Goodiepal udstiller for tiden på Andersen’s Contemporary. Udstillingen tager udgangspunkt i hans nye bog El Camino Del Hardcore – Rejsen Til Nordens Indre og i dag spiller han på Blågårdens Bibliotek. Seismograf har mødt ham til et kort interview om musik, der ikke er der længere - om viden, der bare kopieres - og om hvordan kunst- og musikscenerne smelter sammen.

Du har udgivet en bog: El Camino Del Hardcore – Rejsen Til Nordens Indre. Hvad handler den om?

”Den handler om musik. Simpelthen.”

Hvordan?

”Den handler om alting - forstået på den måde, at jeg har jo skrevet alt hvad jeg ved i den bog. Så er der sikkert noget jeg ved, som jeg ikke har skrevet i bogen – og noget jeg ikke ved, som jeg også har skrevet i bogen. Den handler om hvad man kan gøre efter Radikal Computermusik – men den er jo skrevet mens jeg kørte rundt i store dele af verden på cykel, så det er også lidt en rejsebeskrivelse.

Der er skrevet utroligt meget musik ind i bogen, så man kunne godt kalde det samling nye værker. Men det, der er specielt ved de værker er, at mange af dem ikke længere er eksisterende. I bogen hører man hele tiden om værker, der af den ene eller den anden grund ikke længere findes – de er måske faldet sammen, eller forsvundet eller noget helt tredje. Det er fordi jeg mener, at de store komponister er døde. I dag er man nødt til at pakke sin musik ind på en anden måde, så derfor handler bogen også om at kryptere. Der er utrolig meget viden, der er krypteret i bogen.

Det hænger også sammen med at folk efterhånden bare citerer og citerer. Vi har Wikipedia som det bedste eksempel. Det er jo ikke svært at vide noget om kvantefysik, det kan man læse på Wikipedia – men det er svært at sige noget nyt om kvantefysik. For eksempel den der ’videnskunst’, der bliver lavet nu, den byder jo ikke på ny viden.”

Du har været væk et stykke tid og nu er du tilbage – hvorfor det?

”Jeg har altid kommet lidt tilbage - og jeg er heller ikke kommet mere tilbage end som så. Men nu har jeg jo en udstilling i Danmark på Andersen’s Contemporary. Bogen har sådan set været ude et stykke tid, men det kræver en udstilling i Danmark, før der er nogen der gider at forholde sig til, at jeg har lavet en bog. Faktisk har jeg været i Danmark ind imellem hele tiden. Jeg lå med et brækket ben i tre måneder i Danmark for et års tid siden.”

For mig at se har du i de senere år nærmet dig galleriscenen. Er det en mere interessant scene for dig end musikmiljøet?

”De hænger sammen. Det bliver sværere og sværere at skelne det ene fra det andet. Det er stadig musik det handler om. Jeg har beskæftiget med musik, der har været så højtravende, at den danske musikverden ikke gider at røre ved det. I rytmiske musikkredse har jeg nærmest været hadet – mens kunstkredsene har sagt: ”Nej, hvor spændende”. Så jeg er gået derhen hvor der har været interesse. På den måde er det jo virkelig rock’n’roll – jeg er bare taget derhen, hvor det næste gig har været. Men jeg kan da godt se på de folk der kom til udstillingsåbningen, at nu var det langt væk fra musikmiljøet. Nu var det kunstnerne og alle forfatterne – der var simpelthen ikke en komponist eller rytmisk musiker til stede. Og på den måde må jeg erkende, at mit popmusikertække er faldende.

Men der er sket en interessant udvikling over de sidste 15 år. For eksempel sidder der i dag rigtig mange på kunstakademierne, der arbejder med lyd, og i de seneste par år har der også været mange installatoriske ting på musikscenen. Så det er beskrivende for hvor det hele er ved at bevæge sig hen, og det er mere en tendens end det har noget med mig at gøre. Måske er to højttalere og konceptalbummets dage bare talte. Jeg synes langt de fleste musikere har referencer, der peger tilbage, og derfor peger på noget der i bund og grund er uopnåeligt. Og det er måske lidt svært for musikken at acceptere, at det er sådan. Men jeg er ikke den eneste, der beskæftiger sig med musik, som er røget over mod galleriscenen. Så i stedet for at tale om et personligt opgør, vil jeg hellere se det som en tendens. Der vil jo altid være en brydning de forskellige kunstarter imellem. Der er altid en ping-pong.”

I dag kl. 17 skal du så optræde på Blågårdens bibliotek – hvad kan vi forvente os af det?

”Jeg præsenterer bogen – og så spiller jeg nogle af de værker der ikke findes mere – som musik. Og så kan man vel låne bogen, nu man er på biblioteket.”

kortkritiklive
25.08.2024

Hvorfor skulle vi jages rundt på Thorvaldsens Museum?

Copenhagen Opera Festival: Aïda Gabriëls, Mireille Capelle, Adriaan de Roover, Timo Tembuyser, Matteo Sedda, Marc Tooten, Nel Maertens, Aya Suzuki, Magdalena Öttl, Declercq m.fl.: »Passages«
© Ida Guldbæk Arentsen
© Ida Guldbæk Arentsen

Måske havde jeg indstillet mit oplevelsesmodus forkert, da jeg trådte ind i Thorvaldsens Museum for at se performanceværket Passages. Sanseapparatet var kørt i stilling til fordybelse, vi skulle jo på museum og programmet havde lovet totaloplevelse og fri bevægelighed. 

Men der var meget, vi skulle nå på den time, Passages varede. Alt for meget. Vi startede sammen i salen ved indgangen, kringsat af storladne marmorskulpturer. Mens vi smagte på atmosfæren i rummet, der var parfumeret med et diskret elektronisk lydspor, gik en kunstner i gang med en sprittuschtegning på et stort stoflærred på gulvet. Snart blev hun afbrudt af sortklædte sangere, der havde gemt sig i publikum. Passagefigurer, fornemmede man, der kaldende skulle bestøve de gamle lokaler og blegstivnede statuer. 

Efterhånden blev vi gelejdet ud på gangen: Nu skulle vi på opdagelse. Problemet var bare, at værket ikke kunne slippe trangen til drama. Der var hele tiden scener, man skulle nå at indhente, en fortravlet følelse af at komme for sent til indholdet. Heraf passagetanken, hjemsøgelsen, flygtigheden, I get it. Men hvorfor så ikke skabe kaos i stedet? Jeg kunne ikke udlede andet end frustration af det subtile fravær, som konstant meldte sig. 

Når man endelig fik lov til at dvæle ved noget, var det med en flad fornemmelse. Da vi til sidst endte sammen, hvor vi startede, sluttede værket i en svulstig, musicalagtig finale. Der var slet ikke skabt plads til sådan et storladent temperament. Det føltes ufortjent. 

© Kelly Crandell & Kieran Kesner

»Musik for mig er en nødvendighed. Nyt og gammelt. På tværs af alle genrer. Musik er noget helt essentielt menneskeligt – og for mig er stemmen det mest direkte kommunikerende instrument i verdenen.« 

Else Torp debuterede i maj 2023 i tre koncerter med New York Philharmonic i et værk af den amerikanske komponist Julia Wolfe. Hun har tidligere optrådt med bl.a. BBC Philharmonic, Scottish Chamber Orchestra, Gulbenkian Orchestra, danske landsdelsorkestre, London Symphony Orchestra og Sydney Symphony Orchestra. Hun synger et omfattende repertoire af Lieder, danske sange og eksotiske værker som William Waltons Façade og Judith Weirs one-voice opera King Harald’s Saga. Else Torp er medlem af Paul Hillier’s Theatre of Voices og har optrådt på internationale scener som BBC Proms, Berliner Festspiele, Lincoln Center og ved flere udsolgte koncerter i Carnegie Hall. Else Torp har medvirket på snart 40 indspilninger på Dacapo, Ondine og Deutsche Grammophon og på den Grammy-vindende CD The Little Match Girl Passion (HMU, USA). I 2016 udkom duetten »Distant Sky« med Nick Cave og Else Torp på albummet Skeleton Tree samtidig med premieren på 3D-dokumentaren One More Time with Feeling om albummets tilblivelse. Hun sang live med Nick Cave and The Bad Seeds i Royal Arena og var igen biografaktuel et halvt år senere. I 2018 sang hun blandt andet Kaija Saariahos opera Only The Sound Remains på Paris' Opera Garnier, Teatro Real de Madrid og Lincoln Center i New York. Else Torp har medvirket i DRs Den klassiske Musikquiz, været deltager i Babettes Gæstebud med Brødrene Price, ligesom hun ofte interviewes til DR P2.

© PR

»For os er musik saltet, vinen, forretten, hovedretten, desserten, opbygningen, forløsningen. Musik er også en masse mellemrum. Musik kan være til glæde og trøst for mennesker, og det er ganske smukt, synes vi. Ikke mindst er musik en vej (ud af mange) ind i altings altinghed.«

Skammens vogn er en trio bestående af digterpræsten Nikolaj Zeuthen, healeren Oliver Hoiness og den irske cannabisbonde Jakob Millung. Det er en gruppe baseret på et venskab fra folkeskoletiden, et kunstnerisk og spirituelt fællesskab, som snart har eksisteret i tyve år. Bandet slog igennem med albummet Asfalt (2013) og har siden da udgivet syv albums. 

Skammens vogn er hverken highbrow eller lowbrow, men et sted midt i mellem. Eller måske snarere nobrow. Musikken har en folkelig appel, men er også blevet kaldt »en finger til ræset«. I deres tyve år lange karriere har de bevæget sig fra brutalistisk naivisme over ambitiøs avantgardepop og til underliggjort blues. Musikken er en blanding af genrer, og i midten af blandingen bor Zeuthens poetiske tekster, udtrykt med hans tilbagelænede og uskolede vokal. Bandet har ved flere lejligheder sagt, at musikken skal kunne undre og pirre dem selv.  

kortkritikrelease
16.08.2024

Årets symfoniske statement

Søs Gunver Ryberg: »Coexistence«
© PR
© PR

Min oplevelse af Coexistence, Søs Gunver Rybergs ti minutter lange værk for orkester og elektronik, falder i to etaper. Først er jeg lamslået: over den naturlighed, hun behandler det symfoniske materiale med, så orkestret bliver til en potent hybrid mellem akustik og syntese. Sikket bid i klangen, sikken ørkenstorm af kornet tekstur, der rumsterer videre bag instrumenterne.

Her realiseres det klanglige potentiale for det 21. århundredes orkester, tænker jeg begejstret. Men så melder tvivlen sig i næste etape. For sker der i realiteten det samme som i svenske Jesper Nordins timelange Emerging from Currents and Waves (2018): et teknologisk kvantespring for symfonisk klang, der imidlertid stivner kompositorisk i et stop-and-go mellem bulder og stilhed?

Udbuddet af dramatik er næsten vulgært i Coexistence: ustabile islandske mørkedroner, harske messingdrøn, skælvende strygere, tordenpauke, hårde opbremsninger som i actiontrailere fra Hollywood – og meget mere. Det er et himmelsk kaos. Kontrasten: dæmpede alarmer af strøget metal, opsamlet støj og udstrakte toner som et skrøbeligt jernstativ, der skælver efter stormen.

De to temperamenter afløser hinanden på skift, og det lyder fænomenalt under Dalia Stasevskas ledelse af BBC Symphony Orchestra. Værkets kerne er vel katastrofen – kollaps og efterspil – og i den optik giver de sort-hvide ekstremer mening. Musikken er brutal, nådesløs. Men kunne den have været mere: i farver, hinsides tvekampen? Måske, døm selv – Coexistence er så afgjort årets mest opsigtsvækkende symfoniske statement.

kortkritiklive
16.08.2024

Global opvarmning er virkelig nået til Aarhus

Lydenskab, Laura Bowler: »The Girl With the Hurricane Brain«
© Kim Glud
© Kim Glud

»LOOK AT ME I AM BURNING« – det hvide banner med den sorte skrift troner på scenen. Det og andre bannere udgør dele af librettoen til The Girl with the Hurricane Brain. Settingen er enkel: Et forældrepar mener, de gør nok for at modvirke klimakrisen. Deres teenagedatter og en tiltagende desperat fjernsyns-meteorolog er uenige. Selv for en opera gentager forældrene sig meget, når de taler. Højdepunktet for mig var: »We even vent vegan… mostly«, før de slukker fjernsynet, som beretter, at æbletræerne nu er uddøde. 

Det lyder komisk, men spilles med komplet alvor, godt understøttet af Laura Bowlers dissonante musik, der veksler mellem passager for alle 10 musikere og duetter mellem datteren og enkelte eller få musikere. Musikalsk er disse duetter suverænt værkets stærkeste – stemmen og instrumentet nærmest væves ind i hinanden. Musikken suppleres af sangstemmerne, der samples og skaber et umenneskeligt ubehag. Ofte blev jeg i tvivl om, hvornår der blev sunget, og hvornår maskinen tog over, og det ser jeg som en kritik af parolerne om, at teknologien nok skal finde en løsning, som en fralæggelse af menneskeligt ansvar – og menneskeligheden.

Værket søger at give inspiration til at tale om klimakrisen, men min optimisme vokser ikke undervejs. Ikke at cli-fi partout skal vise, hvordan en sådan dialog skal finde sted, men jeg manglede nok bare nogle enkelte glimt af håb, eller en tydeligere følelse af forbundethed. Måske hvis de virkelig lod os grine af forældrenes ignorance, kunne jeg have følt, at vi som kollektiv var enige om at gøre noget. Nej, global opvarmning er virkelig nået til Aarhus.