Det tværkunstneriske og ofte konceptuelle ensemble SCENATET opfører i weekenden for første gang i Danmark det operalignende værk ”Infinito Nero” af den italienske komponist Salvatore Sciarrino.
I alt fire gange i løbet af tre dage lægger den gamle Polyteknisk Læreanstalts Maskinhal ved Botanisk Have rammer til opførelsen af denne ”ekstase i et akt” fra 1998, der bl.a. udmærker sig ved en meget sagte progression og ved kun at have én sanger på rollelisten.
”Det er en meget vigtig prioritering for mig, at SCENATET bidrager til dansk musikliv ved at præsentere væsentlige udenlandske hovedværker. Sciarrino har med sin autodidakte og nærmest jomfruelige tilgang til både teknik og tradition åbnet op for en helt ny klangverden bestående af en særlig form for indrammet stilhed kombineret med et repeterende og overjordisk gennemstrålende klangunivers, som har dannet skole i de sidste årtier”, siger SCENATETs kunstneriske leder Anna Berit Asp Christensen.
Som undertitlen antyder, baserer stykket sig på ytringer frembragt af renæssance‐mystikeren Maria Maddalena de' Pazzi, der måtte have hele otte nonner til at gentage og nedskrive de ord, hun spyttede og hakkede ud under sine ekstaser.
”Infinito Nero udfolder på fantastisk vis Sciarrinos univers som er både kontrolleret og vildt, befriende og pirrende med sin hvæsen og sukken. Man kan næsten ikke selv få luft når man lytter til det værk”.
Iscenesættelsen står den britiske instruktør og mezzosopran Loré Lixenberg for. Hun har arbejdet med SCENATET siden 2007 og har til denne forestilling skabt scenografi og kostumer i samarbejde med lysdesigner Mikkel Jensen, videokunstner Casper Øbro samt tøjdesigneren Mea Andresen.
"Loré og jeg så begge et stort potentiale for at lave en spændende iscenesættelse og for at arbejde med en scenisk version, der kunne involvere både musikere og værkets solosanger. Mens mange opsætninger fremstiller hovedrollen som sindsforvirret, præsenterer Lixenberg hende som en genial kvinde, og det er stærkt og meget vedkommende efter min mening", afrunder Anna Berit Asp Christensen.
Spilletider:
13. november kl. 20
14. november kl. 17 og 20
15. november kl. 17
Sted: Maskinhallen, Øster Farimagsgade 2D, København K
Billetterne koster 120 kr. (60 for studerende) og kan købes via Billetto.
»Dine øjne er i virkeligheden lysende tunneller til en anden virkelighed.« Sådan lyder en af nøglelinjerne i åbningssangen til Bent Sørensens sangcyklus Popsange inspireret af tekster af Michael Strunge. Den slår tonen an og peger mod de gennemgående lyriske temaer: den altopslugende kærlighed, rejsen sammen mod et andet sted – og øjnene, altid øjnene, der dukker op i næsten hver eneste sang.
Mathias Monrad Møller synger med indlevelse og giver teksten liv, og samspillet med Linda Dahl Laursen er stærkt. Alligevel har Popsange langt mere karakter af lieder end af egentlige sange – ikke mindst på grund af tekstens til tider stærkt poetiske sprog. Den inderlige, næsten naive stemme i lyrikken får sit mest overbevisende modspil fra klaveret, som i »Illusion«, hvor det først følger og understøtter ordene, men snart bryder ud i hurtige, dissonerende anslag, der afbryder og næsten håner sangeren.
Men popmusikken anes hist og her. »Tid og rum« bygger på gentagelser med små variationer, som var det versene i en popsang. Og i »Hjertestrøm« farver Møller sin stemme med en klang, der uden problemer kunne passe ind på et popalbum – ikke mindst fordi klaveret her er spinkelt og legende og dermed giver stemmen friere plads.
Alt i alt er Popsange en behagelig lytteoplevelse, men jeg savner, at David Bowie og Lou Reed også mærkes på den musikalske front. Værket er nemlig klarest fornyende dér, hvor det tør tage poppen på sig. Tænk, hvis teksterne var blevet båret af faktiske vers, hooks og omkvæd – elementer, der kunne have gjort dem til reelle ørehængere.
»Sounds are stretchy!«
Martin Longley squirts ink on music, calibrating its nuisance for too long (over three decades), and is now resting his spent loins amidst the pages of The Brooklyn Rail (New York City), the All About Jazz website (from Philly, where non-hepcat sounds are ever-welcome), plus the luxuriously printed We Jazz magazine (Helsinki). He is eternally on the road, never satisfied with stasis, unless it happens during sonics. He will give up, one day...
En kvæstet svane ligger begravet i tang i et hjørne af salen, mens fire livløse kroppe er spredt ud på gulvet. Fra loftet hænger mere tang, og lugten rammer os allerede, da vi træder ind gennem et blåligt latexlignende forhæng. Foyeren var fyldt med bunker af tang og restplast, og nu er vi inde i et ukendt undervandslandskab. Det blålige lys flimrer på væggen, lydsiden bruser svagt som en fjern strøm af støj. Vi er under vand.
Langsomt kommer kroppe til live igen. De strækker sig i lidende bevægelser, vakler, kæmper – men de rejser sig. Subtile beats og Mads Emil Nielsens urolige droner skubber sceneriet frem. Spørgsmålet om, hvad der er sket, er retorisk: alt peger på klimakatastrofen. Roskilde Fjord er gået over sine bredder. Menneskene fortsætter – trods undtagelsestilstand, trods oversvømmelse – mens svanen er bukket under.
Dystopien bliver levende, når danserne med imponerende undersøgende bevægelser afsøger måder at tilpasse sig en ny verden på. Her spiller scenografi, lys og dans kraftfuldt sammen, og man mærker, hvordan sanserne overvældes. Netop derfor er det en skam, at lydkvaliteten er mat, når det soniske spiller en rolle i historiefortællingen.
Alligevel lykkes Vi fortsætter… med at skabe et univers, der på én gang er absurd og alt for genkendeligt. Det minder om en mild version af Ruben Östlunds katastrofepos Force Majeure: menneskets komiske og tragiske personlighedstræk sat over for naturens uafvendelige kræfter. Til sidst forlader danserne scenen og lader os tilbage i stilhed – med eftertanken om, hvorfor vi fortsætter sådan, og følelsen af selv at stå og træde vande længe efter, vi har forladt fjordens oversvømmede univers.
På Kaikō – trioen Treens anden udgivelse – demonstrerer saxofonist Amalie Dahl, pianist Gintė Preisaitė og percussionist Jan Philipp både selvsikkerhed, indbyrdes tillid og en tydelig musikalsk eventyrlyst. Åbningsnummeret »Hylē« folder sig ud med klaprende percussion og slag, der synes rettet direkte mod klaverstrengene, stavrende frem over en underliggende drone. Saxofonen bryder ind med fraseringer, der på én gang virker formanende og fortumlede. Intet føles minutiøst kalkuleret; i stedet fremstår musikken båret af en skarp sans for de tre musikeres individuelle stemmer i det fælles lydbillede.
Den samme grundformel foldes ud på albummets tre øvrige numre, men altid i nye variationer. På »Kinetic« træder Dahls saxofon frem med langt større tyngde, og dens langsomt voksende crescendo spejles og udfordres af Preisaitės klaver. Ofte kan improvisationsmusik havne i høflige ventepositioner, hvor musikerne på skift tager ordet – men ikke her. Dahl, Preisaitė og Philipp fremstår som tre drivende øer uden anker, båret af egne strømme, men alligevel uafladeligt trukket i samme retning. Resultatet er både pludselige forskydninger og et organisk flow, der kan opsluge lytteren i en trance, hvis man giver slip og lader lyden skylle ind over sig. Netop tilliden til hinanden gør, at de tre tør spille frit, uden frygt for at forlade eller miste hinanden. Dermed skaber de et momentum, som det er svært ikke at lade sig rive med af – uanset om man vælger at lade de tre øer passere eller selv flyde med i deres strøm.
Rygtet vil vide, at det hedengangne britiske elektroniske band Coil engang lavede et soundtrack til kultgyseren Hellraiser – så urovækkende, at det blev afvist for at være for uhyggeligt. Med den historie i bagagen føltes det næsten som en naturlig åbning til efterårets mørke, da Drew McDowall, tidligere medlem af det mytiske band, onsdag aften indtog scenen på Alice i København. Den skotske musiker er kendt for at indgå i markante samarbejder – blandt andre med danske Puce Mary og senest den amerikansk-svenske komponist Kali Malone – og netop derfor gav det mening, at aftenen blev indledt af en intens koncert med Gintė Preisaitė. Ligesom McDowall evner hun at forvandle selv de mest enkle lyde til altomsluttende lydlandskaber.
Selv om begge musikere har et tydeligt elektronisk afsæt, fremstod deres lyduniverser bemærkelsesværdigt organiske, som om de arbejdede med levende materiale. Preisaitė skabte i sin alt for korte koncert en mosaik af reallyde, stemmefragmenter og kassettebånd – kaotisk det ene øjeblik, ordnet og gennemsigtigt det næste. Med samme kølige præcision førte McDowall sin koncert frem, som var den én lang harmonikadrone, der langsomt sneg sig ind under huden med gyserfilmens uafvendelige logik. Hos McDowall er mørket ikke en fremmed kraft, men en fortrolig ledsager, han kyndigt omskaber til lydlandskaber, der på én gang er urovækkende og trygt omsluttende – som at ligge i en varm seng med mareridtet ved siden af.
Både Preisaitė og McDowall bevægede sig ubesværet på tværs af grænsen mellem det akustiske og det elektroniske. Deres musik fremstod som en nutidig arv fra musique concrète-traditionen: en insisteren på, at elektronisk musik fortsat er blandt de mest eksperimenterende kunstformer – vital, organisk, og med en evne til at lade selv den mindste lyd åbne en hel verden i sig selv.
