Komponist Bent Sørensen anbefaler Seismografs lyttere værket “Mortuos Plango, Vivos Voco” fra 1980 af den engelske komponist Jonathan Harvey.
"Jeg købte LP-pladen helt tilbage i 1985, da den næsten lige var udkommet: “Mortuos Plango, Vivos Voco” af Jonathan Harvey. Den stod placeret midt imellem to franske ensembleværker. Begyndelsen af værket ramte mig som en hammer: Klokkerne, stemmerne. Jeg vidste ikke meget om brug af konkret lyd; men jeg mærkede, at det var virkeligheden gjort til musik på den mest fraperende og vidunderlige måde.
Senere forsvandt min pladespiller, og jeg hørte ikke værket i mange år. Så - for få uger siden - mistede vi Harvey. Mistede en af de allerstørste komponister fra vor egen tid og fra alle tider. Dette vidunderlige menneske, der hellere ville tale om stjernerne end om sin egen musik, selvom hans egen musik former de smukkeste stjerner.
Så hørte jeg “Mortuos Plango, Vivos Voco” igen, og jeg mærkede, at jeg nok har hørt det hele tiden gennem årene. Hørt det, når jeg gik på gaden og lyttede til virkeligheden. Hørt det, når jeg gik over Assistens Kirkegård, hvor træerne former katedraler over stierne. Hørt det, uden at vide det, da jeg selv for nogle år siden smeltede kirkeklokker fra Hærvejen ind i kormusik til “Den hvide skov”. Det er et værk, der har lagt sig som latent, evig inspiration i mig, og det har aldrig sluppet mig - selv ikke i den lange periode, hvor jeg havde glemt det."
Hør Bent Sørensens anbefaling: Jonathan Harveys "Mortuos Plango, Vivos Voco”.
Musikformidling med fikse idéer
Holdet bag DR’s nye musikprogram – der højst usædvanligt faktisk handler om musik – når lige at balancere på kanten af det fortænkte i første afsnit om L.O.C.-baskeren »Frk. Escobar« (2005).
Pligtskyldigt og overfortolkende analyseres temamelodien af en jazzkomponist ved flyglet, studentikost blæser vært Carsten Holm en skoleopgave om lyrikkens »dualitet« op på en containervæg, og fordi hjerneforskeren må være på hurtigkald hos alle kulturredaktioner, får Peter Vuust også lov at fortælle en anekdote om savlende hunde.
L.O.C. griner måbende hver gang, men bærer heldigvis over med redaktionens fikse idéer, tager engageret invitationen til musikalsk næranalyse op, og pludselig sidder rapperen og siger »crescendo« i bedste sendetid lørdag aften. Det er faktisk ret godt gået i sidste ende.
Lad dette være startskuddet til mere lydnær musikformidling på de store medier, også gerne af den mere kritiske slags end her.