Frem til d. 5. juli 2015 kan Katrine Dirckinck-Holmfelds udstilling Leap into Colour opleves i Kunsthal Charlottenborg. Som en del af udstillingen er der d. 24. juni en trekløver af en artist talk, performance og koncert med Maurice Sameh Louca, som er en af skaberne af soundtracket til videoværket Leap into Colour.

Den egyptiske musiker og komponist Maurice Sameh Louca er kendt for sin sammensatte lyd, der går på tværs af genrer, og sine hårdtslående og improviserende live performances. Maurice Louca har skrevet to albums og især det andet andet album ”Benhayyi Al-Baghbaghan” (hyldest til papegøjen, direkte oversat) illustrerer den udvikling, som egyptisk musik aktuelt set gennemgår. The Wire kalder beskriver albummet som ”…dense, driven and splashed with colour.” På den måde er der en parallel i Maurice Loucas arbejde og Katrine Dirckinck-Holmfelds udstilling Leap into Colour.

Maurice Sameh Louca leverer desuden musik til teaterforestillinger, film og nye visuelle kunstværker. Læs mere om musikeren på hans hjemmeside.

Koncerten d. 24.6. er som nævnt en del af Katrine Dirckinck-Holmfelds udstilling Leap into Colour. Udstillingen udgør en del af kunstnerens Ph.d. projekt: Rehearsing Reparative Critical Practices. Læs mere om udstillingen her

Aftenens program
kl. 17.00 Talk ved Katrine Dirckinck-Holmfeld
kl.18.00 Performance med Felia Gram-Hanssen, udstiller på Afgang 2015
kl 19.00 Koncert med den anerkendte og eksperimenterende egyptiske musiker Maurice Sameh Louca.
I gården ved Kunsthal Charlottenborg vil der være grill og drikkevarer til gode priser.

Læs mere om arrangementet på deres Facebookside 

© Diana Aud

»Musik er for mig både det beat, der bringer mig gennem løbeturen, sætter stemningen i hverdagen, men ikke mindst mit personlige soundtrack, der fremkalder tidligere hændelser og stemninger igennem hele mit liv.«

Lasse Andersson er museumsdirektør for Kunsten Museum of Modern Art og Utzon Center samt bestyrelsesleder for Krabbesholm Højskole og Packness Fonden. Før museerne stjal al hans tid, skrev han ph.d.-afhandlingen Byen og de kreative iværksættere, var medstifter af kunst- og teknologihuset Platform4 og stod bag både LasseVegas-kontoret og teknologiprojektet Nulkommafem. Han har desuden ledet afdelingen for Urban Design på Aalborg Universitet. I dag arbejder han målrettet med at udvikle kulturinstitutioner som moderne dannelsesrum: steder, hvor mennesker mødes og forbindes gennem æstetiske oplevelser, der bevæger, udfordrer og åbner nye perspektiver på det samfund, vi deler. For Lasse Andersson er kunst og arkitektur ikke blot spejle af verden – de er med til at forme den. Med den ambition har han kurateret udstillinger som Fatamorgana – Utzon møder Jorn (2016) I Arkitektens Verden – Reiulf Ramstad (2019), Pierre Huyghe – Offspring (2022), Tal R & Mamma Andersson – omkring Hill (2023) og Michael Kvium – Knudepunkt (2025).

© PR

»Musik for mig er oversættelse. Musik for mig er et nodebillede, som kan forløses i lyd på tusinde måder, afhængigt af hvem der samler instrumentet op. Musik for mig er forsøget på at nedfælde ideen om lyd i streger og prikker og plantegninger. Musik for mig er både en efterstræbt lyd, der ikke klinger, og en efterstræbt lyd der gør. Musik for mig er en sangleg, et parallelt univers med egen tidslighed og egne regler.«

Matias Vestergård er uddannet komponist og pianist fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København. Han har siden sin debut i 2022 især udmærket sig med musikdramatiske værker - hans første opera MURDER ON THE TITANIC bliver i år opført for tredje gang, og hans anden opera LISBON FLOOR vandt prisen som Årets opera ved Årets Reumert i 2023. For tiden arbejder han med orkesterværker, en klaverkoncert og kormusik, men drømmer om at skrive flere operaer.

© PR

»Musik for mig er en måde at forblive nysgerrig på. Det kan føles fuldstændig overrumplende at høre noget musik, man ikke kender, eller genbesøge noget, man ikke har hørt i lang tid. Musik giver mig hjertebanken, den får mig til at græde, grine, og gestikulere i vildskab. Musik er en måde at forstå mig selv på i forskellige tider af mit liv, og en måde at skabe bånd til andre omkring mig.«

Hannah Schneider skaber filmisk alternativ pop med elektroniske lydlandskaber og stærke melodier. Hun har udgivet flere anmelderroste album, turneret i Europa og USA og markeret sig som en af landets mest originale stemmer. Hendes musik er blevet brugt i film, tv og på store skandinaviske teaterscener, og de seneste år har hun også komponeret bestillingsværker for førende museer og kulturinstitutioner.

På sit nye album In This Room (27. februar 2026) vælger hun – i en tid præget af kunstig intelligens – at insistere på nærvær, intuition og håndværk som drivkraft. Albummet er skrevet og indspillet under et to måneders residency på Thorvaldsens Museum. 

© Tom Ingvardsen

»Jeg hører musik på alle tider af døgnet, når jeg er hjemme – omringet af familie – eller når jeg arbejder og er ude og rejse. Min playliste skifter hver dag. Den er et billede på dagsformen her hos mig, og på de ideer, de minder, glæder og sorger, der lige nu optager mig. Det sidste nummer, »Salve Regina«, kom først på sent her til aften, efter jeg havde oplevet Poulencs fantastiske opera Dialogues des Carmélites på Den Kgl. Opera.«

Louise Beck er scenograf, iscenesætter og kunstnerisk leder af OPE-N – og fra sæson 2027 kunstnerisk leder af Copenhagen Opera Festival. Gennem snart tre årtier har hun udviklet opera som en levende og samtidsrelevant kunstform i krydsfeltet mellem det etablerede operafelt og det frie musikdramatiske miljø. Hun har skabt en række anmelderroste og prisnominerede værker, heriblandt Den Sidste Olie og LOL – Laughing Out Lonely, og står sammen med Niels Rønsholdt bag operatrilogien Den Stærkes Ret – Den Svages Pligt, hvis anden del præsenteres på Universitetsbiblioteket i Fiolstræde under festivalen i 2026.

© PR

»Musik er min daglige næring, som hjælper mig med at blive et bedre menneske. Det er en formel af følelser, fuld af energi, der giver mig modet til altid at bevare håbet.«

Nilza Costa er en brasiliansk sangerinde og sangskriver fra Salvador de Bahia, som nu bor i Ferrara i Italien. Hendes nye album Cantigas – udgivet i februar 2026 på Brutture Moderne Records – er inspireret af og dedikeret til cantigas, eller orin: de hellige sange, der er overleveret gennem afrikanske sprog, på albummet yoruba, kimbundu og også brasiliansk portugisisk.

Nilza Costas stemme har i mange år givet liv til et folks revolution – en revolution, der gennem musik og spiritualitet har generobret sin vej mod frigørelse. Hendes sange fortæller historierne om mænd og kvinder, der blev revet bort fra deres hjemland – fortællinger fyldt med både melankoli og håb.

Gennem sin karriere har Nilza samarbejdet med anerkendte kunstnere som Roy Paci, Etnia Supersantos og den senegalesiske musiker Elhadj Demba S. Gueye. Med sit nuværende band har hun optrådt på adskillige internationale scener (Østrig, Tyskland, Kroatien, Ungarn, Bulgarien, Rumænien, Holland, Luxembourg, Polen, Belgien, Slovenien m.fl.) og har desuden spillet på større festivaler rundt om i Italien.