Til de der ikke kender Bergen festspillene, hvordan vil du kort karakterisere dens særpræg i forhold til andre festivaler? 
Beyer: Festspillene er stor og med 232 produktioner i 2013 større end de fleste festivaler, som har fokus på musik, teater, dans med mere. Det interessante for mig ved at arbejde med denne festival er, at den både er bred og smal, båret af stolte traditioner og samtidig vildt eksperimenterende. En undersøgelse fra 2008 viser, at 86% af Norges befolkning kender Festspillene, og en undersøgelse fra 2010 viser, at 97% af befolkningen i Bergen/Hordaland kender festivalen. Arkivet for Festspillene i Bergen er netop blevet optaget i det nyoprettede og eksklusive register «Norges Dokumentarv». 

Vi taler med andre ord om en festival, som i nordmændenes egen selvforståelse har betydet noget for Norge som nation. Hele byen er i undtagelsestilstand i 15 dage, og du er nødt til at være her, hvis du vil opleve det nye fødes og det gamle tolket af verdens bedste udøvere. Med et generøst budget og en række fantastiske støttespillere, kan vi gennemføre omfattende og komplicerede projekter, som andre ikke har administrative og økonomiske muskler til at realisere. Hvis du f.eks. samler alle vores ny musikaktiviteter i år, vil du se, at der er tale om ikke så få produktioner, faktisk en hel festival i festivalen.

Hvad ser du frem til som festivalens højdepunkter? 
Beyer: Jeg synes, at alle vores produktioner er interessante. Mens jeg skriver disse linjer (tirsdag den 21. red.), lyder en flot musik fra Festpladsen, hvor Phase7 prøver på den spektakulære event i morgen aften, hvor nye electronica beats, 300 syngende børn og unge, lurspillere og 35 lysende helikoptere svæver over byen. Før dette har vi haft premiere i Grieghallen på operaen Marco Polo af Tan Dun, som bliver en billedstorm og vokal og musikalsk eksotisme og ekvilibrisme. Det nyskabende sker ikke mindst på teaterområdet, og der har vi bl.a. verdenspremiere på Coelacanth af Alan Lucien Øyen. Det er en fem timer lang forestilling, som på alle måder er stort tænkt. Listen er lang over produktioner, jeg gerne vil nævne, måske det er bedre at invitere læserne inden for på www.fib.no – så kan de selv gå på opdagelse i vores tre indgange til programmet: Fornøjelser, forbindelser og forstyrrelser.

Hvad er årets kunstneriske sats? 
Beyer: Festspillene har tradition for at satse på unge talenter. Det er på denne festival, at Leif Ove Andsnes, Vilde Frang, Christian Ihle Hadland har fået deres kunstneriske kickstart. Vi har en nordisk solistkonkurrence for unge talenter, og vi har fokus på talentudvikling i bredeste forstand. Bergen er en ung by, en tiendedel af befolkningen er studerende på universitetet. Det er vildt spændende at tænke nye projekter med dem. Fremtidens publikum vil vi gerne nå, derfor har vi et omfattende børn- og ungeprogram. Vi har et stort, loyalt kernepublikum, som forventer klassisk musik i verdensklasse, og dette publikumssegment skal vi ikke skuffe. Festivalen er såkaldt ”knudepunktsfestival”, dvs. vi skal være motor i hele regionen og gerne i hele landet i forhold til at dele ud af vores kompetencer og netværk, vi skal arbejde mangfoldigt, med publikumsudvikling og vise Bergen som ledende kulturby. Vi arbejder i festivalen med stor virkelyst og energi for at fastholde og udbygge denne position som ledende festival i Norden på musik- og teaterområdet.

Hvordan differentierer festivalen sig fra sidste års festspil? 
Beyer: Vi har gennemført en institutionel turn-around, og er flyttet til nye lokaler. Vi har en ny strategi, nyt visuel profil og grafisk design. Vi arbejder målrettet med nye former for markedsføring, inkludering og udnyttelse af ny teknologi. Når din ambition er at rebrande en så tung og betydningsfuld institution med 61 års historie, er du nødt til at tage nogle tydelige greb i forhold til form, indhold og formidling. Du kan ikke nøjes med at flytte en lille brik i et hjørne. Du skal ville chokere.

I hvilken retning ønsker du Bergen Festspillene bevæger sig i løbet af de næste fem år?  
Beyer: Den 61-årige dame skal blive endnu mere ungdommelig, farlig og uforudsigelig.

På billede er Annar Follesø, taget af fotografen: Dag Thorenfeldt

© Julia Nikiforova

»Jeg er 44 år gammel og bor på Djursland med min kæreste, vores fem børn, tre hunde og to grise. Jeg elsker musik, som ikke kan sættes i bås.«

Andreas Asingh er trommeslager og vokalist i bandet 802, som debuterede med en koncert på New Colossus Festival i NYC i 2023 og har siden spillet på festivaler som Bloom, Roskilde og Copenhell. Deres debutsingle »My Girl« kom med kortfilmen A Heavy Metal Bedtime Story, som blev nomineret til en UK Music Award. Nummeret »22 (Velvet Vampire)« optræder i kortfilmen The Curse Of The Velvet Vampire, som vandt prisen Best International Short på den australske filmfestival A Night Of Horror. Senest har 802 vundet prisen som Årets Håb ved den danske heavy-prisuddeling Den Hårde Tone. 802 har netop udgivet bandets tredje kortfilm, 1986 Forever. 

kortkritiklive
14.12.2024

Støvet ville ikke lægge sig på de orgler

Organ Sound Art Festival: Mads Emil Dreyer, Gamut inc., Aron Dahl & Mija Milovic
© www.francoadams.com
© www.francoadams.com

I disse dage afholdes Organ Sound Art Festival i deres vante rammer i KoncertKirken, og i går løb festivalens dag to af stablen. Koncerten begyndte med genopførelser af Mads Emil Dreyer Vidder 1 og samt et nyskrevet interlude for pumpeorgel, husorgel, keys og basfløjte – alle instrumenter var forstærket. Således tilslørede Dreyer, hvor lydene kom fra og fik skabt et smukt spil mellem det akustiske, det forstærkede og afspillede. Var det fløjten eller orglet, jeg hørte? Og kom lyden fra et instrument eller en højttaler? Musikken bar præg af dronemusik, med smukke dissonanser og en tonaludvikling, der lejlighedsvis tittede frem. Bedårende og dragende.

I den næste performance havde den tyske duo Gamut inc. udstyret kirkens orgel med to robotter, så en computer kunne styre instrumentet. Desværre var jeg i tvivl, om robotterne var ordentligt kalibreret, eller om musikken var skrevet til et kirkerum med betydeligt mere rumklang. Det lød i hvert fald »MIDI-dødt« – lidt som en fjollet »piano-roll«-video af et obskurt serielt værk.

Duoen Aron Dahl & Mija Milovic sluttede med musik, der med sin ømhed og ærlighed kunne minde om The xx, hvis den britiske indierockgruppe altså spillede på ustemte husorgler. Dog blev musikken lidt ensformig, og deres set-up fremstod uudnyttet. 

Den lidt blandede oplevelse med aftenens program ændrer ikke ved, at Organ Sound Art Festival er en stemningsfuld, ambitiøs festival, der tør tage chancer, når de præsenterer os for nye værker for et instrument, som mange stadig forbinder med gamle dage. Denne københavnske festival er alt andet end støvet. 

kortkritiklive
08.12.2024

Den perfekte forestilling om den perfekte kærlighed

toaspern-moeller: »Liebe«
© Kirsten Nijhof
© Kirsten Nijhof

Liebe er en forestilling, hvor alt går op i en højere enhed, på en måde man kun sjældent oplever. Selv krusningerne på scenens gulvtæppe, skabt af performernes aftryk, er ømt og elektrisk at se på. Musikken er sparsom, stilren, som moderniseret renæssance-vokalmusik, mens dansen har afsats i det traditionelle og er lige så nøgtern og afmålt.

De to performere, Alma Toaspern og Mathias Monrad Møller – der også er henholdsvis koreograf og komponist – synger og danser alene på scenen, imens uddrag af den franske forfatter Annie Ernaux’ erindringer om en altomsluttende forelskelse og ønsket om den »perfekte kærlighed« bliver projiceret på bagtæppet.

Skulle jeg beskrive Liebe med et ord, ville det være kontrapunktisk – en stram måde at skrive musik på med en særlig opmærksomhed på, hvordan melodier i flerstemmighed påvirker hinanden. Det er forbløffende, hvordan det er lykkedes at revitalisere denne ellers gamle idé så overbevisende. Materialet er nøje udvalgt og gennembehandlet – musikken, scenografien, lyset og kostumerne føltes som den blødeste overraskelse og største selvfølge. 



Møller og Toasperns minutiøse synkronisering uden nogen støtte udover hinanden er lige så forbløffende. Duoens stramme kompositionsstrategi og kompromisløse koreografi er mere end blot værktøjer i værktøjskassen. Det er en del af undersøgelsen af det erotiske og forelskede: At være underlagt, undersøgt og begæret. Liebe er en af de forestillinger, man er taknemmelig for at have oplevet.

kortkritikrelease
03.12.2024

Musik for elskende, men ikke for mig

Samuel Rohrer: »Music for Lovers« 
© PR
© PR

Med Music for Lovers gør den schweiziske trommeslager og elektroniske musiker Samuel Rohrer mange ting rigtigt. Lyddesign og miks er luksuriøst, og albummet flyder over med virkelig mange lækre synthlyde. Netop derfor føles fraværet af den allervigtigste ingrediens – sangskrivningen – så meget mere ærgerligt.

Første nummer, »The Parish Bell«, er et eksempel på, hvordan sangskrivningen ikke formår at forene de ellers i egen ret ganske gode delelementer i en tilfredsstillende sammenhæng. Analoge trommer spiller interessante mønstre, mens synths bobler og prikker koldt som sylespidse og blødt som vatpinde. Men intet udvikler sig rigtigt, og nummeret ender med at føles som et øjebliksbillede strakt ud over syv minutter. Dette er tilfældet for næsten samtlige af udgivelsens syv numre plus det ottende bonusnummer. Det føles som et soundtrack, der mangler lytterens emotionelle forbindelse til det medie, der soundtrackes. Her står musikken alene, og det har den ofte svært ved at bære.

Der er lyspunkter: Nils Petter Molværs altid interessante trompet gæster på »The Gift«, den sublimt lydende space ambient-intro til nummeret »Celestial Body« og motoriktrommerne, der dukker op halvvejs igennem »Schizophonia« og som en sjældenhed flår musikken ud af sin snævre komfortzone. Men altså, sangskrivningen halter, og så kan det godt være, at det er musik for elskende, men det er desværre ikke musik for mig.

© Malthe Ivarsson

»Musik betyder meget for mig – både som livslang følgesvend og i kraft af mit arbejde som filmkomponist og musiker i diverse bands. Som filmkomponist læser jeg manuskripter og oversætter det, jeg læser til musikalske følelseslag. Det er en virkelig spændende kreativ proces og det fedeste arbejde. Som komponist, producer og guitarist i diverse bands undersøger jeg forskellige musikalske universer. Derudover er jeg pænt vild med vinyl og ynder at spille som DJ. Elsker musik!«

Jonas Struck er flmkomponist – senest Apolonia, Apolonia og Fuld af Kærlighed. Guitarist og komponist i Swan Lee, Worn Out Sun, Astral Cinema og senest i den nye dreampop-duo Dreamstruck med Karen Krogshøj.