Det tværkunstneriske og ofte konceptuelle ensemble SCENATET opfører i weekenden for første gang i Danmark det operalignende værk ”Infinito Nero” af den italienske komponist Salvatore Sciarrino.

I alt fire gange i løbet af tre dage lægger den gamle Polyteknisk Læreanstalts Maskinhal ved Botanisk Have rammer til opførelsen af denne ”ekstase i et akt” fra 1998, der bl.a. udmærker sig ved en meget sagte progression og ved kun at have én sanger på rollelisten.

”Det er en meget vigtig prioritering for mig, at SCENATET bidrager til dansk musikliv ved at præsentere væsentlige udenlandske hovedværker. Sciarrino har med sin autodidakte og nærmest jomfruelige tilgang til både teknik og tradition åbnet op for en helt ny klangverden bestående af en særlig form for indrammet stilhed kombineret med et repeterende og overjordisk gennemstrålende klangunivers, som har dannet skole i de sidste årtier”, siger SCENATETs kunstneriske leder Anna Berit Asp Christensen.

Som undertitlen antyder, baserer stykket sig på ytringer frembragt af renæssance‐mystikeren Maria Maddalena de' Pazzi, der måtte have hele otte nonner til at gentage og nedskrive de ord, hun spyttede og hakkede ud under sine ekstaser.

”Infinito Nero udfolder på fantastisk vis Sciarrinos univers som er både kontrolleret og vildt, befriende og pirrende med sin hvæsen og sukken. Man kan næsten ikke selv få luft når man lytter til det værk”.

Iscenesættelsen står den britiske instruktør og mezzosopran Loré Lixenberg for. Hun har arbejdet med SCENATET siden 2007 og har til denne forestilling skabt scenografi og kostumer i samarbejde med lysdesigner Mikkel Jensen, videokunstner Casper Øbro samt tøjdesigneren Mea Andresen.

"Loré og jeg så begge et stort potentiale for at lave en spændende iscenesættelse og for at arbejde med en scenisk version, der kunne involvere både musikere og værkets solosanger. Mens mange opsætninger fremstiller hovedrollen som sindsforvirret, præsenterer Lixenberg hende som en genial kvinde, og det er stærkt og meget vedkommende efter min mening", afrunder Anna Berit Asp Christensen.

Spilletider:
13. november kl. 20
14. november kl. 17 og 20
15. november kl. 17

Sted: Maskinhallen, Øster Farimagsgade 2D, København K

Billetterne koster 120 kr. (60 for studerende) og kan købes via Billetto.

© PR

»Musik er min daglige næring, som hjælper mig med at blive et bedre menneske. Det er en formel af følelser, fuld af energi, der giver mig modet til altid at bevare håbet.«

Nilza Costa er en brasiliansk sangerinde og sangskriver fra Salvador de Bahia, som nu bor i Ferrara i Italien. Hendes nye album Cantigas – udgivet i februar 2026 på Brutture Moderne Records – er inspireret af og dedikeret til cantigas, eller orin: de hellige sange, der er overleveret gennem afrikanske sprog, på albummet yoruba, kimbundu og også brasiliansk portugisisk.

Nilza Costas stemme har i mange år givet liv til et folks revolution – en revolution, der gennem musik og spiritualitet har generobret sin vej mod frigørelse. Hendes sange fortæller historierne om mænd og kvinder, der blev revet bort fra deres hjemland – fortællinger fyldt med både melankoli og håb.

Gennem sin karriere har Nilza samarbejdet med anerkendte kunstnere som Roy Paci, Etnia Supersantos og den senegalesiske musiker Elhadj Demba S. Gueye. Med sit nuværende band har hun optrådt på adskillige internationale scener (Østrig, Tyskland, Kroatien, Ungarn, Bulgarien, Rumænien, Holland, Luxembourg, Polen, Belgien, Slovenien m.fl.) og har desuden spillet på større festivaler rundt om i Italien.

Louise Beck
Louise Beck

Da Louise Beck i 2022 præsenterede sin første opera på Copenhagen Opera Festival, blev publikum bedt om at medbringe skitøj og termodragter. Den Sidste Olie, om koloniseringen af Grønland og rovdrift på naturen, udspillede sig på isen i Østerbro Skøjtehal. Det blev startskuddet til et frugtbart samarbejde om nyskrevne værker, der udvider operaens rammer og rum. Nu går samarbejdet ind i en ny fase: Fra 1. september bliver Louise Beck festivalens nye kunstneriske leder.

»Musik for mig er fred.«

Iris Gold er en dansk sangerinde. Hun er født i London, men opvokset på Christiania. Hun pladedebuterede i 2015 med singlen »Goldmine« og har siden udgivet en række singler. Debutalbummet Planet Cool udkom i 2019. Hun har netop udgivet albummet Sugar on My Lips.

© PR

»Resonans – musik er for mig en uundværlig inspirerende resonans. I musikken falder de store følelser på plads, og de små pibler frem. Min farfar introducerede mig for operaen som barn – så højt, at mit hjerte sprang op i ørerne, og jeg forelskede mig pladask og inderligt i disse storladne og dramatiske kompositioner. Derigennem blev jeg introduceret for de store følelser i verden – i musikken var der plads til dem på en måde, jeg ikke havde oplevet noget andet sted før.«

Astrid Kruse Jensen (f. 1975) er billedkunstner bosiddende i København. Hun har igennem hele sit kunstneriske virke været optaget af fotografiet og dets relation til erindringen. Med sine poetiske forskydninger af virkeligheden udforsker hun grænselandet mellem det tilsyneladende og det skjulte, mellem det virkelige og det imaginære, mellem fortid og nutid.

Hun har udstillet bredt både i Danmark og internationalt, med udstillinger på gallerier og museer – fra solo til gruppeudstillinger i Slovenien, Litauen, Polen, Sverige, Island, Finland, Frankrig, Belgien, Holland, Tyskland, Spanien, Italien, Indien, Kina, Korea, Ghana, Canada, USA og Storbritannien. I Danmark har man kunnet opleve hendes værker på blandt andet Kunstmuseet Brundlund Slot, Esbjerg Kunstmuseum, Heerup Museet, Rønnebæksholm, Brandts, Aros, Kunsten, Skagen Museum, Willumsen Museum, Sorø Kunstmuseum, Odsherred Kunstmuseum og Johannes Larsen Museet. Astrid Kruse Jensen er repræsenteret af Martin Asbæk Gallery i København og Wetterling Gallery i Stockholm & Gøteborg.

kortkritiklive
19.02

Fra Tehran til Husqvarna

Tehran & Saint Abdullah
© PR

Den røde Husqvarna-symaskine stod midt på scenen, fræsende af sted som en utrættelig trommeslager i et endeløst blast beat. »Järnrör«, »Cyanid«, »Tramadol« hvæsede Tehran mellem de hvinende guitarforstærkere og foran videoerne af idyllisk svensk motorvejskunst og billeder af de mange Husqvarna-våben. For bag Husqvarnas uskyldige have- og husholdningsprodukter gemmer der sig en industri af død – et prisme af opvæksten i Jönköbing og en illusion om svensk neutralitet, som den svensk-iranske kunstner Tehran betonede med koncerten Husqvarna The Movie.

Til hvert nummer var der en ny video badet i symaskine, guitar og growl-vokal. Men nummeret »Delam gerefteh« var anderledes afdæmpet, også fordi Tehran lænede sig tilbage på en stol og med en cigaret i munden lod musikken og videoen tale for sig selv.

Aftenens andet navn, canadisk-iranske Saint Abdullah, tilbragte hele koncerten med en tusch i munden, som han indimellem brugte til at notere musikkens gang. Saint Abdullahs koncert var som at se en radiooperatør, der skruer på en skrattende forbindelse – fra fuglefløjt til akustisk guitar, fra nyhedsudsendelser til field recordings var sampleren på midten af bordet et samlingspunkt for fragmenterne af tro, kultur og migration.

Hvor Tehrans koncert var som et indøvet, helende ritual, var Saint Abdullahs som en impulsiv dialog mellem et hav af lydbidder. Begge koncerter kredsede om den iranske arv. Ikke en arv, som vi nødvendigvis skulle kunne forstå, men som en mosaik af modsætninger, der kun kan behandles ét sted – i musikken.