Hvorfor har du valgt at spille så mange uropførelser til en koncert?
På mit masterstudium har jeg tidligere arrangeret «Erik Nerheim Saxofonfestival 2012», hvor jeg afholdt 25 koncerter på tre dage. Dette var blandt andet et forsøg på at gøre noget spektakulært - men uden at det blev på bekostning af det musikalske indhold. Den koncert ville jeg gerne følge op på og valgte at sætte rekord i uropførelser. Koncerten på søndag med navnet «68 kompositioner» er også spektakulær, men har alligevel en musikalsk tyngde og et fokus: at det er muligt at formidle klassisk saxofon og samtidsmusik til et bredt publikum - uden at det bliver på bekostning af musikken.

Herudover er det også vigtig at forny litteraturen og altså blive ved med at bestille nykomponeret musik til saxofonen. Bare til denne koncert er saxofonrepertoiret blevet betragteligt udvidet. Det er vigtigt ikke bare at konservere men også at forny.

For mig er det interessant med en sådan slags «collagekoncert», der springer fra stil til stil og udtryk til udtryk - hvert eneste minut. Jeg har inviteret alle til at skrive, som havde lyst, så derfor er der også en grad aleatorik i projektet. Det synes jeg er spændende. Jeg satte en form på koncerten og inviterede folk til at fylde den med det, de havde lyst til, indenfor de rammer jeg havde sat (max 1 minut, for saxofon mm.). Jeg vidste ikke, hvad folk ville skrive eller i hvilken stil, og det har været umådeligt spændende at modtage værker og begynde at arbejde med dem. Jeg ville gerne lave noget kollektivt, hvor jeg ikke var eneansvarlig og alene havde kontrol med, hvordan udtrykket blev.

Værkerne er primært skrevet af nordiske komponister, hvorfor?
Bortset fra en komponist, er de alle nordiske eller studerer i et nordisk land. Hovedgrunden til dette er nok så enkelt som min kontaktflade og netværk, da jeg kender flere komponister i de nordiske lande. Da det i april gik op for mig, at jeg ville lave dette projekt, annoncerede jeg det på facebook, ligesom jeg skrev e-mails til komponister og musikere, som jeg kender. Det var ikke et mål, at det stort set udelukkende skulle være nordiske komponister, men sådan blev det, efterhånden som folk svarede tilbage.  

Mellem hvert værk, skal der ikke klappes. Er der ikke en fare for at det enkelte værk glider i baggrunden til fordel for én stor komposition? 
Det er selvfølgelig meget på grund af tid og koncertdramaturgi, at folk ikke skal klappe imellem hvert værk, men det er jo også for at understrege selve konceptet. Ofte er det 68 musikere som spiller én komponist. Her vender jeg det på hovedet: 68 komponister fremføres af én musiker. På en måde kan man sige, at magtforholdet mellem komponist og udøver er blevet byttet rundt. Det er jo klart, at hvert eneste værk, som er blevet leveret til mig til koncerten, har en værdi i sig selv, men samtidig bliver de også en del af et større værk – i dette tilfælde koncerten med den aktuelle udøver. Den røde tråd igennem alle kompositionerne på denne koncert er, at det bliver opført af mig. Hele koncerten, sat sammen af 68 etminutsværker, bliver jo også et stort musikværk, i tillæg til at koncerten og alt omkring den selvfølgelig bliver et konceptværk. Alle musikere i et orkester er selvfølgelig vigtige i sig selv, men de udgør også noget mere end kun sig selv, når de har funktionen af musiker i et orkester. For mig er der en pointe i at understrege denne problematik. 

Når alt dette er sagt, så er det vigtigt for mig at præcisere at alle de kompositioner, jeg har modtaget, er vældig gode, og har en stor værdi enkeltstående. Målet for koncerten er, at både den enkelte kompositioner og makrokompositionen kommer tydelig frem.

Koncerten er 2. juni kl. 19.00 i Lindemansalen,
Norges musikkhøgskole, Slemdalsveien 11. 

Læs mer om koncerten
Koncerten ligger også på Facebook

Foto: Silje Måseide

© PR

»Musik var ikke bare min vej ud i verden, men også ind i mig selv. Jeg havde en stille barndom, men musikken gav mig stemme og mod. Jeg har aldrig fået musikundervisning, jeg fandt min egen vej gennem lyde, følelser og nysgerrighed. Min musik er rodfæstet, men fri. Den bærer både på noget gammelt og noget søgende. Ofte ved jeg ikke præcis hvad jeg synger, jeg mærker det bare. Og måske er det nok…«

Hilal Kaya er en danskbaseret vokalist og sangskriver. Hun begyndte sin musikalske rejse i 2014 med en duet med Haluk Levent og vendte tilbage i 2018 med Kalaha efter en studiepause. Hun har markeret sig gennem samarbejder med Kalaha og Aarhus Jazz Orchestra. I dag optræder hun som Hilal Kaya med et stærkt orkester og blander anatolske rødder med elementer fra jazz, rock og roots. Hun bevæger sig frit mellem det traditionelle og det moderne.

kortkritikrelease
21.05.2025

Musikken, der tøver – og forvandler

Lauri Supponen: »Dwell«
© Tuomas Tenkanen
© Tuomas Tenkanen

Som et abstrakt mikromanifest beskriver Lauri Supponen sin interesse for »musik, der bebor et andet rum og dvæler dér« – en invitation til at blive i øjeblikket og opdage musikken i dens stille fremkomst.

»Gaz aux étages«, det første værk på Supponens bjergtagende album, synes at afprøve denne idé, idet det udfolder sig med hviskende buestrøg blottet for tonehøjde. Det er, som om stykket selv er en slags væsen, der undrer sig over, om det mon vil vise sig at være musik, mens det tøvende undersøger sine egne bestanddele. En subtil åbning på et album, der besvarer dette spørgsmål med klarhed i det eponyme andet værk »Dwell« (spor 2–5), hvor en fascinerende mikrotonal verden udforskes. I virtuose og forbløffende præcise fortolkninger bringer guitaristen Petri Kumela og vokalisten Tuuli Lindeberg Supponens krævende firsatsede duo til live. Guitarstemmen i Dwell leder tankerne hen på den norske komponist Martin Rane Baucks Fretted with Golden Fire med sin drone-lignende mikrotonale strumming – en forbindelse, der bekræftes i albumnoterne, som afslører, at de to komponister kender hinanden og har samarbejdet med basklarinettisten Madison Greenstone.

Det opholdsrum, Supponen tilbyder i »Eau & gaz à tous les étages« og »Opus Nen«, bringer lytteren tilbage til et mere fjernt sonisk rum, der minder om albummets åbning – dog med en mere præcis kompositorisk bevidsthed. Fremført med intensitet af Madison Greenstone og barytonsaxofonisten Sikri Lehko, understreger disse værker den gennemgående fornemmelse af, at Dwell er et unikt og inspireret samarbejde.

Dansk oversættelse: Andreo Michaelo Mielczarek

© Charlotte Lakits

»For me, music is a bridge between worlds and cultures, and it’s also a path inward – and outward. Toward new insights. Music is what I use when I meet other people, instead of talking about the weather. It’s music that gives me answers and asks the questions. Music is a release valve and the space that can hold all the unmanageable, infinite, and strange emotions in life. A space for everything I can’t seem to fit anywhere else. Music roots the airy and the ethereal. A dissolution of all that is material and tangible.

When I create music myself, I discover new paths and ingredients within me that I didn’t know I had access to. Music is the language through which one can connect with others – with or without formal training – an imaginary language, and yet so concrete that it can be touched and felt. Music is a peephole into others and a gaze that crosses the boundaries that would otherwise divide us.

For me, music is motive, excuse, and emphasis. And a pressure test between reality and fantasy. Music is balance and chaos, tonal poetry, pure lovely gibberish, ultimate perfection – and sometimes the only thing bearable to listen to.«

Per Bloch is a composer and songwriter, as well as the author of novels and children’s books accompanied by musical audiobooks. Last year, he published the children’s book Gakkelaksen og de 10.000 stjerner and the novel Rosa i al slags lys, both including sound pieces. He also released three new songs in three different languages – Greek/Danish, Faroese, and Greenlandic – as a follow-up to the album Kokoro, which consisted of eight love songs in eight different languages. In addition, he released two remixes – one of them based on the novel's soundtrack, created by the Japanese sound artist Sugai Ken.

© Thomas Borberg

»Musik er min makker, og det har den været altid. Jeg er vokset op i et hjem uden klaver med en far der var kranfører og en mor der er sosu-assistent. Der var ingen stor pladesamling at gå på jagt i, og det stod ikke skrevet i nogen stjerner, at jeg skulle ende på Politiken. Vi holdt jo Det Fri Aktuelt. Men radioen var altid tændt, og jeg har kunnet trampe min egen sti igennem musikhistorien, uden forældre der slog mig oveni hovedet med deres Beatles-plader. Måske er det derfor, min musiksmag er blevet et hot mess af syrerock, streaming-konger, salsa og satan. Til gengæld jeg spiller ikke selv. Det er min lille gave til alle jer andre.«

Pernille Jensen (f. 1984) er musikanmelder på Politiken. Hun begyndte at skrive for musiktidsskriftet Geiger i 2004, og har siden skrevet for Undertoner og Soundvenue, før hun kom til Politiken i 2011.

© Jane Gisselman

»Musik er for mig minder, følelser og oplevelser i – og af – verden. Men den handler lige så meget om at sætte noget i gang og måske – mest af alt – om at holde fast i den frie leg. At lege med andre! Og i den leg kan man proppe hvad som helst: provokationer, fortællinger, der binder os sammen som folk, åndssvage lyde fra jordbærfarvede orgler, rytmebokse af træ og strengeinstrumenter fra en nedlagt centralskole, og meget mere. Når man laver musik, ender det ofte med noget fysisk, man kan stå med i hånden og sige: ‘Det her kom inde fra mit hoved, men nu findes det fandme i virkeligheden – her, på vinyl!’ Og i morgen, du kære kaffekop, går turen i øveren, hvor vi spiller det med mit orkester. For musikken skal ud i verden. På nye eventyr. Sammen med os. Det kan musikken – og jeg – sammen. Det giver en vidunderlig følelse af frihed. Og det er en rar måde at være i verden på. Til alle tider.«

Rasmus Mørup Johansen (f. 1977) – bedre kendt som Telestjernen, men også som protestsangeren Rasmus Johansen fra Fly (tre albums) – er dansksproget sangskriver og musikalsk igangsætter. Han har desuden medvirket i sangskriverkollektiverne Keminova Cowboys og Arctic Assembly (ét album med hver). Ved siden af sit virke som sangskriver og fællesskabsbygger laver han også børnemusik til og med den lokale cirkusklub, Cirkus Højdeskræk. Herudover har han lavet musik med Onkel Reje, børneorkestre og børn fra hele landet. Aktuelt er Telestjernen ude med sit syvende album, Kultfilm fra Karup.