Der er seriøst klamt, som man træder ned i Cisternerne under Søndermarken – fugtigt, altså, så murstenssøjler driver af kondens, og kalktapper hænger. Man har ladet et klaver stå hernede i fem måneder, så det langsomt er gået til grunde. Jeg var skeptisk over for Opløsning: endnu et Annea Lockwood-inspireret værk, der bare vil udøve vold på et stakkels instrument? Og hvis ikke, er en komponist som August Rosenbaum, der blandt andet begår sig i korte, vibe-venlige klaverstykker, den rette til at løfte idéen til noget større? Ja, viser det sig heldigvis. 

Sammen med den visuelle kunstner Ea Verdoner har Rosenbaum skabt et installationsværk, der strækker sig over tre kamre, og i første ser man rigtigt nok det nedbrudte klaver med centimeter tykke skimmelplamager på tangenterne. Som man sjip-sjapper sig hen til andet kammer, sidder Rosenbaum dog der i mørket, foran et mere velbevaret flygel. Hans spil er både minimalistisk og grandiost, men det er knækkene i kompositionen, der virkelig griber mig. Halve motiver, gentagne trioler, tritonus-agtige intervaller. Rosenbaum looper en gemt lyd fra det rådne klaver på en sequencer, rejser sig og går hastigt væk. Han kommer tilbage og skruer op for den industrielle rungen af en gongong, som var han Trent Reznor i studiet. Kombineret med en koreografi om tosomhed, en voice over om liv og fødsel samt en video om krop og forfald bliver det en spændende og rimelig ny skildring af nedbrydelsens råkolde, vilkårlige natur.

Vi går rundt i en have: Der er mørkt, palmer og bregner overalt, oplyst af infrarødt lys og påsat sensorer, så planterne skaber knitrende noise. Rødt blinkende lys over hovedet ligner droner. Velkommen til verdens undergang. Og verdens start. Vi ved det ikke helt. Måske er det en seriøs ravefest, som er gået i stå. Ligesom technoen i filmen An Invitation to Disappear, som foregår i en sydøstasiatisk olieplantage, udvisker nat og dag – gør sanserne lullende sårbare og medgørlige.  

I 90’erne lød altid Erik Saties triste klavermusik i DR-udsendelser om klimakatastrofer. Her – i begyndelsen af et nyt kaotisk år – kan man forsvinde ind i udstillingen Solarstalgia skabt af den fransk-schweiziske kunstner (og Olafur Eliasson-elev) Julian Charrière. Og sanse livet i en apokalyptisk efterverden med alle dens ildevarslende lyde, sådan helt immersivt og altomsluttende – for det er sådan, vi i dag måske kan lære lidt om de geologiske kræfter og forandringerne i naturen omkring os. 

For enden af Arkens lange udstillingsrum drages blikket af en onyx-kampesten, som udsender lys (værket Vertigo). Når man nærmer sig noget med lys, bliver man grådig. Griselydene, man hører, stammer fra vulkaner i Etiopien og Island. En fortærende lyd. Ligesom hele udstillingen på raffineret vis adresserer både øjne og technoglade ører.