På onsdag (6.6.2012) vil Lorentzen-aficionados blive forkælet med en hel dag helliget komponisten selv og hans yndlingsgenre: Den komiske opera. Seismograf har i den anledning stillet musikprofessor og arrangør af seminaret Lars Ole Bonde fem spørgsmål.
Hvad har komik og kunst med hinanden at gøre?
Der er ingen modsætning mellem kunst og komik. Det vidste allerede Aristoteles. Komedie og tragedie er komplementære genrer. Høj humor kan være stor kunst – tænk på Shakespeare, Holberg, Mozart, Heerup eller Dario Fo.
Er den komiske opera altid sjov?
Det skulle den gerne være, men det kan være på mange måder: Hjertelig, rablende, grotesk, elegant, satirisk, sort – og dermed er der også mange måder at smile og le på. Den komiske opera nåede højdepunkter hos Mozart, Rossini og Offenbach, men derefter har der været længe mellem snapsene.
Hvad er det Bent Lorentzen kan med komikken?
Lorentzen kender de dramaturgiske spilleregler og det klassiske repertoire til bunds, og hans humoristiske palet har rigtig mange farver, fra det sorte til det spraglede.
Hvad er det der fascinerer ved hans værker?
Alle hans værker – herunder de 15 operaer – er meget forskellige, men altid umiddelbart tilgængelige og med en friskhed i det musikalske udtryk. Han skiller sig ud fra andre komponister ved at have andre inspirationskilder (f.eks. brasiliansk musik og Wagners harmonik) og ved at have bevaret evnen til at lege med lyd og musikkens elementer.
Prøv at beskrive hans oeuvre og æstetik i 140 tegn.
Lorentzens musik har drama, drive og direkte appel; spænder fra dyb tragik til høj komik. Hans oeuvre er en udforskning af live og elektronisk lyd som kunstnerisk udtryk.
Læs mere om arrangementet her.
Lyden af Foucaults mareridt
Kan du gætte melodien til Human Ressource Management Song? Hjernen tuner automatisk ind på protestsange fra ‘68, men den fremadstormende kunstner Hannah Toticki Anbert gik en helt anden vej i provo-kitch-installationen på finkulturens højborg. Svaret er Dolly Partons I Will Always Love You. Her stoppede lighederne, ind på scenen trådte skuespiller Kristine Utne Stiberg: En chef i hvid skjorte, sorte bukser og leverpostejfarvet page. Med sin fantastiske stemme og klassisk karaoke-line-up – et playback track, tekstskærm og mikrofon – sang hun til den fleksible medarbejder, som lægger al sin tid og energi i virksomheden og hyldes i omkvædet: »I Will Acknowledge You«.
Megan Trainors diskoteks-tacky It’s All About That Bass kom også under Totickis kniv: En B2B-glad kvinde sang fedtesang til bossen. En topmotiveret kvinde med knaldrød fletning og orange sporty trøje sang om sin ekstreme glæde ved at være den bedste, arbejde over og fedte for bossen: »It’s all about that pace bout that pace…«.
Toticki har taget den internationale kunstscene med storm, og det cementeres af denne sarkastiske og provokerende performance, som er absurd, humoristisk og knivskarp kritik af moderne ledelsesstrategier, selvdisciplinering og kapitalismen i det 21. århundrede fortolket som karaoke-performance-installation. Skrækscenarier fra Foucault, Marx og Negri blandet med lyden af The Voice.
Smukt vågner Agnes
I August Strindbergs symbolmættede drama Et Drømmespil fra 1902 forlader gudedatteren Agnes sit himmelske hjem og tager bolig blandt menneskene. Da hun ved stykkets slutning vender tilbage, opsummerer hun sine jordiske lidelser således: »At være til; at mærke mit syn svækket af et øje, min hørelse sløvet af et øre, og min tanke, min luftige, lyse tanke fanget i fedtfletningers labyrinter.«
Disse fedtfletninger væver sig ligeledes ud og ind af komponisten Lil Lacys Strindberg-fortolkning, mens det luftige, det lyse repræsenteres af lette overtoner. I Lacys multimedieundersøgelse fremstår mennesker forbundet på tværs af udstrakte geografier og generationer. Det understøttes af et komplekst landskab af klassisk og elektronisk musik, lys, billeder, skrevne og talte ord.
Som hos Strindberg er det gudernes verden, der har rod i det konkrete. Lacy starter med noget så jordnært som lyden af en gulerod, der skrælles og gnaskes, mens tandsættets kværnende rytmer runger gennem kraniet. Herefter glider vi over i drømmen. Agnes synker videre, langt, langt ned til menneskene, mens tonerne fra et akkordeon, spillet kyndigt af solisten Bjarke Mogensen, bliver til lyden af en lunge i konstant bevægelse, et organ der langsomt udvider sig, trækker sig sammen og holder os fast i livet, mens vi sover videre. Strygerne understreger denne skubbende, trækkende bevægelse.
En række stemmer – tilhørende en sydafrikansk kunstner, forfatteren Suzanne Brøgger og andre – fylder salen. Nok er det »synd for menneskene« (jf. Strindberg), men hos Lacy er figurerne fulde af håb og drømme for fremtiden. Som mennesker ejer vi ikke guddommeligt overblik; vort syn er netop »svækket af et øje«, af den fysiske verden vi er kastet ned i. Samtidig er der skønhed at finde i »fedtfletningernes labyrinter«, i måden vi er bundet sammen på.
You are somehow connected slutter ligesom Et Drømmespil med en gigantisk krysantemum, der springer ud, mens Agnes vågner. Smukt, brusende og voldsomt. Andre steder i opsætningen svæver citater fra Strindbergs tekst over musikerne. Denne direkte forankring i den oprindelige dialog virker dog unødvendig. Lacys stykke kan sagtens stå selv.
Messells musik trækker vejret dybt
På sin anden udgivelse snitter komponist og producer Messell med kirurgisk præcision samples fra hinanden og sætter dem sammen igen. Strygere, blæsere, klaverer, vokaler, field recordings m.m. behandles og iblandes et væld af lyde af mindre akustisk karakter. De nedbrydes, rekonstitueres og finder nyt liv i nye sammenhænge. Til tider bevæger Messell sig så sikkert inden for den elektroakustiske ambients genrekonventioner, at overraskelser savnes. Men til trods for den velkendte lydpalet gør de detaljerige kompositioner indtryk, særligt brugen af vokalsamples i nummeret Sprækker og dets rumklangsomsvøbte kirkekor og den nynnende solostemme i Affekt. Stemmerne er dette albums ordløse historiefortællere.
Albummet ledsages af kunstner Gustav Løjes seks korte videovignetter bestående af forskellige usammenhængende dele, som behandles på samme måde som musikken: klippede, forandrede og understøtter på stemningsfuld vis den til stadighed udechifrerbare beretning.
Messell gør brug af en udvidet forståelse af larm og stilhed. Han spiller på vekselvirkningerne mellem dem, og disse kontrasteres igen med larmende stilhed og afslappende støj. Musikken får lov at trække vejret mellem klimakserne, og det er i disse smukke kontrastfyldte øjeblikke, at han viser sit værd.
Lyt! De tabte lande lever
Komponisten Peter Danstrups sangcyklus Landene der forsvandt til Vokalensemblet GLAS lader os besøge lande, hvis navne ikke længere findes på verdenskortene. I en stærk blanding af genrer er hver sang som skåret ud af sit egen tidspunkt i historien. Teksten i den munstre folkevise Heligolandet giver associationer til Alberte Windings universer (en kæmpe kompliment). Min ven Brooke er en bluesy og stærkt humoristisk fortælling, der konstant holdt mig på kanten af mit sæde i spænding efter den næste strofe. Østrumelien har karakter af en revolutionær kampsang, og Libertatia føles som det manglende nummer på Sebastians Skatteøen, nemlig piraternes stærkt politiske modspil mod det klassesamfund, de ikke ønskede at være en del af.
De mange genrer er mesterligt flettet sammen og fremført af sangerne i ensemblet. Hver sang spiller på nogle kendte musikalske konventioner, så det føles som om, man genkender musikken. Og alligevel vindes nyt land – det er lidt som at studere historien om de lande, der nu mangler. De udfylder nogle huller i vores konventionelle fortællinger.
Samarbejdet mellem Danstrup og GLAS-sangerne er et af de sjældne samarbejder, der kun bliver bedre efter første gennemlytning – og det bør fortsættes, udbygges og styrkes fra officiel side. Øj hvor er det godt!
Verden er så pink
En løber af lyserød nervøs velour inviterer de unge publikummer ind i et moderne kirkerum, der er omdannet til en totalinstallation – pink tekstiler fra gulv til loft.
Musikeren Rosyan sidder i en cirkel af firkantede, luftige søjler af pink garn, der hænger fra loftet. I sit lille rum i rummet skaber hun et organisk soundscape ved at live-loope sin cello og vokal og mikse det med baggrundstapeter af reallyde og rytmer. Imens kaster en overheadprojektor live visuals på væg og loft, som i løbet af koncerten mere og mere matcher musikken, ligesom der optages og afspilles live video af forskellige væskers og farvers interaktion med hinanden i et kar. Publikum sidder andægtigt og følger med i den audiovisuelle drone, der afløses af den topenergiske elektroniske kunstner og DJ Bjørn Svins eksperimenterende samples og rytmer. Er Berghain flyttet til Nørre Allé i Aarhus? Lyden af berlinernatklub er i hvert fald flyttet smukt ind i de pink landskaber af tuftede vandpytter, meterlange slør af chiffon og plysbetrukne sofaer. Pink experience topper med vilde visuals af Analog Glasur.
Den lyserøde totaloplevelse fortsætter med jazzmusiker og elektronisk looper Sasha Masakowski fra New Orleans, som udfordrer danseskoene, de sko, som har vænnet sig til restriktioner og stadig kun bevæger sig minimalt.