29.05.2013

collagekoncert med 68 uropførelser

Hvorfor har du valgt at spille så mange uropførelser til en koncert?
På mit masterstudium har jeg tidligere arrangeret «Erik Nerheim Saxofonfestival 2012», hvor jeg afholdt 25 koncerter på tre dage. Dette var blandt andet et forsøg på at gøre noget spektakulært - men uden at det blev på bekostning af det musikalske indhold. Den koncert ville jeg gerne følge op på og valgte at sætte rekord i uropførelser. Koncerten på søndag med navnet «68 kompositioner» er også spektakulær, men har alligevel en musikalsk tyngde og et fokus: at det er muligt at formidle klassisk saxofon og samtidsmusik til et bredt publikum - uden at det bliver på bekostning af musikken.

Herudover er det også vigtig at forny litteraturen og altså blive ved med at bestille nykomponeret musik til saxofonen. Bare til denne koncert er saxofonrepertoiret blevet betragteligt udvidet. Det er vigtigt ikke bare at konservere men også at forny.

For mig er det interessant med en sådan slags «collagekoncert», der springer fra stil til stil og udtryk til udtryk - hvert eneste minut. Jeg har inviteret alle til at skrive, som havde lyst, så derfor er der også en grad aleatorik i projektet. Det synes jeg er spændende. Jeg satte en form på koncerten og inviterede folk til at fylde den med det, de havde lyst til, indenfor de rammer jeg havde sat (max 1 minut, for saxofon mm.). Jeg vidste ikke, hvad folk ville skrive eller i hvilken stil, og det har været umådeligt spændende at modtage værker og begynde at arbejde med dem. Jeg ville gerne lave noget kollektivt, hvor jeg ikke var eneansvarlig og alene havde kontrol med, hvordan udtrykket blev.

Værkerne er primært skrevet af nordiske komponister, hvorfor?
Bortset fra en komponist, er de alle nordiske eller studerer i et nordisk land. Hovedgrunden til dette er nok så enkelt som min kontaktflade og netværk, da jeg kender flere komponister i de nordiske lande. Da det i april gik op for mig, at jeg ville lave dette projekt, annoncerede jeg det på facebook, ligesom jeg skrev e-mails til komponister og musikere, som jeg kender. Det var ikke et mål, at det stort set udelukkende skulle være nordiske komponister, men sådan blev det, efterhånden som folk svarede tilbage.

Mellem hvert værk, skal der ikke klappes. Er der ikke en fare for at det enkelte værk glider i baggrunden til fordel for én stor komposition?
Det er selvfølgelig meget på grund af tid og koncertdramaturgi, at folk ikke skal klappe imellem hvert værk, men det er jo også for at understrege selve konceptet. Ofte er det 68 musikere som spiller én komponist. Her vender jeg det på hovedet: 68 komponister fremføres af én musiker. På en måde kan man sige, at magtforholdet mellem komponist og udøver er blevet byttet rundt. Det er jo klart, at hvert eneste værk, som er blevet leveret til mig til koncerten, har en værdi i sig selv, men samtidig bliver de også en del af et større værk – i dette tilfælde koncerten med den aktuelle udøver. Den røde tråd igennem alle kompositionerne på denne koncert er, at det bliver opført af mig. Hele koncerten, sat sammen af 68 etminutsværker, bliver jo også et stort musikværk, i tillæg til at koncerten og alt omkring den selvfølgelig bliver et konceptværk. Alle musikere i et orkester er selvfølgelig vigtige i sig selv, men de udgør også noget mere end kun sig selv, når de har funktionen af musiker i et orkester. For mig er der en pointe i at understrege denne problematik.

Når alt dette er sagt, så er det vigtigt for mig at præcisere at alle de kompositioner, jeg har modtaget, er vældig gode, og har en stor værdi enkeltstående. Målet for koncerten er, at både den enkelte kompositioner og makrokompositionen kommer tydelig frem.

Koncerten er 2. juni kl. 19.00 i Lindemansalen,
Norges musikkhøgskole, Slemdalsveien 11.

Læs mer om koncerten
Koncerten ligger også på Facebook

Foto: Silje Måseide

kortkritiklive

18.10

En tone, otte åndedræt og klangen af venten

Elisa Kragerup, Louise Alenius, vokalensemblet ÆTLA m.fl.: »Kejseren af Portugalien«

Edison, Betty Nansen Teatret, 17.10–14.11

Henrik Marstal

Blot én skuespiller er på scenen i Kejseren af Portugalien – omgivet af otte sangere. I Elisa Kragerups stramt koreograferede iscenesættelse bliver Louise Alenius’ a cappella-komposition en fysisk oplevelse, hvor åndedræt og bevægelse smelter sammen. Den akustiske lydside interagerer besynderligt tyst med de øredøvende, maskinelle lyde, der opstår undervejs, når fx lyskegler på scenen bliver hævet og sænket. Det er, som hvis tilværelsens ubarmhjertighed her i glimt får et lydligt udtryk, der indfanger Selma Lagerlöfs intentioner.

Den sparsomme – eller måske snarere nøjsomme – lydside spejler sammen med de tarvelige bondedragter det hårde, monotone liv i en svensk bygd fra før, verden blev moderne. Og handlingen? En fattig bonde forguder sin datter, men da hun som ung voksen drager afsted til Stockholm uden at vende tilbage, bevirker hans årelange afsavn, at han på donquijotesk manér tror sig kejser over det imaginære land Portugalien, som datteren naturligvis tænkes indsat i som regent. Bondens længsel tangerer vanvid, mens datterens svigt eller tankeløshed ender med at ramme hende selv: På godotsk vis venter og venter han på hende, ligesom hun efter hans druknedød gør det på ham, da hans lig ikke er til at finde.

Stykket præges af en næsten konstant ubrudt drone i koret (frembragt ved hjælp af korisk vejrtrækning), altså en enkelt vedholdende tone, der som kunstnerisk greb illustrerer, hvordan musik i en teaterforestilling kan fremstå så minimal, at klangen i sig selv bliver meddelelsen, og fraværet af et musikalsk narrativ bliver hensigten. »Én tone spillet smukt, det er nok,« sagde Arvo Pärt engang. Bortset fra, at denne tone her bliver sunget, ville han i dette stykke have set sit udsagn bekræftet på radikal vis: Et maksimalt udtryk opnået med minimale midler, som vokalensemblet ÆTLA lykkes med at indfri.

kortkritikrelease

16.10

En mikrofon i nervesystemet

IKI: »BODY«

Tila, 17.10

Therese Wiwe Vilmar

Det lyder, som om man har placeret en mikrofon direkte i nervesystemets elektriske impulser. Det nordiske, elektroakustiske vokalensemble IKI udforsker grænserne mellem krop og teknologi på deres femte og selvproducerede album BODY, hvor de fem sangeres kroppe smelter sammen til én stor, organisk rytmeboks.

Numrene skifter form, når kroppen trækker vejret, danser, vågner, løber, vandrer – i bydeform. Den harmonisk unisone rislen i »Float« får modspil af blinkende modemagtige lyde i »Regenerate«. Det hele indrammes af det genkommende tema »Circuit«, der til sidst samler stumperne til et eneste sammenhængende sprogligt udsagn: »Are you gone when your body is not breathing?«

BODY kræver koncentration. IKI hævder, at alle lyde på albummet er skabt med stemmen – et modsvar til det elektrisk manipulerede, som en slags omvendt version af vokallignende synthesizerlyde. Det er et ubegribeligt mysterium, man kan blive ved at lytte efter: Hvordan kan stemmen frembringe den harmonikaagtige lyd på »Breath«, der panoreres helt ud til venstre og langsomt overtager hele lydbilledet? Det kan den naturligvis ikke alene. Selve indspilningen er i sig selv en elektronisk mediering. De teknologiske værktøjer fungerer som et mikroskop for stemmens udtryk. Det er stærkt, fordi det spørger til overgangene mellem menneske og maskine, mellem liv og efterliv. Men præmissen rummer også et paradoks, der ikke helt lader sig opløse.

playliste

10.10

Miy name is Bjarke Niemann – would you like to see my playlist?

Bjarke Niemann. © Frederik Barasinski

»Musik er alt det, man kun kan beskrive meget ringere med ord.«

Bjarke Niemann er forsanger, sangskriver og producer i det danske band Spleen United. Gruppen brød igennem med Godspeed Into The Mainstream i 2005 og har optrådt på bl.a. Roskilde Festival og Operaen i København. Bjarke Niemann har desuden komponeret og udviklet musik til TV og computerspil – bl.a. til den internationale computerspilsserie Hitman – og produceret album med kunstnere som Soleima, Statisk, Afskum og Hugorm.

playliste

06.10

Mit navn er Katrine Muff – vil du se min playliste?

»Musik for mig er nøglen til, og en forlængelse af, mit ordforråd. Hvis det kniber med at sætte »taleord« på noget indeni, eller hvis jeg har brug for forløsning med en ordentlig tudetur, kan den rigtige sang få mig i rette gear med det samme. Det kan både være teksten, melodien eller begge dele, der giver direkte adgang til mine følelser, hvor hjernen bare kan sættes i frigear og lade sig rive med.«

Katrine Muff, født 1985, er komponist og sanger. Hun har sat musik til tekster af bl.a. Stine Pilgaard og Suzanne Brøgger, og i 2021 modtog hun Den Folkelige Sangs Pris. Sammen med Lone Hørslev er hun aktuel med udgivelsen af albummet Jeg ønsker mig og som sangskriver på teaterkoncerten STOLT (Folketeateret).

kortkritiklive

04.10

Soap Horse holdt tøjlerne stramt – måske lidt for stramt

Soap Horse + K Bech

Alice, 27.09

Marta Bo

K Bech – kendt fra rockbandet Shiny Darkly – åbnede lørdagens koncert på Alice med en rå og upoleret melankoli. Et københavnsk storby-mismod trådte tydeligt frem, men det lidt nervøse sæt kom aldrig helt op at flyve. Trods et lovende setup med violin, guitar og elektroniske tracks forblev de følsomme tekster mere antydninger end gennembrud.

Soap Horse tog derefter scenen og satte for alvor fut i aftenen med et ægte chicken-picking riff. Spilleteknikken, hentet fra country, blev blot ét eksempel på det musikalske overskud, der gennemsyrer bandet, som netop har udgivet debut-EP’en Tooth Inside a Tooth. Intet virkede tilfældigt. Det rustrøde goth-vægtæppe, den nøje udvalgte instrumentering – violin, saxofon og pedalsteel side om side med guitar, bas og trommer – skabte en gennemført æstetik. Musikken var mørk og dragende, i skarp kontrast til forsanger Hans Gustav Björklund Moulvads kridhvide hår og intense tilstedeværelse.

Sangene var struktureret med en raffineret sans for balance. Enkle, gentagne motiver blev sendt på vandring mellem instrumenterne, og når massive støjflader og farverige klange væltede ind, blev indierockens allerede udviskede grænser strakt yderligere. Moulvad styrede suverænt helheden og bevægede sig karismatisk mellem musikkens mange lag.

Alligevel savnede jeg, at Soap Horse turde slippe tøjlerne helt. De svævende intermezzi, hvor den atypiske besætning for alvor kunne folde sig ud, blev ofte kvalt af et insisterende trommebeat, som trak musikken tilbage til et sikkert udgangspunkt. Soap Horse viste stor kontrol og et imponerende greb om både sit univers og sit publikum. Måske mangler de blot at bevise, at de også tør give slip.