Goodiepal udstiller for tiden på Andersen’s Contemporary. Udstillingen tager udgangspunkt i hans nye bog El Camino Del Hardcore – Rejsen Til Nordens Indre og i dag spiller han på Blågårdens Bibliotek. Seismograf har mødt ham til et kort interview om musik, der ikke er der længere - om viden, der bare kopieres - og om hvordan kunst- og musikscenerne smelter sammen.
Du har udgivet en bog: El Camino Del Hardcore – Rejsen Til Nordens Indre. Hvad handler den om?
”Den handler om musik. Simpelthen.”
Hvordan?
”Den handler om alting - forstået på den måde, at jeg har jo skrevet alt hvad jeg ved i den bog. Så er der sikkert noget jeg ved, som jeg ikke har skrevet i bogen – og noget jeg ikke ved, som jeg også har skrevet i bogen. Den handler om hvad man kan gøre efter Radikal Computermusik – men den er jo skrevet mens jeg kørte rundt i store dele af verden på cykel, så det er også lidt en rejsebeskrivelse.
Der er skrevet utroligt meget musik ind i bogen, så man kunne godt kalde det samling nye værker. Men det, der er specielt ved de værker er, at mange af dem ikke længere er eksisterende. I bogen hører man hele tiden om værker, der af den ene eller den anden grund ikke længere findes – de er måske faldet sammen, eller forsvundet eller noget helt tredje. Det er fordi jeg mener, at de store komponister er døde. I dag er man nødt til at pakke sin musik ind på en anden måde, så derfor handler bogen også om at kryptere. Der er utrolig meget viden, der er krypteret i bogen.
Det hænger også sammen med at folk efterhånden bare citerer og citerer. Vi har Wikipedia som det bedste eksempel. Det er jo ikke svært at vide noget om kvantefysik, det kan man læse på Wikipedia – men det er svært at sige noget nyt om kvantefysik. For eksempel den der ’videnskunst’, der bliver lavet nu, den byder jo ikke på ny viden.”
Du har været væk et stykke tid og nu er du tilbage – hvorfor det?
”Jeg har altid kommet lidt tilbage - og jeg er heller ikke kommet mere tilbage end som så. Men nu har jeg jo en udstilling i Danmark på Andersen’s Contemporary. Bogen har sådan set været ude et stykke tid, men det kræver en udstilling i Danmark, før der er nogen der gider at forholde sig til, at jeg har lavet en bog. Faktisk har jeg været i Danmark ind imellem hele tiden. Jeg lå med et brækket ben i tre måneder i Danmark for et års tid siden.”
For mig at se har du i de senere år nærmet dig galleriscenen. Er det en mere interessant scene for dig end musikmiljøet?
”De hænger sammen. Det bliver sværere og sværere at skelne det ene fra det andet. Det er stadig musik det handler om. Jeg har beskæftiget med musik, der har været så højtravende, at den danske musikverden ikke gider at røre ved det. I rytmiske musikkredse har jeg nærmest været hadet – mens kunstkredsene har sagt: ”Nej, hvor spændende”. Så jeg er gået derhen hvor der har været interesse. På den måde er det jo virkelig rock’n’roll – jeg er bare taget derhen, hvor det næste gig har været. Men jeg kan da godt se på de folk der kom til udstillingsåbningen, at nu var det langt væk fra musikmiljøet. Nu var det kunstnerne og alle forfatterne – der var simpelthen ikke en komponist eller rytmisk musiker til stede. Og på den måde må jeg erkende, at mit popmusikertække er faldende.
Men der er sket en interessant udvikling over de sidste 15 år. For eksempel sidder der i dag rigtig mange på kunstakademierne, der arbejder med lyd, og i de seneste par år har der også været mange installatoriske ting på musikscenen. Så det er beskrivende for hvor det hele er ved at bevæge sig hen, og det er mere en tendens end det har noget med mig at gøre. Måske er to højttalere og konceptalbummets dage bare talte. Jeg synes langt de fleste musikere har referencer, der peger tilbage, og derfor peger på noget der i bund og grund er uopnåeligt. Og det er måske lidt svært for musikken at acceptere, at det er sådan. Men jeg er ikke den eneste, der beskæftiger sig med musik, som er røget over mod galleriscenen. Så i stedet for at tale om et personligt opgør, vil jeg hellere se det som en tendens. Der vil jo altid være en brydning de forskellige kunstarter imellem. Der er altid en ping-pong.”
I dag kl. 17 skal du så optræde på Blågårdens bibliotek – hvad kan vi forvente os af det?
”Jeg præsenterer bogen – og så spiller jeg nogle af de værker der ikke findes mere – som musik. Og så kan man vel låne bogen, nu man er på biblioteket.”
Beats, bas og bekræftelse
Heidi Mortensons nye alias og album af samme navn, Phtalo, er et projekt, der meget bevidst refererer en delvist svunden tid, de gode(?) gamle dage, hvor housemusik handlede om fællesskaber. Phtalo er eksplicit queer og anti-ableistisk, hvilket kommer til udtryk via de mange vokalsamples, der er flettet ind blandt de energiske beats, bløde synths og tunge basgange.
Albummet lægger lovende ud med nummeret »We Have a Body«, der med sin uhyre ørefængende første del henleder tankerne til svedige aerobicstudier i lige så høj grad som mindst lige så fugtige dansegulve. For derefter at skifte musikalsk identitet flere gange i et hæsblæsende løb, der får mig til at ønske, at flere af disse ideer ville være blevet udviklet til længere, separate numre. Efter denne eksplosive start tabes pusten lidt, og mens andet nummer, »Emotions Are My Power«, glimrer med sin nærmest hymniske lovprisning af følelser som en styrke, så er det først med afslutningsnummeret, »Leo«, at jeg føler den samme begejstring, som jeg gjorde indledningsvist.
Højdepunkterne er dog så høje – og de såkaldte lavpunkter i virkeligheden ikke så lave – at albummet, med sin inkluderende og imødekommende atmosfære, som helhed er et glædeligt og livsbekræftende eksempel på, hvad det er, housemusikken altid har stået for: beats, bas og bekræftelse.
Frossen musik på museet
»Musik er flydende arkitektur; arkitektur er frossen musik«. Sådan lyder et berømt citat, der typisk tilskrives den tyske forfatter Johann Wolfgang von Goethe. På Thorvaldsens Museum fik vi et unikt indblik i relationen mellem de to kunstformer, da percussionisten Ying-Hsueh Chen bød på en arkitektonisk koncert-vandring: Gennem de smalle gange, forbi Thorvaldsens gipsmodeller og marmorstatuer, fra rum til rum ledte hun publikum, mens hun udforskede forskellige slagtøjsinstrumenters muligheder.
Vandringen var en nysgerrig undersøgelse af lydens materialitet; en undersøgelse, der demonstrerede, hvordan slagtøjsinstrumenter af forskellige materialer interagerede med rummene på vidt forskellig vis. Det var fascinerende at bevidne, hvordan et for mig ukendt, kugleformet instrument af træ producerede en lyd, der blev kastet ud i rummet med en sådan smertefuld voldsomhed, at man kunne høre selve murene skælve, mens lyden af et andet instrument – denne gang af metal – blev spaltet i det intrikate klangrum, sådan at den mindede om kvidrende fuglesang.
Højdepunktet var uden sammenligning Chens fortolkning af græske Iannis Xenakis' værk, Rebonds, der blev opført med så storslået en sans for drama, at det til fulde kunne konkurrere med den kolossale rytterstatue af den tysk-romerske kejser Maximillian I, som det blev opført foran. Xenakis, der i sit virke som både komponist og arkitekt netop var interesseret i lydens og rummets indbyrdes relation, ville have været stolt.
Dråber fra en ukendt måne
Hvorfor give en 83-årig dames debutalbum med musik, der er ældre end de flestes fædre, et lyt? Bag goddag-mand-økseskaft-titlen Pioneering Knob Twiddler er skotske Janet Beat, som skabte elektronisk musik i 50’erne, og som samtiden ikke har anerkendt på samme niveau som de ligesindede, kvindelige pionerer Delia Derbyshire og Daphne Oram. Så nu det Beats tur til den retroaktive hyldests spotlight.
»Dancing On Moonbeams« lyder som sin titel – kaskader af oscillerende sinusbølger, der daler ned over lytteren som dråber fra en ukendt måne. Lige så interessant er »Echoes of Bali«, der minder om en opdagelsesrejsende, der genskaber den lokale, balinesiske gamelanmusik, ud fra et fjernt minde. Selv på den 12 minutter lange »A Willow Swept By Train« mærkes historiens vingesus i den efterbehandlede guitar og den stigende sinustone, der peger frem mod noget fra Kraftwerks helt tidlige præ-Autobahn plader. Kraut før kraut.
Beats debut er måske ikke den stærkeste opsamling af klangkunst derude, men spor af alt fra Aphex Twin til Pink Floyd i hendes abstrakte lydsider er nok til, at denne historiske samling fortjener et lyt af alle med en sund interesse for elektronisk musik.
Dæmoner i køjen
There is a girl inside my brain who wants to die er ikke en titel, der ligefrem leder en i en munter retning. Men helt Billie Eilish-cover-dystert bliver det nu aldrig, selvom vi er tæt på flere steder. Hôy Las kompositioner spænder fra det minimale og elektroniske til mødet mellem insisterende beats og freejazz-saxofoner og helt til de low-key poppede numre – og alt dette når vi at opleve indenfor de første tre numre.
Centralt står Hôy Las stemme, filtreret som om hun kommunikerede med os gennem radioen. Nogle gange synger stemmen, andre gange taler den eller messer. Det er aldrig stemmen, der kommer med de store overraskelser eller de vilde spring, men hun har en fantastisk kontrol. Aldrig har en stemme så roligt fortalt om dæmonen i sengen.
Hôy Las skiftende brug af elektroniske og akustiske instrumenter, og de pludselige beats, der i tide og utide får lov at afbryde, får mig til at tænke på den fragmentariske hukommelse, man bevarer efter en traumatisk hændelse. Men værket indeholder også håb og erkendelse. Måske er det endda traumebearbejdelse gennem artpop? De poppede numre og sektioner bliver stærkere og stærkere mod slutningen – ligesom teksterne bliver mere udtalte om de rædsler, der flygtes fra.
Bag brandvæggen ligger utopien
Når jeg sætter mig og skriver formskemaerne ned på papir, kan jeg jo godt se det. At Ingri Høylands album består af både klangligt og formmæssigt varierede skæringer, der til tider er helt eminent godt og ukonventionelt sat sammen. Tiden bliver strakt helt ud på åbningen »Ego, Bitch« og giver en overlegen baggrund for vokalens insisterende refræn om handlekraft. Som komponist vil hun virkelig noget, og som producer vil hun – sammen med de øvrige fire producere på udgivelsen – virkelig, virkelig noget, ja næsten alt.
Jeg kigger ned på papiret og konstaterer, albummet er noget af det ypperste, der er udkommet i år. At det er sådan, Billie Eilish ville have lydt, hvis hun ligesom Høyland studerede på Rytmekons i København. Her er plads til bløde sirener, skinger solosaxofon, drevne grooves og et virvar af pludselige syntetiske indgreb. Så kigger jeg op fra papiret og spørger mig selv, hvorfor jeg alligevel ikke helt lader mig rive med.
Hovedmistanken retter sig mod den næsten provokativt anonyme vokal, der ofte er lige så druknet i filtre og manipulationer som resten af lydbilledet. Det bliver kontrol med kontrol på, og det er måske lige kontrol nok. Heldigvis er udgivelsen ikke kun en portefølje over teknisk finesse, men vidner altså også om et enormt potentiale, som ligger og gemmer sig bag firewallen. Virus efterlyses.