Da Louise Beck i 2022 præsenterede sin første opera på Copenhagen Opera Festival, blev publikum bedt om at medbringe skitøj og termodragter. Den Sidste Olie, om koloniseringen af Grønland og rovdrift på naturen, udspillede sig på isen i Østerbro Skøjtehal. Det blev startskuddet til et frugtbart samarbejde om nyskrevne værker, der udvider operaens rammer og rum. Nu går samarbejdet ind i en ny fase: Fra 1. september bliver Louise Beck festivalens nye kunstneriske leder.
Louise Beck er scenograf, iscenesætter og kunstnerisk leder af opera-platformen OPE-N (tidligere OperaNord). I snart tre årtier har hun arbejdet for at udvikle opera som en levende og samtidsrelevant kunstform – i stedspecifikke formater og i dialog med repertoiret. Hun har desuden markeret sig tydeligt i debatten om operaens udviklingsvilkår og bæredygtige strukturer.
»Igennem årene har jeg fulgt med i Copenhagen Opera Festivals store indsats for at gøre opera mere tilgængelig og fortrylle en hel by med kunstartens stjernestøv. Opera er en altfavnende og vild kunstart, der kan rumme og ramme os alle – og det har festivalen helt rigtigt set. Derfor er den i dag en uundværlig platform, hvor tradition og nybrud, operaelskere og et helt nyt publikum mødes. Den dynamiske platform glæder jeg mig til at være med til at styrke og udvide.« siger Louise Beck
Hun vil videreudvikle festivalens rolle som central infrastruktur i dansk operas økosystem, hvor operahuse, det frie felt og nye stemmer mødes i forpligtende samarbejder – både under festivalen og året rundt.
»I Danmark findes der en enorm talentmasse og et utal af både erfarne og banebrydende kunstnere, der kan og vil udvikle operagenren i det frie felt. Deres skabertrang og visioner er helt afgørende for operaens økosystem, og med en målrettet opbakning fra Copenhagen Opera Festival, vil dette stærke felt kunne nå ud i hele landet og også være med til at sætte Danmark på det internationale opera-landkort,« siger Louise Beck
Beck overtager posten fra Amy Lane og tiltræder 1. september.
Copenhagen Opera Festival 2026 finder sted 13.–23. august i København.
Pianist, komponist og dirigent Jacob Anderskovs Spirit of the Hive er et album, hvor en bevidsthed om tankerne bag virkelig højner værket – et jazzalbum om ikke bare sværmdyrs sanseverdener, men også os menneskers plads i disse.
Med denne viden i baghovedet er det umådeligt interessant at høre, hvordan Anderskov, flankeret af seks klarinet- og fløjtenister, to kontrabassister, en cellist og en trommeslager, kan få fugle til at fløjte og svæve. Hvordan han fremkalder bisværmen, der beruset summer frem og tilbage. Hvordan flagermusenes højfrekvente ekkolokation gengives i en form, der rent faktisk er hørbar for vores begrænsede sanseapparat. Insekternes ofte oversete, men ikke desto mindre hektiske eksistens. Dvælende, fokuserede scener afløses af travle, kaotiske, næsten free jazzede passager.
Men mens jeg elsker konceptet, så er jeg ikke helt lige så begejstret for den resulterende musik. Trods mange strålende øjeblikke, i særdeleshed i numrene Bees og Bats, savnes flere interessante udviklinger. Selv ved koncentrerede lytninger skyller meget af musikken over mig uden at gøre større indtryk. Og mens dette måske yder inspirationskilden retfærdighed, så er resultatet en følelse af, at Anderskovs kompositioner ikke helt lever op til egne ambitioner.
Endelig nyt fra dansk eksperimentalmusiks selvudnævnte sidste romantiker, Martin Hall. På bokssættet Inkubation finder den evigt lydundersøgende kunstner igen sammen med Thomas Li (som producerede Halls hovedværk Random Hold (1996)). Li har skabt en sugende lydside af foruroligende, analoge og akustiske klangflader, men det er Halls dynamiske digtoplæsning, der er i front.
De seks numre, der udgør installationen, er noget af det mest nådesløst eksperimenterende fra Halls hånd i mange år, og de poetiske linjer indeholder stærkt eksistentialistiske tanker. Musikken er inspireret af moderne japansk ambient – det høres i de karakterfyldte flader, hvis oprindelse er svær at bestemme. På engang dystert og smukt, uden at tage fokus fra lyrikken.
Menneskelivets fallit dyrkes på den indledende Resumé eller konklusion, hvor middelmådigheden beskrives gennem stærke metaforer, mens begæret og ungdommens perversioner lurer om hjørnet. Halls naturlige kulturromantik, der vises i poetiske henvisninger til fortidens kulturelle vingesus, forvrænges og spyttes ud, på elegant vis. Det er en fornøjelse at høre den aldrende Hall recitere sin filosofiske lyrik til lyden af Lis skrattende, diskrete elektronik. Inkubation er ikke fuldstændig nyskabende, men et bemærkelsesværdigt stykke klangkunst og god poesi fra den garvede hamskifter.
Efter halvandet års påtvungen koncertpause mødte den sydkoreanske cellist og noise-virtuos Okkyung Lee verdens hårdeste publikum: en flok musikefterskoleelever på Langeland med teenagerens naturlige skepsis overfor alternative tilgange til det at spille koncert. Og Lee giver aldrig ved dørene – hun vandrede ind gennem stolerækkerne, mens hun udforskede de klange, hun kunne få ud af celloen, strøg buen mod en forlegen elev, slog, gned og vred i instrumentet, inden hun satte sig ned midt i cirklen af stole og lod tonerne samle sig om et hele. Tonerne åbnede sig, meget gradvist, for de forundrede lyttere.
Det var ikke sart kammermusik med harpeklimpren som på sidste års album Yeo-Neun, men var mere i tråd med noisekunstneren C. Spencer Yeh og dronepioneren Ellen Fullmann, begge er samarbejdspartnere hos Lee. Efter et midterstykke med blitzende fraseringer over et ambient backingtrack mundede koncerten ud i et intenst rytmisk angreb på instrumentet a la Arnold Dreyblatts dancepunkede minimalisme. De bagerste rækker headbangede og pumpede næver i luften med lukkede øjne – indtil cellisten uden et ord smækkede sig selv ud af salen og efterlod alle tilbage i vidunderlig vildrede.
Han har spillet med Per Nørgård og er aktuel som vært i DR's podcast om 100 års dansk jazz, Farlige toner. Kresten Osgood (07.12.1976) er multiinstrumentalist, improvisator og komponist og bevæger sig frit i al slags musik, for – som Duke Ellington har sagt det – »Der findes kun to slags musik: God musik og den anden slags.« Osgood har viet sit liv til den første slags. Hjemme lytter han bl.a. til den argentinsk-tyske komponist Mauricio Kagel.
Snart albumaktuelle Signe Høirup Wille-Jørgensen bærer – ud over branchens længste navn – også aliaset Jomi og Jomi Massage. Hun har en baggrund i den eksperimenterende støjrock og er stadig aktiv som guitarist og vokalist i orkestret Speaker Bite Me. Men allermest agerer hun som den genreflydende kunstner Jomi og har siden år 2000 arbejdet kompromisløst som komponist, musiker, forfatter, underviser og debattør. Jomi står bag en lang række albums, soundtracks, koncerter og performances, som alle skabes ud fra trangen til at udtrykke det voldsomme og omfavne det skrøbelige.
