Kabir Carter er på et artist residency i København og Roskilde fra april til juni dette år. Den 16. februar 2015 kl. 16.30 på Det Kongelige Danske Kunstakademi taler han om et udvalg af sine værker og fortæller om planerne for sit ophold.
Kabir Carters kunst placerer sig genremæssigt i feltet mellem performance og installation. Han inddrager sine omgivelser, arkitektoniske former og urbane miljøer i sit arbejde. På den måde prikker han blandt andet til vores vante lyttemåder og søger at give publikum nye erfaringer med lyd, lydkunst og performancekunst.
Senest har han arbejdet med grænserne mellem krop, arkitektur og mikrofonens membran (Latvian Centre for Contemporary Art and Gesellschaft für Aktuelle Kunst Bremen, 2014). Han har præsenteret en luft- og strukturbåren lydinstallation til en museumselevator (Tang Museum, 2011), deltaget i genskabelsen og præsentationen af Maryanne Amachers lydarbejde (daadgallerie, 2012) og samarbejdet med bl.a. Simon Leung, Yvonne Rainer omkring performanceværket ACTIONS! (The Kitchen 2013).
Carter vil under sit DIVA recidency lede Working Group for Sound in the Expanded Field. Det er et diskursivt projekt, der har som mål at undersøge lydens rolle i hverdagslivet. Projektet vil blandt andet bestå af workshops og andre lydfokuserede aktiviteter, der skal udvide deltagernes evne til at høre ikke bare med ørerne men med hele kroppen. Resultaterne af gruppens aktiviteter vil under og efter Cabirs ophold blive udstillet på Museet for Samtidskunst i Roskilde.
Artist Talk: Kabir Carter (USA)
Den 16. februar 2015 kl. 16.30
Det Kongelige Danske Kunstakademi,
Kongens Nytorv 1, Indgang: Den italienske trappe
Læs mere om eventen her og om Working Group for Sound in the Expanded Field her.
Musikformidling med fikse idéer
Holdet bag DR’s nye musikprogram – der højst usædvanligt faktisk handler om musik – når lige at balancere på kanten af det fortænkte i første afsnit om L.O.C.-baskeren »Frk. Escobar« (2005).
Pligtskyldigt og overfortolkende analyseres temamelodien af en jazzkomponist ved flyglet, studentikost blæser vært Carsten Holm en skoleopgave om lyrikkens »dualitet« op på en containervæg, og fordi hjerneforskeren må være på hurtigkald hos alle kulturredaktioner, får Peter Vuust også lov at fortælle en anekdote om savlende hunde.
L.O.C. griner måbende hver gang, men bærer heldigvis over med redaktionens fikse idéer, tager engageret invitationen til musikalsk næranalyse op, og pludselig sidder rapperen og siger »crescendo« i bedste sendetid lørdag aften. Det er faktisk ret godt gået i sidste ende.
Lad dette være startskuddet til mere lydnær musikformidling på de store medier, også gerne af den mere kritiske slags end her.