På onsdag (6.6.2012) vil Lorentzen-aficionados blive forkælet med en hel dag helliget komponisten selv og hans yndlingsgenre: Den komiske opera. Seismograf har i den anledning stillet musikprofessor og arrangør af seminaret Lars Ole Bonde fem spørgsmål.

Hvad har komik og kunst med hinanden at gøre?
Der er ingen modsætning mellem kunst og komik. Det vidste allerede Aristoteles. Komedie og tragedie er komplementære genrer. Høj humor kan være stor kunst – tænk på Shakespeare, Holberg, Mozart, Heerup eller Dario Fo.

Er den komiske opera altid sjov?
Det skulle den gerne være, men det kan være på mange måder: Hjertelig, rablende, grotesk, elegant, satirisk, sort – og dermed er der også mange måder at smile og le på. Den komiske opera nåede højdepunkter hos Mozart, Rossini og Offenbach, men derefter har der været længe mellem snapsene.

Hvad er det Bent Lorentzen kan med komikken?
Lorentzen kender de dramaturgiske spilleregler og det klassiske repertoire til bunds, og hans humoristiske palet har rigtig mange farver, fra det sorte til det spraglede.

Hvad er det der fascinerer ved hans værker?
Alle hans værker – herunder de 15 operaer – er meget forskellige, men altid umiddelbart tilgængelige og med en friskhed i det musikalske udtryk. Han skiller sig ud fra andre komponister ved at have andre inspirationskilder (f.eks. brasiliansk musik og Wagners harmonik) og ved at have bevaret evnen til at lege med lyd og musikkens elementer.

Prøv at beskrive hans oeuvre og æstetik i 140 tegn.
Lorentzens musik har drama, drive og direkte appel; spænder fra dyb tragik til høj komik. Hans oeuvre er en udforskning af live og elektronisk lyd som kunstnerisk udtryk.

Læs mere om arrangementet her.

© PR

»Musik for mig er i høj grad et valg. Jeg er meget lidt fan af baggrundstapet eller musik til arbejdet, selvom jeg i mit virke, som både musiker og tekstforfatter, er dybt afhængig af det musiske element. Min smag er ret bred, som det tydeligt vil fremgå af min playliste, og mit valg af musik er i højeste grad afhængigt af mit humør. Lettere depressiv er det Bill Evans eller Mahler, solskinshumør, italiensk patospop eller Gino Vanelli. I det klassiske tankeeksperiment – vil du helst miste synet eller hørelsen – hælder jeg mod blindheden. Jeg har set rigeligt. Musikken må ikke forstumme.«

Søren Lampe er sanger, komponist og tekstforfatter. Hans nyeste udgivelse, The Lamp is Low, er hans sjette i eget navn – heraf to på dansk, den ene med udelukkende egne sange, undtagen ét enkelt nummer. Genren er jazz, men med tydelige aftryk af soul, blues, bossa nova, den danske sangskat og klassisk musik.

© Ditte Bolt

»Musik for mig er følelsernes sprog. Det er det sprog, der kommunikerer ting, der ikke indkapsles med ord. Det er et flydende udtryk, der kan indeholde modsætninger på smukkeste og mest naturlige vis, og som indeholder både fortid og fremtid på samme tid – mit andet univers.«

Anders Filipsen er komponist, musiker og lydkunstner, uddannet fra Rytmisk Musikkonservatorium i København i 2010. Han arbejder i krydsfeltet mellem improvisation og komposition, akustisk og elektronisk lyd, og trækker på genrer som avantgardejazz, moderne klassisk musik, vestafrikanske traditioner og eksperimenterende elektronik. Han har skabt værker for solister, mindre ensembler og storbands, samt en lang række installationskoncerter., hvor lyd møder dans, lys, mad, video og poesi. Medlem af kunstnerkollektivet og pladeselskabet ILK siden 2011. Kendt fra grupper og samarbejder med Anders Filipsen & The Black Nothing, MESMER, TEETH, AFT, The Firebirds, Jakob Kullberg Ensemble og Nastio Mosquito.

© PR

»Musik for mig er i høj grad et valg. Jeg er meget lidt fan af baggrundstapet eller musik til arbejdet, selvom jeg i mit virke, som både musiker og tekstforfatter, er dybt afhængig af det musiske element. Min smag er ret bred, som det tydeligt vil fremgå af min playliste, og mit valg af musik er i højeste grad afhængigt af mit humør. Lettere depressiv er det Bill Evans eller Mahler, solskinshumør, italiensk patospop eller Gino Vanelli. I det klassiske tankeeksperiment – vil du helst miste synet eller hørelsen – hælder jeg mod blindheden. Jeg har set rigeligt. Musikken må ikke forstumme.«

Søren Lampe er sanger, komponist og tekstforfatter. Hans nyeste udgivelse, The Lamp is Low, er hans sjette i eget navn – heraf to på dansk, den ene med udelukkende egne sange, undtagen ét enkelt nummer. Genren er jazz, men med tydelige aftryk af soul, blues, bossa nova, den danske sangskat og klassisk musik.

kortkritiklive
30.05

Ikke den royale rockstjerne, man kunne ønske sig

David M. A. P. Palmquist: »Kong Frederik X’s Honnørmarch«
© Kongehuset
© Kongehuset

Jeg kan næppe være den eneste, der var ved at få østersen galt i halsen nytårsaften, da Kong Frederik X holdt sin første nytårstale. Sikke en modernisering af den gamle tradition! I stedet for at sidde klar ved bordet, trådte han roligt ind i rummet – et opmærksomhedskrævende rum, hvor et futuristisk vægmaleri stjal fokus. Jeg kunne knap nok høre talen for bare at stirre på det psykedeliske motiv bag ham: en visuel hilsen til Yellow Submarine med The Beatles. Et varsel om en rockstjerne på tronen?

Ønsketænkning, skulle det vise sig. For talen var en parade af forudsigelige floskler. Det samme kan man sige kongens nye honnørmarch, komponeret af David M. A. P. Palmquist, tidligere dirigent i Den Kongelige Livgardes Musikkorps. En traditionsbunden og gumpetung sag, der følger alle kunstens regler. 

Siden H.C. Lumbye i 1861 forærede en march til Frederik 7., har det været en tradition, at medlemmer af den kongelige familie tildeles personlige marcher. Tag den livfulde og selvironiske Dronning Margrethes Parademarch – der både indeholder citater fra »I Danmark er jeg født« og »Daisy Bell«. Eller den tjeppe og skæve Kronprins Frederiks Honnørmarch i seksottendedele – skrevet af Fuzzy i anledning af kongens 30-års fødselsdag – der kipper med flaget til Carls Nielsens »Som en rejselysten flåde«. 

Men hvor er det personlige særpræg i Palmquists march? Komponisten går alt for konceptuelt til værks, når han indledningsvist forsøger at give marchen en signatur med en slags musikalsk rebus. Den første tone er et f, efterfulgt af en tone ti trin højere – sådan staver man til Frederik 10 med noder. Ligeså intern er marchens mange referencer til anden militærmusik. Man savner noget, som bryder med etiketten – præcis som Kong Frederik i sine mest mindeværdige og folkekære øjeblikke. Det ender med at lyde som en march, der har glemt, hvem den er skrevet til. 

© PR

»Musik er meget magisk. Når den er god, er den en direkte vej ind til hjertet, ud til det næste menneske, hen til Vorherre og tilbage igen. Det er glæde og smerte på en uforklarlig klinge, og fra mine yngste dage har musik været altafgørende for mig. Den har formet store klumper af min identitet og været et ubrydeligt kit til mange af de mennesker, jeg har holdt allermest af. I Danmark behandler vi ikke vores musikere særlig godt. Derfor har jeg valgt nogle usmarte sange herfra.« 

Jakob Kvist er journalist, forfatter og forlægger. Han var med til at grundlægge PeoplesPress, ArtPeople og Radio24Syv. I dag er han blandt andet bestyrelsesformand i Impact Press/Momenta, og han har udgivet en lang række bøger, senest Sidste udkald for rejsende Jørgen Leth. Han var gift med sanger og sangskriver Laura Illeborg, der døde sidste år under en koncert i Tisvilde.