© PR
© PR

Komponisten Sofus Forsberg er død, 56 år gammel. Med sin særegne blanding af melodisk sans, elektronisk bearbejdning og rytmisk præcision skabte han et musikalsk univers, der bevægede sig ubesværet mellem IDM, pop og avantgarde.

Forsbergs kompositioner var ofte tonale, melodiske og beat-orienterede, men bag den umiddelbart tilgængelige overflade lå en stærk interesse for lydens materialitet. Han arbejdede blandt andet med opklippede fragmenter af reallyd, som blev omdannet til rytmiske mønstre, pulserende strukturer og processerede klangflader. Hverdagslydens genkendelighed kunne således langsomt opløses og blive til noget abstrakt og drømmende.

Der var en særlig melankoli i Forsbergs musik, men også en lethed og sans for poppens direkte kommunikation. Han havde en sikker fornemmelse for, hvordan elektroniske teksturer, beats og melodiske forløb kunne mødes uden at miste deres egenart. Det eksperimenterende blev aldrig et mål i sig selv, men indgik naturligt i et personligt musikalsk sprog.

Sofus Forsberg efterlader sig et værk, hvor det elektroniske og det organiske, det umiddelbart tilgængelige og det undersøgende, kunne eksistere side om side. Hans musik havde både en præcision og en følsomhed, som gjorde den genkendelig – og som vil være hans varige aftryk.

© PR

»Musik for mig er en form for hemmelige stier, der giver adgang til følelser, tanker og ideer, som ellers nogle gange kan være svært tilgængelige. Smutveje til dagdrømmeri og kreativitet, til de øjeblikke, hvor jeg føler mig mest forbundet med min egen og andres menneskelighed. Hvor mit eget liv via musikken iblandes kunstnerens, og vi på den måde sammen skaber noget helt tredje.«

Kristoffer Møllegaard er cand.mag. i russisk sprog og kultur fra Københavns Universitet (2017) med speciale i fremtidsspekulation i russisk kunst og filosofi. Han skriver med jævne mellemrum om russisk kultur og folder sig i fritiden ud som billedkunstner og hobbysaxofonist. Han har været skribent for Seismograf siden 2020.

© PR

»Musik er som et sort hul, der suger dig til sig og skyder dig ud på den anden side af universet.« 

Francesco Rista er guitarist og arbejder både med klassisk og elektrisk guitar. Hans indspilninger er blevet anmeldt i internationale musikmagasiner og spillet på BBC og RAI Radio 3. Efter studier ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og Lunds Universitet har han fokuseret på studieindspilninger, hvor han har udforsket guitarrepertoiret – fra barokken og romantikken til samtidsmusikken – samt instrumentets mangeartede klangmuligheder. Rista er i dag bosat på Island, hvor han underviser i guitar, komponerer musik og samarbejder med nulevende komponister.

kortkritiklive
30.10

Først til sidst slap musikken fri

The Baroque Society: »Remembering«
© Malin Annie Jansson
© Malin Annie Jansson

Den britiske og københavnerbaserede komponist Nick Martin forsøger at give erindringen klanglig form med sit spritnye værk Remembering, skrevet direkte til The Baroque Society. Torsdag aften i Grundtvigskirken lykkedes det smukt i dele af det kvarterlange værk for fire sangere og en lille, intens gruppe barokinstrumenter.

Tætte, vokale klangflader dvælede længe i harmonier, der udviklede sig langsomt, men også lod solisterne komme til enkeltvis. Det statiske akkompagnement fastholdt erindringens fundament, hvorpå de svævende vokaler skabte stemninger om det tabte. Klangene skiftede langsomt harmonisk farve som skyer på himlen, der kontinuerligt skiftede form – tilsyneladende vilkårligt, men som var det et fast, organisk mønster. Men det blev for langt og passivt: Først i de sidste minutter blev harmonierne brudt flot op med god rytmisk afveksling og pirrende generalpauser. Var formskiftet kommet tidligere, havde Martin skabt et spændende værk. Det sluttede dog med en perle af en åben og søgende akkord, der ud over at demonstrere hans evner som vokalkomponist måske også inviterede til at betragte erindringen som noget positivt, udviklende og ikke-tragisk.

Remembering var omkranset af to værker af J.S. Bach (BWV 118 og 106). Den sidste kantate fik senere tilnavnet Actus Tragicus, men var slet ikke så tragisk, da døden hos Bach primært gav adgang til noget bedre. Det fik vi ikke indtryk af her, hvor det lille orkester i The Baroque Society manglede energi og drive. Der var ikke tilstrækkelig musikalsk ledelse fra Yngvild Haaland Ruud bag det lille orgel midt i orkestret, og der blev dvælet for meget ved følelsen eller mindet om den netop hørte klang. Tempoet var alt for slæbende. Men det var forfriskende med et nyt værk af Nick Martin – til at mindes ved Allehelgen.

Koncerten gentages i København, Helsingør og Gentofte i de kommende dage

© PR

»Musik er for mig utroligt vigtigt. Det er musik, der fortæller, hvem jeg er, og hvem jeg vil være. Det er musik, der er min muse, min lise og min pensel. Det er musikken, der maler min sindsstemning og er samtaleemnet i min vennekreds, og det er musikken (og de sungne ord i sangene), der er min foretrukne udtryksform. Musik er for mig farverne og formerne i mit liv. Med hang til danske kunstnere som C.V. Jørgensen, Elisabeth, Olesen-Olesen, Peter Sommer og Gravens Rand.«

Søren Damm er prisbelønnet forfatter til romanerne Transit, Melodrama og Finland. Han er også sanger og sangskriver og har bl.a. udgivet albummet Håbet Er Den Største Last.

© Paw Ager
»Musik for mig er nysgerrighed og overraskelser, men som man kan føle sig hjemme i. Musik er i os alle på en fysisk og anderledes måde end alle andre kunstformer. Musik for mig er noget, som er større end individet, og som altid vil overleve individet – the good stuff altså ;) «
 
Kaspar Kaae er en prisvindende filmkomponist, musikproducer og sangskriver i bands som CODY og Bug Chaser. Han har en master i filmkomposition fra SDMK. Han har tidligere været guitarist i en række bands på den danske indiescene som CODY, Broken Twin og Bug Chaser. Sidstnævnte udgiver albummet My First Crippled Love i november. Han er født i 1983 på Bornholm, men har været bosat i København og Berlin gennem sit voksne liv.