Goodiepal udstiller for tiden på Andersen’s Contemporary. Udstillingen tager udgangspunkt i hans nye bog El Camino Del Hardcore – Rejsen Til Nordens Indre og i dag spiller han på Blågårdens Bibliotek. Seismograf har mødt ham til et kort interview om musik, der ikke er der længere - om viden, der bare kopieres - og om hvordan kunst- og musikscenerne smelter sammen.

Du har udgivet en bog: El Camino Del Hardcore – Rejsen Til Nordens Indre. Hvad handler den om?

”Den handler om musik. Simpelthen.”

Hvordan?

”Den handler om alting - forstået på den måde, at jeg har jo skrevet alt hvad jeg ved i den bog. Så er der sikkert noget jeg ved, som jeg ikke har skrevet i bogen – og noget jeg ikke ved, som jeg også har skrevet i bogen. Den handler om hvad man kan gøre efter Radikal Computermusik – men den er jo skrevet mens jeg kørte rundt i store dele af verden på cykel, så det er også lidt en rejsebeskrivelse.

Der er skrevet utroligt meget musik ind i bogen, så man kunne godt kalde det samling nye værker. Men det, der er specielt ved de værker er, at mange af dem ikke længere er eksisterende. I bogen hører man hele tiden om værker, der af den ene eller den anden grund ikke længere findes – de er måske faldet sammen, eller forsvundet eller noget helt tredje. Det er fordi jeg mener, at de store komponister er døde. I dag er man nødt til at pakke sin musik ind på en anden måde, så derfor handler bogen også om at kryptere. Der er utrolig meget viden, der er krypteret i bogen.

Det hænger også sammen med at folk efterhånden bare citerer og citerer. Vi har Wikipedia som det bedste eksempel. Det er jo ikke svært at vide noget om kvantefysik, det kan man læse på Wikipedia – men det er svært at sige noget nyt om kvantefysik. For eksempel den der ’videnskunst’, der bliver lavet nu, den byder jo ikke på ny viden.”

Du har været væk et stykke tid og nu er du tilbage – hvorfor det?

”Jeg har altid kommet lidt tilbage - og jeg er heller ikke kommet mere tilbage end som så. Men nu har jeg jo en udstilling i Danmark på Andersen’s Contemporary. Bogen har sådan set været ude et stykke tid, men det kræver en udstilling i Danmark, før der er nogen der gider at forholde sig til, at jeg har lavet en bog. Faktisk har jeg været i Danmark ind imellem hele tiden. Jeg lå med et brækket ben i tre måneder i Danmark for et års tid siden.”

For mig at se har du i de senere år nærmet dig galleriscenen. Er det en mere interessant scene for dig end musikmiljøet?

”De hænger sammen. Det bliver sværere og sværere at skelne det ene fra det andet. Det er stadig musik det handler om. Jeg har beskæftiget med musik, der har været så højtravende, at den danske musikverden ikke gider at røre ved det. I rytmiske musikkredse har jeg nærmest været hadet – mens kunstkredsene har sagt: ”Nej, hvor spændende”. Så jeg er gået derhen hvor der har været interesse. På den måde er det jo virkelig rock’n’roll – jeg er bare taget derhen, hvor det næste gig har været. Men jeg kan da godt se på de folk der kom til udstillingsåbningen, at nu var det langt væk fra musikmiljøet. Nu var det kunstnerne og alle forfatterne – der var simpelthen ikke en komponist eller rytmisk musiker til stede. Og på den måde må jeg erkende, at mit popmusikertække er faldende.

Men der er sket en interessant udvikling over de sidste 15 år. For eksempel sidder der i dag rigtig mange på kunstakademierne, der arbejder med lyd, og i de seneste par år har der også været mange installatoriske ting på musikscenen. Så det er beskrivende for hvor det hele er ved at bevæge sig hen, og det er mere en tendens end det har noget med mig at gøre. Måske er to højttalere og konceptalbummets dage bare talte. Jeg synes langt de fleste musikere har referencer, der peger tilbage, og derfor peger på noget der i bund og grund er uopnåeligt. Og det er måske lidt svært for musikken at acceptere, at det er sådan. Men jeg er ikke den eneste, der beskæftiger sig med musik, som er røget over mod galleriscenen. Så i stedet for at tale om et personligt opgør, vil jeg hellere se det som en tendens. Der vil jo altid være en brydning de forskellige kunstarter imellem. Der er altid en ping-pong.”

I dag kl. 17 skal du så optræde på Blågårdens bibliotek – hvad kan vi forvente os af det?

”Jeg præsenterer bogen – og så spiller jeg nogle af de værker der ikke findes mere – som musik. Og så kan man vel låne bogen, nu man er på biblioteket.”

kortkritik
15.09.2023

Madonna som euforisk artpop? Ja tak!

Courtesy: »fra eufori« 
© PR
© PR

Idéen bag fra eufori, det nye album fra den danske lydkunstner og musiker Najaaraq Vestbirk alias Courtesy, er simpel: At tage en række af 90'ernes og start-00'ernes mest mindeværdige og – sagt på den kærligste måde – kitschede hits, dekonstruere dem, koge dem ned til deres mest basale bestanddele og finde frem til deres nøgne, synthbaserede kerne. Det er en simpel idé, men Courtesy får utroligt meget ud af den.

fra eufori er nemlig en ægte, uforbeholden kærlighedserklæring til en musikalsk æra, der alt for ofte bliver gjort til en punchline. Det bedste ved Courtesys fortolkninger er på den måde det, der oprindeligt gjorde sangene gode: deres totale mangel på kynisme og ironisk distance. 

Med et hold af nogle af tidens mest interessante pop-eksperimentalister er Courtesy en slags arkæolog, der finder guld i sangenes muld – guld, der altid har ligget der, men som måske umiddelbart ikke var til at få øje på: En ulmende uhygge gemt bag den triphoppede lækkerhed i Olives »You're Not Alone«; en knusende inderlighed i Lasgos hårdt pumpede »Something«; noget nærmest pastoralidyllisk i DJ Encores »I See Right Through You«; en sødme gemt bag det teatralske drama og den sireneagtige utilnærmelighed i Enyas »Orinoco Flow«. Jeg har aldrig før tænkt over, hvor besynderlig den hvirvlende klaversolo midt i Guru Joshs »Infinity« er. Eller at der er en nærmest skæbnesvanger aura over Madonnas »What It Feels Like for a Girl«.

fra eufori er som at vise sin yndlingsfilm til en ven, der ikke har set den før: Pludselig ser man filmen gennem deres øjne og får øje på ting, man aldrig havde forestillet sig. 

© PR

»Musik har været en helende balsam for mig.«

John William Grant er en amerikansk sanger, musiker og sangskriver med både amerikansk og islandsk statsborgerskab. Han blev først kendt som medstifter, forsanger, pianist og primær sangskriver i det alternative rockband The Czars. Efter at have udgivet seks album mellem 1994 og 2006 gik bandet i opløsning, og Grant trak sig tilbage i fire år, før han indledte en solokarriere.

Han vendte tilbage i april 2010 med et anmelderrost debutalbum indspillet sammen med Midlake. Queen of Denmark blev kåret til Årets Album 2010 af Mojo Magazine og blev desuden udpeget som et af de ti bedste album i 2010 af The Guardians musikkritikere og -skribenter.

© Frida Gregersen

Anna Brønsted is a singer, composer and visual artist originating from Copenhagen. Operating under the moniker Our Broken Garden, she has released three albums. Her most recent work, the album BLIND (2023) received widespread international recognition. Her compositional work spans far and includes compositions for choir, such as acoustic choral piece »Nattens Ende« (2021 – a collaboration with Teater S/H and composer Kirstine Fogh Vindelev e.g.) performed at Glyptotekets Festsal. At the heart of Anna’s work lies an introspect exploration of our shared blind spots, driven by a desire to unveil a profound and simple beauty, concealed beneath society's preconceived notions of success and conventional aspirations. 



Anna Brønsted has collaborated with esteemed musicians and songwriters, while also engaging in various interdisciplinary projects, collaborating with actors, theater instructors, and poets.

kortkritik
05.09.2023

Godt nyt fra krøllede finner

Paavoharju: »Yön mustia kukkia«
© PR
© PR

Med Yön mustia kukkia har finske Lauri Ainala og hans altid foranderlige mytisk-mystiske orkester Paavoharju udgivet, hvad de selv kalder tredje kapitel i en serie af albums, hvoraf de to foregående blev udgivet helt tilbage i 2005 og 2008. Der er altså løbet en anselig mængde vand under broen, siden man sidst kunne lytte til Paavoharju i denne type konstellation. 

Som tidligere lyder musikken, som er den hjemsøgt af venlige spøgelser. Man kan høre, at lydene kommer fra et land højt mod nord, hvor man lærer at være på god fod med mørket. Skurrende båndstøj, dirrende strenge, virrende samples og helt og halvt hviskede sangstemmer skaber en kalejdoskopisk melankolsk atmosfære. Som brudstykker af folkemusik fra flere forskellige verdner på én gang, der alle kæmper imod hinanden for at trænge igennem den kakofoni, de tilsammen skaber. Dette kan opleves i nummeret »Haihtuu« med Teemu Eerolas violin, der summer i stereo som en bi omkring lytterens hoved, mens rytmiske samples og Anniina Saksas vemodige sangstemme skaber en fremdrift, der tilnærmer sig en popsang. Mindre poppede er numre som »Marian kierto«, hvor en operaagtig vokal bølger frem og tilbage over en fugtigt skovbund af synths og samples. 

Lauri Ainala har stadig et helt særligt talent for at bakse lyde sammen, som i andres hænder bare ikke ville kunne fungere. Sammen med sine medsammensvorne har han med Yön mustia kukkia formået at skabe ikke bare et kærkomment genhør med fortidens spøgelser, men også et spændende nyt kapitel i Paavoharjus krøllede historie.

© Lene Duus

»Musik er lyd, som opleves med æstetisk interesse (hvilket igen vil sige et eller andet med en frivillig, intens opmærksomhed, eller lyd som er skabt med henblik derpå).«

Carl Bergstrøm-Nielsen har siden halvfjerdsernes begyndelse beskæftiget sig intensivt med alternativ komposition og fri improvisation, som flere artikler her i Seismograf vidner om. Han har virket dermed som lærer i gruppeimprovisation og lyttepartiturer ved Aalborg Universitet 1983-2014, som koncertarrangør i København med bl.a. Open Form Festival, som medstifter af European Intuitive Music Conference, som workshopholder internationalt, som udgiver af andres og egne arbejder, som formidler og som forfatter af forskningsarbejder og med opførelser i 25 lande.