I 2017 er Aarhus som bekendt europæisk kulturhovedstad og sådan en skal naturligvis have lydkunst! Derfor blev der sidste år udskrevet en konkurrence, Lyden af Aarhus 2017. Blandt de 31 indsendte projekter fra hele verden har en fagjury udvalgt schweizeren Andres Bosshard med projektet Sonic Ark. Seismograf/DMT talte med Bosshard umiddelbart efter offentliggørelsen.

Sonic Ark er et dramaturgisk koncept, der består at en række installationer, som flytter sig igennem det offentlige rum, og som helt bogstaveligt tager udgangspunkt i lyden af Aarhus”, fortæller Bosshard.

”Lydmæssigt sover Aarhus, men den er en sovende skønhed og jeg kan høre et stort potentiale i byens lyde, som bare trænger til at blive vækket. Jeg er ikke pessimist i forhold til byens støjende miljø. Med mine værker er jeg mere interesseret i at give bedre betingelser for kvaliteten i lytningen, for derigennem at kunne arbejde mod et bedre lydmiljø. Og her har Aarhus meget at byde på. Jeg har allerede været her to gange og gennem det næste år vil jeg i tæt samarbejde med byens borgere undersøge og lytte til forskellige steder i byen for at indsamle de lyde, som kommer til at indgå i værkerne. For eksempel arbejder et af værkerne med en kombination af mikroskopiske plantelyde, lyden af det århusianske sprog og den makroskopiske arkitektur i Botanisk Have. Her er borgerne vigtige det talte århusianske sprog er helt centralt.”

Der er klare lydøkologiske undertoner i projektet, men Bosshard mener ikke, at verden er ved at blive oversvømmet af dårlig lyd. Derimod mener han, at kan vi blive bedre til at lytte til de lyde, der allerede er her, og projekttitlens bibelske reference skal derfor heller ikke tages helt bogstaveligt.

”Jeg ser nærmere Arken som en metafor for at kunne lære at sætte pris på at sejle rundt, flyde ind og ud af eller drive gennem byens akustiske landskab. Det handler ikke så meget om, at vi skal beskyttes mod støjen, men jeg kunne godt tænke mig at folk kommer til at kende byen bedre, får lyst til at udforske dens lyde og måske endda kan lære at spille på den som et instrument,” forklarer han.

I sit arbejde sammenligner han også sig selv med en sømand, der er afhængig af vind og bølger for at kunne få skibet til at sejle – en tilgang der præger hans måde at interagere med lydmiljøet på.

”Hele byens lydbillede er på en måde med i værket og især lyden af menneskene i byen. På den måde handler det økologiske ikke kun om natur, men også om det sociale, om interaktion og kommunikation. Gennem øret kan vi opnå en betydelig større livskvalitet, og jeg håber at folk i Aarhus efter 2017 vil ’tro’ mere på deres egen lyd. Jeg er mest interesseret i at ændre bevidstheden om og stoltheden over hvilken lydkvalitet Aarhus har som by. Og jeg tror ikke der skal så meget til, for at vække den sovende skønhed”, slutter Andres Bosshard.

Det er Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 og de tre komponistforeninger Danske Jazz, Beat og Folkemusik Autorer (DJBFA), Dansk Komponist Forening (DKF) og Danske Populære Autorer (DPA), der har stået bag konkurrencen Lyden af Aarhus 2017. Foruden værkbestillingen, mortager Andres Bosshard en pris på 200.000 kr.

Andres Bosshard, f. 1955, bor og arbejder i Zürich i Schweiz. Han er uddannet kunstmaler, og begyndte tidligt at arbejde med eksperimenterende musik og teater. Han har udviklet roterende lydobjekter, interaktiv computermusik, programmer og lydinstallationer. Blandt andre “Sound Tower” ved Expo.02 ved Bieler-søen i Schweiz.

kortkritikrelease
16.12.2024

En gåde, jeg ikke er den rette til at løse

Abdullah Miniawy: »Nigma Enigma«
© PR
© PR

Jeg tror ikke, jeg er den rette til at bakse med alle de eksistentielle spørgsmål om tro og kultur, som multikunstner og politisk eksperimentalist Abdullah Miniawy bakser med på sit nyeste album Nigma Enigma. Pladen er lige dele arabisk chant, folkemusik og klangkunst, baseret på modulær synth og feltoptagelser. Og den egyptiske komponist bruger pladens 11 abstraktioner som lydsiden til det, han selv kalder »en arabisk opera om tvivl og tro«. Men som ikke-arabisk, livslang ateist er det svært for undertegnede at sætte sig ind i de store spørgsmål, som Miniawy stiller på sit modersmål, mens samples af bål og filtreringer sætter en ellers gådefuld stemning, der spiller godt op med albummets titel. Da musikken også fungerer som lydside til et immersivt videospil, er vi endnu længere fra hjemmebanen, da undertegnede ikke har rørt ved den slags siden Quake i 1992.

Lægger man sin søgen efter mening på hylden og lader sig farve af musikkens umiddelbarhed, har vi at gøre med et stærkt konceptuelt, vellydende værk, hvor Miniawys stemme – oftest chantende arabiske gloser fra gamle folkesange – blandes med elektronisk støj. Her er især overgangen fra den smukke, tostemmige chanting på »Jayhano Al Kawahi« – med stærkt religiøse undertoner – til den dybt anarkistiske støjvignet »Half a Year II« – med filtrerede sinustoner og dunkende angreb af basstøj – en god karakteristik af et minimalistisk stykke klangkunst.

Men uden at kunne dele Miniawys kulturelle og åndelige kontekst, føles albummet som en gåde, jeg ikke kan løse. Som at drikke Irish Coffee uden whiskey: Den egentlige ros udebliver. Nigma Enigma vil tale til dem, der kan relatere til de spirituelle og filosofiske spørgsmål, Miniawy stiller, mens andre måske vil opleve det som en musikalsk rejse uden helt at forstå destinationen.

© Julia Nikiforova

»Jeg er 44 år gammel og bor på Djursland med min kæreste, vores fem børn, tre hunde og to grise. Jeg elsker musik, som ikke kan sættes i bås.«

Andreas Asingh er trommeslager og vokalist i bandet 802, som debuterede med en koncert på New Colossus Festival i NYC i 2023 og har siden spillet på festivaler som Bloom, Roskilde og Copenhell. Deres debutsingle »My Girl« kom med kortfilmen A Heavy Metal Bedtime Story, som blev nomineret til en UK Music Award. Nummeret »22 (Velvet Vampire)« optræder i kortfilmen The Curse Of The Velvet Vampire, som vandt prisen Best International Short på den australske filmfestival A Night Of Horror. Senest har 802 vundet prisen som Årets Håb ved den danske heavy-prisuddeling Den Hårde Tone. 802 har netop udgivet bandets tredje kortfilm, 1986 Forever. 

kortkritiklive
14.12.2024

Støvet ville ikke lægge sig på de orgler

Organ Sound Art Festival: Mads Emil Dreyer, Gamut inc., Aron Dahl & Mija Milovic
© www.francoadams.com
© www.francoadams.com

I disse dage afholdes Organ Sound Art Festival i deres vante rammer i KoncertKirken, og i går løb festivalens dag to af stablen. Koncerten begyndte med genopførelser af Mads Emil Dreyer Vidder 1 og samt et nyskrevet interlude for pumpeorgel, husorgel, keys og basfløjte – alle instrumenter var forstærket. Således tilslørede Dreyer, hvor lydene kom fra og fik skabt et smukt spil mellem det akustiske, det forstærkede og afspillede. Var det fløjten eller orglet, jeg hørte? Og kom lyden fra et instrument eller en højttaler? Musikken bar præg af dronemusik, med smukke dissonanser og en tonaludvikling, der lejlighedsvis tittede frem. Bedårende og dragende.

I den næste performance havde den tyske duo Gamut inc. udstyret kirkens orgel med to robotter, så en computer kunne styre instrumentet. Desværre var jeg i tvivl, om robotterne var ordentligt kalibreret, eller om musikken var skrevet til et kirkerum med betydeligt mere rumklang. Det lød i hvert fald »MIDI-dødt« – lidt som en fjollet »piano-roll«-video af et obskurt serielt værk.

Duoen Aron Dahl & Mija Milovic sluttede med musik, der med sin ømhed og ærlighed kunne minde om The xx, hvis den britiske indierockgruppe altså spillede på ustemte husorgler. Dog blev musikken lidt ensformig, og deres set-up fremstod uudnyttet. 

Den lidt blandede oplevelse med aftenens program ændrer ikke ved, at Organ Sound Art Festival er en stemningsfuld, ambitiøs festival, der tør tage chancer, når de præsenterer os for nye værker for et instrument, som mange stadig forbinder med gamle dage. Denne københavnske festival er alt andet end støvet. 

kortkritiklive
08.12.2024

Den perfekte forestilling om den perfekte kærlighed

toaspern-moeller: »Liebe«
© Kirsten Nijhof
© Kirsten Nijhof

Liebe er en forestilling, hvor alt går op i en højere enhed, på en måde man kun sjældent oplever. Selv krusningerne på scenens gulvtæppe, skabt af performernes aftryk, er ømt og elektrisk at se på. Musikken er sparsom, stilren, som moderniseret renæssance-vokalmusik, mens dansen har afsats i det traditionelle og er lige så nøgtern og afmålt.

De to performere, Alma Toaspern og Mathias Monrad Møller – der også er henholdsvis koreograf og komponist – synger og danser alene på scenen, imens uddrag af den franske forfatter Annie Ernaux’ erindringer om en altomsluttende forelskelse og ønsket om den »perfekte kærlighed« bliver projiceret på bagtæppet.

Skulle jeg beskrive Liebe med et ord, ville det være kontrapunktisk – en stram måde at skrive musik på med en særlig opmærksomhed på, hvordan melodier i flerstemmighed påvirker hinanden. Det er forbløffende, hvordan det er lykkedes at revitalisere denne ellers gamle idé så overbevisende. Materialet er nøje udvalgt og gennembehandlet – musikken, scenografien, lyset og kostumerne føltes som den blødeste overraskelse og største selvfølge. 



Møller og Toasperns minutiøse synkronisering uden nogen støtte udover hinanden er lige så forbløffende. Duoens stramme kompositionsstrategi og kompromisløse koreografi er mere end blot værktøjer i værktøjskassen. Det er en del af undersøgelsen af det erotiske og forelskede: At være underlagt, undersøgt og begæret. Liebe er en af de forestillinger, man er taknemmelig for at have oplevet.

kortkritikrelease
03.12.2024

Musik for elskende, men ikke for mig

Samuel Rohrer: »Music for Lovers« 
© PR
© PR

Med Music for Lovers gør den schweiziske trommeslager og elektroniske musiker Samuel Rohrer mange ting rigtigt. Lyddesign og miks er luksuriøst, og albummet flyder over med virkelig mange lækre synthlyde. Netop derfor føles fraværet af den allervigtigste ingrediens – sangskrivningen – så meget mere ærgerligt.

Første nummer, »The Parish Bell«, er et eksempel på, hvordan sangskrivningen ikke formår at forene de ellers i egen ret ganske gode delelementer i en tilfredsstillende sammenhæng. Analoge trommer spiller interessante mønstre, mens synths bobler og prikker koldt som sylespidse og blødt som vatpinde. Men intet udvikler sig rigtigt, og nummeret ender med at føles som et øjebliksbillede strakt ud over syv minutter. Dette er tilfældet for næsten samtlige af udgivelsens syv numre plus det ottende bonusnummer. Det føles som et soundtrack, der mangler lytterens emotionelle forbindelse til det medie, der soundtrackes. Her står musikken alene, og det har den ofte svært ved at bære.

Der er lyspunkter: Nils Petter Molværs altid interessante trompet gæster på »The Gift«, den sublimt lydende space ambient-intro til nummeret »Celestial Body« og motoriktrommerne, der dukker op halvvejs igennem »Schizophonia« og som en sjældenhed flår musikken ud af sin snævre komfortzone. Men altså, sangskrivningen halter, og så kan det godt være, at det er musik for elskende, men det er desværre ikke musik for mig.