22.05.2013

5 korte til Anders Beyer

Til de der ikke kender Bergen festspillene, hvordan vil du kort karakterisere dens særpræg i forhold til andre festivaler?
Beyer: Festspillene er stor og med 232 produktioner i 2013 større end de fleste festivaler, som har fokus på musik, teater, dans med mere. Det interessante for mig ved at arbejde med denne festival er, at den både er bred og smal, båret af stolte traditioner og samtidig vildt eksperimenterende. En undersøgelse fra 2008 viser, at 86% af Norges befolkning kender Festspillene, og en undersøgelse fra 2010 viser, at 97% af befolkningen i Bergen/Hordaland kender festivalen. Arkivet for Festspillene i Bergen er netop blevet optaget i det nyoprettede og eksklusive register «Norges Dokumentarv».

Vi taler med andre ord om en festival, som i nordmændenes egen selvforståelse har betydet noget for Norge som nation. Hele byen er i undtagelsestilstand i 15 dage, og du er nødt til at være her, hvis du vil opleve det nye fødes og det gamle tolket af verdens bedste udøvere. Med et generøst budget og en række fantastiske støttespillere, kan vi gennemføre omfattende og komplicerede projekter, som andre ikke har administrative og økonomiske muskler til at realisere. Hvis du f.eks. samler alle vores ny musikaktiviteter i år, vil du se, at der er tale om ikke så få produktioner, faktisk en hel festival i festivalen.

Hvad ser du frem til som festivalens højdepunkter?
Beyer: Jeg synes, at alle vores produktioner er interessante. Mens jeg skriver disse linjer (tirsdag den 21. red.), lyder en flot musik fra Festpladsen, hvor Phase7 prøver på den spektakulære event i morgen aften, hvor nye electronica beats, 300 syngende børn og unge, lurspillere og 35 lysende helikoptere svæver over byen. Før dette har vi haft premiere i Grieghallen på operaen Marco Polo af Tan Dun, som bliver en billedstorm og vokal og musikalsk eksotisme og ekvilibrisme. Det nyskabende sker ikke mindst på teaterområdet, og der har vi bl.a. verdenspremiere på Coelacanth af Alan Lucien Øyen. Det er en fem timer lang forestilling, som på alle måder er stort tænkt. Listen er lang over produktioner, jeg gerne vil nævne, måske det er bedre at invitere læserne inden for på www.fib.no – så kan de selv gå på opdagelse i vores tre indgange til programmet: Fornøjelser, forbindelser og forstyrrelser.

Hvad er årets kunstneriske sats?
Beyer: Festspillene har tradition for at satse på unge talenter. Det er på denne festival, at Leif Ove Andsnes, Vilde Frang, Christian Ihle Hadland har fået deres kunstneriske kickstart. Vi har en nordisk solistkonkurrence for unge talenter, og vi har fokus på talentudvikling i bredeste forstand. Bergen er en ung by, en tiendedel af befolkningen er studerende på universitetet. Det er vildt spændende at tænke nye projekter med dem. Fremtidens publikum vil vi gerne nå, derfor har vi et omfattende børn- og ungeprogram. Vi har et stort, loyalt kernepublikum, som forventer klassisk musik i verdensklasse, og dette publikumssegment skal vi ikke skuffe. Festivalen er såkaldt ”knudepunktsfestival”, dvs. vi skal være motor i hele regionen og gerne i hele landet i forhold til at dele ud af vores kompetencer og netværk, vi skal arbejde mangfoldigt, med publikumsudvikling og vise Bergen som ledende kulturby. Vi arbejder i festivalen med stor virkelyst og energi for at fastholde og udbygge denne position som ledende festival i Norden på musik- og teaterområdet.

Hvordan differentierer festivalen sig fra sidste års festspil?
Beyer: Vi har gennemført en institutionel turn-around, og er flyttet til nye lokaler. Vi har en ny strategi, nyt visuel profil og grafisk design. Vi arbejder målrettet med nye former for markedsføring, inkludering og udnyttelse af ny teknologi. Når din ambition er at rebrande en så tung og betydningsfuld institution med 61 års historie, er du nødt til at tage nogle tydelige greb i forhold til form, indhold og formidling. Du kan ikke nøjes med at flytte en lille brik i et hjørne. Du skal ville chokere.

I hvilken retning ønsker du Bergen Festspillene bevæger sig i løbet af de næste fem år?
Beyer: Den 61-årige dame skal blive endnu mere ungdommelig, farlig og uforudsigelig.

På billede er Annar Follesø, taget af fotografen: Dag Thorenfeldt

kortkritiklive

18.10

En tone, otte åndedræt og klangen af venten

Elisa Kragerup, Louise Alenius, vokalensemblet ÆTLA m.fl.: »Kejseren af Portugalien«

Edison, Betty Nansen Teatret, 17.10–14.11

Henrik Marstal

Blot én skuespiller er på scenen i Kejseren af Portugalien – omgivet af otte sangere. I Elisa Kragerups stramt koreograferede iscenesættelse bliver Louise Alenius’ a cappella-komposition en fysisk oplevelse, hvor åndedræt og bevægelse smelter sammen. Den akustiske lydside interagerer besynderligt tyst med de øredøvende, maskinelle lyde, der opstår undervejs, når fx lyskegler på scenen bliver hævet og sænket. Det er, som hvis tilværelsens ubarmhjertighed her i glimt får et lydligt udtryk, der indfanger Selma Lagerlöfs intentioner.

Den sparsomme – eller måske snarere nøjsomme – lydside spejler sammen med de tarvelige bondedragter det hårde, monotone liv i en svensk bygd fra før, verden blev moderne. Og handlingen? En fattig bonde forguder sin datter, men da hun som ung voksen drager afsted til Stockholm uden at vende tilbage, bevirker hans årelange afsavn, at han på donquijotesk manér tror sig kejser over det imaginære land Portugalien, som datteren naturligvis tænkes indsat i som regent. Bondens længsel tangerer vanvid, mens datterens svigt eller tankeløshed ender med at ramme hende selv: På godotsk vis venter og venter han på hende, ligesom hun efter hans druknedød gør det på ham, da hans lig ikke er til at finde.

Stykket præges af en næsten konstant ubrudt drone i koret (frembragt ved hjælp af korisk vejrtrækning), altså en enkelt vedholdende tone, der som kunstnerisk greb illustrerer, hvordan musik i en teaterforestilling kan fremstå så minimal, at klangen i sig selv bliver meddelelsen, og fraværet af et musikalsk narrativ bliver hensigten. »Én tone spillet smukt, det er nok,« sagde Arvo Pärt engang. Bortset fra, at denne tone her bliver sunget, ville han i dette stykke have set sit udsagn bekræftet på radikal vis: Et maksimalt udtryk opnået med minimale midler, som vokalensemblet ÆTLA lykkes med at indfri.

kortkritikrelease

16.10

En mikrofon i nervesystemet

IKI: »BODY«

Tila, 17.10

Therese Wiwe Vilmar

Det lyder, som om man har placeret en mikrofon direkte i nervesystemets elektriske impulser. Det nordiske, elektroakustiske vokalensemble IKI udforsker grænserne mellem krop og teknologi på deres femte og selvproducerede album BODY, hvor de fem sangeres kroppe smelter sammen til én stor, organisk rytmeboks.

Numrene skifter form, når kroppen trækker vejret, danser, vågner, løber, vandrer – i bydeform. Den harmonisk unisone rislen i »Float« får modspil af blinkende modemagtige lyde i »Regenerate«. Det hele indrammes af det genkommende tema »Circuit«, der til sidst samler stumperne til et eneste sammenhængende sprogligt udsagn: »Are you gone when your body is not breathing?«

BODY kræver koncentration. IKI hævder, at alle lyde på albummet er skabt med stemmen – et modsvar til det elektrisk manipulerede, som en slags omvendt version af vokallignende synthesizerlyde. Det er et ubegribeligt mysterium, man kan blive ved at lytte efter: Hvordan kan stemmen frembringe den harmonikaagtige lyd på »Breath«, der panoreres helt ud til venstre og langsomt overtager hele lydbilledet? Det kan den naturligvis ikke alene. Selve indspilningen er i sig selv en elektronisk mediering. De teknologiske værktøjer fungerer som et mikroskop for stemmens udtryk. Det er stærkt, fordi det spørger til overgangene mellem menneske og maskine, mellem liv og efterliv. Men præmissen rummer også et paradoks, der ikke helt lader sig opløse.

playliste

10.10

Miy name is Bjarke Niemann – would you like to see my playlist?

Bjarke Niemann. © Frederik Barasinski

»Musik er alt det, man kun kan beskrive meget ringere med ord.«

Bjarke Niemann er forsanger, sangskriver og producer i det danske band Spleen United. Gruppen brød igennem med Godspeed Into The Mainstream i 2005 og har optrådt på bl.a. Roskilde Festival og Operaen i København. Bjarke Niemann har desuden komponeret og udviklet musik til TV og computerspil – bl.a. til den internationale computerspilsserie Hitman – og produceret album med kunstnere som Soleima, Statisk, Afskum og Hugorm.

playliste

06.10

Mit navn er Katrine Muff – vil du se min playliste?

»Musik for mig er nøglen til, og en forlængelse af, mit ordforråd. Hvis det kniber med at sætte »taleord« på noget indeni, eller hvis jeg har brug for forløsning med en ordentlig tudetur, kan den rigtige sang få mig i rette gear med det samme. Det kan både være teksten, melodien eller begge dele, der giver direkte adgang til mine følelser, hvor hjernen bare kan sættes i frigear og lade sig rive med.«

Katrine Muff, født 1985, er komponist og sanger. Hun har sat musik til tekster af bl.a. Stine Pilgaard og Suzanne Brøgger, og i 2021 modtog hun Den Folkelige Sangs Pris. Sammen med Lone Hørslev er hun aktuel med udgivelsen af albummet Jeg ønsker mig og som sangskriver på teaterkoncerten STOLT (Folketeateret).

kortkritiklive

04.10

Soap Horse holdt tøjlerne stramt – måske lidt for stramt

Soap Horse + K Bech

Alice, 27.09

Marta Bo

K Bech – kendt fra rockbandet Shiny Darkly – åbnede lørdagens koncert på Alice med en rå og upoleret melankoli. Et københavnsk storby-mismod trådte tydeligt frem, men det lidt nervøse sæt kom aldrig helt op at flyve. Trods et lovende setup med violin, guitar og elektroniske tracks forblev de følsomme tekster mere antydninger end gennembrud.

Soap Horse tog derefter scenen og satte for alvor fut i aftenen med et ægte chicken-picking riff. Spilleteknikken, hentet fra country, blev blot ét eksempel på det musikalske overskud, der gennemsyrer bandet, som netop har udgivet debut-EP’en Tooth Inside a Tooth. Intet virkede tilfældigt. Det rustrøde goth-vægtæppe, den nøje udvalgte instrumentering – violin, saxofon og pedalsteel side om side med guitar, bas og trommer – skabte en gennemført æstetik. Musikken var mørk og dragende, i skarp kontrast til forsanger Hans Gustav Björklund Moulvads kridhvide hår og intense tilstedeværelse.

Sangene var struktureret med en raffineret sans for balance. Enkle, gentagne motiver blev sendt på vandring mellem instrumenterne, og når massive støjflader og farverige klange væltede ind, blev indierockens allerede udviskede grænser strakt yderligere. Moulvad styrede suverænt helheden og bevægede sig karismatisk mellem musikkens mange lag.

Alligevel savnede jeg, at Soap Horse turde slippe tøjlerne helt. De svævende intermezzi, hvor den atypiske besætning for alvor kunne folde sig ud, blev ofte kvalt af et insisterende trommebeat, som trak musikken tilbage til et sikkert udgangspunkt. Soap Horse viste stor kontrol og et imponerende greb om både sit univers og sit publikum. Måske mangler de blot at bevise, at de også tør give slip.