nyhed

En kritiker i bevægelse – til minde om Andreas Engström

Det er svært at fatte, at Andreas Engström ikke længere er iblandt os. For blot et par måneder siden skrev han – som han havde gjort så mange gange før – med et ambitiøst forslag: han ville anmelde en boks med tyve udgivelser af Dror Feiler. I samme besked nævnte han også planer om at komme til Aarhus til den netop afsluttede Spor Festival.

Vi mødte ofte Andreas på festivaler. Han rejste vidt omkring i jagten på musik – altid i bevægelse, altid søgende, altid opmærksom på det, der endnu skulle høres, forstås og deles. Nogle af os husker, hvordan han engang kom til Aarhus for at anmelde lydkunstneren Florian Hecker – og endte med at hamre søm i en træstamme på en tysk ølbar. Andreas var godt selskab; han bar sin nysgerrighed let, med en legende tilgang.

Nogle af os lærte Andreas at kende allerede for tyve år siden, da han blev redaktør for World New Music Magazine, udgivet af ISCM. Allerede dengang skilte han sig ud som en ung, hurtig og bemærkelsesværdigt talentfuld redaktør. Gennem årene vendte han tilbage til redaktionelle roller, når der var behov – ikke mindst på Positionen, det legendariske tidsskrift grundlagt af Gisela Nauck, som han senere formede sammen med Bastian Zimmermann.

Andreas var en skarp og kritisk tænker, der konsekvent gravede under overfladen. Som født redaktør var han dybt engageret i arbejdet med at bestille, forfine og udgive tekster. Han var involveret i talrige publikationer og delte generøst sin viden om musikkritik gennem undervisning og mentorarbejde.

I løbet af de seneste fem år har vores tre tidsskrifter – Glissando, Positionen og Seismograf – samarbejdet tæt og dannet et netværk, hvor Andreas spillede en central og inspirerende rolle. Sammen igangsatte vi projekter som artikelserien Ukrainian Corridors. Så sent som i februar talte Andreas begejstret om planer om at lancere et nyt musiktidsskrift sammen med svenske kolleger.

Selv under de mange Zoom-møder, vi afholdt, mens han boede i Berlin, blev det tydeligt, at hans helbred var svækket. Alligevel svigtede hans engagement aldrig. Han forblev nærværende, engageret og nysgerrig. Han kæmpede mod sin sygdom med mod og humor, og vi husker øjeblikke, hvor han vendte tilbage til vores møder efter behandling – oplivet, opmærksom og klar til at fortsætte samtalen.

Andreas Engström var ikke blot en enestående musikkritiker, men også et generøst og dybt engageret menneske. Han holdt aldrig op med at stille spørgsmål, udfordre antagelser og åbne rum for refleksion.

Heldigvis efterlader han sig et betydeligt forfatterskab om lydkunst, musik og musikteater.

Må hans minde blive æret.

Andreo Mielczarek (Seismograf), Jan Topolski (Glissando) og Bastian Zimmermann (Positionen)

playliste

14.07

Vi hedder Barcode – vil du se vores playliste?

»Musik for os er den følgesvend, du har gennem livets op-, ned-, druk- og røvture. Der findes ikke den følelse, vi ikke hver især har et indre soundtrack til. Det er så dejligt universelt, at musik trigger stemninger og understøtter følelser.«

Barcode spillede et par hundrede shows rundt i Europa i 90'erne og 00'erne sammen med bl.a. Madball, Agnostic Front og Hatebreed og udgav fem fuldlængde albums. Det aahusianske band spiller sin første koncert i 18 år som headliner på Support Our Scene-festivalen i Fredericia i august.

kortkritiklive

09.07

To enere i tæt kredsløb

Lotte Anker & Fred Frith

5E, 08.07

Kristoffer Møllegaard

Onsdag aften på 5e var publikum vidne til et møde mellem to musikere, der i deres fremtoning ikke umiddelbart havde meget til fælles. Lotte Anker sad rank på stolen med alt- eller sopransaxofonen hvilende på knæet, mens Fred Frith var foroverbøjet over guitar, pedaler og de mange små objekter, han brugte til at tvinge alskens lyde ud af instrumentet. Stoisk ro over for frenetisk dimseri. Udadtil lignede de hinandens modsætninger. Musikalsk var de derimod tæt forbundne.

De så næsten ikke på hinanden undervejs, men virkede fuldstændig opslugte af den lyd, de skabte sammen. Til tider var musikken knudret og svært gennemtrængelig: uguitaristiske toner, perkussive anslag, næsten rockede passager, hurtige saxofonløb, lange holdte toner, støj og overtoner. Som en gåde, der ikke ønskede at blive løst. Andre gange skabte Frith klare droner, som Anker gled melankolsk henover, sanseligt og smukt. Det lød som en fortælling uden ord om mørke, frygt og usikkerhed, men også om lys, håb og samhørighed. Livets essens skåret ned til træfpunktet mellem to af jazzmusikkens helt store enere.

Koncerten sluttede med aftenens mest direkte gestus mellem de to. En blid tone fra Friths guitar ringede kontinuerligt, indtil han pludselig bankede hånden ned i gribebrættet med et rungende bump og sendte Anker et skælmsk smil. Som en kort anerkendelse af den intense omgang, de netop havde ført publikum igennem.

kortkritiklive

08.07

Pak choi og percussion ved bord 12

Søren Kjærgaard & Kresten Osgood Duo + Christian Lillinger, CC Taste, 08.07

Kristoffer Møllegaard

Søren Kjærgaard ved klaveret, Kresten Osgood og Christian Lillinger ved hver sit halve trommesæt, pak choi med shiitakesvampe og ris. Kombinationen af free jazz og kinesisk cuisine er måske ikke den mest oplagte, men onsdag eftermiddag på CC Taste viste den sin berettigelse.

Den franske komponist Erik Satie ærgrede sig efter sigende over, at det parisiske cafépublikum ikke i tilstrækkelig grad ignorerede hans såkaldte møbelmusik. Den slags bekymringer delte Kjærgaard, Osgood og Lillinger næppe på anden aften af deres fem dage lange residency på den kinesiske restaurant på Amagerbrogade. Tværtimod blev der med udpræget showmanship spillet ikke bare på trommesæt og klaver, men også på loftslampe, radiator og Osgoods sko. Der blev råbt, grinet og revet avissider itu.

Fætrene Osgood og Kjærgaard har spillet sammen hele livet, og det kunne mærkes i den selvfølgelighed, hvormed de kastede sig ind i musikken. Sammen med Lillinger brugte de ikke mange sekunder på at finde et fælles niveau af intensitet. Det gyngede, ramlede og knirkede i alle retninger. Musikken buldrede frem, indtil den brat standsede, og Kjærgaards klaver trådte frem i mere rolige og ubestemte passager. Så meldte omgivelserne sig igen: bestik mod tallerkener, linje 5C forbi vinduerne ud mod Amagerbrogade, et æggeur, der ringede inde fra køkkenet.

God mad og god musik har meget tilfælles, men heldigvis gik det ikke op i en mytisk og lidt uinteressant højere enhed. Tværtimod bestod aftenen i friktionen mellem to adskilte sanserum: koncerten og restauranten, lytten og spisningen, den frie improvisation og den dagligdags middagsscene. Satie ville muligvis have vendt sig i graven. Jeg elskede det.

playliste

01.07

Mit navn er Marie Arleth Skov – vil du se min playliste?

»Musik for mig er medicin, trøst og et spark i røven. Fællesskab, glæde, ventil. Poetisk politisk kompas. Og med årene er musik også blevet til en slags livskapitler, knyttet til bestemte steder, tider og mennesker.«

Marie Arleth Skov er en dansk kunsthistoriker, som har været bosat i Berlin siden 1999. Hun arbejder i krydsfeltet mellem kunst, seksualitet og musik, med et primært historisk fokus på surrealismen og punkbevægelsen i 1970’erne og 1980’erne. Hendes bog Punk Art History blev udgivet ved Intellect Books (UK) i 2023. Helt aktuelt har hun kurateret udstillingen ULYDIG. Kroppen i punk, som kan ses på Aros Kunstmuseum i Aarhus i efteråret 2026. Kataloget til udstillingen er udgivet hos Marrow Press.

nyhed

22.06

Fri improvisation flytter ind mellem dim sum og hot pots

自由即兴创作比性爱更好! Eller »Fri improvisation er bedre end sex.« Sådan lyder – ifølge Kresten Osgood – et citat tillagt Konfucius. Om den kinesiske filosof faktisk sagde det, er tvivlsomt. Men udsagnet rammer ånden bag et af årets mest usædvanlige indslag under Copenhagen Jazz Festival.

Fra 7.-11. juli indtager pianist Søren Kjærgaard og trommeslager Kresten Osgood restauranten CC Taste på Amagerbrogade, hvor de hver dag kl. 14-16 giver koncert midt blandt gæster, dim sum og dampende hot pots.