Simon Steen-Andersen
63
© Bastian Zimmermann
Det er svært at fatte, at Andreas Engström ikke længere er iblandt os. For blot et par måneder siden skrev han – som han havde gjort så mange gange før – med et ambitiøst forslag: han ville anmelde en boks med tyve udgivelser af Dror Feiler. I samme besked nævnte han også planer om at komme til Aarhus til den netop afsluttede Spor Festival.
Vi mødte ofte Andreas på festivaler. Han rejste vidt omkring i jagten på musik – altid i bevægelse, altid søgende, altid opmærksom på det, der endnu skulle høres, forstås og deles. Nogle af os husker, hvordan han engang kom til Aarhus for at anmelde lydkunstneren Florian Hecker – og endte med at hamre søm i en træstamme på en tysk ølbar. Andreas var godt selskab; han bar sin nysgerrighed let, med en legende tilgang.
Nogle af os lærte Andreas at kende allerede for tyve år siden, da han blev redaktør for World New Music Magazine, udgivet af ISCM. Allerede dengang skilte han sig ud som en ung, hurtig og bemærkelsesværdigt talentfuld redaktør. Gennem årene vendte han tilbage til redaktionelle roller, når der var behov – ikke mindst på Positionen, det legendariske tidsskrift grundlagt af Gisela Nauck, som han senere formede sammen med Bastian Zimmermann.
Andreas var en skarp og kritisk tænker, der konsekvent gravede under overfladen. Som født redaktør var han dybt engageret i arbejdet med at bestille, forfine og udgive tekster. Han var involveret i talrige publikationer og delte generøst sin viden om musikkritik gennem undervisning og mentorarbejde.
I løbet af de seneste fem år har vores tre tidsskrifter – Glissando, Positionen og Seismograf – samarbejdet tæt og dannet et netværk, hvor Andreas spillede en central og inspirerende rolle. Sammen igangsatte vi projekter som artikelserien Ukrainian Corridors. Så sent som i februar talte Andreas begejstret om planer om at lancere et nyt musiktidsskrift sammen med svenske kolleger.
Selv under de mange Zoom-møder, vi afholdt, mens han boede i Berlin, blev det tydeligt, at hans helbred var svækket. Alligevel svigtede hans engagement aldrig. Han forblev nærværende, engageret og nysgerrig. Han kæmpede mod sin sygdom med mod og humor, og vi husker øjeblikke, hvor han vendte tilbage til vores møder efter behandling – oplivet, opmærksom og klar til at fortsætte samtalen.
Andreas Engström var ikke blot en enestående musikkritiker, men også et generøst og dybt engageret menneske. Han holdt aldrig op med at stille spørgsmål, udfordre antagelser og åbne rum for refleksion.
Heldigvis efterlader han sig et betydeligt forfatterskab om lydkunst, musik og musikteater.
Må hans minde blive æret.
Andreo Mielczarek (Seismograf), Jan Topolski (Glissando) og Bastian Zimmermann (Positionen)
Jubilæumsfest for avantgarderne
Marcela Lucatelli: »Skrrt, Skrrt«
Marcela Lucatelli. © PR
Jeg tror ikke, man har talt så meget om sporene af den historiske avantgarde, der titter frem i Lucatellis værker. Det her er en god anledning! De gamle elektronmusikstudier spøger i sinusbølgerne og den elektroakustiske knitren i Skrrt, Skrrt. Og velkendte traditioner går igen i form af talt tekst, støjsamples, volapykvokal og en slags nøgternt afmålt slagtøj.
Glimtvis minder det måske ligefrem om en jubilæumsfest for tidligere tiders fremtidsklang. Hvilket egentlig er uventet, for jeg er vant til, at Lucatelli griber mig i kraven og tvinger mig ind i morgendagen. Det her er en mere noir oplevelse, der i lange stræk nærmer sig en abstrakt meditation.
Her slipper hun den stramme styring med formen og lader det timelange værk udvikle sig til et mere eller mindre improviseret støjdigt sammen med K!art-ensemblet. Ud fra den heftige programtekst havde jeg ventet noget skørrt, skørrt eller skrattende, skrattende. Jeg kan simpelthen ikke finde ud af, hvad jeg skal synes, synes!
Uventet transit mellem verdner
Simon Steen-Andersen: »Drownwords«
Simon Steen-Andersen. © Lars Svankjær
Jeg ville egentlig have forsvoret, at det var muligt. Men her er altså et album med kompositionsmusik for guitar, som rent faktisk er fremragende.
Instrumentet får ASMR-lignende kvaliteter i den nære optagelse, og især In-side-out-side-in folder guitarens dynamiske muligheder ud. Efter en indledning med insisterende gentagelser forvandler strengene sig fra noget endimensionelt til en sammensat personlighed med ydmyge åbninger i form af mikrotonale udsving og bløde glidninger.
På titelværket ledsages italienske Francesco Palmieris guitar af en vokal, der grynter, hvisker, fløjter og klaprer med tænderne. Sammen skaber de et hakkende, nedbrudt og intimt sprog, sådan som det må lyde, når man er i transit mellem forskellige verdner. Sælsomt.
De syv værker på albummet ender med at tegne et overraskende dækkende portræt af Steen-Andersen, lige fra hans optagethed af vokabularier til interessen for teknologi og musikhistorie. Mig: forbløffet.
Elektrolyd som digitalkunst
Olga Szymula: »Lapses«
Olga Szymula: »Lapses«. © PR
Også i sin opdaterede onlineversion er Szymulas elektroopera en interessant udforskning af underbevidsthedens manglende logik.
Værket, som er skrevet for to operasangere, en performer og et børnekor i gule regnfrakker, præsenterer os for forvrængede minder og drømmestrukturer, der altid hænger i tynde tråde. Meget giver ikke umiddelbart mening, og karaktererne står som mystiske, skræmmende symboler i den tætte, grænseløse skov.
Szymula undersøger lyd, sprog og stemme med en fragmenteret multilibretto på dansk, engelsk og polsk, mens sopranen bevæger sig fra operaklang til rå skrig og rene børnestemmer flænses op af elektrolyd.
Men kombinationen af gennemproducerede elementer fra den oprindelige version og en række rå liveoptagelser fra premieren får den nye udgave af Lapses til at virke mere som dokumentation end et stykke digitalkunst i egen ret. Eksperimentet lider i sidste ende under, at onlinemediet reducerer den immersive kvalitet; i stedet for at blive suget ind i drømmerens bevidsthed må vi iagttage udefra.
Knirkende morgenpastorale
Sofie Birch: »Behind Her Name Chestnuts Fall Forever«
Sofie Birch. © Rune Svenningsen
På klaveret spiller et simpelt stykke, der med lange pauser giver tonerne plads til at ringe fuldstændigt ud, før de genoptages. Jeg kan høre en knirken. Er det et gammelt, næsten udtjent klaver, eller er det stolen, som pianisten sidder på? Det er, som om jeg er til stede i lokalet. Sofie Birch ved instrumentet, terrassedøren åben, morgenpastorale.
Selv når musikken ændrer karakter og tilføjer synths, droner, percussive vokaler og naturoptagelser, så mister den aldrig sit nærvær. Blandingsforholdene og stemningerne forandrer sig, men billederne står altid klart for det indre øje. Der sker altid nok til, at min interesse fastholdes, men aldrig så meget, at jeg ikke selv kan drømme med. Og heri ligger Birchs efter min mening største styrke. Som få andre formår hun at bruge lyd til at vække scenarier og følelser til live.
Albummet lakker mod enden, og den tidligere morgenstemning har nu ændret sig til noget mere natligt. Klaveret og den intime knirken er vendt tilbage for at ringe ud.
Mellem hæftemaskiner og orgelpassager
Francesca Burattelli: »Condition«
Francesca Burattelli: »Condition«. © Visage
Første gang jeg lyttede til Condition, tænkte jeg, at det lød som en 2.0-version af den franske sangerinde Brigitte Fontaine og den lyd, hun i 70'erne skabte sammen med multiinstrumentalisten Areski Belkacem. De håndspillede rytmer er godt nok erstattet af trap-beats, og båndmanipulationen af diverse plugins, men den nysgerrige og legende tilgang er den samme.
Burattelli ser stort på traditionelle sangstrukturer. Ligesom Fontaine foretrækker hun at skabe et puslespil af små vignetter, hvor blandt andet a cappella-sang, field recordings og sfæriske synthflader vikler sig ind og ud af hinanden. Lyt blot til »Give It Another Try«, hvor et beat, der lyder, som om nogen leger med en hæftemaskine, fører lytteren direkte ind i en storslået orgelpassage.
Ikke alt fungerer: Det er for eksempel en skam, at den seks minutter lange titelsang stopper brat, før den når det klimaks, den ellers leder op til. Det ændrer dog ikke ved, at Condition er en af de mest ambitiøse debutplader, jeg har hørt længe.