ikke al suspense skal forløses, og sjovest af alt er måske, at palmen bare får lov at ligge der uden nogensinde at blive pustet op. Snydt!

kortkritik
10.12.2022

Smarte telefoner synger

Anders Lauge Meldgaard og Aske Zidore: »Sange fra i dag«
© Luca Berti
© Luca Berti

Sange fra i dag er en app udarbejdet af Anders Lauge Meldgaard og Aske Zidore bestående af ni sange. Med dette appformat har de skabt en – for mig – helt ny måde at co-write på. Komponisterne har udtænkt en metode, hvor de hver for sig skitserer de ni sange – så 18 skitser i alt. Disse skitser kan så sættes sammen på eksponentielt mange måder, og det er det, appen gør med en komponeret »tilfældighed«. Hver eneste afspilning er ny og kan overraske! Eller det er i hvert fald sådan, jeg har forstået det.

Sangene er afvæbnende og purt smukke at lytte til. De to drengesopraner, der bliver akkompagneret af klaver og fløjte, skaber en lyd, hvor højskolesangbogstraditioner smelter sammen med en skrøbelig minimalisme. En lyd, hvor man selv bliver sårbar og gennemsigtig. Mødet mellem musikken og digtene er kærligt og står krystalklart, og selv det knivskarpe visuelle udtryk gør én blød – instant love.

Jeg kan ikke blive enig med mig selv, om app-formatet står i vejen eller giver værket en ny værdi. Det er en unik måde at afspille musik på, som er skruet meget dygtigt sammen. På den anden side vil appen have, at man forstår mere af værkets struktur, end man gør (eller hvad jeg gør). Hvor meget skal jeg kunne følge med, og hvor meget skal jeg give slip og bare lytte? Bidrager denne tvivl, eller er det tilsvarende, at jeg fokuserer på materialet vinyl i en albumudgivelse? Er det godt, at værkets form og indhold gør to forskellige ting, eller burde førstnævnte være flyttet mere over til et seminar for fagfæller? Uanset lyder det virkelig godt.

kortkritik
03.12.2022

Tango uden kant

Bjarke Mogensen: »Album for Astor«
© PR
© PR

I en hyldest til Piazzolla har Bjarke Mogensen kastet sig over den argentinske tango på cd’en Album for Astor. Selvom han er en af de bedste i landet på akkordeonet, kommer vi hverken tæt på Astor Piazzolla eller under huden på tangoen.

Mogensen mestrer fuldt den teknisk krævende musik – men godt håndværk skaber ingen tango, for der mangler vildskab eller kant på 11 indspilninger, som ellers er varieret udvalgt. »Adiós Nonino« er skrevet under dyb påvirkning af farens død. Men vi kan ikke høre eller mærke sorgen igennem Mogensens akkordeon, som ligesom andre numre mangler det farlige element, hvor man kommer ud over kanten, tæt på afgrunden. På »Café 1930« har han selskab af Mathias Heises ellers suveræne mundharmonika, men halvvejs går de i stå, og i stedet for nerve bliver det kedeligt. De mange gentagelser i numrene kører i det hele taget mere i ring end skaber fornyet kraft.

På halvdelen af titlerne er Ensemble Storstrøm med til tango, men det kommer musikken ikke op af flyve af. Den karakteristiske tangorytme – dam-DAM – bliver for tung og markant i lydbilledet, og mister sin funktion som underlæggende fremdriftseffekt. Lydproduktionen hjælper ikke, da de otte instrumenter virker meget langt væk, og det er vanskeligt at skelne de enkelte stemmer fra hinanden. 

Kun de to numre med vibrafonisten Johan Bridger har nerve, og man fornemmer tangoens vildskab og indboende urolighed. Man kan spille tango skævt, fejlagtigt og uden de store kompetencer – men kedeligt må det ikke blive. Der skal mere end stort musikerskab til en tango.