I morgen i Reykjavik uddeles Nordisk Råds Musikpris, der samtidig kan holde 50 års jubilæum. Prisen uddeles sammen med Nordisk Råds priser i børne- og ungdomslitteratur, litteratur, musik, film, samt natur og miljø i Kulturhuset Harpa i Reykjavik.
Prisen blev uddelt første gang i 1965, i første omgang kun hvert tredje og siden hvert andet år. Siden 1990 er prisen, der desuden kommer med en check på 350.000 kr., blevet uddelt årligt. Hvert andet år gives prisen til et værk af en nulevende komponist, og hvert andet år går prisen til en solist eller et ensemble. Tidligere er prisen gået til danskere som Per Nørgård, Pelle Gudmundsen-Holmgreen, Niels-Henning Ørsted Pedersen, Palle Mikkelborg, og sidste år var det komponisten Simon Steen-Andersen, der løb med prisen for værket ”Black Box Music”.
Blandt de nominerede i år finder man den norske mezzosopran Tora Augestad, det islandske kammerorkester Kammersveit Reykjavíkur, den svenske bassist og cellist Svante Henryson, den finske akkordeonist Kimmo Pohjonen og den færøske doom metal-gruppe Hamferð.
Blandt de to danske nomineringer finder man - som det også var tilfældet i 1997 - den klassiske blokfløjtespiller Michala Petri. Læs mere om Petris vej mod Nordisk Råds Musikpris i Sune Anderbergs dugfriske anmeldelse af hendes seneste to udgivelser.
Den anden danske nominering er faldet på den elektroniske musiker HVAD. Bag navnet gemmer sig 31-årige Hari Shankar Kishore, der gennem det seneste tiår har tittet frem fra den københavnske undergrund under forskellige aliasser som DJ HVAD eller Kid Kishore eller som en del af samarbejderne Faderhuset eller Albertslund Terrorkorps, der i en slags hyldest til Rotterdam Terror Corps har indoptaget den hollandske 90’er-gabber-techno i sin lyd side om side med indiske bhangra beats, rituelle tempelklokker, alverdens glitch-lyde og hyppige vokalsamples af ord som ”perker” og ”hvad?”.
Kishore er heller ikke bleg for at køre den danske kulturarv gennem sin situationistiske dekonstruktionsmaskine af nydanskerslang og ”perker tech”, som det er blevet døbt. Hans tidlige dj-sæt indeholdt ofte brudstykker af John Mogensens ”Danmarks jord for de danske” (oprindeligt en EF-kritisk sang) og Kim Larsen, der pludselig med mussestemme sang "de kylede gas mellem hinduerne" indover helt knækkede beats og guitarfigurer fra ”Midt om natten”.
I 2007 lånte han navnet Trentemøller fra den på det tidspunkt måske mest efterspurgte danske dj, Anders Trentemøller, og fik via det sociale medie MySpace tilbudt dj-jobs i både Berlin og Rungsted, hvor man altså troede, man havde booket hitliste-housemusik.
Til daglig holder Kishore til på Kommunal Dubplate Service på Nørrebro i København, hvorfra han driver pladeselskabet Syg Nok Records og med kommunal støtte servicerer lokalbefolkningen med muligheden for at få produceret vinylplader på studiets nærmest antikke pladeskærer. Indtil videre har maskinen spyttet plader ud med Kishores egne projekter samt andre musikalske hackere som Teppop, Goodiepal eller Nørrebro-rapperen Kidd.
Og snart vil det altså vise sig, om Kishore også er vinder af Nordisk Råds Musikpris på 50-årsdagen. Den uddeles i morgen i Kulturhuset Harpa i Reykjavik. Læs mere om de nominerede og om prisen på dens officielle hjemmeside.
Draculas mixtape
Hvis nu verdens yndlingsvampyr selv kunne vælge et soundtrack til sit liv og levned, hvordan ville det lyde? Sådan en forfængelig type – og det er Dracula (Jakob Madsen Kvol) i denne opsætning, hvidklædt aristokrat men også uplettet engel – går selvfølgelig op i ambience. »When I Am Laid In Earth (Dido’s Lament)« og bidder fra fem lækre dødsmesser dirrer bag ordene som ørehængende underlægning. 21 sangere fra Den Jyske Opera og en pianist bebor smukt scenen og næsten hvert minut i Martin Lyngbos version af dramaet, vi alle kender. Men det frapperende er, at vi netop også via den allestedsnærværende lyd mærker, hvad der sker, når en epidemisk frygt kortslutter et samfund.
»Blodet er livet,« fortæller Dracula. Vi ser Kvol (tidligere Bowie-inkarnation i Aarhus Teaters Lazarus) dirigere sangerne. Dracula er typen, der står ved boomboxen og vil male Transsylvanien og London rød; tvinge gæsterne til at danse efter sin drabelige pibe. »Se la mia morte brami« er selvfølgelig med på lyddesigner Marcus Aurelius Hjelmborgs Dracula-mix, for Carlo Gesualdo (1566-1613) var både elsket komponist og morder, ja, de über-passionerede madrigalkomponister siges at have levet i en forvirret tid, der skabte spaltede individer. Psyken, i al sin pragt og grimhed, er også begravet i lyd.
Forestillingen Dracula – ej opera, ej musical, nok noget tredje – er skabt før corona og krig. Som et sansende menneske i 2023 kan man ikke undgå at blive berørt af musikkens sofistikerede, næsten elektriske elegance, som lader os mærke, at volden er på vej. Alt det, vi kender, er ved at vælte.
Lyssøgende klaverterapi
Til at få øje på var bevægelsen fra mørke til lys, da Copenhagen Phil i kammeropstilling forleden uropførte Carsten Dahls let uortodokse, men intimt transparente koncert for to klaverer, van Gogh-overvejelsen The Sadness Will Last Forever (2022).
Først: en smeltet stenmasse af kontrafagot, basklarinet, pauke, kontrabasser og dybe anslag i de to flygler. Sidst: en hvislende vanddamp af let dissonerende violintåge og piblende tangentspil. Derimellem: glasklare solistmotiver, alvorsramte linjer på kanten af det atonale, marcherende slagtøj, unisone flugtløb og, endelig, kontrapunktisk forsoning mellem Martin Qvist Hansen og Søren Rastogi i tålmodig bevægelse tone-mod-tone.
Tydeligt var det, at Dahl var ude i et dramatisk, men samtidig apollinsk ærinde. Stram metrik og taktnære, sobre motiver holdt den skæbnetunge inderlighed i skak. Skriften var nøgternt autoritativ, men lod sig også opildne som korte lyn på himlen: et skred indledt af valdhorn, buer slået mod strygerne, hektisk skærende træblæsere inden førstesatsens stormfulde standsning.
Og så altså modsætningen i den korte andensats: klavererne, der langsomt viklede sig ud af atonale klynger og ind i et tålmodigt afbalanceret lys. Nærmest som en terapeutisk strategi, et harnisk mod melankoli og mørke. En for så vidt abrupt struktur, men samtidig med en gennemgående personlig tilstedeværelse, en kamp mellem strenghed og mani, som måske er lige dele van goghsk og dahlsk. Tilmed, hurra, i vældigt værdig philsk opførelse.
Slurp! Sikke en debut!
Et tekstbaseret choose your own adventure-spil udspillede sig på det sorte biograflærred – ét bogstav ad gangen. De hvide pixels i Tobias Sejersdahls Becoming Glass tog os gennem tryllebindende, skæve scenarier i et forbløffende velskrevet sprog. Spillet, vi læste, var i sig selv en genial udforskning af forestillet lyd, der undervejs fik lydudtryk fra en anden verden til at udspille sig i mit hoved. Jeg læste – og hørte for mit indre øre – »A soft and tender sound of someone slurping soup«. Men umenneskeligt hurtige marimbatoner vibrerede samtidig i smukt foruroligende kombinationer i den lydkomposition, der fyldte salen til denne spilsekvens. De to kontrasterende lydudtryk eksisterede simultant i mit hoved, hvor lydeksperimentet udfoldede sig – til min store begejstring.
I Almost droning (for two harpsichords) blev jeg igen blæst bagover. Af to cembaloer. To performere hamrede så mange moltoner i minuttet som muligt ud af cembaloerne. Længe, så ørerne kunne gå på opdagelse i de sære klange. De stoppede brat. Rungende stilhed. Så gjorde de det igen. Og igen. Det udviklede sig til alt andet end stilhed: På skift klimprede de larmende solistiske stykker eller hamrede konstante kæmpeakkorder i et vidunderligt intenst virvar af cembaloernes 8-bit-agtige toner. Det lød som en computer, der er gået i hak på den bedst tænkelige måde. Og jeg forlod debutkoncerten forbløffet og høj på lydkunst.
Humor i maven
»HÅ!« lød det fra Lydenskabs instrumentalister, mens Birgitte Alsted reciterede eventyret i Agnetes Vandgang, og udråbene blandede sig med indspillet lyd af bobler, droner og stemme. Og det fik lov til at lyde fjollet: »Hå, hå, hå, hååå!« Lydenskabs portrætkoncert af komponisterne Birgitte Alsted og Sandra Boss The One Behind the Score #2 var hamrende gennemtænkt og veludført – og samtidig fornøjelig og egentlig også bare rar at overvære. De behøvede hverken at legitimere sig selv eller kunsten gennem selvhøjtidelig seriøsitet.
Efter åbningsværkets lange, enkle og rene cellotoner i Sofia Gubaidulinas Cello Preludes no. 3 bredte sig et smil på cellistens ansigt. Buen hamrede pludselig ned på strengene i en helt forløsende lille klangeksplosion, og den vidunderlige lyd og glæden over at have det sjovt med musikken smittede helt ned i maven. Sandra Boss havde valgt værkerne og dertil to egne værker. Først fik jeg frydefuld søsyge af ÆTERs gyngende strengetoner, og da Bølger begyndte, lod jeg mig ramme af barnlig begejstring, som havde jeg set et trylletrick, da ensemblets instrumenter pludselig skabte den umiskendelige lyd af bølger og vind.
Jeg elsker kunst, der ikke kun er kompetent vellydende, men som også åbner rare sociale rum. Tit i kontrast til den overlegne alvor, man også risikerer at møde til kunstevents. Eller som Alsted formulerede det i artist-talk-spørgsmålet om at være med i sit eget værk: »Fordi, det er sjovt.«
Paradisisk bedjævlet kontrabas
Gennem en ond, mørk skov slæber man sig i første del af Bára Gísladóttirs farligt suggererende og luksuriøst klingende meditation for bedjævlet kontrabas, det timelange rodværk Silva (2022). Lukker man øjnene, begynder verden at bølge om en.
Dybe glidninger på strengene lyder som et uhyre i smerte, omgivet af en let dis af overtoner. Et mulmende rum, som to støjkorn løsriver sig fra, og mens dybet under dem bliver til et valsende stempel af tunge tryk, cirkler kornene synthsvirrende rundt og kaster fra den underjordiske slyngverden en line ud efter lys.
Og jo, minsandten: Mørket flænges af lysglimt. En skinnende tone sniger sig ind, mangedobles til et skurrende hyl og følges op af hæse dursignaler. Det dybe stempel sætter sig fast i en hård rille, mens Gísladóttir begynder at file rundt i et lyst register med ren instrumentklang.
Værket spjætter, søger at trænge igennem en hinde til et lysere sted. Til sidst, efter alt omkring den ensomt søgende er fortæret af en rasende ild, lander Silva i et limbo af fjerne overtoner, klange, der får lov at rinde ud.
Vi har nået overfladen, nu lyder en klar, lys drone og den fineste dæmpede støj som et svagt, men insisterende ekko af, at livet buldrer videre i underskoven. Bedre mindes jeg ikke at have hørt Bára Gísladóttir: så fokuseret og alligevel hengiven, fri; tilmed i en overrumplende optagelse, der indfanger dybets tonerigdom.
Så kan man godt finde årslisterne frem.