På onsdag (6.6.2012) vil Lorentzen-aficionados blive forkælet med en hel dag helliget komponisten selv og hans yndlingsgenre: Den komiske opera. Seismograf har i den anledning stillet musikprofessor og arrangør af seminaret Lars Ole Bonde fem spørgsmål.
Hvad har komik og kunst med hinanden at gøre?
Der er ingen modsætning mellem kunst og komik. Det vidste allerede Aristoteles. Komedie og tragedie er komplementære genrer. Høj humor kan være stor kunst – tænk på Shakespeare, Holberg, Mozart, Heerup eller Dario Fo.
Er den komiske opera altid sjov?
Det skulle den gerne være, men det kan være på mange måder: Hjertelig, rablende, grotesk, elegant, satirisk, sort – og dermed er der også mange måder at smile og le på. Den komiske opera nåede højdepunkter hos Mozart, Rossini og Offenbach, men derefter har der været længe mellem snapsene.
Hvad er det Bent Lorentzen kan med komikken?
Lorentzen kender de dramaturgiske spilleregler og det klassiske repertoire til bunds, og hans humoristiske palet har rigtig mange farver, fra det sorte til det spraglede.
Hvad er det der fascinerer ved hans værker?
Alle hans værker – herunder de 15 operaer – er meget forskellige, men altid umiddelbart tilgængelige og med en friskhed i det musikalske udtryk. Han skiller sig ud fra andre komponister ved at have andre inspirationskilder (f.eks. brasiliansk musik og Wagners harmonik) og ved at have bevaret evnen til at lege med lyd og musikkens elementer.
Prøv at beskrive hans oeuvre og æstetik i 140 tegn.
Lorentzens musik har drama, drive og direkte appel; spænder fra dyb tragik til høj komik. Hans oeuvre er en udforskning af live og elektronisk lyd som kunstnerisk udtryk.
Læs mere om arrangementet her.
»Musik for mig er muligheden for at udtrykke mine følelser og historier både i ørene og på livescenen, så folk kan spejle sig i det, og vi sammen kan skabe bestemte oplevelser.«
Vincent Wood er en dansk/indisk solokunstner. Hver sang på hans debut-EP For mange følelser udenpå udforsker et personligt emne fra hens eget liv, og han berører temaer som adoption, identitetskrise, kærlighed, usikkerhed og længslen efter at være god nok.
»Experience with music involves contact between humans and something beyond it. With contact I believe that people are affected in a way that changes them, even though the change can be very small. You may be transformed into something you still do not know what is.«
Kristine Tjøgersen is a Norwegian composer and clarinet player living in Oslo. Her compositional practice is characterized by curiosity, imagination, humor and precision. Through her work, she creates unexpected auditory situations through playing with tradition. She has a special interest in the interplay between the visual and the auditory and how they affect each other.
Nature in motion and process is often reflected in her works, and collaboration with researchers and biologists is for her a source of new sound and scenic ideas that allows her to incorporate organic forms into the music. As Tjøgersen puts it: »By giving nature a voice in the concert hall, I want the audience to get to know valuable forms of life, and to raise awareness of what can be lost if humans continue to change nature.«
Her works have been performed by Ensemble Recherche, Klangforum Wien, Arditti Quartet, Pinquins, SWR and WDR Symphonieorchester, Rundfunk-Sinfonieorchester Berlin, BBC Scottish Symphony Orchestra, and the Bergen Philharmonic Orchestra, as well as at festivals such as ECLAT, Ultraschall, Wien Modern, Tectonics, Wittener Tage für neue Kammermusik, and Ultima.
Allan Gravgaard Madsen og Morten Riis’ Away er et »mixed media« orkesterværk. Det fysiske orkester suppleres med lyd og billedoptagelser fra Aarhus Teaters kælder (træblæsekvintet), Aarhus Domkirke (messingkvintet) og Marselisborghallen (strygeorkester). Alle disse steder har på et tidspunkt huset Aarhus Symfoniorkester i de sidste 90 år.
Away indledes af de sidste to akkorder fra ouverturen til Rossinis Willhelm Tell (1829), der udforskes rundt i orkesteret. Løbende forlader musikere orkestret, for sidenhen at dukke op i mindre konstellationer på optagelser fra de omtalte steder. Orkesteret spiller via teknologi på tværs af tid og rum på meget vellykket vis.
Værket udforsker stilstand og bevægelse, med luft som et centralt greb: Ofte blæser blæserne i deres instrumenter uden at producere toner. Strygerne efterligner lyden af vind med plastikposer. For mig har Away tre højdepunkter: Trompeter og slagtøj spiller fraser, der viser sig at foregribe en video af en fløjtenist, der går gennem byen. Trompeterne mimer lyden af en lastbil, »bip-bop-bip-bop«, og slagtøjet er fløjtenistens stiletter. Musique concrete vendt på hovedet! Et sted ses halvdelen af strygerne sidde i en cirkel og spille stærkt dissonante akkorder, for så at dræbe dem igen – det fysiske chok aktiverede mine ører. Tredje højdepunkt: da hele orkesteret spiller sammen igen, mens alle tre projektioner er i gang. Her kan værket begynde, og man mærker tydeligt energien stige i rummet. Men – desværre – så snart vi har ramt det klimaks, falder intensiteten igen.
Med sine knap 45 minutter er Away desværre en kende for langt og stillestående til min smag. Effekten af de føromtalte brud havde måske ikke været lige så stærk i et kortere forløb. Men jeg havde nok ønsket bare lidt mere af den intensitet, værket tydeligvis kunne præsentere. Jeg sad tilbage med en lidt flad følelse. Værket endte også så tyst, at flere var i tvivl, om det overhovedet var slut, og vi kunne klappe.
»All sounds are loud,« hører vi i Flammenwerfer – Hotel Pro Formas fortælling om den svenske maler Carl Fredrik Hill (1849-1911). Alt i dette univers er transparent og rummer mange lag. Den orange farve i Hills kunst, som flimrer på scenen, støjer både smukt gyldent og psykedelisk som 70’er-keramik. I en central scene småskriger Blixa Bargeld i en mikrofon og får loopede skrig tilbage i hovedet. I patchworket af lyd indgår også fem vokalister fra IKI og udvalgte stykker – det eneste musik som nærmer sig det poppede her – af Nils Frahm.
Randene under øjnene er hele tiden store. Ligesom bogstaverne, som signalerer et nyt kapitel, næste dyk ned i sindet, fx afsnittet »Paranoia«. Her udvider IKI Einstürzende Neubautens »Halber Mensch« til fem stemmer, så hallucinationerne og angsten vokser til fuld menneskestørrelse. Ja, lyden var høj og i sig selv bedøvende. Men det skyldes i høj grad IKI, at vi mærker ekstremerne, hjernesygdommen, og at Hill oplever en »misarranged world«. De sang: »Heavy curtains drawn over the mind. A thick deadening cloud that blocks the use of senses.« Og sådan lød det. Køligt. Som det mest triste Instagram-filter med lyd på.
Blixa Bargeld bliver desværre brugt til for lidt i Flammenwerfer, som ikke er noget mesterstykke fra Hotel Pro Forma. Men gallagæsterne sad meget stille i meget bløde sæder og så både en giraf og en ex-dronning på samme aften. Resten af Aarhus Festuge kan kun blive munter.
Gik man og troede, at ny opera kun kunne være kras-realistiske skildringer af verdens forfald, kunne man efter Sky in a Small Cage på Copenhagen Opera Festival godt tro om igen. Festivalens sidste værk pegede i en helt anden retning: mystikken, håbet, kærligheden. Alt sammen floskler, men absolut ikke i hænderne på komponist Rolf Hind og librettist Dante Micheaux. Sammen har de spundet den mest mageløse opera om sufi-digteren Jalal al-Din Rumi.
Det var lige så meget fortryllelsen i Rumis poesi, som det var myten om digteren selv, der drev værket. Faktisk var det forrygende svært at skelne mellem poesi og virkelighed: Karakteren Rumi blev genstand for sin egen storladne digterkunst. »It might as well be called a death: the gate you must go through to enter yourself or beloved«, sang en fortællertype i starten. Kærlighed er selvudslettende overskridelse, forstod man. Et tærskelfænomen, der somme tider kræver sine ofre.
Den drømmende dobbelthed fungerede som ledetråd for hele forestillingen. Det var en fornøjelse af høre mystikken brede sig i musikken, som var fænomenalt orkestreret i dryppende gamelan-klokker og bedeskåle, dobbelt-op på harpe, feststemt klaver og flere pumpende tommer, end Lars Ulrich turde drømme om.
Og hvad så med fuglen, buret og idéen om frihed? I Sky in a Small Cage var friheden ikke et spørgsmål om at åbne buret og slippe fuglen fri. Den var lokaliseret i selve kaldet, i sangen, musikken og poesien, som en håndsrækning mod den anden i en form for kærlighedsrus. Åh ja, de store spørgsmål lever stadig i operaen. Gudskelov.
