Statens Kunstfonds Legatudvalg har netop udpeget og belønnet 7 stærke værker fra 2014. Legatmodtagerne modtager 50.000,- for hvert værk.

Begrundelsen for udvælgelsen er, at værkerne har udmærket sig kunstnerisk. Legatet kan ikke søges, men gives frit ud fra de koncerter og forestillinger, som legatudvalget har set og hørt i løbet af året.

Blandt legatmodtagerne er:

Svend Hvidtfelt Nielsen med ”Toccata for orgel og orkester”. Værket fremhæves blandt andet fordi det placerer orgelet i en særlig koncentrerende rolle, og fordi stykket er opfindsomt.. Legatudvalget beskriver værket som  ”prægtigt og betagende”. ”Toccata for orgel og orkester”. Blev uropført med Aarhus Symfoniorkester d. 30. oktober 2014. Læs mere om Svend Hvidtfelt Nielsen på Seismograf.

“It’s the most basic thing you can do on a boat” af Jeppe Zeeberg (Album, Barefoot Records) er komponistens første udgivelse i eget navn. Begrundelsen for legatet retter sig mod værkets ”generøse” og ”nutidige” karakter, der vidner om Zeebergs modenhed. Værket består af 7 ompositioner, der legende og improviserende blander genrekendetegn fra klassisk jazz, free jazz og 1900-tals avantgarde.

Broken Twin / Majke Voss Romme har med debutalbummet ”May” (Album, Anti) imponeret den internationale så vel som den nationale musikscene. Broken Twins univers fremhæves for kombinationen af sårbarhed og styrke. Især Majke Voss Rommes stemme er central og karakteristisk for etableringen af det univers og det udtryk.  

Klarinetkoncerten ”Gemmer mig for Rosetta” skaber et billede på noget inderligt menneskeligt, der har ramt legatudvalget. Intimiteten skaber Lasse Schwanenflügel Piasecki gennem et sart musikalsk udtryk, hvor fagottistens manglende beherskelse af instrumentet bliver en del af intimiteten, fejlbarligheden og dermed det menneskelige element.  


De samlede legatmodtagere er:

Broken Twin / Majke Voss Romme: ”May” (Album, Anti)
Minds of 99: Minds Of 99 (Album, No3)
Cancer: ”Ragazzi” (EP, Tambourhinoceros)
Alpha Trio / Peter Navarro-Alonso: ”Le Quattro Stagioni, Concerto grosso for Alpha and strings“
Svend Hvidtfelt Nielsen: ”Toccata for orgel og orkester”
Jeppe Zeeberg: “It’s the most basic thing you can do on a boat” (Album, Barefoot Records) 
Lasse Schwanenflügel Piasecki: ”Gemmer mig for Rosetta” (Clarinet Concerto)

Legatudvalget for musik

Legatudvalget, der har valgt modtagerne, består af Peter Bruun (komponist og formand for udvalget), Alberte Winding (sanger og sangskriver), Bo Gunge (komponist), Lotte Anker (komponist og saxofonist) samt Annette Bjergfeldt (sanger og sangskriver). 
Læs mere om legatudvalget her. 

© Mike Højgaard

»Musik er et mange-dimensionelt sprog, hvor vi kan tale om og være i mange slags følelser og sansninger. Musik kan selvfølgelig handle om kærlighed, fest og glæde, men også om alle mulige andre, mørkere, mere komplicerede og uforklarlige følelser. Ved at vise os dette mørke giver musikken os lov til at have det som vi faktisk har det, på en umiddelbar, før-sproglig måde.«

Jacob Anderskov er pianist, komponist og bandleder fra København. Han har udgivet over 25 album, modtaget flere priser og er af den internationale presse anerkendt som en markant stemme i nutidig musik. Hans projekter spænder fra fri improvisation til komponerede værker for større ensembler, ofte med nye broer mellem det skrevne og det åbne. Siden 2019 er han professor ved Rytmisk Musikkonservatorium.

kortkritiklive
07.09

Gåsehud i retten: Når musik bliver til magtspil

Niels Rønsholdt og Louise Beck: »Den Stærkes Ret – Den Svages Pligt« – Aarhus Festuge
© Malte Bülow Photography
© Malte Bülow Photography

En nykomponeret opera i en retssal lyder måske som et banalt greb. Men da jeg træder ind i ventesalen i Aarhus’ Retten til Niels Rønsholdt og Louise Becks Den Stærkes Ret – Den Svages Pligt, er jeg i tvivl, om jeg er gået forkert. Et aflangt rum, borde spredt ud, balkonen ovenover – og så et nodeark i en glasmontre, der formentlig normalt udstiller gamle lovdokumenter. Scenografien er diskret, men den juridiske ramme sætter straks tanker i gang om lov, magt og retfærdighed.

Snart træder næsten 20 sangere frem på balkonen. Musikken er tonal, båret af klangfylde og gentagne fraser, der gradvist forskydes som i en kanon. Man fornemmer lån fra minimalismen, men også en næsten folkelig enkelhed, der gør koret både dragende og foruroligende. Plottet – en datter, der opsøger sin fars spøgelse for at kræve hans våben – bliver kun antydet i brudstykker. Det er stemningen, der driver værket, og det forvandles radikalt, da sangerne forlader balkonen og stiller sig blandt publikum, mens tre dansere bevæger sig gennem salen.

Et nøgleøjeblik opstår, da koret pludselig slår stemmegafler an og placerer dem på bordene, så et vibrerende »wuu-uu« fylder rummet. Gåsehuden er øjeblikkelig. Kort efter synger de direkte til os, med intens øjenkontakt. Det føles både intimt og grænseoverskridende, som at blive tiltalt i en retssag uden mulighed for at svare. Jeg ønskede at kigge væk, men blev fanget i pligten til at holde blikket. Her blev titlen kropslig: den svages pligt at underkaste sig.

Som værket ebber ud, vender alle sangerne sig mod faderen og allierer sig med datteren. Bøger flås ned fra reolerne, sider rives itu, og mens der synges »Lyt og lær«, flimrer Orwells 1984 i baghovedet. Det er både urovækkende og uhyggeligt aktuelt i en tid, hvor autoritetstro og manipulation igen spiller en rolle i det offentlige rum.

Den Stærkes Ret er en af de mest intense musikalske oplevelser, jeg har haft i årevis. Den forener æstetik, krop og samfundskommentar på en måde, der får én til at gyse. Jeg venter allerede på akt to og tre.

»Musik rammer mig stærkest, når den vækker længsel. Når jeg mærker den som et stik i maven, kan jeg begynde at tro på en oprigtighed i verden.«

Marta Bo er 24 år, bratschist på fritidsbasis og bachelorstuderende i musikvidenskab på Københavns Universitet. Hun er netop startet som praktikant i Seismograf.

© Gianluca Grasselli
© Gianluca Grasselli

Skovsøen er et arnested i mere end én forstand. Skovens myriader af liv er afhængige af vandet, men dens piblende forgreninger, intense ro og bløde spejlbillede rummer også stærke musikalske potentialer. Det er præcis sådan en livgivende energi, der danner udgangspunktet for svenske Filip Leymans solodebutalbum, Soft Light. Allerede fra albummets første nummer, »Beyond the Sea«, fornemmer man, hvordan Leyman formår at skabe et organisk univers, hvor enhver lyd gøder jorden for den næste. Det er svært at finde hverken start eller slutpunkt, når de mange synthesizere og strygere vokser ind og ud af hinanden – man må bare overgive sig, og synke ned i det sfæriske univers af rumklange og tung, rolig bas.

Filip Leymans virke kan ikke beskrives uden at nævne svenske Anna von Hausswolff. Hendes musik er som en naturkraft, båret af lange, sakrale orgelpassager – og hvad der er Hausswolff, hvad der er Leyman, er aldrig helt til at afgøre. Soft Light samler årtiers gemte kompositioner og fremstår som en naturlig forlængelse af de mange album og soundtracks, de to har skabt sammen. Albummet rummer en stærk filmisk dimension: i et nummer som »Shapes« kulminerer de lagdelte klange i et blændende klimaks, der føles som slowmotion i lyd.

Leyman optræder her som en musikalsk botaniker, der tålmodigt lader sine synthesizere gro, spire og blomstre. Selvom Soft Light er vokset frem over mange år, lyder det utroligt sammenhængende – som ét langt åndedrag. Albummet synes snarere dyrket end komponeret. Lad os håbe, at Soft Light blot er begyndelsen, og at Leyman lader flere soloalbum vokse frem i samme lys.

© PR

»Musik for mig er bevægelse. Når lyden bevæger noget dybt i mig og åbner hjertet, når den vækker kroppen og byder op til dans, når den gør mig eftertænksom. Uanset hvor den kommer fra og hvad end man kalder den, reagerer jeg på om den for mig er ærlig. Hvis den er påstået og ønsker opmærksomhed for opmærksomhedens skyld, hvis den er kunstlet og kun vil sig selv kan jeg ikke tage den ind. Jeg elsker sangere, der synger fra det nøgne og ubeskyttede. Det skal ikke partout være avanceret, men om at blive som barn igen. Pop, rock, jazz, klassisk, det er for mig totalt ligegyldigt, bare det er sandt. Det er det, jeg bestræber mig på, både i mine sange og i mit forfatterskab.«

Lars Muhl er forfatter, mystiker og musiker. Siden 1965 har han – parallelt med sin musikalske karriere – studeret sammenlignende religion og filosofi, og siden 1988 har han specialiseret sig i aramæisk samt kristen og jødisk mystik. I 2003 stiftede han hjælpeorganisationen Hearts & Hands, hvor han fortsat er bestyrelsesformand. Muhl har modtaget DJBFAs Hæderspris (1995) og WBC’s Songwriter Million Certificate (1996) og blev i 2013 optaget på Watkins’ liste over verdens 100 mest spirituelt indflydelsesrige personer.