Det tværkunstneriske og ofte konceptuelle ensemble SCENATET opfører i weekenden for første gang i Danmark det operalignende værk ”Infinito Nero” af den italienske komponist Salvatore Sciarrino.
I alt fire gange i løbet af tre dage lægger den gamle Polyteknisk Læreanstalts Maskinhal ved Botanisk Have rammer til opførelsen af denne ”ekstase i et akt” fra 1998, der bl.a. udmærker sig ved en meget sagte progression og ved kun at have én sanger på rollelisten.
”Det er en meget vigtig prioritering for mig, at SCENATET bidrager til dansk musikliv ved at præsentere væsentlige udenlandske hovedværker. Sciarrino har med sin autodidakte og nærmest jomfruelige tilgang til både teknik og tradition åbnet op for en helt ny klangverden bestående af en særlig form for indrammet stilhed kombineret med et repeterende og overjordisk gennemstrålende klangunivers, som har dannet skole i de sidste årtier”, siger SCENATETs kunstneriske leder Anna Berit Asp Christensen.
Som undertitlen antyder, baserer stykket sig på ytringer frembragt af renæssance‐mystikeren Maria Maddalena de' Pazzi, der måtte have hele otte nonner til at gentage og nedskrive de ord, hun spyttede og hakkede ud under sine ekstaser.
”Infinito Nero udfolder på fantastisk vis Sciarrinos univers som er både kontrolleret og vildt, befriende og pirrende med sin hvæsen og sukken. Man kan næsten ikke selv få luft når man lytter til det værk”.
Iscenesættelsen står den britiske instruktør og mezzosopran Loré Lixenberg for. Hun har arbejdet med SCENATET siden 2007 og har til denne forestilling skabt scenografi og kostumer i samarbejde med lysdesigner Mikkel Jensen, videokunstner Casper Øbro samt tøjdesigneren Mea Andresen.
"Loré og jeg så begge et stort potentiale for at lave en spændende iscenesættelse og for at arbejde med en scenisk version, der kunne involvere både musikere og værkets solosanger. Mens mange opsætninger fremstiller hovedrollen som sindsforvirret, præsenterer Lixenberg hende som en genial kvinde, og det er stærkt og meget vedkommende efter min mening", afrunder Anna Berit Asp Christensen.
Spilletider:
13. november kl. 20
14. november kl. 17 og 20
15. november kl. 17
Sted: Maskinhallen, Øster Farimagsgade 2D, København K
Billetterne koster 120 kr. (60 for studerende) og kan købes via Billetto.
»Musik for mig er min hobby, mit job, min ventil, mit humør, en uendelig kilde til at opdage ny musik og ny, gammel musik, noget af det bedste og kan være noget af det værste. Og jeg elsker det!«
Track72 aka Tue Track aka Anders Lundby Brixen. Producer, dj, rapper med mere. Kendt for sin rolle i trioen Malk De Koijn, der siden midten af 1990’erne har skabt et personligt univers i dansk hiphop. Har optrådt i Ponyblod, Xtra Naan, Track Abdullah Rock, Booty Cologne m.fl.
Onsdag 5. august 2026 skete det igen: En akkord i John Cages Organ2/ASLSP (As Slow as Possible) skiftede efter to et halvt år. Det skriver Classic FM.
Værket blev skrevet af den amerikanske avantgardekomponist John Cage i midten af 1980’erne. Partituret består af otte sider musik, og som titlen antyder, er instruktionen at spille det »så langsomt som muligt«.
På klaver kan værket vare omkring en time. Men på orgel kan Cages idé om langsomhed foldes ud i et helt andet tidsperspektiv. I den mest ekstreme opførelse varer værket ikke timer eller dage, men 639 år.
»Hvad er musik for mig? Hvor er de store følelser blevet af?«
Gellért Szabó er komponist, dirigent og performer med base i Leipzig, Tyskland. Hans arbejde forener nutidig komposition med inspiration fra fri improvisation, støjmusik og den sene romantiks udtryksmæssige rigdom. Han er grundlægger og kunstnerisk leder af det 23 medlemmer store Ideal Orchestra, et ensemble dedikeret til storslået eksperimentalmusik med overvældende følelsesmæssig intensitet. Ved siden af dette optræder Szabó internationalt med sit soloprojekt Radical Radio Show, hvor han udforsker symfoniske klangflader og omsluttende lydlandskaber ved hjælp af en enkelt elektrisk guitar og live-elektronik. Hans musik er drevet af en søgen efter intensitet, sårbarhed og et kompromisløst følelsesmæssigt udtryk.
Fra Kulturværftet i Helsingør glider skibene forbi Kronborg gennem Øresund – en påmindelse om de handelsruter, der gennem århundreder har bragt varer, mennesker og magt mellem Norden og resten af verden. Det er et oplagt afsæt for Passage Festival, og for Marie Dahls vokalværk Silke. Sukker. Sand, der undersøger tre materialers sammenfiltrede historie.
Silke. Sukker. Sand er en vokal performance i tre akter, der følger de tre materialers historiske rejse gennem kolonitid, global økonomi og geopolitik. Fem sangere fra Ars Nova Copenhagen er på scenen i en minimalistisk scenografi, der stort set kun består af farvet lys og tre kostumer, som skifter karakter undervejs. Først silkekjoler, dernæst en art krinoline, der skal illustrere sukkertoppe, og endelig grå stenblokke, en slags ophobning af sand.
Værkets centrale greb er at oversætte materialernes fysiske egenskaber til vokale udtryk. Snart bliver silkens elasticitet til blød, bølgende flerstemmighed, snart til en forpuppet elektronisk knitren. Sukkerets krystallinske struktur omsættes til skarpe vokale anslag, nærmest som korte smæld, og sødmefulde hvisken, mens sandet knirker, rasler og giver resonans til en libretto om økonomi og overmagt, vold og begær.
Forestillingen har ikke en egentlig narrativ struktur, og de fem sangere spiller ingen roller, men bevæger sig lidt stift rundt på scenen, som man gør, når man primært har fokus på sin stemme. Sammenligningen med Hotel Pro Formas Flammenwerfer melder sig uundgåeligt. Her blev den strenge æstetik udfordret af C.F. Hills vildtvoksende billedunivers og Blixa Bargelds sårbare tilstedeværelse. De elementer savner man i Marie Dahls kontrollerede opsætning, der kunne have godt af lidt mere af den følsomhed og kaos, der også er Kirsten Dehlholms arv.
»Musik for os er en primal urkraft, som giver anledning til at slippe hæmningerne.«
Leizure er en københavnsk kvintet, der bevæger sig i krydsfeltet mellem post-punk, no wave og eksperimenterende rock. Bandets lyd er præget af atonale vokaler, skærende saxofon, hypnotiske guitarriff og et rytmisk fundament, der veksler mellem stram præcision og rå intensitet.
Bandets kommende album The Guillotine kredser om temaer som samfundsmæssigt forfald, omvæltning og opgør med etablerede strukturer, formidlet gennem et direkte og energifyldt musikalsk udtryk.
