Eivind Buene
10
Til de der ikke kender Bergen festspillene, hvordan vil du kort karakterisere dens særpræg i forhold til andre festivaler?
Beyer: Festspillene er stor og med 232 produktioner i 2013 større end de fleste festivaler, som har fokus på musik, teater, dans med mere. Det interessante for mig ved at arbejde med denne festival er, at den både er bred og smal, båret af stolte traditioner og samtidig vildt eksperimenterende. En undersøgelse fra 2008 viser, at 86% af Norges befolkning kender Festspillene, og en undersøgelse fra 2010 viser, at 97% af befolkningen i Bergen/Hordaland kender festivalen. Arkivet for Festspillene i Bergen er netop blevet optaget i det nyoprettede og eksklusive register «Norges Dokumentarv».
Vi taler med andre ord om en festival, som i nordmændenes egen selvforståelse har betydet noget for Norge som nation. Hele byen er i undtagelsestilstand i 15 dage, og du er nødt til at være her, hvis du vil opleve det nye fødes og det gamle tolket af verdens bedste udøvere. Med et generøst budget og en række fantastiske støttespillere, kan vi gennemføre omfattende og komplicerede projekter, som andre ikke har administrative og økonomiske muskler til at realisere. Hvis du f.eks. samler alle vores ny musikaktiviteter i år, vil du se, at der er tale om ikke så få produktioner, faktisk en hel festival i festivalen.
Hvad ser du frem til som festivalens højdepunkter?
Beyer: Jeg synes, at alle vores produktioner er interessante. Mens jeg skriver disse linjer (tirsdag den 21. red.), lyder en flot musik fra Festpladsen, hvor Phase7 prøver på den spektakulære event i morgen aften, hvor nye electronica beats, 300 syngende børn og unge, lurspillere og 35 lysende helikoptere svæver over byen. Før dette har vi haft premiere i Grieghallen på operaen Marco Polo af Tan Dun, som bliver en billedstorm og vokal og musikalsk eksotisme og ekvilibrisme. Det nyskabende sker ikke mindst på teaterområdet, og der har vi bl.a. verdenspremiere på Coelacanth af Alan Lucien Øyen. Det er en fem timer lang forestilling, som på alle måder er stort tænkt. Listen er lang over produktioner, jeg gerne vil nævne, måske det er bedre at invitere læserne inden for på www.fib.no – så kan de selv gå på opdagelse i vores tre indgange til programmet: Fornøjelser, forbindelser og forstyrrelser.
Hvad er årets kunstneriske sats?
Beyer: Festspillene har tradition for at satse på unge talenter. Det er på denne festival, at Leif Ove Andsnes, Vilde Frang, Christian Ihle Hadland har fået deres kunstneriske kickstart. Vi har en nordisk solistkonkurrence for unge talenter, og vi har fokus på talentudvikling i bredeste forstand. Bergen er en ung by, en tiendedel af befolkningen er studerende på universitetet. Det er vildt spændende at tænke nye projekter med dem. Fremtidens publikum vil vi gerne nå, derfor har vi et omfattende børn- og ungeprogram. Vi har et stort, loyalt kernepublikum, som forventer klassisk musik i verdensklasse, og dette publikumssegment skal vi ikke skuffe. Festivalen er såkaldt ”knudepunktsfestival”, dvs. vi skal være motor i hele regionen og gerne i hele landet i forhold til at dele ud af vores kompetencer og netværk, vi skal arbejde mangfoldigt, med publikumsudvikling og vise Bergen som ledende kulturby. Vi arbejder i festivalen med stor virkelyst og energi for at fastholde og udbygge denne position som ledende festival i Norden på musik- og teaterområdet.
Hvordan differentierer festivalen sig fra sidste års festspil?
Beyer: Vi har gennemført en institutionel turn-around, og er flyttet til nye lokaler. Vi har en ny strategi, nyt visuel profil og grafisk design. Vi arbejder målrettet med nye former for markedsføring, inkludering og udnyttelse af ny teknologi. Når din ambition er at rebrande en så tung og betydningsfuld institution med 61 års historie, er du nødt til at tage nogle tydelige greb i forhold til form, indhold og formidling. Du kan ikke nøjes med at flytte en lille brik i et hjørne. Du skal ville chokere.
I hvilken retning ønsker du Bergen Festspillene bevæger sig i løbet af de næste fem år?
Beyer: Den 61-årige dame skal blive endnu mere ungdommelig, farlig og uforudsigelig.
På billede er Annar Follesø, taget af fotografen: Dag Thorenfeldt
Romanticism deconstructed
Eivind Buene: »Schubert Lounge«
© PR
It is always a huge risk to re-interpret classical icons and drag them onto the contemporary scene, especially if you are an award-winning composer and musician of international fame, such as the Norwegian Elvind Buene. Classical music, like all genres, has its small circle of purists and aficionados that are prompt to flag down any attempt to move the statues they adore out of their mausoleums. And this is exactly what Eivind Buene does in his Schubert Lounge album.
The title itself announces an unorthodox approach to the famous German Romantic musical genius: a lounge is not exactly the type of room or architectural installation one would immediately associate with Franz Schubert. But what Buene points to is that Schubert’s music, and more specifically his songs, the famous lieder sung by Kathleen Ferrier and Dietrich Fischer-Dieskau, are about intimacy and that they can be heard today in the half-lit comfort of a lounge, as they were in a salon by candlelight.
There are ten songs on the album, all with their titles in English and without the corresponding German name. For instance, we have »The Sea« and »Beautiful Moon«, which are (very well) known as »Am Meer« and »An Den Mond«. The songs themselves are translated (or adapted) into English, turning the whole project into a singular musical object, which totally deconstructs the traditional prison walls of music history.
Eivind Buene’s voice does not compare with Ferrier’s or Fischer-Dieskau, and it doesn’t even try to. By re-arranging harmonics in modern dissonances and replacing the nuances with a surprising flatness of tone, sometimes switching to delicate higher notes, Buene tells us that classical music is not what we assume it to be: a motionless monument that keeps repeating itself. Turning Schubert into a transnational composer is a radical choice, and a real dangerous one, the risk being to be laughed at, shunned or, even worse, ignored. A Norwegian artist deciding to sing 19th century German lieder translated into English in 2022 is not just an act, it is a radical manifesto. As Buene has written in an article published online, »Music is always now in the sounding moment. Music is, in a sense, a history of unfinished work.«
And this album absolutely proves it.
Virkelighedens elektricitet
Grand River: »All Above«
© PR
Der er lagt blod, sved og tårer i Grand Rivers nyeste album All Above. Det kan man høre i detaljerigdommen i de elektroniske cut-ups, som gang på gang svæver ind og ud af lytterens opmærksomhed i de små 40 minutter, som pladen varer. Berlin-baserede Aimée Portioli nedbryder grænserne for elektronik og akustik på denne samling af kompositioner, der ligger et sted mellem lydinstallation og klassisk elektronik. Der synes langt fra de intime klaverforløb på den indledende »Quasicristallo« til den stakåndende »In the Present As the Future«, som vokser fra en kold blanding af oscillationer, sinusbølger og stemme-samples til et afsluttende rytmisk forløb, der ligger tættere på dansegulvet end kunstinstallationen.
Portioli formår at føje en magisk realisme til den ellers udtrådte blanding af ambient og klangkunst, for selvom man oftest genkender en lydkilde som analog eller akustisk, går der ikke længe, før lyden warpes, forvrænges og smadres, hvorefter den muterer og skifter karakter, som eksempelvis blæseorglet på den smukke »Seventy One Percent« eller de skærende violiner på den eminente »Kura«.
På All Above holder Grand River et sonisk spejl op foran lytteren og sætter spørgsmålstegn ved, hvornår noget i virkeligheden er virkeligt. Er det snart umuligt at vide, hvor lyden reelt kommer fra? Er alt musik ikke elektronisk her i det 21. århundrede?
Dansende epifani
»Immortal Summit«
© Märta Thisner
Omtrent halvvejs i livet synes man måske nok, man har set det hele, men heldigvis tager man fejl. Tag nu bare det blomstrende københavnske miljø for moderne dans, som jeg har brugt et halvt liv på at overse. Det står klar til at gribe dig med sammenviklede kroppe og nye kompositioner, begge dele med akut antiblasert virkning.
Som nu for eksempel Immortal Summit i aftes, en denimbetrukket duoperformance med flosset musik af Holger Hartvig for forvrænget guitar, dunkende bas og dinglende saxofon.
Her fremmanede to stolte kroppe – BamBam Frost og Lydia Östberg Diakité – en paradoksal mandehørm af arrogant afsky og muskelpositurer, mens de gik i cirkler og kastede med sækkestole. Friskt prikkede Hartvig hul på attituden med en udstrakt rundgang af rockvræl, der langsomt blev centrifugeret til ukendelighed: punkteret testosteron.
Efterhånden indfandt sig i stedet en intimitet. Kroppene viklede sig gulvnært ind i hinanden, og afstumpet guitarstøj blev til famlende ro med nøgen, let ustemt bas i centrum og svag cikadeimitation i baggrunden. Til lyden af drømmende syntharpeggio og en saxofon så fri som et vindspil forvandlede hanekamp sig til akrobatisk tillid og fælles ømhed. Saligt!
Samme opløftende brainstorm mellem musikalsk og koreografisk tænkning har jeg de sidste måneder også set i andre danseprojekter som MYKA’s Regnbuen med absurdistisk MIDI-lyd af Christian Vogel og Antoinette Helbings The Mirror Project med suggererende elektronik af Mads Emil Nielsen.
Danseverden, jeg ser og hører dig nu!
Blood, sweat and Chopin
Jakub Piątek: »Pianoforte«
© PR
»They are serious machines. They have been training all their lives. They are like the CIA,« it says in the documentary Pianoforte, which follows a number of pianists up to The International Chopin Piano Competition in Warsaw. The young people experience dramas in the music that they have not yet experienced in real life. One will celebrate a possible victory with a Chopin tattoo. Another films himself endlessly with his iPhone: »The more you look like Chopin, the better«. It’s all about Chopin hair. Tangent equilibrium goes hand in hand with attitude and showmanship, which the sensitive pianistic machines must also control. The ecstasy and revolutions of the Polish-French pianistic guru's super-romantic music also demands étude (»practice«, »eagerness«, »interest«, »occupation«).
How to compete in music? Jakub Piątek’s Pianoforte depicts in a raw and moving way these piano-fighters backstage. While their nerves are sweating under their nice concert clothes. While they articulate that there is no plan B. As much as they love the polonaises and nocturnes they play, as much is their absolute respect, coupled with the fear of experiencing a blackout when it is their turn to – perhaps – write the next chapter in this piano battle, which has taken place since 1927 and is as brutal as fist fighting. But also so damn beautiful. It just sounds so damn good when 17-year-old Hao's delicate piano fingers hit the piano in the kitchen at home in China, while his mother is cooking just beside him. Bread and Chopin – that's life!
Translation from Danish: Andreo Michaelo Mielczarek
Blod, sved og Chopin
Jakub Piątek: »Pianoforte«
© PR
»De er seriøse maskiner. De har trænet hele deres liv. De er som CIA,« lyder det i dokumentarfilmen Pianoforte, som følger en række pianister op til The International Chopin Piano Competition i Warszawa. De er unge, de gennemlever dramaer i musikken, som de endnu ikke har oplevet i det virkelige liv. En vil fejre en eventuel sejr med en Chopin-tatoo. En anden filmer sig selv endeløst med sin iPhone: »Jo mere man ligner Chopin, jo bedre«. Bølget Chopin-hår spiller. Tangent-ekvilibrisme går hånd i hånd med attitude og showmanship, som de følsomme pianistiske maskiner også må kontrollere. Ekstasen og revolutionerne i den polsk-franske pianistiske gurus super-romantiske musik kræver også étude (»øvelse«, »iver«, »interesse«, »syssel«).
Hvordan kan man konkurrere i musik? Jakub Piąteks Pianoforte skildrer råt og bevægende piano-fighterne, zoomer ind på deres svedende nerver under det pæne koncerttøj, backstage – mens de udtrykker, at de ikke har nogen plan B. Lige så meget de elsker de polonaiser og nocturner, de spiller, lige så stor er den næsegruse respekt og frygten for at gå i sort, når det er deres tur til – måske – at skrive det næste kapitel i denne piano-battle, som er foregået siden 1927 og jo er lige så brutal som kampsport på næver. Men også så smuk. Det lyder bare så forbandet godt, når 17-årige Haos delikate klaverfingre rammer klaveret hjemme i køkkenet i Kina, mens hans mor står ved siden af og laver mad. Brød og Chopin – det er livet!