I 2017 er Aarhus som bekendt europæisk kulturhovedstad og sådan en skal naturligvis have lydkunst! Derfor blev der sidste år udskrevet en konkurrence, Lyden af Aarhus 2017. Blandt de 31 indsendte projekter fra hele verden har en fagjury udvalgt schweizeren Andres Bosshard med projektet Sonic Ark. Seismograf/DMT talte med Bosshard umiddelbart efter offentliggørelsen.
”Sonic Ark er et dramaturgisk koncept, der består at en række installationer, som flytter sig igennem det offentlige rum, og som helt bogstaveligt tager udgangspunkt i lyden af Aarhus”, fortæller Bosshard.
”Lydmæssigt sover Aarhus, men den er en sovende skønhed og jeg kan høre et stort potentiale i byens lyde, som bare trænger til at blive vækket. Jeg er ikke pessimist i forhold til byens støjende miljø. Med mine værker er jeg mere interesseret i at give bedre betingelser for kvaliteten i lytningen, for derigennem at kunne arbejde mod et bedre lydmiljø. Og her har Aarhus meget at byde på. Jeg har allerede været her to gange og gennem det næste år vil jeg i tæt samarbejde med byens borgere undersøge og lytte til forskellige steder i byen for at indsamle de lyde, som kommer til at indgå i værkerne. For eksempel arbejder et af værkerne med en kombination af mikroskopiske plantelyde, lyden af det århusianske sprog og den makroskopiske arkitektur i Botanisk Have. Her er borgerne vigtige det talte århusianske sprog er helt centralt.”
Der er klare lydøkologiske undertoner i projektet, men Bosshard mener ikke, at verden er ved at blive oversvømmet af dårlig lyd. Derimod mener han, at kan vi blive bedre til at lytte til de lyde, der allerede er her, og projekttitlens bibelske reference skal derfor heller ikke tages helt bogstaveligt.
”Jeg ser nærmere Arken som en metafor for at kunne lære at sætte pris på at sejle rundt, flyde ind og ud af eller drive gennem byens akustiske landskab. Det handler ikke så meget om, at vi skal beskyttes mod støjen, men jeg kunne godt tænke mig at folk kommer til at kende byen bedre, får lyst til at udforske dens lyde og måske endda kan lære at spille på den som et instrument,” forklarer han.
I sit arbejde sammenligner han også sig selv med en sømand, der er afhængig af vind og bølger for at kunne få skibet til at sejle – en tilgang der præger hans måde at interagere med lydmiljøet på.
”Hele byens lydbillede er på en måde med i værket og især lyden af menneskene i byen. På den måde handler det økologiske ikke kun om natur, men også om det sociale, om interaktion og kommunikation. Gennem øret kan vi opnå en betydelig større livskvalitet, og jeg håber at folk i Aarhus efter 2017 vil ’tro’ mere på deres egen lyd. Jeg er mest interesseret i at ændre bevidstheden om og stoltheden over hvilken lydkvalitet Aarhus har som by. Og jeg tror ikke der skal så meget til, for at vække den sovende skønhed”, slutter Andres Bosshard.
Det er Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 og de tre komponistforeninger Danske Jazz, Beat og Folkemusik Autorer (DJBFA), Dansk Komponist Forening (DKF) og Danske Populære Autorer (DPA), der har stået bag konkurrencen Lyden af Aarhus 2017. Foruden værkbestillingen, mortager Andres Bosshard en pris på 200.000 kr.
Andres Bosshard, f. 1955, bor og arbejder i Zürich i Schweiz. Han er uddannet kunstmaler, og begyndte tidligt at arbejde med eksperimenterende musik og teater. Han har udviklet roterende lydobjekter, interaktiv computermusik, programmer og lydinstallationer. Blandt andre “Sound Tower” ved Expo.02 ved Bieler-søen i Schweiz.
Café Jorden kalder
Rekonvalescens. Albummet er ganske rigtigt et pusterum i efterårsgrå Danmark, men en titel, der også kan betyde sanatorieophold eller genoptræningsperiode varsler mere genremæssig fusion, en palet af effekter på strygerne og Sune Pors’ elektriske guitar, markante skift imellem strumming og fingerspil, mere galskab, lidelse, udvikling og helbredelse.
Ikke desto mindre er det et godt debutalbum fra Sune Pors, hvis fingerspil på en akustisk klingende elektrisk guitar kombineret med akustiske Admeta String Quartet er de bærende elementer. »Find Your Feet« minder om en søndag eftermiddag på Aarhus-klassikeren Café Jorden, imens »Equator«, hvor instrumenterne spiller op i mod hinanden i mol, er som en fransk sort/hvid film på en aften i en regnvåd brostensbelagt gade, og »Star Trails« flirter med fusionsjazz/noise med knas på optagelsen, klik og 'pop-lyd' på mikrofonen. Nummeret kunne snildt have båret endnu flere af disse elementer. Stor cadeau til alle instrumentalister og Sune Pors for et fint album – det er dog tydeligt, at den unge guitarist har evnerne til at bevæge sig længere ud i de musikalske afkroge, og det udnytter han forhåbentligt på sin næste udgivelse.
Isnende magi
Et stykke inde i den japanske sangerinde og sangskriver Ichiko Aobas koncert gik det op for mig, at jeg i lang tid havde holdt vejret. Det er svært at sige præcis, hvor længe – tiden står stille når Aoba spiller – men ikke desto mindre havde hun skabt en stemning af så skrøbelig skønhed, at jeg åbenbart underbevidst vurderede, at selv et åndedrag ville være en forstyrrelse.
Der hvilede en magisk aura over hende, som hun sad der helt alene på scenen, iklædt en kjole i samme farve som det rødbrune træ på den nylonstrengede guitar, der var hendes eneste akkompagnement. Minimalismen stod i skærende kontrast til den horror vacui-æstetik, der prægede de kæmpestore lysekroner, der hang dramatisk over hende. Hver eneste tone, hun spillede, blev et element i en slags musikalsk pointillisme, der samlede sig til en krystalklar skøjtebane som hendes stemme fik lov til at danse på – med al den elegance, og den kombination af vægtløshed og fysikalitet, som dansen foreskriver. En dans, ja, men aldrig en opvisning, aldrig en parade. Til det har hendes stemme for mange hemmeligheder, for megen mystik.
Under koncerten kom jeg til at tænke på en børnebog om en hare, der ikke kan falde i søvn. »Åh nej«, siger haren – da det viser sig at søvnproblemerne til dels skyldes, at et helt symfoniorkester giver koncert inde i klædeskabet – »I skabet er et helt orkester«. Sådan, tænkte jeg, forholder det sig også med Ichiko Aobas stemme.
Rystet i Warszawa
Kvalmen blev uudholdelig inde i det tidligere klasseværelse. Nerve- og muskelsystemet satte langsomt ud. De tre døve performere i shorts og sorte hætter, der lænede sig op ad et bjerg af højttalere og forstærkere toppet med et trommesæt, lignede sårede soldater. Indhyllet i røg, svøbt i minimal-punket dystopia. Når en af dem satte hånden på strengene af en bas og dæmpede instrumentets kraft, rungede kun støj og snavs fra systemet skruet op til maksimum. Trioen blev ‘dirigeret’ af to performere via aftalte taktile signaler (berøringer). Bølgen af støj changerede (muterede?) minimalt, som når en serie af guitarister i en evighed gentager tonen E i Rhys Chatmans ikoniske værk Guitar Trio (1977).
Den fire timer lange performative installation på Opera for the Deaf-minifestivalen – del af den chikke festival for klassisk musik, Warszawa Efterår – var lige så meget en syret, virtuost tågetalende skulptur. Også omgivelserne blev et instrument: Wc-kummerne i den anden ende af bygningen vibrerede. Døve mennesker, sagde programmet, er de eneste, der har deres eget sprog, helt anderledes end hørelsens sprog, baseret på forskellige kulturelle koder. I den tidligere polske folkeskole lærte jeg noget om den øredøvende skønhed ved at gå kold i en tsunami af bulder og hvid røg – med bævende ører først.
Fængslende?
Ufortjente er alle de rosende ord og femstjernede omtaler af Louise Alenius’ sceniske korværk på ingen måde. Altså virkelig overhovedet ikke. Stille slag er effektiv fængselspoesi, fermt sympatihåndværk, smidig postminimalisme. Men nu er rosekvoten selvfølgelig nået, og derfor er det vel retfærdigt nok, og sjovest, at gå på smålig problemjagt.
En anklage: Sympatismen, den bløde ømhed for de indsatte i værket og deres eviggrå tristesse, gør ganske vist et rammende tableau, men fastlåser også den syvstemmige musik i et ensporet mismod af letaflæselig mol. Lidt mindre forbundsfælleri havde måske givet mod på flere temperamenter, ja for min skyld gerne totalt uventede afstikkere. Calypso, alle sammen!
Stilstandsstrategien betaler sig, det gør den da; et fortættet klimaks halvvejs med en kødklump af kroppe og repetitive udråb, nu pludselig 14-stemmige, er kriminelt gribende. Men hvorhen derfra? Musikken cirkler om sig selv i en følelsesladet effektivitetsmaskine af gentagelse, stilhed og melismatisk ornamentik – helt op i kontratenorstratosfæren – og jo, selvfølgelig er det en pointe, at der ingen udvikling er.
Så ender vi altså også bare lidt ovre i en musikalsk formelsamling. Alenius varierer, diverterer måske endda, over samme fundament i 70 minutter og når forbi banken i brystet, en hånd i munden og rytmiserede åndedræt. Stille slag jager et punktum, der ikke vil sættes, fordi værket undsiger sig musikalsk argumentation. Det ér bare (godt/for langt/rørende/éndimensionelt/ægte/overforsigtigt).
Sange på gennemrejsen
Da St. St. Blicher i 1838 skrev Trækfuglene: En Naturkoncert, følte han, døden snappede ham i hælene. Melankolien hviler over digtsamlingen, men også en længsel mod naturen og rejsen. I Hans Rønnes nye forestilling Over Vadehavet skeles der til Blichers lyriske hovedværk – med ny dramatisk tekst af Jens Kepny Kristensen og musik af Uta Motz. Tre amatørornitologer, Frikke, Iversen og Gram, sidder på deres vante observationspladser og småskændes om, hvem der har set flest fugle i år. Gæs skræpper foroven. Naturen synger for mennesket. Samtidig gennemsyres det hjemlige af udlængslen. Buret er ved at sprænges. Frikke, søn af Iversen, længes bort. For også han er kun her på træk. Men vil moren lade ham sprede sine vinger?
Rønne kalder forestillingen en musikalsk ode til himlens fugle. Det er den også – til dels. Der synges uddrag af Blichers egne tekster, og Motz eksperimenterer med fugletællerens mekaniske rytme i tandem med skuespillernes 'mimicry' af fuglenes sang og lyde. Det sidste kunne der have været mere af. Der er et stort potentiale i at lade menneskestemmer åbne sig mod mere dyriske toner. Det sker desværre kun glimtvis i Over Vadehavet.
Det er dog stadig et fint, lille værk. På et tidspunkt når vi at kede os. Sådan er det at se på fugle. Man venter i dage, før man spotter en eleonorafalk eller en citronfinke. Dette afspejles i fortællingen, som tager en uventet drejning, da de tre karakterer tvinges til at gøre op med vante opfattelser af ophav og tilhørsforhold. Kedsomhed er en formidabel aktør i udviklingen af 'suspense'. Fuglene bliver det gennemgående motiv, der illustrerer figurernes tanker om endelighed og frihed.