Goodiepal udstiller for tiden på Andersen’s Contemporary. Udstillingen tager udgangspunkt i hans nye bog El Camino Del Hardcore – Rejsen Til Nordens Indre og i dag spiller han på Blågårdens Bibliotek. Seismograf har mødt ham til et kort interview om musik, der ikke er der længere - om viden, der bare kopieres - og om hvordan kunst- og musikscenerne smelter sammen.
Du har udgivet en bog: El Camino Del Hardcore – Rejsen Til Nordens Indre. Hvad handler den om?
”Den handler om musik. Simpelthen.”
Hvordan?
”Den handler om alting - forstået på den måde, at jeg har jo skrevet alt hvad jeg ved i den bog. Så er der sikkert noget jeg ved, som jeg ikke har skrevet i bogen – og noget jeg ikke ved, som jeg også har skrevet i bogen. Den handler om hvad man kan gøre efter Radikal Computermusik – men den er jo skrevet mens jeg kørte rundt i store dele af verden på cykel, så det er også lidt en rejsebeskrivelse.
Der er skrevet utroligt meget musik ind i bogen, så man kunne godt kalde det samling nye værker. Men det, der er specielt ved de værker er, at mange af dem ikke længere er eksisterende. I bogen hører man hele tiden om værker, der af den ene eller den anden grund ikke længere findes – de er måske faldet sammen, eller forsvundet eller noget helt tredje. Det er fordi jeg mener, at de store komponister er døde. I dag er man nødt til at pakke sin musik ind på en anden måde, så derfor handler bogen også om at kryptere. Der er utrolig meget viden, der er krypteret i bogen.
Det hænger også sammen med at folk efterhånden bare citerer og citerer. Vi har Wikipedia som det bedste eksempel. Det er jo ikke svært at vide noget om kvantefysik, det kan man læse på Wikipedia – men det er svært at sige noget nyt om kvantefysik. For eksempel den der ’videnskunst’, der bliver lavet nu, den byder jo ikke på ny viden.”
Du har været væk et stykke tid og nu er du tilbage – hvorfor det?
”Jeg har altid kommet lidt tilbage - og jeg er heller ikke kommet mere tilbage end som så. Men nu har jeg jo en udstilling i Danmark på Andersen’s Contemporary. Bogen har sådan set været ude et stykke tid, men det kræver en udstilling i Danmark, før der er nogen der gider at forholde sig til, at jeg har lavet en bog. Faktisk har jeg været i Danmark ind imellem hele tiden. Jeg lå med et brækket ben i tre måneder i Danmark for et års tid siden.”
For mig at se har du i de senere år nærmet dig galleriscenen. Er det en mere interessant scene for dig end musikmiljøet?
”De hænger sammen. Det bliver sværere og sværere at skelne det ene fra det andet. Det er stadig musik det handler om. Jeg har beskæftiget med musik, der har været så højtravende, at den danske musikverden ikke gider at røre ved det. I rytmiske musikkredse har jeg nærmest været hadet – mens kunstkredsene har sagt: ”Nej, hvor spændende”. Så jeg er gået derhen hvor der har været interesse. På den måde er det jo virkelig rock’n’roll – jeg er bare taget derhen, hvor det næste gig har været. Men jeg kan da godt se på de folk der kom til udstillingsåbningen, at nu var det langt væk fra musikmiljøet. Nu var det kunstnerne og alle forfatterne – der var simpelthen ikke en komponist eller rytmisk musiker til stede. Og på den måde må jeg erkende, at mit popmusikertække er faldende.
Men der er sket en interessant udvikling over de sidste 15 år. For eksempel sidder der i dag rigtig mange på kunstakademierne, der arbejder med lyd, og i de seneste par år har der også været mange installatoriske ting på musikscenen. Så det er beskrivende for hvor det hele er ved at bevæge sig hen, og det er mere en tendens end det har noget med mig at gøre. Måske er to højttalere og konceptalbummets dage bare talte. Jeg synes langt de fleste musikere har referencer, der peger tilbage, og derfor peger på noget der i bund og grund er uopnåeligt. Og det er måske lidt svært for musikken at acceptere, at det er sådan. Men jeg er ikke den eneste, der beskæftiger sig med musik, som er røget over mod galleriscenen. Så i stedet for at tale om et personligt opgør, vil jeg hellere se det som en tendens. Der vil jo altid være en brydning de forskellige kunstarter imellem. Der er altid en ping-pong.”
I dag kl. 17 skal du så optræde på Blågårdens bibliotek – hvad kan vi forvente os af det?
”Jeg præsenterer bogen – og så spiller jeg nogle af de værker der ikke findes mere – som musik. Og så kan man vel låne bogen, nu man er på biblioteket.”
Læg ørerne ind i de langsomme toners mange smukke lag
Mette Nielsens musik er sanselige undersøgelser af toners og klangenes mindste mikroskopiske detaljer. Efter en time i selskab med strygekvartet og klarinet på hendes nye album sidder man tilbage med en følelse af at have været helt tæt på musikkens mindste bestanddele. Når trykket på strengene hos Novokvartetten er tungt, mærker man støjen og de skærende metalliske overtoner, der får trommehinderne til at blafre. Når Jonas Frølunds klarinet sætter an helt fra toppen ud af ingenting, er det atmosfærisk sitren. Men lige meget hvad tæt på.
De seks stykker på Frozen Moments er melodiske og skramlende på samme tid. Rester af musikalske minder bliver til knitrende, iscenesatte salmer, hvor klangene får karakter som objekter, der hænger i luften en ad gangen. Et stykke har kun en tone, men formår alligevel at vise masser af nuancer. Andre, som solostykket »Apart«, kommer vidt omkring med rene klarinettoner, interferencer, multiphonics, sang og growl – men stadig med grundig langsommelighed.
Hun har en fascinerende evne til at skrive rigtig smukt uden patos. Klangskønt, elegant og sart og kun med en lille smule af den slags højtidelighed, der opstår, når man giver tid og rum til klangenes egen poesi. Og selvom hun søger støjen og det bøjelige og ufikserede, når hun udforsker tonernes randområder, bliver hendes musik aldrig grim eller for meget. Den får bare lov at være sig selv med sine mange naturlige, akustiske lag.
Beruset af storbyen
Lydkollektivet XYZ Sound Collective og kulturhuset KU.BE inviterede på en musikalsk cykeltur på Frederiksberg med intet mindre end fem koncerter. Vi kom vidt omkring – ikke kun fysisk.
Lydkunstneren Julie Østengaard bød på trafikal musique concrète under Bispeengsbuen, mens Lola Ajima hypnotiserede med engleagtige vokalloops, fuglesang og græsslåmaskine i Landbohøjskolens have. Performancekunstnerne Absurdum Temporary Art bød et absurd-komisk retssalsdrama tilsat techno og pantomime foran retsbygningen på Skyggens plads, og musikerne Ingvild Skandsen og Arash Pandi tegnede en arabesk af små cirkulære melodier med pibeorgel og persisk daf i Frederiksberg Hospitalskirke. Under en gylden aftensol afsluttede lydkunstnerne LuN/A og Tanja Schlander turen med en nærmest ASMR-lignende forstørrelse af de mikroskopiske lyde, der gemmer sig i alt fra en spand vand til en bunke spillekort til træernes grene på en bakketop bag KU.BE.
Særligt begejstret var jeg for Julie Østengaards koncert, der på støjende og storslået vis gjorde Bispeengsbuen til en brutal, stærkt trafikeret, sekssporet katedral, og som fremstod som en kærkommen kærlighedserklæring til en berusende storbyfølelse, der nok er på vej væk: I 2027 begynder nedrivningen af Bispeengsbuen; bilerne, larmen, forureningen og kaosset skal ud af byen; beton og asfalt skal erstattes af lysegrønne områder, og idealet er en kompulsivt behagelig forstadsidyl. Man kan jo ikke stritte imod udviklingen, men Østengaards koncert var en destilleret påmindelse om den energi, den sanselighed og den skønhed, der er til stede i alle de ting, vi ihærdigt forsøger at rense byen for.
Funky Jeanne d'Arc
Hvis der er én ting, komponisten og vokalisten Marcela Lucatelli dyrker, er det det uendeligt flertydige. Jeg tænker på det hver gang, jeg hører hende synge: Er hun en slave af sangen? Er hun indespærret i den og kæmper for at komme ud igen? Er hun i en romantisk, måske erotisk relation til den? Prøver hun at slå den ihjel? Eller er hun en slags sangens Jeanne d'Arc, der stiller sig foran den med sværd og skjold for at beskytte den mod fjender? Det er umuligt at sige, men flertydigheden – eller endda: utydeligheden – er det konstante anker, der fastholder mig og får mig til at lytte igen og igen.
Det gælder også det nye album, Necromancy, en sangcyklus på ti sange, der hver er dedikeret til en orisha fra den afro-brasilianske yoruba-religion, og hvor Lucatelli har allieret sig med guitaristen Lars Bech Pilgaard og perkussionisten Anders Vestegaard. Resultatet er Lucatellis hidtil bedste album – et lille mesterværk fristes jeg til at kalde det – hvor de tre musikere med en blanding af kompositorisk elegance og punket fandenivoldskhed kombinerer en form for støjende, psykedelisk rockmusik med ritualistiske polyrytmer, et free-jazzet tonesprog, synthflader, der er som taget ud af 70'ernes b-horrorfilm, og en energi, der nærmest er funky på den helt beskidte Betty Davis-agtige måde. Det er i mødet mellem musikkens kropslighed og den spirituelle aura, at magien opstår.
Og så er der Lucatellis stemme, som skal nævnes selvom den er hinsides det, der kan beskrives i den sproglige orden. Famlende får jeg lyst til at prøve med matematikken (den berømte formel i2 = −1 må tages i brug for at beskrive kompleksiteten) eller en række entusiastiske udråbstegn (!!!!!!!).
Over the top
Det startede godt. Josefine Opsahl ejer evnen til at sætte scener: Cellistens nye cellokoncert Hands for Århus Sinfonietta gik fra noget mysteriøst, hemmeligt, neoklassisk, folkemusikalsk (klart den bedste del) til noget neoromantisk. Og sad man på første række, blev man let blæst bagover af den megen action. Sad man lidt på afstand, var oplevelsen – ihvertfald hos mig – en anden: Musikken bragede ud i salen og mindede om adskillige Hollywood-films lykkelige slutninger, som fx den oprindelige Avatar-films over-the-top happy ending, hvor alle de gode kræfter til slut slår sig sammen og sejrer. Opsahls pompøse cellokoncert virkede lige så endimensionel. I en tidsalder med evindelige »posings« kan kunsten risikere at klinge lige så hult og overfladisk som den flottest opsatte selfie.
Hvis storladent i sig selv kan opfattes som et positivt statement, så er denne anmeldelse positiv. Elsker man det hurtige og glamourøse, ville man have nydt Opsahls Hands.
Klassiske musikere siger, det er på Spot, det sner. Måske får Opsahl ny musik ud til et bredere publikum. Som populærmusik duer det nok ok. Men så taler vi om to forskellige kunstkulturer, to forskellige forbrugskulturer. Et klassisk publikum ville dog næppe blive glade for et opblæst værk i den bogstaveligste forstand, hvor det storladne får så frit spil for galleriet. Hvor store løfter og armbevægelser fejer dybde og subtilitet af banen. Men måske er det bedste spørgsmål, om en nutidig cellokoncert må stryge én med hårene, om den må lyde lige så flygtig som en Instagram-story, og om det er et problem, hvis den minder mest om et døgnflue-pophit, selvom komponisten i programteksten citerer selveste Immanuel Kant?
Bidt af Thorshavn
Mens Spot skinnede som ny konfetti i alle poppens afarter – fra 80’erne og frem – gik den færøske gruppe Klingra i helt andre retninger: tilbage til fortidens traumer, til fiskerne, der i 1950’erne var tvunget til at arbejde ved den grønlandske vestkyst. En stemme tilhørende farfaren til pianisten, Dánjal á Neystabø, blandede sig i lydbilledet. For Klingra er historiefortællere, de pakker gamle og glemte fortællinger om fiskere og andet godtfolk ind i atmosfæriske, Sigur Ros-agtige og højstemte landskaber af lyd.
Maggie Björklund fra Jack Whites band fik sin pedal steel til at synge, som akkompagnerede hun vejrbidte viser (eminente Björklund ville man gerne have hørt mere til). Og langsomt byggede det arktiske sekskløver et meditativt og folkemusikalsk groove op, inden det sfæriske fik mere hårde, rockede kanter. Alt det fik de presset ind i en alt for kort Spot-koncert. Men det er betingelserne her.
Jeg vil huske den komplicerede stoflighed fra denne koncert. Lyden, som var både grottemørk og himmellys, sart og hård, og næsten symfonisk i sin billedskabende kvalitet. Musikerne rapporterede fra en verden, hvor gardinerne er rullet ned, men indenfor sidder jo levende mennesker med vigtige historier. Nu kan jeg påstå, jeg har været i Thorshavn og med egne øjne set de hændelser, Klingra behandler i deres veldrejede og meget personlige musik.