I en serie af mini-interviews spørger Seismograf/DMT forskellige aktører på musik- og lydkunstscenen til aktuelle anbefalinger af værker eller events. Se her denne anderledes og personlige værkanbefaling fra den ene af initiativtagerne til LYT TIL KBH og manden bag kunstnernavnet Krishve, Kristian Hverring.
1) Hvilket værk vil du gerne anbefale til andre?
Jeg bliver nok nødt til at vælge en drøm, jeg havde for noget tid siden. En koncert i et gammelt nedlagt biografkompleks i Bruxelles. På scenen var medlemmer af The Residents, Coil, Slayer, Velvet Underground, Guns N’ Roses og Einstürzende Neubauten. Cash, Bowie og Derbyshire gjorde også et eller andet. Arvo Pärt kom ind på scenen, men gik ud igen med det samme. Så Ligeti og Lemmy i baren. Over scenen svævede en sky af helikopterkatte. Lee Hazlewood, Scott Walker, Laurie Anderson og Ronettes sang kor. David Lynch dirigerede. Hans bidrag bestod i forundrede smil og flagrende håndbevægelser i retning af John Cage, der ved et komfur strøg en fjer mod en kogende kedel. Lars von Trier lavede lyd. Sublimt dårligt. Med vilje. Inger Christensen skammede sig bare. På alles vegne. Musikken var en kakofoni af knækket selvværd i HD. Uimodsigelig som en naturkraft, asiatisk i sin vælde, grum som et K-hole. Jeg vågnede med en underlig tilfredsstillelse i kroppen.
2) Hvorfor er dette værk særligt?
Det er vigtigt at drømme. Og sove, hvis man kan. Det er godt for hørelsen.
3) Hvad arbejder du selv med lige nu?
“1 + 1 = 3 [30 sekunder]” er en serie af improviserede 30 sekunders duetter med skiftende samarbejdspartnere. Det har stået på siden 2009 og viser ingen tegn på at gå væk. Kan opleves på film eller live. Er samtidig ved at tyde konturerne af to nye udgivelser. Den ene bliver en kortere ting, den anden længere, og på vinyl. Jeg glæder mig meget til at møde dem begge. Man kan se med på min hjemmeside www.krishve.com.
LYT TIL KBH er et samarbejde jeg har med arkitekten Jakob Oredsson. LYT TIL KBH bor på hjemmesiden www.lyttilkbh.dk og kan antydes med disse korte instrukser:
- Gå ud i byen
- Placer dine hænder bag ørerne
- Lyt til byens lyde
På hjemmesiden finder man en mere uddybende beskrivelse af intentionerne bag, samt binaurale optagelser fra forskellige steder i København. Vi arbejder i øjeblikket på næste trin. LYT TIL KBH er kun lige begyndt at vise sig, og vi planlægger en lang rejse.
Læs mere om Seismografs omtale af projektet.
Jeg er også involveret i et par nye projekter med Hotel Pro Forma, som jeg efterhånden har samarbejdet med i tre år. Derudover arbejder jeg på lydsiden til en udstilling på Nordatlantens Brygge til efteråret. Det lover godt for drømmene, men varsler ilde for søvnen.
Kentucky i Klejtrup
Tænk at Bill Frisell kunne lokkes helt ud til en flække i Midtjylland (til sin eneste koncert i Danmark i år). Men det er netop den rurale folkemusik, som i Frisells hjemland hedder Americana, som han i talrige projekter har dyrket.
Frisell tilhører ikke skolen af hurtige guitarister, og i Harmony-bandet har hans guitar ikke engang hovedrollen. Det har den menneskelige stemme som tungt åndende og melankolsk anker. Vokalisten Petra Haden men også Hank Roberts (cello) og Luke Bergman (akustisk guitar) sang sig ned i den amerikanske muld med vejrbidte all time-pejlemærker som Pete Seeger’s »Where Have All The Flowers Gone«. Frisell selv kommenterede med underspillet low-key-guitar, gav plads og rum til vokalerne og fortællingerne i sangene. Overraskelsen i settet var Bowies »Space Oddity«, spillet så lavmælt og flydende, at man blev overbevist om, at også den sang var kammermusik, skabt på den fladeste jord med adgang til rapgræs og bluegrass.
Frisell er nok den største stjerne, som har spillet på Klejtrup Musikefterskole, der i år fylder 25 år. Men superguitaristen, som engang har lavet et album med titlen Guitar in the Space Age! var så grounded og cool i sin tyste væren. På nethinden voksede en billedstrøm af amerikanske prærier.
Bas med bobler
Med en kvartet bestående af den danske trompetist og komponist Anne Efternøler og amerikanske Thomas Morgan, danske Anders »AC« Christensen og dansk/færøsk/islandske Richard Andersson på hhv. kontrabas, mere kontrabas og endnu mere kontrabas kunne man med god grund forvente en veritabel overflod af basgange og krøllede kompositioner.
Desværre er det ikke altid, at de høje forventninger bliver indfriet. Bedst fungerer albummet, når Efternølers trompet spiller mere konventionelle melodier over de tre bassisters vuggende, vaklende rytmik, som fx på »Forskudt« og »P for poet.« Det vil altid være en glæde at lytte til de bløde basbunde blive skåret igennem af en støvet trompet. Men ofte føles det, som om potentialet i at have tre velrenommerede kontrabassister på spillelisten i varierende grad bliver spildt. I særdeleshed i de numre med mindre melodisk kontekst, hvor bassisterne ofte ender med at spille så ensartet, at man har svært ved at høre, at der vitterligt skulle være tre af dem. Der spilles meget af det samme, men samspillet udebliver.
I de mere melodisk forankrede numre har strygerne mere mulighed for at differentiere sig, og det er her, at alle fire musikere kommer til deres ret. Her bobler og svæver både plukkede og strøgne strenge under en trompet så skiftevis hyggelig og melankolsk som de efterårsdage, vi oplever i skrivende stund. Anna Efternølers debut som kapelmester er således en udgivelse, der eksemplificerer både de indfriede og uindfriede muligheder i det utraditionelle.
One's death, the other's dance floor
He does not want to be political, he says in interviews. The listener must make up his own mind, the artist must not dictate anything. So that's why Jacob Kirkegaard with Landet (The Land) – a commissioned piece for Gong Tomorrow – created a completely neutral portrait of Danish agriculture... that sounded like hell on earth.
We stood huddled together between four speakers and listened intently for an hour. To the pigs' machines, to the cattle's, to the chickens: hydraulic suction, metallic meat grinders and deafening noise. All experienced at such close range and with such crystal clear recording that you got the acute feeling of being the next animal on the slaughter bench.
But not only that. Kirkegaard, the scoundrel, had seen with devilish agility the potential in the industrial rhythm of the machines. Just as you stood frozen in fear, he created hard techno out of the inferno. Separated the treble hiss from the dumpy bass, got down to the fundamentals of the sound, and forced us to rock to the beat of the horror. And perhaps worst of all: the animals were mercilessly absent, only the machines spoke.
I am ashamed to admit that it was very fascinating. Some machines hid like hidden alarms in the background, others lay smouldering, while a few stepped forward and became frenetic beats, staged by white noise brushes and darkness falling in the room.
Well, he pulled ashore a little halfway through the piece and led us out into the light: to manure spreaders and windmills, where the sound wasn't shot right back into our heads. And thereby perhaps saved us from eternal perdition. Fair enough. Thank you, well. But also: Party pooper!
Den enes død, den andens dansegulv
Han vil ikke være politisk, siger han i interviews. Lytteren må selv tage stilling, kunstneren skal ikke diktere noget. Så derfor havde Jacob Kirkegaard med Landet – et bestillingsværk til Gong Tomorrow – skabt et helt neutralt portræt af dansk landbrug … der lød som helvede på jord.
Vi stod klumpet sammen mellem fire højttalere og lyttede intenst i en time. Til svinenes maskiner, til kvægenes, kyllingernes: hydrauliske sug, metalliske kødhakkere og øredøvende støj. Alt sammen oplevet på så nært hold og med så krystalklar optagelse, at man fik den akutte fornemmelse af at være næste dyr på slagtebænken.
Men ikke nok med det. Kirkegaard, den skiderik, havde med diabolsk smidighed set potentialet i maskinernes industrielle rytmik. Just som man stod stiv af skræk, mixede han hård techno ud af infernoet. Adskilte diskant hvislen fra dump bas, bevægede sig ind til lydens grunddele og tvang os til at vugge i takt til rædslen. Og måske værst af alt: Dyrene var nådesløst fraværende, kun maskinerne talte.
Jeg må med skam bekende, at det var svært fascinerende. Nogle maskiner gemte sig som skjulte alarmer i baggrunden, andre lå og ulmede, mens enkelte trådte frem og blev til hidsige beats, iscenesat af hvide støjbørster og mørkefald i rummet.
Nuvel, han trak lidt i land halvvejs og førte os ud i lyset til gyllespredere og vindmøller, hvor lyden ikke blev skudt lige tilbage i hovedet på os. Og frelste os dermed måske fra evig fortabelse. Fair nok. Tak, vel. Men også: Lyseslukker!