Til de der ikke kender Bergen festspillene, hvordan vil du kort karakterisere dens særpræg i forhold til andre festivaler?
Beyer: Festspillene er stor og med 232 produktioner i 2013 større end de fleste festivaler, som har fokus på musik, teater, dans med mere. Det interessante for mig ved at arbejde med denne festival er, at den både er bred og smal, båret af stolte traditioner og samtidig vildt eksperimenterende. En undersøgelse fra 2008 viser, at 86% af Norges befolkning kender Festspillene, og en undersøgelse fra 2010 viser, at 97% af befolkningen i Bergen/Hordaland kender festivalen. Arkivet for Festspillene i Bergen er netop blevet optaget i det nyoprettede og eksklusive register «Norges Dokumentarv».
Vi taler med andre ord om en festival, som i nordmændenes egen selvforståelse har betydet noget for Norge som nation. Hele byen er i undtagelsestilstand i 15 dage, og du er nødt til at være her, hvis du vil opleve det nye fødes og det gamle tolket af verdens bedste udøvere. Med et generøst budget og en række fantastiske støttespillere, kan vi gennemføre omfattende og komplicerede projekter, som andre ikke har administrative og økonomiske muskler til at realisere. Hvis du f.eks. samler alle vores ny musikaktiviteter i år, vil du se, at der er tale om ikke så få produktioner, faktisk en hel festival i festivalen.
Hvad ser du frem til som festivalens højdepunkter?
Beyer: Jeg synes, at alle vores produktioner er interessante. Mens jeg skriver disse linjer (tirsdag den 21. red.), lyder en flot musik fra Festpladsen, hvor Phase7 prøver på den spektakulære event i morgen aften, hvor nye electronica beats, 300 syngende børn og unge, lurspillere og 35 lysende helikoptere svæver over byen. Før dette har vi haft premiere i Grieghallen på operaen Marco Polo af Tan Dun, som bliver en billedstorm og vokal og musikalsk eksotisme og ekvilibrisme. Det nyskabende sker ikke mindst på teaterområdet, og der har vi bl.a. verdenspremiere på Coelacanth af Alan Lucien Øyen. Det er en fem timer lang forestilling, som på alle måder er stort tænkt. Listen er lang over produktioner, jeg gerne vil nævne, måske det er bedre at invitere læserne inden for på www.fib.no – så kan de selv gå på opdagelse i vores tre indgange til programmet: Fornøjelser, forbindelser og forstyrrelser.
Hvad er årets kunstneriske sats?
Beyer: Festspillene har tradition for at satse på unge talenter. Det er på denne festival, at Leif Ove Andsnes, Vilde Frang, Christian Ihle Hadland har fået deres kunstneriske kickstart. Vi har en nordisk solistkonkurrence for unge talenter, og vi har fokus på talentudvikling i bredeste forstand. Bergen er en ung by, en tiendedel af befolkningen er studerende på universitetet. Det er vildt spændende at tænke nye projekter med dem. Fremtidens publikum vil vi gerne nå, derfor har vi et omfattende børn- og ungeprogram. Vi har et stort, loyalt kernepublikum, som forventer klassisk musik i verdensklasse, og dette publikumssegment skal vi ikke skuffe. Festivalen er såkaldt ”knudepunktsfestival”, dvs. vi skal være motor i hele regionen og gerne i hele landet i forhold til at dele ud af vores kompetencer og netværk, vi skal arbejde mangfoldigt, med publikumsudvikling og vise Bergen som ledende kulturby. Vi arbejder i festivalen med stor virkelyst og energi for at fastholde og udbygge denne position som ledende festival i Norden på musik- og teaterområdet.
Hvordan differentierer festivalen sig fra sidste års festspil?
Beyer: Vi har gennemført en institutionel turn-around, og er flyttet til nye lokaler. Vi har en ny strategi, nyt visuel profil og grafisk design. Vi arbejder målrettet med nye former for markedsføring, inkludering og udnyttelse af ny teknologi. Når din ambition er at rebrande en så tung og betydningsfuld institution med 61 års historie, er du nødt til at tage nogle tydelige greb i forhold til form, indhold og formidling. Du kan ikke nøjes med at flytte en lille brik i et hjørne. Du skal ville chokere.
I hvilken retning ønsker du Bergen Festspillene bevæger sig i løbet af de næste fem år?
Beyer: Den 61-årige dame skal blive endnu mere ungdommelig, farlig og uforudsigelig.
På billede er Annar Follesø, taget af fotografen: Dag Thorenfeldt
Punktum for en dirigent – kolon foran fremtiden
En nærmest mirakuløst veludført attacca-overgang mellem to værker på henimod 400 års tidslig afstand af hinanden satte hele aftenens tema – at når noget stopper, begynder noget andet – i relief.
Netop i dette øjeblik, hvor Orlando Gibbons’ 1600-talsværk Cries of London og Per Nørgårds Wie ein Kind (1979-80) fandt hinanden, var det, som om den såkaldt tidlige musik og den såkaldt nye musik smeltede sammen til ét, som fandtes tiden ikke længere – som om ingen, heller ikke de optrædende, lige dér egentlig anede, hvad der overhovedet var ny, og hvad der var tidlig musik.
Nogle minutter tidligere havde tre af sangerne fremført aftenens titelværk, Machauts snurrige 1300-tals-rondeau Ma fin est mon commercement, hvor den korte tekst så at sige kommenterer musikken ved at beskrive, hvad der går for sig i den.
Og nu, hvor Cries of London og Wie ein Kind strejfede hinanden, var det, som om at selve koncerten, inspireret af Machauts rondeau, begyndte at kommentere sit eget indhold: Tidlig og ny musik fremstod ikke blot som hinandens begyndelse og afslutning, men også som to epoker, der paradoksalt nok betingede hinanden – nøjagtigt, som det altid har været tilfældet for Ars Nova Copenhagen selv.
Koncerten markerede finurligt, men usentimentalt, afslutningen på Paul Hilliers tyve år lange tid med koret. Men med Caroline Shaws helt uforglemmelige how to fold the wind (2021), der afsluttede koncerten, viste koret samtidig, at begyndelser altid vil optage det. Tak for al musikken, Paul Hillier.
Glimt af eventyr
Da jeg først lyttede til det nye album fra den australskfødte komponist og saxofonist Calum Builder, Murmuration, kom jeg til at tænke på en sætning fra en dybt fascinerende samtale mellem filosoffen Jacques Derrida og jazzlegenden Ornette Coleman, der fandt sted i 1997: »For reasons that I'm not sure of, I am convinced that before becoming music, music was only a word«, lyder sætningen. Hvis Murmuration, et storslået jazzopus i fem dele, blot var et enkelt ord, ville ordet, tænkte jeg, være »glas«. Ikke blot fordi der er en særegen skrøbelighed over Murmuration, men også fordi albummet minder mig om de utydelige, men ekstremt kontrastfyldte fotografier, der blev taget direkte på glasplader i tiden omkring industrialiseringen: Den såkaldte kollodium-vådplade-teknik.
Der er så uendeligt mange billeder gemt i Murmuration: Falmede, esoteriske og slørede som var de fotograferet med sitrende hænder – det er ikke tilfældigt at værkets forskellige satser har titler som »Fading Shadows in the Dark« og »Falling Into the Maelstrom« – træder de alligevel frem i helt klare glimt: Perkussion som blafrende fuglevinger; langstrakte saxofonhyl, der skærer som strømlinede jernbaneskinner gennem stenede landskaber tegnet af tuba og basun; nærmest pastoralidylliske ambientpassager afbrudt af maskinelle rytmer og kaotiske passager, der rammer som pludseligt tordenvejr; underfundige melodistumper, der minder mig om de melodier, slangetæmmere spiller i eventyr. Det kunne være et andet bud, hvis Murmuration kun var ét ord: »Eventyr«.
Dyst i udstrakt tid
Under en koncert, hvor begge værker for strygekvartet gør det til en pointe at strække tiden ud, når man vidt omkring i sit indre univers.
Pludselig opdager man den fortrængte håndboldspiller, der gerne vil gøre koncerten til en konkurrence: canadiske Sarah Davachis Long Gradus (2020-21) mod Niels Lyhne Løkkegaards Colliding Bubbles, der blev uropført i torsdags.
Og han er egentlig sjovere at lytte til end den indre lommefilosof, der dukker op og spørger, om den slags ambientmusik mest har karakter af institutionaliseret ritualisme eller subversiv utopi. Kedeligt spørgsmål, videre!
Håndboldspilleren er ikke i tvivl: Davachis halve time med udstrakte, overlappende grundakkorder forvrænget en anelse af ren stemning – hvor intervallerne kan lyde lidt skæve – bliver hurtigt til et ensidigt og selvgodt udsagn om at justere vores moderne ører.
Mere liv er der hos Løkkegaard, hvor Bozzini-kvartetten på samme tid spiller på mundharmonika og strygere. Også her med lange, changerende akkorder, dog nu med en gradvis bevægelse fra den lyse til den mørke ende af harmonikaerne.
Men trumfen er, at Løkkegaard har indlejret en ubestemmelighed i værket, en optisk illusion: Længe spiller buerne toneløst på strengene – eller vistnok toneløst, må jeg næsten skrive, for finurligt nok lyder harmonikaerne som lyse strygere.
Man er simpelthen konstant i tvivl om, hvor de fine klange kommer fra. Så meget desto større effekt, da musikerne skifter greb og endelig lader strygerne klinge. Sejr til Løkkegaard!
Smukt foret med bly
Der er, tænkte jeg, da jeg læste pressemeddelelsen for komponist og lydkunstner Runar Magnussons Sub-Photic Scenario, en beundringsværdig flabethed i, som Magnusson gjorde, at kræve, at ens musik bliver lyttet til på kvalitetshøjttalere. Af ren og skær trodsighed forsøgte jeg først at lytte til albummet via de indbyggede højttalere i min mobiltelefon, men måtte hurtigt sande, at han har en pointe: Det ultralavfrekvente lydbillede på Sub-Photic Scenario er bogstaveligt talt uhørligt, indtil det får lov til at komme til sin ret på, ak, et par kvalitetshøjttalere. Så hermed en opfordring til læseren: Få surround sound-systemet, som du aldrig lige fik installeret, op af flyttekassen, ja, også subwooferen, og bliv overvældet af Sub-Photic Scenarios ekstremt detaljerede, taktile og sansemættede univers. For albummet fortjener det.
Det er ikke tilfældigt, at jeg bruger ordet univers: Albummet er som en kæmpemæssig galaktisk konkylie, som, hvis du holder den mod dit øre, indeholder ikke blot det brusende hav og den ruskende vind, men også det ydre rums uendelige, vægtløse tomhed, den dybe rumlen fra de tektoniske plader, der langsomt flytter sig, og det glødende trykkammer i jordens indre. Sub-Photic Scenario kan bedst betegnes som en form for ambientmusik, men albummet kunne ikke være længere fra genrens typiske troper: Lyden er ikke let og sfærisk, men tung som var den foret med bly; den hænger ikke i rummet som bølger af lys, men står som var den hugget i granit. Hvis altså du kan modstå fristelsen til at afspille den på din mobiltelefon.
Rejser i høj opløsning
Sidst jeg anmeldte Mads Emil Nielsen, var jeg meget betaget af, hvordan han havde overført efterkrigstidens elektroniske klange til nye kompositioner hos EMS i Sverige. Denne gang er fortiden glemt. I stedet er Black Box 3 komponeret af samples i et grid. Væk er de støjende rumklange, kaotiske sekvenser fra Framework 2. I stedet får vi et hyper præcist lydbillede.
Tracket »Climbing Plants« består af en række feltoptagelser, der vugger i fælles oscillation frem og tilbage dikteret af griddet. I løbet af otte minutter sker en metamorfose mod et mere syntetisk og drømmende billede end feltoptagelsernes udgangspunkt.
Samme rejsende oplevelse har man i »Installation 1«. Her tester Nielsen virkelig ens højttalere, hvor subsoniske impulser modsvares af stammende højfrekvente klik-lyde i call and response. Langsomt vokser et ambient lydlandskab frem som et stormvejr man kan se på lang afstand.
Black Box 3 viser tydeligt en komponist, der kan andet end at lege med fortidens maskiner.