Eivind Buene
10
Under temaet EPIPHANY har den aarhusianske festival for ny musik og lydkunst, SPOR, offentliggjort det fulde program for sin 2017-udgave.
Det engelske ord "epiphany" kan bedst oversættes til dansk som åbenbaring, men dækker også over manifestationer af noget overnaturligt eller magisk. På SPOR 2017 udforsker man gennem temaet små fortryllelser, der er i clinch med hverdagen.
Det kommer i programmet til udtryk gennem forskellige situationer, der erobrer de rum, hvori hverdagslivet udspiller sig og kaster nyt lys over de mønstre og rutiner, som knytter sig til det daglige liv.
»Eksempelvis laver Ea Borre og Sandra Boss et værk, som tager udgangspunkt i en kendt situation – en gademusikant, som sidder og spiller – det er noget man bumper ind i, når man er i sit almindelige hverdagsliv. Men de vender, drejer og strækker det, så de ender med noget, som bliver en lille bobbel af magi, som både har den her kendte hverdagslige følelse, men som samtidig sætter sig fuldstændigt ud over den«, forklarer den ene af festivalens kunstneriske ledere Anne Marqvardsen.
Værket hedder Sustained Effort og gør brug af en akkordeon-lignende lydskulptur af ekstreme fysiske proportioner, der bliver en del af en offentlig performance i Aarhus' byrum.
Ligeledes laver den polske komponist, performer og kunstner Jagoda Szmytka en syv dage lang performance, hvor hun bor i et udstillingsrum til frit skue for offentligheden. Og således bidrager programmet på forskellig vis med små performative, der rummer åbenbaringer.
»Der er en meget stærk personlighed i årets tema og i de værker og kunstnere, som er blevet inviteret indenfor, og som er blevet udvalgt. Det, der generelt kendetegner SPOR er, at der altid er en ret stram kuratering og tematik, som tegner festivalen rigtigt meget, uanset om vi gør det solo, eller om vi gør det sammen med en gæstekurator. Vi inviterer ikke bare de kunstnere og ensembler ind, der alligevel turnérer i maj måned«, pointerer Anne Marqvardsen.
SPOR er født med idéen om at have en ny kurator hvert år. I 2007 var det Anne Marqvardsen og Anna Berit Asp Christensen, der vandt kuratorkonkurrencen. Året efter indtrådte de som festivalens direktører og har siden givet kuratorstafetten videre til vægtige danske komponister som Bent Sørensen og Simon Steen-Andersen, til udenlandske udfordrere som Joanna Bailie og Jennifer Walshe eller fællesskaber som f.eks. det belgiske Nadar Ensemble, der kuraterede festivalen sidste år. Men på tiåret for deres debut kurateres festivalens program atter af direktørparret Marqvardsen og Christensen.
»EPIPHANY er også et tema og en overskrift, der relaterer sig personligt til det arbejde vi selv har haft med festivalen. Det er vores tiende festival i år, og på en måde tror jeg der ligger en grundforståelse for os begge to af, at vi har arbejdet så utroligt eksperimenterende med den her festival, og vi har valgt at lave så mange ting, som var ukontrollérbare og uden at vide, hvad det ville ende med. Det har affødt de her bittesmå åbenbaringer eller magiske ting, som vi ikke kunne være sikre på. Så der ligger også noget personligt i det tema i forhold til, hvordan vores egen rejse har været med den her festival gennem 10 år«, fortæller Anna Berit Asp Christensen.
Efter at have vokset sig til den institution, den er i dag, har SPOR kræfter til at realisere flere og mere ambitiøse tiltag. Det afspejler sig eksempelvis i projekter som SPOR New Music School, hvor der under festivalen de seneste to år er blevet komponeret samtidsmusik og lydkunst af musikskoleelever på 11-15 år. Men festivalens udvikling ses også i musikprogrammet:
»Alt, hvad der er på programmet, er noget vi holder af på en helt særlig måde, og som betyder rigtig meget for os. Men der er ingen tvivl om, at jeg er rigtig stolt over, at vi i år kan præsentere en meget stor Manos Tsangaris-produktion. Han er en utrolig anerkendt figur på ny-musik-scenen i hele Europa, og man har aldrig haft en Tsangaris-produktion i det format før i Danmark«, afslutter Anna Berit Asp Christensen.
SPOR finder sted i Aarhus 8-14. maj på forskellige lokationer i Aarhus.
Læs mere på festivalens hjemmeside.
Lyden af en bygning
Gisle Nataas: »Fehn/6«
© Gisle Nataas
Huse er fulde af lyd, selv om de står helt stille. Gulve, der knirker, brædder, der gi’r sig – lyde, man af og til er så vant til, at man slet ikke lægger mærke til dem. Men når man som den norske arkitekt og lydkunstner Gisle Nataas sætter geofoner på vægge og bjælker og optager de lyde, der er ikke bare i husene, men også i materialerne – beton, glas, sten, træ – så får arkitekturen bogstavelig talt en stemme.
Nataas installation Fehn/6 er skabt af lyde fra den norske arkitekt Sverre Fehns museumsbygning ved og omkring ruinen af Domkirken i Hamar lidt nord for Oslo, på en odde ved Norges største sø, Mjøsa. Ved åbningen af udstillingen improviserede Nataas med sine optagede lyde – beton, der rumler, en nøgle, der drejes om, træværk, der suser, trin over et gulv, der forsvinder i det fjerne. Musik af reallyd har lange traditioner, den her er organisk og rumlende, beroligende og billedskabende. Hvad er det, der dunker? Hvad er det, der suser? Og hvor forsvinder de skridt hen? Hvem er det, der går...? Det er ikke stort og vildt, men fortæller noget om den sanselighed, god arkitektur også rummer.
Schuberts norske lounge
Eivind Buerne: »Schubert Lounge«
© PR
Det er altid en stor risiko at genfortolke klassiske ikoner og trække dem ind på den moderne scene, især hvis man er en prisvindende komponist og musiker af international berømmelse som fx nordmanden Eivind Buene. Klassisk musik har, som alle genrer, sin lille kreds af purister og aficionados, der er prompte til at afvise ethvert forsøg på at flytte de statuer, de elsker, ud af deres mausolæer. Og det er præcis, hvad Buene gør med sit album Schubert Lounge.
Selve titlen annoncerer en uortodoks tilgang til det berømte tyske romantiske musikgeni: en lounge er ikke ligefrem den type rum eller arkitektonisk installation, man umiddelbart ville forbinde med Franz Schubert. Men hvad Buene peger på, er, at Schuberts musik, og specifikt hans sange, de berømte lieder sunget af Kathleen Ferrier og Dietrich Fischer-Dieskau, handler om intimitet, og at de kan høres i dag i den halvt oplyste komfort i en lounge, som de blev det i en salon med levende lys.
Der er ti sange på albummet, alle med deres titler på engelsk og uden det tilsvarende tyske navn. For eksempel »The Sea« og »Beautiful Moon«, som er (meget) kendte som »Am Meer« og »An Den Mond«. Selve sangene er oversat (eller tilpasset) til engelsk, hvilket gør hele projektet til et enestående musikalsk objekt, som totalt dekonstruerer musikhistoriens traditionelle fængselsmure.
Eivind Buenes stemme kan ikke sammenlignes med Ferriers eller Fischer-Dieskaus, og det forsøger den ikke engang. Ved at omarrangere harmonier i moderne dissonanser og erstatte nuancerne med en overraskende flad tone, og nogle gange skifte til sarte højere toner, fortæller Buene os, at klassisk musik ikke er, hvad vi antager, den er: et ubevægeligt monument, der bliver ved med at gentage sig selv. At gøre Schubert til en transnational komponist er et radikalt valg og et ret farligt valg, idet risikoen er at blive til grin, undgået eller, endnu værre, ignoreret. En norsk kunstner, der beslutter sig for at synge tyske lieder fra 1800-tallet oversat til engelsk i 2022 er ikke bare en handling, det er et radikalt manifest. Som Buene har skrevet i en artikel offentliggjort på nettet, »Musik er altid nu i det klingende øjeblik. Musik er på en måde en historie om ufærdigt arbejde.«
Og dette album beviser det absolut.
Romanticism deconstructed
Eivind Buene: »Schubert Lounge«
© PR
It is always a huge risk to re-interpret classical icons and drag them onto the contemporary scene, especially if you are an award-winning composer and musician of international fame, such as the Norwegian Elvind Buene. Classical music, like all genres, has its small circle of purists and aficionados that are prompt to flag down any attempt to move the statues they adore out of their mausoleums. And this is exactly what Eivind Buene does in his Schubert Lounge album.
The title itself announces an unorthodox approach to the famous German Romantic musical genius: a lounge is not exactly the type of room or architectural installation one would immediately associate with Franz Schubert. But what Buene points to is that Schubert’s music, and more specifically his songs, the famous lieder sung by Kathleen Ferrier and Dietrich Fischer-Dieskau, are about intimacy and that they can be heard today in the half-lit comfort of a lounge, as they were in a salon by candlelight.
There are ten songs on the album, all with their titles in English and without the corresponding German name. For instance, we have »The Sea« and »Beautiful Moon«, which are (very well) known as »Am Meer« and »An Den Mond«. The songs themselves are translated (or adapted) into English, turning the whole project into a singular musical object, which totally deconstructs the traditional prison walls of music history.
Eivind Buene’s voice does not compare with Ferrier’s or Fischer-Dieskau, and it doesn’t even try to. By re-arranging harmonics in modern dissonances and replacing the nuances with a surprising flatness of tone, sometimes switching to delicate higher notes, Buene tells us that classical music is not what we assume it to be: a motionless monument that keeps repeating itself. Turning Schubert into a transnational composer is a radical choice, and a real dangerous one, the risk being to be laughed at, shunned or, even worse, ignored. A Norwegian artist deciding to sing 19th century German lieder translated into English in 2022 is not just an act, it is a radical manifesto. As Buene has written in an article published online, »Music is always now in the sounding moment. Music is, in a sense, a history of unfinished work.«
And this album absolutely proves it.
Virkelighedens elektricitet
Grand River: »All Above«
© PR
Der er lagt blod, sved og tårer i Grand Rivers nyeste album All Above. Det kan man høre i detaljerigdommen i de elektroniske cut-ups, som gang på gang svæver ind og ud af lytterens opmærksomhed i de små 40 minutter, som pladen varer. Berlin-baserede Aimée Portioli nedbryder grænserne for elektronik og akustik på denne samling af kompositioner, der ligger et sted mellem lydinstallation og klassisk elektronik. Der synes langt fra de intime klaverforløb på den indledende »Quasicristallo« til den stakåndende »In the Present As the Future«, som vokser fra en kold blanding af oscillationer, sinusbølger og stemme-samples til et afsluttende rytmisk forløb, der ligger tættere på dansegulvet end kunstinstallationen.
Portioli formår at føje en magisk realisme til den ellers udtrådte blanding af ambient og klangkunst, for selvom man oftest genkender en lydkilde som analog eller akustisk, går der ikke længe, før lyden warpes, forvrænges og smadres, hvorefter den muterer og skifter karakter, som eksempelvis blæseorglet på den smukke »Seventy One Percent« eller de skærende violiner på den eminente »Kura«.
På All Above holder Grand River et sonisk spejl op foran lytteren og sætter spørgsmålstegn ved, hvornår noget i virkeligheden er virkeligt. Er det snart umuligt at vide, hvor lyden reelt kommer fra? Er alt musik ikke elektronisk her i det 21. århundrede?
Dansende epifani
»Immortal Summit«
© Märta Thisner
Omtrent halvvejs i livet synes man måske nok, man har set det hele, men heldigvis tager man fejl. Tag nu bare det blomstrende københavnske miljø for moderne dans, som jeg har brugt et halvt liv på at overse. Det står klar til at gribe dig med sammenviklede kroppe og nye kompositioner, begge dele med akut antiblasert virkning.
Som nu for eksempel Immortal Summit i aftes, en denimbetrukket duoperformance med flosset musik af Holger Hartvig for forvrænget guitar, dunkende bas og dinglende saxofon.
Her fremmanede to stolte kroppe – BamBam Frost og Lydia Östberg Diakité – en paradoksal mandehørm af arrogant afsky og muskelpositurer, mens de gik i cirkler og kastede med sækkestole. Friskt prikkede Hartvig hul på attituden med en udstrakt rundgang af rockvræl, der langsomt blev centrifugeret til ukendelighed: punkteret testosteron.
Efterhånden indfandt sig i stedet en intimitet. Kroppene viklede sig gulvnært ind i hinanden, og afstumpet guitarstøj blev til famlende ro med nøgen, let ustemt bas i centrum og svag cikadeimitation i baggrunden. Til lyden af drømmende syntharpeggio og en saxofon så fri som et vindspil forvandlede hanekamp sig til akrobatisk tillid og fælles ømhed. Saligt!
Samme opløftende brainstorm mellem musikalsk og koreografisk tænkning har jeg de sidste måneder også set i andre danseprojekter som MYKA’s Regnbuen med absurdistisk MIDI-lyd af Christian Vogel og Antoinette Helbings The Mirror Project med suggererende elektronik af Mads Emil Nielsen.
Danseverden, jeg ser og hører dig nu!