Fredag den 19. april fyldes Hellig Kors Kirke i København med svensk filmmusik, skrevet af komponisten Erik Enocksson. Musikken spilles live og akkompagneret af Tritonus Koret, desuden spiller den norske albumaktuelle lydkunstner Svarte Greiner (aka Erik Knive Skodvin/Deaf Center).
Som en del af det svenske filmkollektiv Fasad, har Erik Enocksson skrevet en række roste filmscores, men komponisten spiller sjældent live. Han har aldrig opført en koncert i Danmark før nu, hvor filmmusik fra filmen 'Man tænker sit' er omskrevet til en livebesætning for kirkeorgel, dobbelt klaver, vokal og 40 korsangere fra Tritonus Koret. Sammen aften spiller Svarte Greiner cinematiske og ambiente lydflader og lader det akustiske instrument celloen, få en væsentlig rolle.
FAKTA
Koncerten afholdes i Hellig Kors Kirke, Kapelvej 38, København N. Fredag 19. april 2013 · kl. 20.00
Koncerten er arrangeret i et samarbejde mellem Fanø Free Folk Festival, artFREQ og CPH PIX
Musikformidling med fikse idéer
Holdet bag DR’s nye musikprogram – der højst usædvanligt faktisk handler om musik – når lige at balancere på kanten af det fortænkte i første afsnit om L.O.C.-baskeren »Frk. Escobar« (2005).
Pligtskyldigt og overfortolkende analyseres temamelodien af en jazzkomponist ved flyglet, studentikost blæser vært Carsten Holm en skoleopgave om lyrikkens »dualitet« op på en containervæg, og fordi hjerneforskeren må være på hurtigkald hos alle kulturredaktioner, får Peter Vuust også lov at fortælle en anekdote om savlende hunde.
L.O.C. griner måbende hver gang, men bærer heldigvis over med redaktionens fikse idéer, tager engageret invitationen til musikalsk næranalyse op, og pludselig sidder rapperen og siger »crescendo« i bedste sendetid lørdag aften. Det er faktisk ret godt gået i sidste ende.
Lad dette være startskuddet til mere lydnær musikformidling på de store medier, også gerne af den mere kritiske slags end her.