Fra SNYK · Danske ensembler, musikere og komponister er hovedattraktionerne, når en af verdens førende festivaler for ny kompositionsmusik, Huddersfield Contemporary Music Festival kickstartes i dag, den 18. november. Festivalen, der løber fra den indtil 27. november, har det nordiske og i særdeleshed den danske eksperimenterende musik som fokus, og Danmark er repræsenteret stort set alle dage under festivalen. På programmet er ikke mindre end 11 danske komponister, fremtrædende danske solister samt ensemblerne Athelas Sinfonietta, FIGURA Ensemble, SCENATET og trio Aristos.
At Huddersfield Contemporary Music Festival har Danmark og dansk ny kompositionsmusik øverst på plakaten i år, er ikke blot er en fornem markedsføring af dansk kulturliv. Det er også udtryk for en generel international interesse for at investere i samtidig kompositionsmusik fra Danmark. I disse år oplever danske komponister et stadigt stigende antal henvendelser fra internationale orkestre og ensembler, der bestiller værker og ønsker at opføre ny dansk kompositionsmusik. De danske komponister Bent Sørensen og Jexper Holmen er henholdsvis årets 'composer in residence, 2011' og ’composer in two-year residency, 2010-12’. Komponisternes samarbejde med Huddersfields kunstneriske leder Graham McKenzie har ført til, at McKenzie har udviklet en særlig interesse for den danske eksperimenterende scene, som han oplever som noget af det mest dynamiske og bemærkelsesværdige lige nu.
Festivalen er Englands største festival for samtidig kompositionsmusik, og betragtes som en af de bedste inden for området. Den er årligt tilbagevendende og har eksisteret i 30 år. Festivalen har et fast samarbejde med blandt andre BBC og dækkes massivt af kulturbærende medier. Et storstilet samarbejde mellem SNYK som den danske koordinator, og danske aktører som Dansk Komponist forening, Edition-S, Edition Wilhelm Hansen, og en række festivaler og ensembler som SCENATET, FIGURA, Athelas Sinfonietta, Spor festival og Wundergrund Festival har muliggjort det danske fokus i 2011, som er støttet af Statens Kunstråds Musikudvalg, Statens Kunstfond, Dansk Komponist Forening og SNYK.
Dråber fra en ukendt måne
Hvorfor give en 83-årig dames debutalbum med musik, der er ældre end de flestes fædre, et lyt? Bag goddag-mand-økseskaft-titlen Pioneering Knob Twiddler er skotske Janet Beat, som skabte elektronisk musik i 50’erne, og som samtiden ikke har anerkendt på samme niveau som de ligesindede, kvindelige pionerer Delia Derbyshire og Daphne Oram. Så nu det Beats tur til den retroaktive hyldests spotlight.
»Dancing On Moonbeams« lyder som sin titel – kaskader af oscillerende sinusbølger, der daler ned over lytteren som dråber fra en ukendt måne. Lige så interessant er »Echoes of Bali«, der minder om en opdagelsesrejsende, der genskaber den lokale, balinesiske gamelanmusik, ud fra et fjernt minde. Selv på den 12 minutter lange »A Willow Swept By Train« mærkes historiens vingesus i den efterbehandlede guitar og den stigende sinustone, der peger frem mod noget fra Kraftwerks helt tidlige præ-Autobahn plader. Kraut før kraut.
Beats debut er måske ikke den stærkeste opsamling af klangkunst derude, men spor af alt fra Aphex Twin til Pink Floyd i hendes abstrakte lydsider er nok til, at denne historiske samling fortjener et lyt af alle med en sund interesse for elektronisk musik.
Dæmoner i køjen
There is a girl inside my brain who wants to die er ikke en titel, der ligefrem leder en i en munter retning. Men helt Billie Eilish-cover-dystert bliver det nu aldrig, selvom vi er tæt på flere steder. Hôy Las kompositioner spænder fra det minimale og elektroniske til mødet mellem insisterende beats og freejazz-saxofoner og helt til de low-key poppede numre – og alt dette når vi at opleve indenfor de første tre numre.
Centralt står Hôy Las stemme, filtreret som om hun kommunikerede med os gennem radioen. Nogle gange synger stemmen, andre gange taler den eller messer. Det er aldrig stemmen, der kommer med de store overraskelser eller de vilde spring, men hun har en fantastisk kontrol. Aldrig har en stemme så roligt fortalt om dæmonen i sengen.
Hôy Las skiftende brug af elektroniske og akustiske instrumenter, og de pludselige beats, der i tide og utide får lov at afbryde, får mig til at tænke på den fragmentariske hukommelse, man bevarer efter en traumatisk hændelse. Men værket indeholder også håb og erkendelse. Måske er det endda traumebearbejdelse gennem artpop? De poppede numre og sektioner bliver stærkere og stærkere mod slutningen – ligesom teksterne bliver mere udtalte om de rædsler, der flygtes fra.
Bag brandvæggen ligger utopien
Når jeg sætter mig og skriver formskemaerne ned på papir, kan jeg jo godt se det. At Ingri Høylands album består af både klangligt og formmæssigt varierede skæringer, der til tider er helt eminent godt og ukonventionelt sat sammen. Tiden bliver strakt helt ud på åbningen »Ego, Bitch« og giver en overlegen baggrund for vokalens insisterende refræn om handlekraft. Som komponist vil hun virkelig noget, og som producer vil hun – sammen med de øvrige fire producere på udgivelsen – virkelig, virkelig noget, ja næsten alt.
Jeg kigger ned på papiret og konstaterer, albummet er noget af det ypperste, der er udkommet i år. At det er sådan, Billie Eilish ville have lydt, hvis hun ligesom Høyland studerede på Rytmekons i København. Her er plads til bløde sirener, skinger solosaxofon, drevne grooves og et virvar af pludselige syntetiske indgreb. Så kigger jeg op fra papiret og spørger mig selv, hvorfor jeg alligevel ikke helt lader mig rive med.
Hovedmistanken retter sig mod den næsten provokativt anonyme vokal, der ofte er lige så druknet i filtre og manipulationer som resten af lydbilledet. Det bliver kontrol med kontrol på, og det er måske lige kontrol nok. Heldigvis er udgivelsen ikke kun en portefølje over teknisk finesse, men vidner altså også om et enormt potentiale, som ligger og gemmer sig bag firewallen. Virus efterlyses.
Lyden af religiøs søgen
Stemmer er instrumenter, instrumenter er stemmer, mørket er lys, og lyset er vemodigt på Calum Builders Messe. Messe åbner med en koral mandlig frontvokal, hvorefter dybe kontrabasser strygende indtager deres plads, akkompagneres af sfæriske saxofoner og et voksende kor. Religiøs søgen er omdrejningspunktet for værket, der er en rejse i mødet mellem menneske og guddommelighed og den klassiske musiks traditioner i konfrontation – og samspil – med moderne improvisation.
Der er kælet for de konceptuelle detaljer: Teksterne er på kirkesproget latin, og værket består af syv vokaler, syv basser, syv saxofoner og syv tracks – syv sakramenter, den syvende dag, syv dødssynder, helligåndens syv gaver? Intensitet, kontrol, improvisation og løssluppenhed tager til og aftager igen i løbet af værket, der byder på kaotiske strygere, infernoer af snak og sang, anslag på strengene, ukontrollerede blæsere, repetitiv messen og kaos, der erstattes af silencio, stilhed. Stemmerne og lydene i hovedet taler på tværs af hinanden, hiver dig i alle retninger, samles og går atter nye veje.
Adgang til tekster på både originalsprog og oversættelse, som vi kender det fra operaen, ville fuldende Messe, som er et fremragende værk for søgende – men ikke sarte – sjæle.
Historien om et afblæst mord
To kortkritik af Emil Palme i rap – det må man nærmest kun, hvis dagens runde i det mindste er en nedsabling, ik’? Karaktermord var der virkelig også lagt op til: Vejret var rasende, blæsten havde retning mod de ni cirkler i helvede, og Alice nærmest lokkede til blodrus. Med kustodebrillen helt nede over næsetippen kaldte man koncerten her den første i open call-serien »Alice Works«. Hvilket jo i sig selv lyder strafbart bedaget, men når det så viser sig, at koncerten slet ikke ér et værk, kan selv den blideste af alle anmeldere mærke hjørnetænderne spidses.
Heldigt, at Palmes guitarduo havde fundet sit perfekte match i strygekvartetten Halvcirkel. Endnu heldigere, vel, at de har lagt deres firkantede, ustemte mikroskoperier fra 2015-debuten bag sig og er slået ind på en helt anden tilbagelænet og velvillig vej med åben klang og drevne motiver. Allerheldigst, for os, men ikke for det bebudede mord, at aftenen i Brorsons var noget af det rareste, mest opløftende, jeg længe er løbet ind i (det må altså godt være et succeskriterium, måske en gang per halvår).
Lige straks jeg frygtede, at åbningens sfæriske tremolo og flimrende strygere skulle udvikle sig til en times meditation – det var, mens man stadig troede, der var tale om ét værk – stjal Palme scenen med blødt, nærved alfaderligt motivarbejde. En kort melodi, bare en håndfuld toner, men fuld af folkemelodisk muld og nyenkel jazzdrift. Siden fulgte komposi-improvisa-tioner, der svajede luftigt om en højtopbygget durakkord, et vidunderligt langt harmonisk forløb pyntet med vippefigurer og til slut en yndighed, jeg genkendte som #42 fra sidste års Yngel-album II. Anmeld bare Palme igen i morgen.