Goodiepal udstiller for tiden på Andersen’s Contemporary. Udstillingen tager udgangspunkt i hans nye bog El Camino Del Hardcore – Rejsen Til Nordens Indre og i dag spiller han på Blågårdens Bibliotek. Seismograf har mødt ham til et kort interview om musik, der ikke er der længere - om viden, der bare kopieres - og om hvordan kunst- og musikscenerne smelter sammen.
Du har udgivet en bog: El Camino Del Hardcore – Rejsen Til Nordens Indre. Hvad handler den om?
”Den handler om musik. Simpelthen.”
Hvordan?
”Den handler om alting - forstået på den måde, at jeg har jo skrevet alt hvad jeg ved i den bog. Så er der sikkert noget jeg ved, som jeg ikke har skrevet i bogen – og noget jeg ikke ved, som jeg også har skrevet i bogen. Den handler om hvad man kan gøre efter Radikal Computermusik – men den er jo skrevet mens jeg kørte rundt i store dele af verden på cykel, så det er også lidt en rejsebeskrivelse.
Der er skrevet utroligt meget musik ind i bogen, så man kunne godt kalde det samling nye værker. Men det, der er specielt ved de værker er, at mange af dem ikke længere er eksisterende. I bogen hører man hele tiden om værker, der af den ene eller den anden grund ikke længere findes – de er måske faldet sammen, eller forsvundet eller noget helt tredje. Det er fordi jeg mener, at de store komponister er døde. I dag er man nødt til at pakke sin musik ind på en anden måde, så derfor handler bogen også om at kryptere. Der er utrolig meget viden, der er krypteret i bogen.
Det hænger også sammen med at folk efterhånden bare citerer og citerer. Vi har Wikipedia som det bedste eksempel. Det er jo ikke svært at vide noget om kvantefysik, det kan man læse på Wikipedia – men det er svært at sige noget nyt om kvantefysik. For eksempel den der ’videnskunst’, der bliver lavet nu, den byder jo ikke på ny viden.”
Du har været væk et stykke tid og nu er du tilbage – hvorfor det?
”Jeg har altid kommet lidt tilbage - og jeg er heller ikke kommet mere tilbage end som så. Men nu har jeg jo en udstilling i Danmark på Andersen’s Contemporary. Bogen har sådan set været ude et stykke tid, men det kræver en udstilling i Danmark, før der er nogen der gider at forholde sig til, at jeg har lavet en bog. Faktisk har jeg været i Danmark ind imellem hele tiden. Jeg lå med et brækket ben i tre måneder i Danmark for et års tid siden.”
For mig at se har du i de senere år nærmet dig galleriscenen. Er det en mere interessant scene for dig end musikmiljøet?
”De hænger sammen. Det bliver sværere og sværere at skelne det ene fra det andet. Det er stadig musik det handler om. Jeg har beskæftiget med musik, der har været så højtravende, at den danske musikverden ikke gider at røre ved det. I rytmiske musikkredse har jeg nærmest været hadet – mens kunstkredsene har sagt: ”Nej, hvor spændende”. Så jeg er gået derhen hvor der har været interesse. På den måde er det jo virkelig rock’n’roll – jeg er bare taget derhen, hvor det næste gig har været. Men jeg kan da godt se på de folk der kom til udstillingsåbningen, at nu var det langt væk fra musikmiljøet. Nu var det kunstnerne og alle forfatterne – der var simpelthen ikke en komponist eller rytmisk musiker til stede. Og på den måde må jeg erkende, at mit popmusikertække er faldende.
Men der er sket en interessant udvikling over de sidste 15 år. For eksempel sidder der i dag rigtig mange på kunstakademierne, der arbejder med lyd, og i de seneste par år har der også været mange installatoriske ting på musikscenen. Så det er beskrivende for hvor det hele er ved at bevæge sig hen, og det er mere en tendens end det har noget med mig at gøre. Måske er to højttalere og konceptalbummets dage bare talte. Jeg synes langt de fleste musikere har referencer, der peger tilbage, og derfor peger på noget der i bund og grund er uopnåeligt. Og det er måske lidt svært for musikken at acceptere, at det er sådan. Men jeg er ikke den eneste, der beskæftiger sig med musik, som er røget over mod galleriscenen. Så i stedet for at tale om et personligt opgør, vil jeg hellere se det som en tendens. Der vil jo altid være en brydning de forskellige kunstarter imellem. Der er altid en ping-pong.”
I dag kl. 17 skal du så optræde på Blågårdens bibliotek – hvad kan vi forvente os af det?
”Jeg præsenterer bogen – og så spiller jeg nogle af de værker der ikke findes mere – som musik. Og så kan man vel låne bogen, nu man er på biblioteket.”
Spiloppebidt altmuligmusik
Spilopagtigt indleder Njyd-kvartetten sit flersidige, men måske især skælmsk anlagte debutalbum med walisisk-københavnske Joss Smiths Transfixed (2018), der jo i bund og grund bare er et vildt sjovt værk.
Slagtøjet holder balkanfest, men får modspil af hakkende fløjtesløjfer og en guitar, der er så løst stemt, at den lyder som et flagrende fiskenet. Kan det blive til musik? Sagtens, både som løssluppent rytmeri og i en spejlvending som nedbarberet, svalt ekko. Sikken skiftevis energi og afmålthed!
Samme humørfulde lune går igen i værker af Morten Ladehoff, Christos Farmakis og Aarhus-uddannede Monika Szpyrka.
I uddraget af Szpyrkas Sustainable Music (2022) snorker musikken sig med flaprende luft gennem en alarmistisk stemning af strøget metal. Det forsigtigt ulmende, vildt fintsansende billede får lov at stå som et akut øjeblik, inden det elegant viftes væk. Fornemt!
Helt anderledes og nærmest stilhistorisk kaster Ladehoff sig i Rotor (2019) over en modernistisk collageform med charmerende kortmotiver: løbske kukure, komiske strengebøjninger, blide akkordeonrul, tændstikstrommer og toneløse pust. Alt sammen i spændstig gentagelse, indtil altså en saxofon bryder med de stramme mønstre og indleder en friere fortælling om flugt.
Den flugt søger samme instrument i Farmakis’ Grumset flod (2016), væk fra jazzklubbet bækkenklang og intimt glidende guitar. Men hurtigt afrettes den af et pludseligt intermezzo med stemte træblokke: i sandhed skælmsk – og et skarpt, alsidigt visitkort fra Njyd.
Yippee ki-yay, Odense!
»Kling, klang, klung,« lyder det omtrent, da aftenens to solister stormer ind ad en bagdør, tilsyneladende midt i et skænderi for bratscher. Ad hver sin trappe nærmer Rafaell Altino og Lawrence Power sig scenen, hvor Odense Symfoniorkester venter. Undervejs standser de op, kigger hen mod den anden, klimprer videre og stønner højt: »Åh!«
Så er vi ligesom igang med uropførelsen af Steingrímur Rohloffs koncert for to bratscher, og hurtigt får de kværulerende solister indrulleret det veloplagte orkester i skænderiet, som søger hidsigt opad i konstant transponerende cirkler. Tubaen byder ind med dybe udråbstegn, og første sats ender i et voldsomt klimaks af iltre fællesstrøg og paukehvirvler.
Langsommere går det – surprise! – i anden sats, som dog ikke kun søger i sentimental retning med besøg af klokkespil, men også gentager et Rohloff-trademark: spisepinde i stedet for buer. Strygerhavets stille kaos af strengeklik lyder, som om nogen er ved at klare opvasken.
Hvor når vi hen i sidste sats? Måske ikke til et decideret X på skattekortet, men i hvert fald forbi flere løjer: hektiske morsesignaler i messing og strygere, vuggende irsk folkemusik, en rapfodet flugtsekvens med indlagt fløjtemissil og et trefoldigt angreb fra stampende pauker.
Rohloffs odenseanske cowboyduel begejstrer publikum, og al denne sprælske tjubang er i sandhed fornøjelig. Kan man savne et akut mellemværende med samtiden? Det kan man godt, men mon ikke det kommer til maj, når samme orkester uropfører Rohloffs War Requiem.
Punktum for en dirigent – kolon foran fremtiden
En nærmest mirakuløst veludført attacca-overgang mellem to værker på henimod 400 års tidslig afstand af hinanden satte hele aftenens tema – at når noget stopper, begynder noget andet – i relief.
Netop i dette øjeblik, hvor Orlando Gibbons’ 1600-talsværk Cries of London og Per Nørgårds Wie ein Kind (1979-80) fandt hinanden, var det, som om den såkaldt tidlige musik og den såkaldt nye musik smeltede sammen til ét, som fandtes tiden ikke længere – som om ingen, heller ikke de optrædende, lige dér egentlig anede, hvad der overhovedet var ny, og hvad der var tidlig musik.
Nogle minutter tidligere havde tre af sangerne fremført aftenens titelværk, Machauts snurrige 1300-tals-rondeau Ma fin est mon commercement, hvor den korte tekst så at sige kommenterer musikken ved at beskrive, hvad der går for sig i den.
Og nu, hvor Cries of London og Wie ein Kind strejfede hinanden, var det, som om at selve koncerten, inspireret af Machauts rondeau, begyndte at kommentere sit eget indhold: Tidlig og ny musik fremstod ikke blot som hinandens begyndelse og afslutning, men også som to epoker, der paradoksalt nok betingede hinanden – nøjagtigt, som det altid har været tilfældet for Ars Nova Copenhagen selv.
Koncerten markerede finurligt, men usentimentalt, afslutningen på Paul Hilliers tyve år lange tid med koret. Men med Caroline Shaws helt uforglemmelige how to fold the wind (2021), der afsluttede koncerten, viste koret samtidig, at begyndelser altid vil optage det. Tak for al musikken, Paul Hillier.
Glimt af eventyr
Da jeg først lyttede til det nye album fra den australskfødte komponist og saxofonist Calum Builder, Murmuration, kom jeg til at tænke på en sætning fra en dybt fascinerende samtale mellem filosoffen Jacques Derrida og jazzlegenden Ornette Coleman, der fandt sted i 1997: »For reasons that I'm not sure of, I am convinced that before becoming music, music was only a word«, lyder sætningen. Hvis Murmuration, et storslået jazzopus i fem dele, blot var et enkelt ord, ville ordet, tænkte jeg, være »glas«. Ikke blot fordi der er en særegen skrøbelighed over Murmuration, men også fordi albummet minder mig om de utydelige, men ekstremt kontrastfyldte fotografier, der blev taget direkte på glasplader i tiden omkring industrialiseringen: Den såkaldte kollodium-vådplade-teknik.
Der er så uendeligt mange billeder gemt i Murmuration: Falmede, esoteriske og slørede som var de fotograferet med sitrende hænder – det er ikke tilfældigt at værkets forskellige satser har titler som »Fading Shadows in the Dark« og »Falling Into the Maelstrom« – træder de alligevel frem i helt klare glimt: Perkussion som blafrende fuglevinger; langstrakte saxofonhyl, der skærer som strømlinede jernbaneskinner gennem stenede landskaber tegnet af tuba og basun; nærmest pastoralidylliske ambientpassager afbrudt af maskinelle rytmer og kaotiske passager, der rammer som pludseligt tordenvejr; underfundige melodistumper, der minder mig om de melodier, slangetæmmere spiller i eventyr. Det kunne være et andet bud, hvis Murmuration kun var ét ord: »Eventyr«.
Dyst i udstrakt tid
Under en koncert, hvor begge værker for strygekvartet gør det til en pointe at strække tiden ud, når man vidt omkring i sit indre univers.
Pludselig opdager man den fortrængte håndboldspiller, der gerne vil gøre koncerten til en konkurrence: canadiske Sarah Davachis Long Gradus (2020-21) mod Niels Lyhne Løkkegaards Colliding Bubbles, der blev uropført i torsdags.
Og han er egentlig sjovere at lytte til end den indre lommefilosof, der dukker op og spørger, om den slags ambientmusik mest har karakter af institutionaliseret ritualisme eller subversiv utopi. Kedeligt spørgsmål, videre!
Håndboldspilleren er ikke i tvivl: Davachis halve time med udstrakte, overlappende grundakkorder forvrænget en anelse af ren stemning – hvor intervallerne kan lyde lidt skæve – bliver hurtigt til et ensidigt og selvgodt udsagn om at justere vores moderne ører.
Mere liv er der hos Løkkegaard, hvor Bozzini-kvartetten på samme tid spiller på mundharmonika og strygere. Også her med lange, changerende akkorder, dog nu med en gradvis bevægelse fra den lyse til den mørke ende af harmonikaerne.
Men trumfen er, at Løkkegaard har indlejret en ubestemmelighed i værket, en optisk illusion: Længe spiller buerne toneløst på strengene – eller vistnok toneløst, må jeg næsten skrive, for finurligt nok lyder harmonikaerne som lyse strygere.
Man er simpelthen konstant i tvivl om, hvor de fine klange kommer fra. Så meget desto større effekt, da musikerne skifter greb og endelig lader strygerne klinge. Sejr til Løkkegaard!