01.06.2017

Lydkunst i det fri i Lydens By

2-18. juni lægger Struer gader, pladser, parker m.m. til landets hidtil eneste festival for stedsspecifik lydkunst. Festivalleder Jacob Kreutzfeldt fortæller om Struer Tracks, som festivalen er døbt.

“Struer Tracks er en festival for lydkunst. Kernen er udstilling af lydkunstværker, og værkerne er stedspecifikke i den forstand at de er tænkt eller tilpasset til Struer og til de konkrete steder. Uden om udstillingen har vi en række arrangementer, koncerter, workshops og præsentationer, hvor vi inviterer borgere og besøgende til at lytte og give lyd”, indleder Jacob Kreutzfeldt.

Han uddyber, hvordan de urbane og offentlige rammer spiller med på lydkunstens præmisser på en helt anden måde end eksempelvis de traditionelle, hvide gallerirum.

“Vi ville gerne skabe situationer, hvor publikum møder kunst i hverdagen – frem for på museer eller i koncertsale. Her er der mulighed for at kommunikere på andre planer, end når det foregår på institutioner. Ved at arbejde i det offentlige rum er der en anden mulighed for at værkerne kan overraske folk i hverdagen. Det gælder for al kunst i det offentlige rum, men måske i særlig grad for lydkunst, hvor kan komme komme snigende og blande sig med omgivelsernes lyd”, forklarer han.

Valget af lige netop Struers offentlige rum som ramme for festivalen er langt fra tilfældig. Det lokale byråd har med en strategisk satsning brandet den midtjyske købstad under navnet Lydens By. Knap en femtedel af de ca. 10.000 indbyggere er da også beskæftiget hos byens største virksomhed, B&O, der er verdenskendt for især lyd-elektronik af høj kvalitet.

“Man har gennem de seneste 5 år arbejdet med at opbygge en identitet og kultur omkring lyd i Struer – ikke mindst baseret på at Bang & Olufsen har ligget i Struer i mere end 90 år. Det betyder at vi kan trække på initiativer og kompetencer, som vi ikke ville kunne finde i andre byer – og slet ikke i byer af Struers størrelse. F.eks. har Ursula Nistrup haft mulighed for at samarbejde med folk med stor teknisk kompetence på B&O, og vi kan spille Jacob Kirkegaards og Peter Albrechtsens Dolby Atmos-værk Den Usynlige By i en af de mest veludstyrede provinsbiografer, jeg nogensinde har set”, konstaterer han.

Udover at bidrage med gode tekniske faciliteter og samarbejdsmuligheder, kan Struer også noget andet, som kunst-hovedsæderne Aarhus eller København ikke kan.

“Struer Tracks er også et forsøg på at aktivere en anden lokalitet end de metropole omgivelser, som samtids- og lydkunsten tit præsenteres i. Struer er en provinsby, og med festivalen vil vi gerne undersøge mødet mellem samtidskunst og provinsby. Det er håbet at værkerne kan være med til at sætte fokus på steder, identiteter og kulturer, der kendetegner provinsdanmark – der jo trods alt er den største del af landet”, afslutter Jacob Kreutzfeldt.

Det er ambitionen, at Struer Tracks skal udvikle sig til at blive en international biennale for lydkunst, der således indtager Struer næste gang i 2019 og hvert andet år derefter.

Hvad? Struer Tracks
Hvor? Forskellige lokationer i Struer
Hvornår? 2-18. juni 2017

Læs mere om festivalen og se det komplette program af udstilling og arrangementer på festivalens hjemmeside.

playliste

18.01.2024

My name is Charlotte Rowan – would you like to see my playlist?

The English choir conductor Charlotte Rowan took over the position as conductor of the Danish Girls' Choir in August 2023 and is the eighth conductor in the choir's history. She grew up as a chorister at Liverpool Metropolitan Cathedral, where she later became an Organ Scholar, at the same time as she studied singing and conducting at the Junior Royal Northern College of Music in Manchester.

At the age of 19, Charlotte Rowan began studying music at University of Cambridge, where she continued her education as a singer and conductor of The Chapel Choir of Sidney Sussex College. Since 2018, Charlotte Rowan has lived in Denmark, where she has partly continued her education himself as choir conductor at the Jutland Music Conservatory, partly as conductor of Herning Church's Boys' Choir for three years before she became conductor of the DR Girls' Choir.

playliste

01.01.2024

Mit navn er Bill Frisell – vil du se min playliste?

Bill Frisell. © Carole D'Inverno

»Jeg kan godt lide, når det er umuligt at se i starten, om noget er sort eller hvidt, eller country eller blues, eller whatever.«

Bill Frisells karriere som guitarist og komponist har strakt sig over mere end 40 år og har haft mange berømte indspilninger. Fra Aaron Copeland og Charles Ives til Bob Dylan og Madonna. Bill Frisell, der er født i Baltimore, spillede klarinet gennem hele sin barndom i Denver, Colorado. Hans interesse for guitar begyndte med hans eksponering for popmusik i radioen.

playliste

21.12.2023

My name is Teitur – would you like to see my playlist?

Teitur (Tie-tor), left his homeland, the remote, beautiful, wild and weather beaten Faroe Islands in the far North Atlantic as a teenager. He was convinced that if he wanted to follow his dream of making his own music he had to go somewhere with the access to the technology and musical professionalism that he felt wasn’t available at home. His debut album in 2003 was called Poetry & Aeroplanes. He collaborated with German singer Judith Holofernes, the Holland Baroque orchestra and recently recorded the album Songs from a Social Distance with Aarhus Jazz Orchestra. After travelling the world Teitur is again based in the Faroes. In 2023 he was among the 13 artists nominated for the Nordic Council Music Prize.

kortkritik

16.12.2023

Orgel, ynde og bad ass-minimalisme

Organ Sound Art Festival: Hampus Lindwall, Matt Choboter, Ying-Hsueh Chen, Simon Mariegaard, Paulina Rewucka & Neža Kokalj, Ellen Arkbro, Hanne Lippard

Koncertkirken, 15. dec. (Organ Sound Art Festival 14.-17. dec.)

Rasmus Steffensen

Det er muligt, at julen er hjerternes fest, men det er bestemt også orglets. Mange støder i løbet af december på kirkeorglets mægtige klang i forbindelse med julens mange kirkekoncerter, men i Koncertkirken på Nørrebro er december blevet en helt særlig slags fest med orglet som hovedperson og med et efter fremmødet at dømme til andendagen af Organ Sound Art Festival ganske dedikeret publikum, fascineret af orglets klang, struktur og mangfoldige muligheder.

Aftenen åbnes af den svenske organist og komponist Hampus Lindwall, der også runder aftenens program af i et trioformat med organist Ellen Arkbro og vokalist Hanne Lippard. Solosættet indledes af værket Unmounted / Muted Noun af amerikanske Phill Niblock, som Lindwall præsenterer som en bad ass-minimalist. En form for bad ass-minimalisme, der egner sig godt til orglets rige væld af klange og overtoner, og med langstrakte droner får Niblocks værk da også hele kirken til at knirke og knage, mens Lindwalls eget Music for Organ & Electronics byder på et kvadrofonisk set-up, hvor publikum opfordres til at sætte sig i midten af kirken for at lade sig omslutte af både orglets klang og de elektroniske toner.

I det hele taget er det en aften, hvor publikum opfordres til at flytte sig meget efter, hvad det enkelte værk kræver. I det efterfølgende bestillingsværk, And Then There Were The Sounds of Birds, af den herboende canadiske komponist Matt Choboter, må publikum trække helt ud til siderne for at give plads til to ekspressive dansere, der sammen med to orgler, et præpareret flygel, percussion og elektroniske collager skaber et både melankolsk, legende og meget fysisk rum, der kredser om fugles stemmer og bevægelser. Orglet indtager her en mere tilbageholdende rolle, men værket synes samtidig at indkredse et paradoks ved netop orglet som et instrument, der med sin klang stræber mod det sfæriske, men som samtidig er ladet med en tyngde, som også kommer til udtryk i danserne, der snart nærmest svæver, snart falder klodsede til jorden, samtidig med at de indgår i symbioser med de instrumenter, der er fordelt ud i hele rummet.

At udforske orglet er således også at udforske rum for musikken, både for komponist, performer og publikum, og på sin vis bliver det næsten en del af aftenens oplevelse, at vi, mens vi drikker ud og snakker om aftenens koncerter, er vidner til det franske ensemble Pancrace, der omdanner hele salen til en sand orgelbyggeplads for at gøre klar til deres koncert den efterfølgende dag. Nysgerrigheden bliver i hvert fald vakt på mere.

playliste

15.12.2023

My name is Pernille Andersen – would you like to see my playlist?

Pernille Andersen is a Danish actress, screenwriter, and singer. In the Pandemic lockdown she and her partner, British John Garrison, founded the band GlassEar. For years they had traveled apart pursuing their separate careers. But with all work cancelled for both, this new found time together gave the necessary time needed to try something new. A means to connect creatively. They recorded six songs about loneliness, love, family, career and the meaning of life as a new musical duo. They have just released their debut EP Nobody will get out alive. Pernille also stars as an actress in the upcoming season of the TV2 series Hvide Sande 2 and writes a film script in collaboration with The Global Ensemble Drama. The duo’s name GlassEar refers to their many years of communication in a digital time: Glass (screen) / Ear (phone).