Peter Bruun
10
2-18. juni lægger Struer gader, pladser, parker m.m. til landets hidtil eneste festival for stedsspecifik lydkunst. Festivalleder Jacob Kreutzfeldt fortæller om Struer Tracks, som festivalen er døbt.
“Struer Tracks er en festival for lydkunst. Kernen er udstilling af lydkunstværker, og værkerne er stedspecifikke i den forstand at de er tænkt eller tilpasset til Struer og til de konkrete steder. Uden om udstillingen har vi en række arrangementer, koncerter, workshops og præsentationer, hvor vi inviterer borgere og besøgende til at lytte og give lyd”, indleder Jacob Kreutzfeldt.
Han uddyber, hvordan de urbane og offentlige rammer spiller med på lydkunstens præmisser på en helt anden måde end eksempelvis de traditionelle, hvide gallerirum.
“Vi ville gerne skabe situationer, hvor publikum møder kunst i hverdagen – frem for på museer eller i koncertsale. Her er der mulighed for at kommunikere på andre planer, end når det foregår på institutioner. Ved at arbejde i det offentlige rum er der en anden mulighed for at værkerne kan overraske folk i hverdagen. Det gælder for al kunst i det offentlige rum, men måske i særlig grad for lydkunst, hvor kan komme komme snigende og blande sig med omgivelsernes lyd”, forklarer han.
Valget af lige netop Struers offentlige rum som ramme for festivalen er langt fra tilfældig. Det lokale byråd har med en strategisk satsning brandet den midtjyske købstad under navnet Lydens By. Knap en femtedel af de ca. 10.000 indbyggere er da også beskæftiget hos byens største virksomhed, B&O, der er verdenskendt for især lyd-elektronik af høj kvalitet.
“Man har gennem de seneste 5 år arbejdet med at opbygge en identitet og kultur omkring lyd i Struer – ikke mindst baseret på at Bang & Olufsen har ligget i Struer i mere end 90 år. Det betyder at vi kan trække på initiativer og kompetencer, som vi ikke ville kunne finde i andre byer – og slet ikke i byer af Struers størrelse. F.eks. har Ursula Nistrup haft mulighed for at samarbejde med folk med stor teknisk kompetence på B&O, og vi kan spille Jacob Kirkegaards og Peter Albrechtsens Dolby Atmos-værk Den Usynlige By i en af de mest veludstyrede provinsbiografer, jeg nogensinde har set”, konstaterer han.
Udover at bidrage med gode tekniske faciliteter og samarbejdsmuligheder, kan Struer også noget andet, som kunst-hovedsæderne Aarhus eller København ikke kan.
“Struer Tracks er også et forsøg på at aktivere en anden lokalitet end de metropole omgivelser, som samtids- og lydkunsten tit præsenteres i. Struer er en provinsby, og med festivalen vil vi gerne undersøge mødet mellem samtidskunst og provinsby. Det er håbet at værkerne kan være med til at sætte fokus på steder, identiteter og kulturer, der kendetegner provinsdanmark – der jo trods alt er den største del af landet”, afslutter Jacob Kreutzfeldt.
Det er ambitionen, at Struer Tracks skal udvikle sig til at blive en international biennale for lydkunst, der således indtager Struer næste gang i 2019 og hvert andet år derefter.
Hvad? Struer Tracks
Hvor? Forskellige lokationer i Struer
Hvornår? 2-18. juni 2017
Læs mere om festivalen og se det komplette program af udstilling og arrangementer på festivalens hjemmeside.
Der er huller i disse toner fra Theresienstadt
Susan Philipsz: »Study for Strings Sokol Terzín«
© Jens Henrik Daugaard
To ensomme instrumenter – bratsch og cello – høres på hvert sit lydspor ved hver sin videoskærm, som viser optagelser fra den tidligere kz-lejr Theresienstadt: afskallede mure, spindelvæv, en gymnastiksal uden liv. Kompositionen, de spiller, er skabt hér; den tjekkisk-jødiske komponist Pavel Haas (1899-1944) skrev et orkesterværk, som nazisterne brugte som lydspor til en propagandafilm om Theresienstadt. Vi hører ikke noget orkester. Det er derfor, de to instrumenter lyder så forladte. Selv om de også taler sammen; toner gentages mange gange, som prøver de at puste liv i de tomme rum. Melodilinjerne er løsrevet ud af den sammenhæng, de burde være i, men ikke kan være i, fordi komponisten blev myrdet kort efter, han opførte værket.
Som andre Holocaust-repræsentationer lader den Turner Prize-vindende skotske kunstner Susan Philipsz os se, at de synlige spor af uhyrlighederne er forsvundet. Kameraet gør sig umage. I dén rungende tomhed runger de spøgelsesagtige guirlander af toner, som ikke passer sammen. De er fyldt med huller – der burde have været flere musikere til at få dette musikstykke til at lyde rigtigt. I højttalerne lyder celloen og bratschen næsten elektriske, uhyggelige, det er så langsomt det hele, tonerne strækkes, til de ikke kan mere. I sin bog Images malgré tout (Billeder trods alt) forsvarede kunstteoretikeren Georges Didi-Huberman brugen af alle billeder, som eksisterer fra grusomhederne. Det samme her: Haas’ musik påkalder sig at blive hørt, ikke glemt. De er lyde, trods alt. Amputerede, skønhedssøgende, eller rester af noget skønhedssøgende. For ingen komponist – selv under de værst tænkelige forhold – laver musik, som er bevidst ond.
Grand Miniature Worlds
Éliane Radigue: »Naldjorlak«
© PR
In Naldjorlak French composer Éliane Radigue takes us on a journey of microscopic proportions as a seemingly simple musical situation reminiscent of her earlier work for synthesizers unfolds. Naldjorlak is a work for unaccompanied cello and Radigue’s first composition for acoustic instruments and relies on a verbal communication between composer and performer. Cellist Charles Curtis, hones in on just one note for the duration of the piece, however, this premise which at first can strike the listener as simple is anything but.
What 91 year-old Radigue is asking of her listener is to be present and it might come as no great surprise that she has been a practicing Buddhist since the 1970's. To experience Radigue’s music you need to be able to follow sound to its silence, and that is a mental state. Naldjorlak is an invitation to deep listening. What do you hear when you stop in your tracks and begin truly listening as Charles Curtis drones on? Curtis is right at home in Radigue’s investigation of sound and his playing reminds us that without a great performer a great work of sound art does not exist. Had there been a score we could have mused that the work itself exists for the reader to experience through reading, but given the fact that composer and soloist have worked verbally it is more difficult to imagine this piece without its performer and so it’s difficult to fully know when we are hearing Radigue and when we hear Curtis.
Curtis brings Naldjorlak to life so subtly that it’s easy to think that he is doing nothing. It sounds deceptively simple at first but if you take the time to actually experience the pace of the droning you will notice that not only are the two versions offered on this release vastly different in character and expressivity. They aren’t really drones with its implicit monotony, rather they are microscopic worlds of constantly changing textures of sound, and it is the way Curtis so masterfully mediates Radigue’s ideas that makes these recordings from Los Angeles and Paris so captivating.
Konteksten drukner i klang-jazzercise
Matt Choboter: »Postcards of Nostalgia«
© PR
Hvorfor pressematerialet til Matt Choboters album Postcards of Nostalgia dvæler så meget ved begrebet jazz, er mig en gåde, selvom Choboter til tider rammer samme toner som Keith Jarrett, når han undersøger genrens ydre rammer. De toner, den København-baserede canadier rammer, er nærmere i familie med kontekstualiseret ambient, klangkunst og især hele skolen omkring John Cages ideer om prepared piano og konkret musik. Tilsæt et skvæt balinesisk gamelan-musik, og det kan knipses jazzet sammen.
Med lovningen på ti værker skabt på baggrund af radikalt nye tuninger og magnetiske manipulationer af klaveret, kunne man forvente helt unikke toner. Og når det er bedst, blandes klaverets maniske gungren med dundrende dommedagsgamelan, susende sinus-toner og hvid støj. Når det er værst, byder Choboter på ligegyldige præparerede stykker, der lyder som hvilken som helst anden rytmekonsstuderende, der spytter tyggegummi ind mellem tangenterne.
Trumfen er »Fontes-des-gaumes« – grænserne mellem manipulationer, syntese og feltoptagelser er total, og jeg kommer i tvivl om, hvad er virkelighed, og hvad er Choboter. Omvendt lyder næste nummer, »Eleusian Mystery«, hvis titel er lige så generisk som tonerne, som et forsøg på at lave et artsy soundtrack til en dårlig B-film, der moonlighter som psykologisk horror. Ikke synderligt nyt, og man glemmer hurtigt konteksten.
Netop konteksten kan være svær at få en fornemmelse af, når Choboter banker på klaverets karosseri. Postcards of Nostalgia tårner sig aldrig op fra de andre tusindvis at prepared piano-værker, og netop den ærgerlige duft af anonymitet forhindrer lytteren i at relatere og genfortolke værkerne i en tænkt kontekst. En evne som god klangkunst skal have. Det opnår Choboter kun i momenter, og det er måske det, der gør værket jazzet?
Panda, Mozart og et par tungetricks
ILK Sessions: IMMUN
© PR
Egentlig er IMMUN en trio. Men kun en tredjedele af gruppen mødte op på 5e. Men Randi Pontoppidan (vokal og live electronics) og Kirstine Lindemann (blokfløjter og vokal) skabte en fest af lyd og performance. Perkussionisten Peter Bruun var denne aften strandet på Svalbard, så de havde taget en panda-bamse med som substitut, og den blev helt uhøjtideligt det rituelle centrum i spændingsfeltet mellem duoen, et lydløst brændpunkt i hvirvlen, som en tryllekunstners rekvisit der fanger publikum i magisk illusion.
Koncerten var en skarp simultandialog: Pontoppidans ekstremt virtuose vokaludtryk, minutiøse toneskift, tungetrick, ord- og sætningsbrudstykker, diskret bakket op og videreudviklet af live electronics, og Lindemanns intense smelten ind i den kæmpestore avantgardeblokfløjte med åndedræt, stemme, instrumenttoner og perkussiv klapbrug, lejlighedsvis afløst af mere traditionelle blokfløjter.
På samme tid løssluppent og stramt komponeret faldt koncertens serie af sessions overraskende naturligt på plads i former, der mindede om satsfølger med fjerne rødder i klassikken. En slags Mozart-i-det-enogtyvende-århundredes lydgøgleri med et sprog fra dybet af stederne, hvor musikken opstår. Usvigeligt rutineret, uden på noget tidspunkt at minde om rutine. Det var Kirstine Lindemann og Randi Pontoppidan den aften på 5e. Meget mere af det!
© Emilia Therese
Nathalie Mellbye er ny kunstnerisk direktør for det musikdramatiske teater Sort/Hvid i den københavnske kødby. Hun er uddannet scenograf og har været huskunstner på Aarhus Teater, hvor hun bl.a. har skabt den Reumert-nominerede A Clockwork Orange (2022) samt den performative koncertforestilling Frankly my dear I don't give a damn (2022). Hun har senest skabt koncept og scenografi til site-specific partybus-monologen Til de lyse morgener med bl.a. DJ og musiker Nanna-Karina Schleimann. Mellbye er født i Norge, hvor hun også stadig skaber kunstneriske projekter. Bl.a. var hun scenograf og kostumedesigner på forestillingen Jonas, hvor det norske Punkband Honningbarna medvirkede (2020) på Kilden Teater. Derudover er Mellbye medstifter af det tværæstetiske kunstnerkollektiv LOGEN, hvis andre medlemmer tæller bl.a. lydkunstner og komponist SØS Gunver Ryberg.