01.06.2017

Lydkunst i det fri i Lydens By

2-18. juni lægger Struer gader, pladser, parker m.m. til landets hidtil eneste festival for stedsspecifik lydkunst. Festivalleder Jacob Kreutzfeldt fortæller om Struer Tracks, som festivalen er døbt.

“Struer Tracks er en festival for lydkunst. Kernen er udstilling af lydkunstværker, og værkerne er stedspecifikke i den forstand at de er tænkt eller tilpasset til Struer og til de konkrete steder. Uden om udstillingen har vi en række arrangementer, koncerter, workshops og præsentationer, hvor vi inviterer borgere og besøgende til at lytte og give lyd”, indleder Jacob Kreutzfeldt.

Han uddyber, hvordan de urbane og offentlige rammer spiller med på lydkunstens præmisser på en helt anden måde end eksempelvis de traditionelle, hvide gallerirum.

“Vi ville gerne skabe situationer, hvor publikum møder kunst i hverdagen – frem for på museer eller i koncertsale. Her er der mulighed for at kommunikere på andre planer, end når det foregår på institutioner. Ved at arbejde i det offentlige rum er der en anden mulighed for at værkerne kan overraske folk i hverdagen. Det gælder for al kunst i det offentlige rum, men måske i særlig grad for lydkunst, hvor kan komme komme snigende og blande sig med omgivelsernes lyd”, forklarer han.

Valget af lige netop Struers offentlige rum som ramme for festivalen er langt fra tilfældig. Det lokale byråd har med en strategisk satsning brandet den midtjyske købstad under navnet Lydens By. Knap en femtedel af de ca. 10.000 indbyggere er da også beskæftiget hos byens største virksomhed, B&O, der er verdenskendt for især lyd-elektronik af høj kvalitet.

“Man har gennem de seneste 5 år arbejdet med at opbygge en identitet og kultur omkring lyd i Struer – ikke mindst baseret på at Bang & Olufsen har ligget i Struer i mere end 90 år. Det betyder at vi kan trække på initiativer og kompetencer, som vi ikke ville kunne finde i andre byer – og slet ikke i byer af Struers størrelse. F.eks. har Ursula Nistrup haft mulighed for at samarbejde med folk med stor teknisk kompetence på B&O, og vi kan spille Jacob Kirkegaards og Peter Albrechtsens Dolby Atmos-værk Den Usynlige By i en af de mest veludstyrede provinsbiografer, jeg nogensinde har set”, konstaterer han.

Udover at bidrage med gode tekniske faciliteter og samarbejdsmuligheder, kan Struer også noget andet, som kunst-hovedsæderne Aarhus eller København ikke kan.

“Struer Tracks er også et forsøg på at aktivere en anden lokalitet end de metropole omgivelser, som samtids- og lydkunsten tit præsenteres i. Struer er en provinsby, og med festivalen vil vi gerne undersøge mødet mellem samtidskunst og provinsby. Det er håbet at værkerne kan være med til at sætte fokus på steder, identiteter og kulturer, der kendetegner provinsdanmark – der jo trods alt er den største del af landet”, afslutter Jacob Kreutzfeldt.

Det er ambitionen, at Struer Tracks skal udvikle sig til at blive en international biennale for lydkunst, der således indtager Struer næste gang i 2019 og hvert andet år derefter.

Hvad? Struer Tracks
Hvor? Forskellige lokationer i Struer
Hvornår? 2-18. juni 2017

Læs mere om festivalen og se det komplette program af udstilling og arrangementer på festivalens hjemmeside.

playliste

20.08.2024

Vi hedder Skammens Vogn – vil du se vores playliste?

»For os er musik saltet, vinen, forretten, hovedretten, desserten, opbygningen, forløsningen. Musik er også en masse mellemrum. Musik kan være til glæde og trøst for mennesker, og det er ganske smukt, synes vi. Ikke mindst er musik en vej (ud af mange) ind i altings altinghed.«

Skammens vogn er en trio bestående af digterpræsten Nikolaj Zeuthen, healeren Oliver Hoiness og den irske cannabisbonde Jakob Millung. Det er en gruppe baseret på et venskab fra folkeskoletiden, et kunstnerisk og spirituelt fællesskab, som snart har eksisteret i tyve år. Bandet slog igennem med albummet Asfalt (2013) og har siden da udgivet syv albums.

Skammens vogn er hverken highbrow eller lowbrow, men et sted midt i mellem. Eller måske snarere nobrow. Musikken har en folkelig appel, men er også blevet kaldt »en finger til ræset«. I deres tyve år lange karriere har de bevæget sig fra brutalistisk naivisme over ambitiøs avantgardepop og til underliggjort blues. Musikken er en blanding af genrer, og i midten af blandingen bor Zeuthens poetiske tekster, udtrykt med hans tilbagelænede og uskolede vokal. Bandet har ved flere lejligheder sagt, at musikken skal kunne undre og pirre dem selv.

kortkritikrelease

16.08.2024

Årets symfoniske statement

Søs Gunver Ryberg: »Coexistence«

Platoon, 09.08

Sune Anderberg

Min oplevelse af Coexistence, Søs Gunver Rybergs ti minutter lange værk for orkester og elektronik, falder i to etaper. Først er jeg lamslået: over den naturlighed, hun behandler det symfoniske materiale med, så orkestret bliver til en potent hybrid mellem akustik og syntese. Sikket bid i klangen, sikken ørkenstorm af kornet tekstur, der rumsterer videre bag instrumenterne.

Her realiseres det klanglige potentiale for det 21. århundredes orkester, tænker jeg begejstret. Men så melder tvivlen sig i næste etape. For sker der i realiteten det samme som i svenske Jesper Nordins timelange Emerging from Currents and Waves (2018): et teknologisk kvantespring for symfonisk klang, der imidlertid stivner kompositorisk i et stop-and-go mellem bulder og stilhed?

Udbuddet af dramatik er næsten vulgært i Coexistence: ustabile islandske mørkedroner, harske messingdrøn, skælvende strygere, tordenpauke, hårde opbremsninger som i actiontrailere fra Hollywood – og meget mere. Det er et himmelsk kaos. Kontrasten: dæmpede alarmer af strøget metal, opsamlet støj og udstrakte toner som et skrøbeligt jernstativ, der skælver efter stormen.

De to temperamenter afløser hinanden på skift, og det lyder fænomenalt under Dalia Stasevskas ledelse af BBC Symphony Orchestra. Værkets kerne er vel katastrofen – kollaps og efterspil – og i den optik giver de sort-hvide ekstremer mening. Musikken er brutal, nådesløs. Men kunne den have været mere: i farver, hinsides tvekampen? Måske, døm selv – Coexistence er så afgjort årets mest opsigtsvækkende symfoniske statement.

kortkritiklive

16.08.2024

Global opvarmning er virkelig nået til Aarhus

Lydenskab, Laura Bowler: »The Girl With the Hurricane Brain«

Svalegangen, 14.-15.08

Niclas Nørby Jochumsen Hundahl

»LOOK AT ME I AM BURNING« – det hvide banner med den sorte skrift troner på scenen. Det og andre bannere udgør dele af librettoen til The Girl with the Hurricane Brain. Settingen er enkel: Et forældrepar mener, de gør nok for at modvirke klimakrisen. Deres teenagedatter og en tiltagende desperat fjernsyns-meteorolog er uenige. Selv for en opera gentager forældrene sig meget, når de taler. Højdepunktet for mig var: »We even vent vegan… mostly«, før de slukker fjernsynet, som beretter, at æbletræerne nu er uddøde.

Det lyder komisk, men spilles med komplet alvor, godt understøttet af Laura Bowlers dissonante musik, der veksler mellem passager for alle 10 musikere og duetter mellem datteren og enkelte eller få musikere. Musikalsk er disse duetter suverænt værkets stærkeste – stemmen og instrumentet nærmest væves ind i hinanden. Musikken suppleres af sangstemmerne, der samples og skaber et umenneskeligt ubehag. Ofte blev jeg i tvivl om, hvornår der blev sunget, og hvornår maskinen tog over, og det ser jeg som en kritik af parolerne om, at teknologien nok skal finde en løsning, som en fralæggelse af menneskeligt ansvar – og menneskeligheden.

Værket søger at give inspiration til at tale om klimakrisen, men min optimisme vokser ikke undervejs. Ikke at cli-fi partout skal vise, hvordan en sådan dialog skal finde sted, men jeg manglede nok bare nogle enkelte glimt af håb, eller en tydeligere følelse af forbundethed. Måske hvis de virkelig lod os grine af forældrenes ignorance, kunne jeg have følt, at vi som kollektiv var enige om at gøre noget. Nej, global opvarmning er virkelig nået til Aarhus.

playliste

12.08.2024

Mit navn er Jay Campbell – vil du se min playliste?

»Musik er grænseløs, og dens potentiale for betydning er uendeligt. Det er hverken godt eller dårligt, men blot en anerkendelse af, at musik er én form for udtryk for en given kultur (med mange andre input, som jeg for det meste er uvidende om). Set i det perspektiv er musik så bare endnu et medie, hvorigennem jeg forsøger at forstå et andet menneske og/eller den kultur, de eksisterer(e)de i, og mere dybtfølt mærke den indbyrdes forbundethed i den verden, vi lever i, som vi har arvet, og som vi vil give videre.«

Cellisten Jay Campbell er i øjeblikket den eneste musiker nogensinde, der har modtaget to Avery Fisher Career Grants – i 2016 som solist og i 2019 som medlem af JACK Quartet. Han har bragt sine eklektiske kunstneriske interesser både som udøvende musiker og kurator til institutioner som New York Philharmonic, Deutsche-Symphonie Orchester, Los Angeles Philharmonic, Seattle Symphony, Ojai Festival, Lucerne Festival og mange andre. Med et stærkt engagement i kollaborativ musik er Jay medlem af JACK Quartet samt Junction Trio sammen med violinisten Stefan Jackiw og komponisten/pianisten Conrad Tao. Han er også en del af det tværdisciplinære kunstnerkollektiv AMOC og samarbejder hyppigt med komponister og musikere som Helmut Lachenmann, Patricia Kopatchinskaja, Barbara Hannigan, John Zorn, Tyshawn Sorey og mange andre fra sin egen generation.

kortkritik

05.08.2024

Ambient til den fjerde verden

Anton Friisgaard: »Teratai Åkande«

STROOM.tv, 6. aug.

Kristoffer Møllegaard

Gamelanorkestret Gamelan Salukats koncert på Roskilde Festival i 2018 gjorde øjensynligt ikke kun stort indtryk på denne anmelder. Samme år rejste ambientmusikeren Anton Friisgaard (tidligere Hviledag) til Ubud, Bali og optog musik med flere medlemmer af ensemblet.

Dette er dette møde, som Teratai Åkande er vokset ud af. Et album, der i overensstemmelse med Jon Hassells koncept om fourth world-musik præsenterer en distinkt kulturel og etnisk forankret musikalsk tradition rekontekstualiseret gennem et vestligt perspektiv. I dette tilfælde balinesisk gamelan filtreret gennem Friisgaards klipning og efterbehandling. For mens gamelankompositioner ofte føles cirkulære med længerevarende rundgange, der afløser hinanden, så har Friisgaard med en dokumentarists sans for narrativ udvikling reduceret ned til mere fragmenterede, stemningsbaserede og i sidste ende vestligt letfordøjelige numre.

Det traditionelle perlende slagtøj, gonger og fløjter sættes på numre som »Lavitir« og »Havun« i et relief af henholdsvis insekt- og/eller fuglelyde og skvulpende vand, mens rumklang og ekko skaber en følelse af fjern tilstedeværelse. Andetsteds, fx på »Kampaka«, er den elektroniske musiks kompositionsteknikker mere fremtrædende. Fælles for alle otte numre er, at de repræsenterer et spændende møde mellem to vidt forskellige musikalske verdener. Friisgaards album emmer af en åbenlys stor hengivenhed for gamelanmusikken og dens ophavspersoner.